Med Andre Ord

En verden i tekst
Uncategorized

Hvorfor? Det Store Spørgsmål.

Lad os starte med det store spørgsmål. Hvorfor denne blog, kan man spørge. Hvorfor dette fristed, dette outlet? Hvorfor ikke? Hovedsagligt, er det også for at holde mig selv beskæftiget. Jeg befinder mig på en mellemstation. En forlænget overgangsfase mellem jobs, ufrivilligt skal det lige understreges. Jeg blev sagt op for små 2 år siden, lige efter jeg kom tilbage fra barsel med mit førte barn, vel at mærke. Dengang var jeg gymnasielærer, og det var et arbejde jeg var glad for, i det store hele, til trods for de mange ændringer, der skete for gymnasielæren i de 5 år jeg var det – takket være det dejlige hoveder på Christiansborg. Held i uheld viste det sig, at jeg var gravid med vores andet barn, så fremfor at gå direkte til dagpengeland, kunne jeg gå til barselsland det første års tid. Nu hedder det så dagpengeland, og jeg måtte grave dybt i mit indre for at finde ud af hvilken sti jeg fremadrettet vil følge. Her er jeg nået frem til den konklusion, at det ikke skal være gymnasieverden, der er ønskestien. I stedet vil jeg arbejde meget mere fokuseret med selv at skrive tekster og arbejde med det engelske sprog, som er og altid har været min passion. Litteraturen og sproget er min store passion, og jeg vil derfor udfordre mig selv og nusse med detaljerne i dagligdagen.

Lad mig præsentere mig selv lidt mere konkret, til de af jer der enten har glemt hvem jeg er, eller til nye læsere, som slet ikke kender mig. (Hvis kommende tekst lyder bekendt er det fordi det i første omgang er blevet udgivet som en del af Den vigtigste julekalender på LinkedIn.)

Mit navn er Michelle, jeg er humanist, jeg er akademiker, jeg er mor, jeg er hustru, jeg er veninde, jeg er datter, jeg er sprognørd, jeg er tekstforfatter, jeg er kreativ, jeg er farverig og jeg er ledig. Sjovt nok kan man præsentere sig som nok så mange ting, men det er altid den sidste (og nok mest negative i nogle øjne) de fleste hæfter sig fast ved. På en eller anden måde definerer det ene lille ord – ’ledig’ – en hel personlighed. En personlighed som mange i landet har fået stemplet i nakken, også ufrivilligt for de flestes vedkommende. 

Det kan godt være, jeg ikke har et arbejde – lige nu -, men jeg bidrager stadig med mit, og det er jo ikke fordi jeg ikke gerne vil have et job. Det vil jeg jo gerne! Jeg vil bare gerne have et job, hvor jeg kan bidrage med mine kompetencer i en henseende så det giver mening. Humlen ligger bare i at finde lige den arbejdsplads, som kan drage bedst udbytte af lige præcis mine kompetencer. De hænger ikke bare som sløve æbler på træet i baghaven, klar til at falde ned i favnen på dig. Tværtimod blinker de forbi dig med lynets hastighed, som stjerneskud på nattehimlen, man står og blinker og misser med øjnene og ser den forsvinde i horisonten. 

Samtidig vil jeg ikke gå på kompromis med alle de andre roller jeg har i min præsentation. Jeg er ikke bare det ene eller det andet, jeg er dem alle sammen i en samlet pakke, og det kan nogle gange være svært. Ikke mindst svært at få til at falde på plads i en arbejdsbetynget hverdag.

Siden min afskedigelse/start på barsel i sommeren 2018 har jeg gået hjemme med vores to små børn. Bevares, lillesøster kom først til lige efter nytår 2019. Jeg har gået hjemme og jeg har nydt det, det er jeg ikke bange for at indrømme, og det er nok også derfor, jeg ikke har lysten til at vende tilbage til gymnasielivet. Der er for meget arbejde udenfor arbejdstiden. I det sidste år har jeg indset hvor glad jeg er blevet for at tilbringe tiden med pigerne, og jeg går derfor efter arbejde hvor jeg kan have fri når uret slår en vis tid an. Hvor jeg kan være mere hjemme, gerne med en arbejdsplads i hjemmet til visse dage i ugen. Passionen der var for at undervise som i de første år jeg gjorde det, den er desværre forsvundet. Det lyder skræmmende, taget i betragtning at jeg kun nåede at undervise i små 5 år. Desværre er der bare sket så mange ændringer fra regeringens side, at jeg føler det er mere arbejde og pligt end fornøjelse at gå på arbejde. Hermed ikke sagt at arbejde ikke skal være en pligt, for det er det, men det skal også være noget man finder en vis glæde ved, ellers kører man selv sig fuldstændig ned, og det er der ingen af os, som har lyst til.

Ikke nok med at jeg skal finde et nyt arbejde, så skal jeg pludselig opfinde den dybe tallerken på mig selv, og finde ud af hvilken type arbejde jeg nu skal lede efter. Hvilket gør hele situationen endnu mere kompliceret, men det er her denne blog kommer ind i lyset.

Jeg har måtte genopdage mig selv, spørge mig selv “Hvad kan du?” og “Hvad vil du?” For at finde ud af hvilket arbejde det måske kunne realisere sig i. Den helt præcise titel er stadig uvis, og jeg har heller ikke fundet drømmejobbet endnu, men jeg leder med lys og lygte efter den der lille bitte nål i den kæmpestore høstak, hvor andre også blinder mig med deres lommelygte. Jeg ved bare at jeg gerne vil bruge noget mere tid sammen med det skrevne ord, om det er mine egne ord eller andres, og derfor har jeg udtænkt denne blog. 

Jeg søger ihærdigt arbejde i den virkelige verden, men jeg glemmer ikke alle de andre roller og titler jeg har klistret fast på ryggen. Og de fylder alle sammen det samme, der er ikke nogle mærkater, der er større end andre. (Det er kun i nogles briller at optikken lader til at drille.) Jeg er hver og en af dem, og sikkert flere til.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *