Hvis det er os (Becky Albertalli & Adam Silvera, 2018)

Tak til forlaget for anmeldereksemplaret.

Mød Ben og Arthur. Ben er en drømmer – såret og i gang med at sende ex-kærestens ejendele tilbage til ham. Arthur er i New York for første gang – og kæmper for at komme til at føle sig hjemme. Første gang de ser hinanden, støder de bogstaveligt talt sammen på et posthus. Derefter finder de hinanden igen ved hjælp af Craigslist. Er det skæbnen? Det ser sådan ud. Men efter en række katastrofale første dates, bliver Ben og Arthur måske nødt til at se i øjnene, at universet skulle have blandet sig helt udenom.

(Tekst fra goodreads)

De bøger jeg tidligere har læst af både Albertalli og Silvera har været nogle af de bedste ungdomsbøger jeg har læst i seneste tid, så når de pludselig vælger at skrive en ungdomsroman sammen, så må det næsten være godt uanset hvad. Måske er det også derfor at forventningerne dertil var så høje for mit vedkommende, hvilket desværre også gjorde at den ikke levede hundrede procent op til de forventninger. Både Albertalli og Silvera er kendt for at skrive ungdomsromaner om homoseksuelle, hvilket også er tilfældet her, men de gør det på en så fin måde at man ikke tænker over det. Når man læser deres historier, er det mest af alt bare en historie om at være ung og være forelsket.

Hvis det er oser historien om Ben og Arthur, der tilfældigvis mødes på det lokale posthus i New York, og de har begge et godt øje til den anden, men er begge for generte til at gøre noget ved det i første omgang, så de går derfra med lidt af et nederlag. Begge vil dog efterfølgende gøre noget ved det, og her kan man sige at historien for alvor begynder. For mit vedkommende syntes jeg dog der gik lidt for lang tid med at ’lede efter hinanden’ inden selve ’romancen’ kunne begynde. For når man læse bagsideteksten, så er det lidt det man bare venter på skal ske.

”Et stopur tæller ned fra tre. På det første foto improviserer vi. Arthur læner sig ind mod mig, og vi smiler begge to, helt enkelt. På det næste stikker Arthur tungen ud og siger ’aaaah’, som om en læge er ved at undersøge hans gane. Jeg laver et overdrevet blink. På det tredje foto vender Arthur sig om mod mig. Mit hjerte banker, for han ser ud, som om han vil kysse mig, men der er jeg ikke endnu.”

Uanset hvad man syntes om bogen tager for lang tid at komme i gang eller ej, så gør Albertalli og Silvera hvad de er bedst til; skriver en bog om to unge fyre, der falder for hinanden, som gerne vil nyde en sommer sammen uden at det hele bliver alt for kompliceret. Jeg syntes de forskellige sider til både Ben og Arthur var rigtig fine, det var tydeligt at mærke de er skrevet af hver deres forfatter (dog er jeg stadig i tvivl om hvem der har skrevet hvem, og jeg vil bevidst ikke google mig frem til det, for det ødelægger det lidt).

Man skal læse Hvis det er oshvis man har læst andet fra Albertalli og Silvera og har brug for et nyt skud ungdomsromance, som samtidig bliver ved med at være akavet. Hvis man har brug for at føle sig ung igen, for man kan sagtens læse den som voksen, for at mindes de unge år hvor man ofte følte sig nyforelsket. Eller hvis man savner New York, for storbyen spiller også en utrolig stor rolle i romancen mellem Ben og Arthur, både på godt og ondt. Hvis det er oser endnu en solid ungdomsroman blandt mange af de ungdomsromaner, der kommer lige for tiden, og det er en af de bedre.

Continue Reading

Update

Der har været en hel del stille på bloggen de sidste par måneder, og det bliver der nok også over de næste par stykker. I starten af januar ankom lillesøster endelig, og vores hverdag herhjemme blev vendt på hovedet. Vi er stadig ved at finde ud af hvordan vores hverdag skal hænge sammen, og det efterlader desværre ikke meget tid til læsning, hvorfor bloggen her nok også kommer til at stå stille på ubestemt tid. Jeg har dog lige et par anmeldelser i baghånden, som I får ingen ikke så længe, men ellers har jeg ikke så meget på blogkalenderen for tiden. Mor-kalenderen er til gengæld godt fyldt op.

Continue Reading

De magiske møgunger (Neil Patrick Harris, 2017)

Bogen er tilsendt af forlaget.

When street magician Carter runs away, he never expects to find friends and magic in a sleepy New England town. But like any good trick, things change instantly as greedy B.B. Bosso and his crew of crooked carnies arrive to steal anything and everything they can get their sticky fingers on.

After a fateful encounter with the local purveyor of illusion, Dante Vernon, Carter teams up with five other like-minded kids. Together, using both teamwork and magic, they’ll set out to save the town of Mineral Wells from Bosso’s villainous clutches. These six Magic Misfits will soon discover adventure, friendship, and their own self-worth in this delightful new series.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Kender I det med at en bog næsten sælger sig selv, bare fordi det er en såkaldt celebrity der har skrevet den? Det er tilfældet med De magiske møgunger, som er skrevet af den kendte skuespiller Neil Patrick Harris, og det er hans første bog, som er en børnebog. Allerede ved de første sider kan man mærke, at det her er en anderledes bog, fordi det er en anerledes forfatter bag den. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det var noget man lige skulle vænne sig til som læser. Når man først fik drejet hovedet om den stil Harris har, så sidder man tilbage med en rigtig sød historie til den tænkte aldersgruppe.

Carters historie tager udgangspunkt i nok det største ønske, som alle børn har; at finde et sted at kalde hjem, hvor man virkelig føler man hører til. Og den essens stråler igennem hele bogen og Carters karakter, og det kunne lyde deprimerende, men det bliver det heldigvis ikke. For Carter er så heldig at finde små ting på sin vej, der gør at han føler sig hjemme, og ikke mindst da han ender hos sin nye vennegruppe, som virkelig tager ham til sig, som uskyldige børn har det med at gøre uden at tænke sig om.

”Selvfølgelig var det nok bare et af de sædvanlige spåkonetricks, tænkte Carter, men hvad nu, hvis hun havde ret? Hvad nu, hvis Skæbnens Dørvogtere rent faktisk ville have Carter til at blive her?”

Udover at Harris har skrevet en ret underholdende krimi/detektivroman for børn, som har han også spædet den med sjove trylletricks løbende. De hører ikke nødvendigvis til fortællingen som sådan, men de er en sjov tilføjelse til at underholde læseren på en anden facon, og alligevel kan de sagtens undværes. Det kan også være fordi jeg er en årrække over målgruppen på bogen her, for jeg kunne sagtens forestille mig at en 10-årig vil finde det meget sjovt at forsøge at lære sig selv korttricks til at underholde og snyde sine forældre med.

Man skal læse De magiske møgunger hvis man sidder som en 10-årig der gerne vil være med til at løse et mysterium og fange en skurk, og samtidig lære lidt trylleri undervejs. Eller også hvis man sidder som voksen og vil have et indblik ind i barnets verden, og hvordan de forestiller sig at vil fange en skurk, eller finde nye venner og opdage at finde et sted hvor man pludselig hører til, så man mærker den der varme følelse omkring sit barnehjerte. Eller også skal man læse den for at få sig en helt anden læseoplevelse end hvad man måske er vant til.

 

Continue Reading

Ham med skægget (Pernille Meldgaard Pedersen, 2018)

Bogen er tilsendt af forfatteren.

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Hvis man elsker julen, så er denne lille bog en fin måde at tilbringe en time eller to med højtlæsning for sine børn, for at finde lidt julestemning. For det er en utrolig kort bog, og formålet med den er decideret at komme i julestemning, hvis man ikke allerede er det.

Det er på den ene side en sød fortælling om en mor, der fastholder sin egen tro på julen og julemanden, og vil gøre alt i sin verden for at hendes barn også kan bibeholde den tro, selvom det står klart at barnet er ved at vokse fra den slags julemagi. På den anden side er det en lidt naiv fortælling om en forælder, der ikke vil indse virkeligheden og i stedet søger en julevirkelighed, som hun syntes bedre om. Det hele afhænger selvfølgelig af hvor meget man som læser vil vælge at ligge i historien, men det vigtigste element den lille bog indeholder er helt sikkert julen.

Julen emmer ud af alle siderne af denne bog, og det er nok også det vigtigste at tage med sig, for jeg er ikke i tvivl om at det er målet med bogen; at skabe en julestemning. For selvom det er en lidt kringlet vej bogen finder hen til sin ’morale’, så gør den det altid med julestemning i tankerne. Den såkaldte morale i bogen, hvis man skal kalde det det, er den betydning som julemanden kan have for hver enkelt person, og hvor meget denne kan betyde for den enkelte. For moderen i denne historie har troen på julemanden en vigtig rolle i hendes barndom, og troen på julemanden har betydet at de mindre gode ting i hendes barndom er blevet skubbet i baggrunden, til fordel for en tro på en rar gammel mand med skæg, hvilket i sig selv jo nok er en god ting. Som voksen læser kan man dog ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af, at moderen måske burde have indset virkeligheden noget før, men det kan også være baggrund for en del andre ting. Om ikke andet, så er Ham med skægget en rigtig fin julebog til en hyggelig eftermiddag med æbleskiver.

Continue Reading

Nevermoor #1 – Morrigan Crows forbandelse (Jessica Townsend, 2017)

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Morrigan Crow er forbandet. Fordi hun er født på den forkerte dag, får hun skylden for enhver ulykke i landet – lige fra hjerteanfald til haglvejr – og værst af alt betyder forbandelsen, at Morrigan vil dø ved midnat på sin 11-års fødselsdag.

Men i stedet for sin hårde skæbne møder Morrigan en bemærkelsesværdig mand ved navn Jupiter North. Med skyggeagtigt mørke jagthunde og ryttere i hælene flygter de sammen til en hemmelig, magisk by ved navn Nevermoor.

Her opdager Morrigan, at Jupiter har valgt hende som sin kandidat til at blive medlem af byens mest prestigefyldte klub: Det Forunderlige Selskab. For at blive medlem skal man klare fire svære og farlige prøvelser i skarp konkurrence med hundredvis af andre børn med hvert sit unikke og fantastiske talent. Men har Morrigan overhovedet et talent? For at få lov at blive i Nevermoor og undslippe forbandelsen skal hun klare sig igennem alle fire prøvelser – og imens får hun hjælp af en ny flok venner til at finde hemmeligheden bag forbandelsen.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Hvis man ikke allerede er klar over det, så er jeg ret så glad for fantasygenren – det er de bøger jeg oftest griber fat i, og de bøger der bedst kan holde mig ved siderne. Derfor vågnede min nysgerrighed også overfor Morrigan Crows historie, som fra trailertrådende lagde op til en ny storslået fortælling, i stil med Harry Potter, dog uden at det skal sammenlignes med Harry Potter. Normalt afviger jeg altid fra de bøger der begynder at sammenligne sig selv som den nye Harry Potter, for det er der alligevel aldrig nogen der kan leve op til. Heldigvis stod Morrigan ved at være sin egen og hun fik derfor også sin egen historie.

Jeg kan dog godt se hvorfor folk ser ligheder med Harry Potter i Morrigans historie, for Morrigan bliver udsat for en række prøver igennem sin historie for at skulle leve op til en række forventninger med et specifikt mål. Og det kan måske sammenlignes med Harrys skolegang, som har et mål om at bestå en eksamen. For Morrigan er det bare et noget andet mål, nemlig overlevelse. Der er virkelig en motivation for Morrigans prøvelser, og det viser en helt bestemt karakter og karakterudvikling, som jeg syntes var rigtig god. Hun udvikler sig virkelig fra starten af bogen til slutningen, nemlig fordi hun gennemgår en række prøvelser, og det understreger den person hun viser sig at være.

”Morrigan satte sig modfaldent ned på kanten af springvandet, overvældet af raseri over Cadences forræderi og Noelles snyderi, såvel som den knusende erkendelse af sit eget nederlad. Hun følte sig så dum. Og hvad der var værre – hun var skrækslagen ved tanken om, hvad der nu ville ske.”

En ting jeg godt kunne lide ved bogen, udover Morrigan selv, var det univers der bliver præsenteret allerede fra start. Hele Morrigans verden er kendt, men også ukendt som et rigtig godt fantasy-univers skal være. Det var rigtig sjovt at opleve hele to forskellige universer udspille sig, næsten lidt mod hinanden, og samtidig bliver der lagt op til at der faktisk er flere universer parallelle med de to som Morrigan befinder sig i. Det ligger også op til meget mere i kommende bøger, og med den slutning som Morrigan får sig, er der også lagt op til meget mere end bog et udspiller sig i. Det er nogle store valg, som bliver præsenteret, der skal tages til overvejelse i de kommende bøger.

Man skal læse Morrigan Crows forbandelse hvis man er til klassiske fantasyfortællinger, for den har rigtig mange fede elementer, som en talende katteperson, et hotel der nærmest er levende og lærer din behov at kende fra dag til dag og magiske prøvelser for at bevise sig selv. Man skal også bare være forberedt på at man kommer til at sidde med en manglende følelse, fordi den har den slutning den har, for der bliver lagt op til mere, som de kommende bøger forhåbentligt kan åbne op for, og forløse hos læseren. Man skal læse Morrigans historie hvis man er frisk på et solidt eventyr med en voksende heltinde, som virkelig har noget at kæmpe for, nemlig sit eget liv allerede fra den første side. Det er hårdt som hovedperson at skulle kæmpe for at overleve, allerede fra første side, velvidende at man står med en dødsdom over hovedet, men det klarer Morrigan ganske flot.

 

Continue Reading

Efterårs Wrap-Up

Efteråret er kommet og gået, og nu kan man mærke på temperaturen at vi begynder at lade op til vinteren, og ikke mindst juletiden. Efteråret er nu meget hyggeligt, men for mig er det mest af alt bare en grå og kold overgang til den endnu mere kolde vintertid, som medbringer julen. Jeg er en af de personer som altid bliver helt vildt vinterdeprimeret og det eneste der kan opveje det er jul (!). Og her mener jeg JUL med store bogstaver. Min mand er allerede ved at overgive sig, og har endda selv fundet ’den store kasse med julepynt’ frem, fordi han ved jeg snart selv ville tigge efter den. I år hvor jeg går hjemme og passer en stor mave, vil jeg også have så meget mere tid til julehygge, spørgsmålet er bare om jeg har energien til det, men den energi jeg har skal denondelyneme og bruges på at fyre op for julen herhjemme for at skabe en god hyggestemning. Men inden vi når så langt, så lad os lige tage et kig tilbage på efteråret der kom og gik.

Det har været et efterår som har været præget en del af sygdom herhjemme, vi har næsten alle sammen taget en tur på skift og ikke mindst lille E har og er stadig en smule ramt af noget udslet, vi stadig kæmper for at komme af med. Heldigvis er hun ikke generet af det, men det ser bare ikke særlig pænt ud, og burde nok snart være forsvundet igen. Det har også været et efterår i bøgernes tegn, ikke mindst fordi manden og jeg tog til København for at jeg kunne komme med til BogForum, som jeg tidligere har skrevet mere om. Jeg har da også fået læst ikke mindre end 9 bøger over de sidste par måneder, og lad os da se lidt på dem.

I sidste måneds bogklub læste vi Eliza and her Monsters, som vi alle havde lidt blandede holdninger om. Det var en fin ungdomsroman, men den havde godt nok også sine fejl og mangler både plotmæssigt og karaktermæssigt. Der var vist ingen af os, som var fuldt ud begejstret for den, men fin var den da. Jeg har fået lyttet til en lydbog denne omgang, og selvom den ikke var synderlig lang, så tog det mig bare lang tid at få lyttet til den, fordi det krævede tiden og muligheden for at lytte til den. Forbandede kærligheder endnu en rørende – men også irriterende på den mandlige karakters rolle – sødsuppe romance, som man bare kan slå hjernen fra og blive underholdt. Den havde dog en slutning som gjorde den lidt mere dyb end som så, hvilket jeg var glad for taget historiens udvikling i betragtning. Jeg fik læst en enkelt tegneserie, Through the Woods, som imponerede på sin tegnestil, men ikke nær så meget i historierne. Måske var det fordi jeg havde hørt så mange gode ting om den i forvejen at den ikke helt levede op til de små forventninger jeg havde sat op til den, men fin var den.

Jeg fik også læst lidt ’faglitteratur’ i form af Fairies – The Myths, Legends & Lore, men meget af det kendte jeg faktisk til i forvejen fra min dybdegående opgave fra universitet om eventyr. Dog var der et par kapitler med nye informationer, men i det store hele er bogen rigtig fin sat sammen af både fakta og fiktion. Endelig blev der også tid til en eventyrgenfortælling i form af Crown of Ice, som genfortalte eventyret om Snedronningen. Det er en bog jeg længe har haft stående, og jeg købte den i sin tid fordi det jo er en genfortælling, men også fordi det var rigtig flot. Det er en udmærket genfortælling, men ikke den bedste jeg har læst, men det kan også have noget at gøre med at jeg ikke har de store tilknytninger til det originale eventyr. Jeg fik en hel omgang fantasyeventyr med Morrigan Crow i den første bog om Nevermoor-serien. Der blev lagt op til en Harry Potter fornemmelse, og jeg kan da også godt se mange ligheder, men der er jo alligevel aldrig noget der kan leve op til Harry Potter. Jeg syntes dog Morrigan Crows historie havde mange fine elementer, og en god slutning med et lille twist, så mon ikke de efterfølgende bøger også er ganske gode.

Når man ser kendte navne som forfattere bliver man altid lidt nysgerrig, og sådan var det da jeg opdagede at Neil Patrick Harris har skrevet sin først i en børnebogsserie; De magiske møgunger. Bogen er fyldt med trylletricks og stilen er helt sin egen, og alligevel meget Harris, og jeg tror hvis man har alderen til den, fanger den lige hvor den skal. Efterårets højdepunkter for mig var helt klart de sidste to bøger jeg har læst. Først var der seneste skud på stammen fra Backmann; Os mod jer, som satte alle følelser i kog både på godt og ondt, og jeg både lo og græd flere gange. Det samme kan siges om Fårking gravid, men der grinte og græd jeg af helt andre årsager. For det meste græd jeg fordi jeg grinte så meget. Jeg ved godt året ikke er omme, og jeg godt kan nå at læse en håndfuld bøger mere, men indtil videre er de to sidstnævnte klart årets topscorer af hvad jeg har læst.

Nu lurer julen som sagt lige rundt om hjørnet, og jeg vil så småt begynde at pynte om til jul i det lille hjem, samtidig med at jeg vil finde julestemning i både musik og bøger. Jeg har et par bøger på min læseliste, både med julestemning og ikke decideret julestemning, men ellers må vi se hvad lysten bringer forbi i bøgernes verden for mig. Hvilke bøger planlægger du at læse i juletiden?

Continue Reading

Fordele og ulemper ved at huske (Val Emmich, 2017)

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Hvad sker der, når en pige, der aldrig glemmer, bliver venner med en mand, der desperat forsøger at mindes?
Gavin Winters har mistet sit livs kærlighed, partneren Sydney. Hans liv står i ruiner, og Gavin flygter fra LA til New Jersey for at holde ferie hos en gammel vens familie. Her møder han Joan.

Joan er familiens tiårige datter. Hun har en et hundrede procent fotografisk hukommelse og kan oprulle enhver hændelse med filmisk nøjagtighed. Joan har aldrig mødt Gavin, men hun kendte Sydney, og i hendes ufattelige hjerne venter beviset – en håndfuld helt klare minder.

Gavin slår en handel af med Joan; hvis Joan deler sine minder om Sydney med ham, vil han til gengæld forsøge at hjælpe hende med at vinde en lokal sangkonkurrence, som hun er overbevist om vil forvandle hende fra Pigen der huskede alting til Hende ingen kunne glemme. Men Joans uventede afsløringer tvinger ham til at stille spørgsmålstegn ved både fortiden med Sydney og sin egen umiddelbare fremtid.
Set gennem disse to uimodståelige figurers perspektiver bliver Fordele og ulemper ved at huske en sjov og inderlig undersøgelse af det at miste, at mindes og finde fodfæste i en ny virkelighed.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Der er bøger man ikke helt ved hvad man skal forvente af, og det var tilfældet med Fordele og ulemper ved at huske. Jeg kendte intet til forfatteren inden jeg fik fingrene i bogen, og den lå da også en del måneder på min hylde før jeg tog mig sammen til at læse den, hvilket jeg fortryder efter at have læst den, for historien er noget så fin. Egentlig er det to historier i en, for det er ikke kun Joans historie om at ville sikre sig at folk husker hende, det er også Gavins historie om at overleve et tab og finde en mening med livet igen (og det lyder ret barskt sat i ord på den måde).

Joan er kun 10 år gammel, og med den hukommelse hun har, er det sønderrivende for hende når andre ikke kan huske hvad hun kan huske, og hun drømmer flere gange om ikke at have den hukommelse, samtidig med at hun forsøger at finde på ideer til ikke selv at blive glemt. Man bliver helt rørt af Joans tanker omkring det at blive husket, for hvem ønsker at blive glemt? Det er der jo ingen der gør, og med Joans hukommelse er det meget mere klart hvorfor hun så desperat forsøger at finde veje hvor ingen vil glemme hende. Der var tider hvor jeg glemt at Joan kun skulle forestille at være 10 år gammel, hvilket nok kommer sig af den hukommelse hun har, og de ting hun kan huske, for sommetider opførte hun sig meget mere voksent end de voksne.

”Det snurrer også rundt i mit hoved, som rotorbladene på en helikopter, og jeg stiger til vejrs, op over alle de hårde følelser, for jeg har muligvis lige fundet ud af, hvordan jeg kan sikre mig, at far og mor og farfar og miss Caroline og alle andre mennesker aldrig vil glemme mig.”

Gavins historie var noget mere hjerteskærende, og den blev ikke mindre hjerteskærende som han begyndte at danne et venskab med Joan. Modsat Joan vil Gavin gerne glemme, men det er svært når så mange ting fremtvinger minder, og det viser os at Joans frygt for at blive glemt måske nok også er irrationel, men sådan er det ikke når man kun er 10 år gammel. Gavin og Joans historier flettes sammen og der skabes et uventet venskab mellem de to, et venskab som er noget så fint at følge i sin udfoldelse, for samtidig med at det viser Joans frygt for at blive glemt, så viser det også Gavins udvikling til at blive et helt og modigt menneske igen.

