Med Andre Ord

En verden i tekst
Familielivet Jobsøgende Pandemien

Får du Corona-stress?

Hvordan vil du beskrive 2020 for resten af din omgangskreds, ti år i fremtiden når du tænker tilbage? Det virker svært at forestille sig lige nu, fordi den hverdag vi havde for et år siden, den er bare ufatteligt langt væk.

Men nu virker det som om, at dagligdagen så er småt vendt tilbage. Det hele ser bare lidt anderledes ud, end hvad vi husker den. 

Vi skal huske at holde afstand. 
Vi skal huske at vaske hænder. 
Vi skal huske at spritte hænder. 
Vi skal passe på hvor vi nyser. 
Vi skal passe på hinanden.

I det hele taget er der mange ting, vi skal huske, men det vigtigste er at passe på hinanden. For det er hinanden og vores kære, som vi i sidste ende gerne vil spare for Covid-19. Men jeg tror, at der er noget, som mange mennesker måske glemmer, udover risikoen for at blive konkret smittet med Covid-19, i den slags limbo vi befinder os i lige nu. 
Vi skal på ingen måde lempe på de anbefalinger, tiltag og restriktioner regeringen har indført, men vi skal også huske på, at selv de raske i samfundet kan blive udsat for ubevidste gener. 

Ordet gener lyder ret så voldsomt og mere negativt end hvad godt er, men det kommer i sidste ende an på sammenhængen.
Jeg har valgt at kalde det Corona-stress, for det er lidt sådan det udfolder sig og føles for mange i min omgangskreds.

Hver gang regeringen melder ud, at der skal være pressemeddelelse, så ser vi det på arbejdsmarkedet. Der gøres store øjne, og alle virksomheder sidder næsten limet til skærmen, i frygt for det værste. For ingen vil ud i samme situation, som vi havde i foråret. Det var nødvendigt på daværende tidspunkt, hvor ingen vidste noget som helst om Covid-19. Det var den bedste måde at håndtere situationen på; i al sin simpelhed at slukke for omverdenen. Men det er et scenarie, som ingen af os vil opleve igen. Det var nødvendigt for vores sundhed, men skadeligt for vores økonomi.

Vi skal huske at bære mundbind mange offentlige steder efterhånden.

I løbet af de sidste to måneder har jeg været i to erhvervspraktikker. Det er det første skridt på vej mod et nyt arbejde, som Covid-19 heller ikke har gjort det nemmere at finde. Det er tydeligt at virksomheder tager deres foranstaltninger, og har sørget for at håndsprit er tilgængeligt over det hele. Og der er afstand i frokostområderne, så kolleger ikke kommer til at sidde og hyggesnakke for meget eller for længe. Der er flere og bedre muligheder for at arbejde på hjemmekontoret, også selvom man ’kun’ er praktikant.

Men i de sidste par uger, i takt med at smittetallet er steget i Danmark, kunne det mærkes i virksomhederne. Ikke kun der hvor jeg var i praktik, men med stor sandsynlighed over hele landet. Skrækken for nedlukningen af landet er der konstant i alle virksomheder, som ikke er livsnødvendige for danskernes hverdag. For hvert pressemøde og hver nye anbefaling og/eller krav bliver skrækken større. 

Vil kunder begynde at aflyse aftaler? 
Bliver det nødvendigt at sende flere og flere kolleger hjem?
Bliver det nødvendigt at lukke virksomheden ned på ubestemt tid? 
Eller i værste tilfælde, som det allerede har været for mange små virksomheder, er det nødvendigt at lukke virksomheden helt og aldeles?

Det er store og vigtige spørgsmål, som alle virksomheder skal forsøge at håndtere på næsten dagligt basis. For nogle kan det ende i det jeg kalder Corona-stress. Det er bekymringerne om det ukendte, og hvad der mon vil ske, hvis det hele ender galt igen. De tanker ligger hele tiden på lur, og venter på at overmande dig, så snart en god dag er overstået. For tænk nu, hvis dagen i morgen ikke bliver lige så god, og de negative følger sætter ind. For nogle er det lettere at håndtere disse tanker og bekymringer, end det er for andre. Jeg kan selv mærke det af og til. Covid-19 har ikke gjort det nemmere for mig at finde et arbejde. Dagligt tænker jeg på, om det rent faktisk vil lykkedes. Jeg er ovenud lykkelig for de praktikker jeg har været hos, og den erfaring de har givet mig, men ingen af dem har resulteret i et arbejde, som har været forhåbningen lige fra start. 

Jeg er glad for at have fundet en ny praktik, lige om lidt igen, men når kortene skal på bordet, så ville jeg da helst, at det var et betalende arbejde, der ventede på mig. For du skal ikke tro, at jeg ikke gør mit for at finde det der sagnomspundne arbejde. Men Corona kommer tit og spænder ben med sine mange begrænsninger og mindre behov for arbejdskraft, fordi omsætningerne ikke er, hvad de var før Covid-19. 

Det kan også skabe begrænsninger i forhold til, om der overhovedet er plads til en erhvervspraktikant, og så sætter Corona-stressen ind, fordi man skal finde noget andet. Samtidig med at man skal huske at holde afstand, og spritte hænder, og bære mundbind i bussen og hvad man nu ellers skal. Børnene må kun have en bestemt farve snot for at komme i institution, og de må ikke lege for tæt med andre børn i offentligheden på den lokale legeplads. Vi må nøjes med at hilse på naboen over hækken, og ikke med en kop kaffe, som før i tiden. Der er så mange ting at huske, at vi har tendens til at glemme os selv.

Lageret til at bekæmpe snotnæserne er fyldt op!

For selvom vi skal huske at passe på hinanden og tage vores forbehold for Covid-19, så skal vi altså også passe på os selv. Og det mener jeg i mere end en forstand. Vi har fyldt op på forsyningerne herhjemme, så vi er klar til at gå til angreb mod snotnæserne.

Men vi skal også passe på ikke at stresse for meget over hverdagen og de mange retningslinjer. 
Vi skal passe på ikke at bekymre os for meget, for det hele skal nok gå, så længe vi gør vores bedste. 

Vi skal huske at nyde de stunder med vores familie, som vi har muligheden for. Og så kan det godt være, at vi må udskyde de runde fødselsdage med den store familie til næste år, og sølvbryllupperne må fejres med lykønskninger på kort indtil næste år. Men vi kan samles i sofaen med vores børn og en skål popcorn og læse en bog, eller se en film og huske på, at nærværet er i samværet. For hvis vi gør det, så gør vi også vores for at holde Corona-stressen på afstand, mens vi passer på hinanden. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *