The Cuckoo’s Calling (Roberth Galbraith, 2013)

 
Det tog mig lidt tid, jeg købte bogen hjem lige efter sommerferien sidste år (altså 2013), men det var først her i julemåneden at jeg fandt tiden til at læse den – efter alle de andre bøger jeg lige skulle have læst først.
Gøgens kalden, som bogen er oversat til på dansk, er den første bog om den afdankede detektiv Cormoran Strike. Som mange af jer sikkert er klar over så er forfatteren Robert Galbraith jo et pseudonym. Der gik ikke mere end et par uger før det var overalt i medierne at Robert Galbraith i virkeligheden var ingen anden end JK Rowling. Når nu man er klar over det kan man godt genkende hendes skrivestil i bogen, og hun har igen skabt karakterer med dybde og som man har lyst til at læse mere om. Det er essentielt hendes styrke, det var det samme med The Casual Vacancy, som også var et klædeskab af spændende og til tider excentriske karakterer. Ikke mindst hovedpersonen Strike, som den afdankede krigshelt med en let broget fortid, der hele tiden sniger sig ind på ham i løbet af den pågældende sag med ting der minder ham om sin barndom.
The Cuckoo’s Calling er et spændende krimipust der gav mig en lidt større lyst til måske at læse lidt flere krimier. For skal jeg være ærlig er det aldrig en genre jeg har læst meget. Den evindelige undren over hvem der har gjort det samt den lange udtrækning for at få det til at strække en hel bog har aldrig været min kop the. Til gengæld har jeg altid godt kunne se en god krimi serie på TV – og måske er det netop fordi jeg med sikkerhed ved at jeg får at vide hvem der er skurken indenfor en time.
Som sagt var det ikke den udstrækning jeg sad med i det her tilfælde, og jeg tror netop det er fordi der er skabt de her karakterer som man har lysten til at fordybe sig i. Selve sagen der bliver sat foran detektiv Strike i begyndelsen af bogen er som sådan ikke en sindsoprivende sag – en model, der tilsyneladende har begået selvmord, men en bror der ikke mener det er så lige til – men derimod er det måden hvorpå sagen bliver løst der er tiltalende, fordi Strike måske bruger lidt uortodokse metoder. Det kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig 100% omkring eftersom jeg ikke har den rette viden indenfor faget eller har læst særlig mange krimier som sagt, men umiddelbart syntes jeg ikke det er den normale detektiv opklaring Strike bruger.
Alt i alt vil jeg sige at The Cuckoo’s Calling er en glimrende krimi som man fortaber sig i, ikke mindst på grund af de små detaljer som bliver lagt frem igennem de interessante karakterer. På diverse hjemmesider bliver det anført at bogen er en #1 i en Strike serie, så hvis man skal tyde det korrekt kan vi formodentligt forvente flere opklaringer fra Cormoran Strike i fremtiden. I så fald vil jeg endnu engang være tilbøjelig til at kaste mig over en sjælden krimi i min stak at bøger til fritidslæsning.
Continue Reading

Velkommen og godt nytår

Velkommen til og rigtig godt nytår. Efter i en del år at have holdt en semi-international engelsk blog tænkte jeg her i juledagene at jeg ville forsøge mig ud i at holde en helt almindelig dansk blog. Jeg sad og kiggede lidt rundt på et par forskellige blogs rundt om i cyberspace (mest blogs omkring bøger, som du kan læse i min biograf side er jeg lidt af en litteratur nørd) og min holdning til danske blogs blev vendt lidt rundt. Da var det jeg tænkte at jeg ville forsøge mig ud i det. Som start på et helt nyt år ser jeg det som et godt tidspunkt til at begynde med et helt nyt kapitel i mit cyber-liv.
Hvilken bedre måde at begynde det nye år og et nyt blogeventyr end med en lækker opskrift på en omgang kransekage. Det er en anden ting I hurtigt vil finde ud af om mig igennem min blog, jeg elsker at bage og prøve nye ting her hjemme i køkkenet. For første gang i år besluttede jeg mig for at prøve at lave en portion kransekage (jeg havde fundet noget billigt marcipan på tilbud og tænkte at det skulle da prøves), og det var betydeligt nemmere end jeg lige havde regnet med.
Opskriften er som sådan simpel. For hvert 100g marcipan skal du bruge tilsvarende 20g past. Æggehvide og 20g sukker/rørsukker/flormeliseller hvilken slags sukker de selv finder bedst.
Du starter med at piske æggehviderne med sukkeret til det er helt opløst. Jeg er så heldig at have en køkkenmaskine til at gøre den slags arbejde for mig, men ellers bruger du bare din elmikser.
Marcipanen skåret i mindre stykker.

Herefter skærer du marcipanen i mindre stykker, for at det er nemmere at arbejde med, hvorefter du ælter det hele sammen. Det kan være du skal holde lidt tilbage med ægge/sukkermassen og kun tage lidt ad gangen, på den måde sørger du for at kransekagemassen ikke bliver for blød eller tynd. Den skal have en passende fast konsistens så du stadig kan trykke den ud med en sprøjtepose.

Kransekagemassen blandet sammen inden den bliver fyldt i sprøjteposen.
Om du vil forme den til deciderede marcipanbrød eller vise dig helt vildt ved at lave et overflødighedshorn er helt op til dig. Eftersom det var mit første forsøg med at lave kransekager tog jeg den nemme løsning og lavede små mundrette bidder med min sprøjtepose.
Kransekagebidderne, som jeg godt er klar over ser lidt sjove ud hvis man har den slags tankegang. Jeg har sat en hasselnød oveni nogle af dem, for at skille dem lidt ad.
Imens ovnen varmes op til 200◦ lader du dine kransekager stå og tørre let. Herefter bages de i oven i ca. 10 minutter eller eventuelt til de har fået den farve du syntes de skal have.
Til glasur bruger du til flormelissen past. Æggehvider i stedet for vand, så får det den der skinnende overflade. Igen, skal du passe på ikke at bruge for meget æggehvide.
De færdige kransekagebidder med glasur og klar til at spise.

Det dejlige ved kransekager er at de er så nemme at fryse ned, så har man en lille eftermiddagskage hvad tid man end lige finder behov for det.

Min opskrift her er en lettere modificeret udgave jeg fandt frem til efter at have kigget lidt frem og tilbage på nettet, blandt andet Mette Blomsterberg metode samt min egen mors metode. Så vidt jeg er klar over det, er det lidt op til hver enkelt person hvordan man har lyst til at lave dem, men i sidste ende skulle de alle sammen være lige gode.
Nu er der vist ikke andet tilbage at sige end rigtig glædeligt nytår, og jeg håber at kunne glæde mange mennesker med denne blog i fremtiden med alverdens lækkerier i mange forskellige udformninger.

Godt nytår.

 
Continue Reading