Man skal læse Fordele og ulemper ved at huske fordi det sætter sig fast i hjertet. Historien er ikke hjerteskærende til at frembringe tårer – det var den i hvert fald ikke hos mig, men måske den er det hos dig, hvilket også er grunden til at den ikke får den sidst stjerne fra mig af -, men den har alligevel et rigtig fint budskab i sin todelte fortælling. Man skal læse Fordele og ulemper ved at huske fordi man herigennem bliver mindet om, at det faktisk er svært at glemme bestemte personer når først de har sat deres bestemte præg på vores tilværelse, og selvom folk selv tror de let bliver glemt, så er det ikke tilfældet, og det er historien her med til at understrege.

Continue Reading

I dag skal det være (Maria Semple, 2017)

Bogen er tilsendt fra forlaget til anmeldelse, tak.

Eleanor Flood ved godt, at det står skidt til. Men i dag skal det være. I dag tager hun hen og træner, når hun har smidt sin søn Timby af ved skolen. Spiser frokost med en veninde. Tager sig lidt sammen. Men før hun kan nå at opfylde sin tilsyneladende beskedne plan, kommer livet ligesom i vejen.

For præcis i dag har Timby bestemt sig for at lyve sig syg fra skole, så han kan stjæle sig til lidt tid sammen med sin mor. Og præcis i dag har Eleanors kirurgmand Joe fortalt sin receptionist, men ikke sin kone, at han er på ferie. Og lige da det ser ud som om at tingene ikke kan køre mere af sporet, finder en tidligere kollega et artefakt fra Eleanors fortid frem; en tegnet historie om familiehemmeligheder, der for længst er begravet, og en søster, hun ikke længere taler med.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Jeg læste første gang noget af Semple for nogle år tilbage, da jeg skulle stifte bekendtskab (og finde) Bernadette. Den huskede jeg som rigtig underholdende, og derfor tænkte jeg at det ville denne bog nok også være. Det var den også, bare ikke helt på samme måde. Hvor Bernadettes historie var mere haha-sjov og til at grine højlydt af, var denne historie mere tænksom og spøjs i det tankemylder vores hovedperson udsætter sig selv for. Historien udspiller sig kun over en enkelt dag, men der kommer rigtig mange flashbacks til at give baggrundsviden og kontekst til hele historien, og det fungerede overraskende godt. Der var sågar tider hvor jeg syntes flashbacksekvenserne var mere interessante end selve det man kan kalde hovedhistorien.

Eleanor lever et umiddelbart ’perfekt’ liv. Hun har manden med det solide job, barnet med den flotte skolegang og et liv som hjemmegående, hun alligevel får til at lyde kedeligt. Hvilket nok mest hænger sammen med den aktivitetstrang Eleanor selv har, for det lyder vitterligt som om hun keder sig ved at være hjemmegående, og savner sit ’gamle’ liv fra før hende og manden fik barn. Det er i hvert fald hvad der kommer til udtryk i de første mange flashbacks og det syntes jeg var lidt synd. I øjeblikket er jeg selv hjemmegående (sygemeldt med en hård graviditet), og ganske vist savner jeg at arbejde, men jeg nyder i særdeleshed min tid med mit ene barn og snart to. Det fik mig til at betragte Eleanor som lidt småforkælet, og det var først over halvvejs i bogen jeg begyndte at løsne lidt op for hende som karakter; som mere og mere af hendes baggrund blev afsløret.

”Hvis du er opfostret af en alkoholiker, så er du først og fremmest et voksent barn af en alkoholiker. Hvis jeg lige skal gennemgå det helt basale, så betyder det, at du giver dig selv skylden for alt; du undgår at se virkeligheden i øjnene, du er ikke i stand til at stole på nogen, du er behagesyg.”

Bogen lyder ved første bagsidetekst til at være en historie om en hustru, der skal lære at genfinde sin mand, igennem en dags strabadser og hvad disse medfører. Men som historien skrider frem, bliver det mere og mere en historie for Eleanor om at genfinde sig selv og ikke mindst det forhold til den søster hun unægtelig savner. Pludselig forsvinder den lette humor jeg forbandt med Semple og blev til en noget mere alvorlig historie, og det gjorde mig ikke noget. Jeg blev faktisk mere interesseret i historien om Eleanor og Ivys søstre forhold, end at finde ud af hvad Eleanors mand havde fundet på, der gjorde at han sagde til sin hustru at han var på arbejde, mens hans sekretær tror han holder fri.

”Hvad hvis hun nu tegnede historien om deres barndom? Historien om at miste sin højtelskede mor og selv blive mor for Ivy i en alder af ni år. Der var tusind øjeblikke, der kaldte på hende!”

Måske er det fordi selve handlingen kun udspiller sig over en enkelt dag, men jeg sad tilbage til sidst med en lidt mangelfuld fornemmelse efter at have vendt den sidste side. Slutningen er meget åben, og det irriterede mig faktisk en del. Normalt er jeg ikke imod åbne slutninger, fordi de netop efterlade plads til eftertænksomhed og plads til at undres, men lige i det her tilfælde manglede jeg noget konkret i en slutning. For den forløsning man sidder og venter på gennem flashbacksene kommer desværre ikke, i hvert fald ikke så vidt jeg læste det. Alligevel satte historien sit præg, for det gør den slags med søskende der oplever modgang som disse søstre.

Semple har ikke skrevet en vanvittig humoristisk historie denne gang, men mere en øjenåbner for hvordan man ikke selv skal ende med sine søskende. Eller, det er i hvert fald sådan jeg ser på den. Den giver lidt stof til eftertanke, samtidig med at den har en spøjs historie om udviklingen mellem Eleanor og hendes mand på sidelinjen, som for øvrigt er ret sød, men helt vildt underlig.

Continue Reading

Min muse (Jessie Burton, 2018)

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget, mange tak.

På en varm julidag i 1967 besøger Odelle Bastien det fornemme Skelton-galleri i London med en viden om, at hendes liv om lidt vil ændre sig for altid. Siden sin ankomst fra Trinidad for fem år siden har hun kæmpet for at finde fodfæste i byen, men nu er hun endelig blevet tilbudt arbejde som stenograf under den glamourøse, enigmatiske gallerist Marjorie Quick. Men skønt Quick gør Odelle til sin fortrolige og hjælper hende med at forløse et potentiale, hun ikke anede at hun havde, forbliver hun et mysterium, hvilket kun understreges af et gådefuldt mesterværk, der pludselig dukker op på galleriet.

Sandheden om maleriet ligger skjult i fortiden, nærmere betegnet på et stort spansk landsted i 1936, hvor Olive Schloss, datter af en anerkendt kunsthandler, gemmer på egne ambitioner om at blive til noget. Dette sarte paradis forstyrres af den revolutionært anlagte kunstner Isaac Robles og hans halvsøster Teresa, og deres ankomst til Schloss-familiens landsted får altafgørende, ødelæggende konsekvenser.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg indrømmer som det første, at grunden til jeg faldt for denne bog i første omgang var det utroligt smukke omslag. Heldigvis levede selve indholdet op til den meget flotte bog, og imponerede mig med sin medrivende fortælling. Det er en historie på tværs af to tider, to kvinder, to kulturer, to kærligheder, men en forenet kærlighed og smag for kunst. Det er en historie om hemmeligheder, identiteter, nye bekendtskaber, venner og familie, loyalitet og det hele bliver sat på prøve igennem historiens udvikling.

Det er min første læseoplevelse af Jessie Burton, og det er med stor sikkerhed ikke den sidste, for hun formår at skrive en utrolig medrivende fortælling med gribende karakterer. Til at starte med var jeg dog ikke helt opslugt af Odelle som person, men som hun udviklede sig igennem bogen, blev jeg mere og mere fascineret af hende, og ikke mindst den næstekærlighed hun havde til sine venner og bekendte. Det var næsten synd for hende, den måde hun blev smidt ind i den fængslende og utrolige historie om et kunstværk, som havde en noget større historie med sig end først lige regnet med.

”Jeg elskede hende for at tro på, hvad jeg sagde, for ikke at sige, at jeg var skør, for at følge med i min fortælling. Det gav mig lov til at overveje seriøst, om Quick mon engang havde kaldt sig noget andet, havde levet et andet liv, som hun desperat forsøgte at huske – og fortælle mig om – før det var for sent.”

Mødet med Olive i den anden ende af historien var en noget mere dramatisk fortælling, ikke mindst bare på grund af Olive selv. For hvor Odelle er den stille, behjælpelige, og medmenneskelige karakter, så er Olive den frembrusende, egoistiske og til tider fandenivoldske karakter, der virkelig sætter skub i fortællingen. De to kvinder er stik modsætninger på mange punkter, som ikke bare adskiller dem af tiden. Ærlig talt, så begyndte jeg at syntes mindre og mindre om Olive, som hun blev ældre og begyndte at syntes hun havde fortjent mere end hun til tider havde. Hendes egoisme tog tit overhånd, og hendes handlinger havde konsekvenser deraf, uden omtanke for hendes venner og familie. Alligevel var der øjeblikke hvor en blid og venlig Olive stak hovedet frem, men det var i sidste ende ikke nok til at jeg foretrak Odelles karakter.

”Hun fandt det umuligt at forklare sine forældre, hvorfor hun havde ansøgt, hvorfor hun havde sat en port folio sammen og skrevet et essay om baggrundsfigurerne hos Bellini. Trods alt det, hun havde lært om kvinder som utilstrækkelige kunstnere. Og det var det hun ikke forstod: Hvorfra trangen til at ansøge alligevel var kommet.”

Hvad jeg troede ville være en historie om et maleri viste sig at være meget mere end det. Jeg kan godt forstå hvorfor folk har sagt så mange rosende ord om Jessie Burton, og jeg skal da også hoppe med på den vogn. For i Min Musehar hun skabt hele to historier, og alligevel formået at binde dem sammen, til trods for at de er noget så forskellige. Selvom det tog mig lidt tid at blive virkelig fanget af historien, så hang jeg til gengæld også fast da den havde fået fat på mig. Jeg var især vild med hvordan fortidens historie spillede ind i ’nutiden’ og satte sine fodspor, og hvordan den afsluttede historie alligevel skulle påvirke den endelig slutning. Mon ikke jeg skal have fingrene i hendes debutroman i den nære fremtid, for at se hvad hun har at byde på i den, for hvis den er lige så god som Min Muse, så kan det da kun være en positiv læseoplevelse.

Continue Reading

A Court of Frost and Starlight (Sarah J Maas, 2018)

Feyre, Rhys, and their close-knit circle of friends are still busy rebuilding the Night Court and the vastly-changed world beyond. But Winter Solstice is finally near, and with it, a hard-earned reprieve.
Yet even the festive atmosphere can’t keep the shadows of the past from looming. As Feyre navigates her first Winter Solstice as High Lady, she finds that those dearest to her have more wounds than she anticipated–scars that will have far-reaching impact on the future of their Court.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Vi ved jo godt, at når der står Sarah J Maas på bogen, så er der ingen tvivl om at jeg vil elske den, og det var også tilfældet med A Court of Frost and Starlight, selvfølgelig. Det er næsten unfair at skrive en anmeldelse, fordi jeg er så meget fan af alt hvad Maas har skrevet, at det virkelig skal gå grueligt galt for hende for at jeg ikke vil kunne syntes om det. Da det først blev annonceret at hun ikke kunne give slip på Feyre og hendes verden, indrømmer jeg at jeg var en smule skeptisk. For afslutningen i trilogien var faktisk lige som den skulle være, om end en lille smule sukkersød på nogle punkter. Heldigvis vælger Maas at dreje historien en smule væk fra Feyre, så fokusset ikke kun ligger på hendes karakter.

Bogen skal fungere som bro mellem den oprindelige trilogi og den hun planlægger at skrive efterfølgende, og det mærkes tydeligt, for selvom bogen er herlig i sin karakterudvikling, så sker der ikke konkret noget plotudviklende. Heldigvis har Maas så stærke karakterer at bogen bæres hele vejen af dem, og de ting de hver især kæmper med. Udover Feyre og Rhys, hvis synspunkt nu også inddrages i bogen, får vi også historien fortalt fra Cassian og Mors synsvinkel, og det giver et helt andet billede af den verden som vi før kun har fået fortalt fra Feyre. Dog ville jeg virkelig ønske at man fik historien fra Nestas synsvinkel også, men som bogens afsluttende teaser ligger op til, så kommer der vist i den næste trilogi.

”I stared and stared at the black fabric that was like peering into a pit of hell. And then stared at the irridescent, living silver thread that cut through it, bright despite the darkness that devoured all other light and color. It could have been me. And Rhys. Had very nearly gone that way.”

Bogen her gør det klart hvor meget arbejde Maas har lagt i de her personer, og hvor meget de har udviklet sig og stadig har arbejde med at udvikle sig. Den viser også hvor stærk Maas er i at skrive solide karakterer med følelser der ikke er til at tage fejl af. Man bliver virkelig grebet af de her karakterer, og jeg er vild med dem hver og en på hver deres måde – måske lige med undtagelse af Tamlin, som vi også får et kort indblik til i denne omgang, om end det er et noget sørgeligt et af slagsen.

Selvom der ikke er noget konkret plot i bogen, så er omdrejningspunktet vintersolhverv, som feerne fejrer som en slags juleaften, og for Feyre handler det lige så meget om at finde den perfekte gave til Rhys, som det handler om at finde ud af hvem hun selv er, nu hvor hun pludselig skal finde sig til rette som High Lady, og det kræver noget soul searching. Det er tydeligt at mærke i bogen her, hvorfor Maas ikke kan give slip på Feyre og de andre endnu. De har klart mere at fortælle, og jeg ser virkelig frem til at læse mere fra alle de andre i karaktergalleriet, især Nesta! Nu er spørgsmålet bare hvor lang tid vi skal vente på den efterfølgende trilogi.

Continue Reading
1 2 3 63