Marina (Carlos Ruiz Zafon, 1999/2013)

Seneste skud på stammen fra Carlos Ruiz Zafon er en af de sidste af hans ungdomsromaner som jeg endnu ikke havde fået læst. Nu siger jeg seneste, det skal selvfølgelig forstås som seneste af hans bøger som jeg har anskaffet mig, for Marina som den hedder, var så vidt jeg kan forstå en af de første bøger han skrev i sin tid.
Han har skrevet en del ungdomsromaner som alle handler om at vokse op selvfølgelig, men ingen af dem har behandlet emnet så alvorligt som Marina gør. Døden som emne og at det påvirker os alle er meget mere til stede i denne historie og ikke altid på en så pæn måde.
Oscar Drai begynder historien ved at bryde ind i et tilsyneladende forladt hus og kommer tilfældigvis til at stjæle et værdigfuldt ur fra husets ejer. Hans dårlige samvittighed får han til at vende tilbage og returnere uret hvorved han lærer den lille familie i huset at kende, en familie som skal vise sig at påvirke resten af hans barndom, som også forsvinder hurtigere og hurtigere idet han vikler sig mere og mere ind et det eventyr Marina tager ham med på.
Marina er som sagt en rigtig god fortælling om at lære sig selv at kende og finde sine grænser og hvad der er vigtigst for en i livet. Den er livsbekræftende på flere niveauer samtidig med at den er sørgelig og ulykkelig på andre niveauer.
Jeg vil ikke sige det er Zafons bedste roman set ud fra hele hans samling – det mener jeg stadig Vindens Skygge er, men det er dog en af hans bedre ungdomsromaner. Alligevel tror jeg ikke det er en jeg vil genlæse lige med det samme, der kommer nok til at gå nogle år (mest af alt fordi der bliver ved med at komme andre, nye, spændende bøger tilføjet til min bogreol).
Continue Reading

One Chance

På Januars sidste dag i går gik kæresten og jeg i biografen, som vi nu gør engang imellem, denne gang som en del af Biografklub DK. Det er første år vi er med i Biografklub DK, men jeg kan varmt anbefale det. Indtil videre er jeg blevet positiv overrasket over Spies og Glistrup, Diana, Sorg og Glæde og i går også over One Chance. Umiddelbart er det ikke nogle film jeg selv ville kunne finde på at tage ind at se hvis jeg ikke havde været med i Biografklub DK, men det viser bare hvor godt det er at være medlem, fordi man lige pludselig får nogle filmoverraskelser man ellers ikke ville have fået.
One Chance er den biografiske fortælling om operasangeren Paul Potts. Bare ved den sætning er det ikke just en film der skriger på et publikum at nogen som helst art efter min mening, jeg mener en film om Paul Potts, hvad kan den lige finde på at bidrage med? En hel del viste det sig i går. Endnu en gang blev jeg gevaldigt positivt overrasket over en film jeg ikke havde sat de store forventninger til. Jeg både grinte og græd flere gange i løbet de 103 minutter filmen varer.
Morgenmad hos familien Potts – Mor (Julie Walters) serverer for Paul (James Cordon).
Jeg skal huske at sige at jeg da også gik ind til filmen med den indstilling at det ikke var Paul Potts’ livshistorie jeg skulle ind og se en film om, men ’bare’ en god fiktionshistorie. Jeg tror det var det der gjorde udspillet for mig, ganske vist vidste jeg intet om Paul Potts’ liv, men den indstilling gjorde at jeg ’bare’ så en rigtig god film som både bød på romantik, komedie, gåsehudsscener (på den gode måde), livsbekræftende scenarioer og helt igennem bare en rigtig god film om at finde sig selv og gå efter sin drøm.
Første date med Julz (Alexandra Roach).
Aldrig har jeg hørt dog mage til en mand så uheldig som Paul Potts! Mobning hele vejen fra barn til voksen, blindtarmsbetændelse, kræftknude i halsen og stor bilulykke der brækkede næsten alle hans knogler. Alligevel, på trods af alt det og utrolig mange nedture formår Hr. Potts at nå hele vejen til toppen i Britain’s Got Talent hvor han jo som bekendt blev opdaget. Det skal ikke mindst tilskrives først hans mor og senere hans hustru, Julz og det viser hvor fantastisk og stabil en familie Hr. Potts har omkring sig til at støtte sig.
En helt almindelig dag i Carphone Warehouse med chefen/vennen (MacKenzie Crook).
Jeg kan ikke snakke om One Chance uden at snakke om James Cordon i hovedrollen. Han var endnu en grund til at jeg med glæde satte mig i det bløde sæde for at se filmen. Jeg syntes James Cordon er en fabelagtig skuespiller og han formår at spille lige så godt i såvel seriøse og rørende scener som de komiske man ikke kan undgå når han er med. Derudover er der ikke at forglemme Julie Walters som Hr. Potts’ mor, den overstøttende forældre sat overfor den mindre opmuntrende forældre i form af Colm Meaney. De to har et rigtig godt samspil som ofte udfolder sig i komiske scenarioer, ikke mindst til Pauls og Julzs bryllup. Nå jo, og MacKenzie Crook som den sløve, men rigtig gode ved til Paul.
Det store øjeblik i Britain’s Got Talent.
Alt i alt er One Chance faktisk en ganske god film som jeg godt kunne overtales til at se igen på et senere tidspunkt. Ikke nødvendigvis en tur mere i biografen, men når den engang kommer i butikkerne. Ikke mindst på grund af de rørende og gåsehudsagtige øjeblikke hvor Paul synger.
Forrige anmeldelse: Frozen
Næste anmeldelse: Klassefesten
Continue Reading

The Lunar Chronicles (Marissa Meyer, 2012+2013)

Som det sikkert senere vil bliver gjort tydeligt, så er jeg lidt af en eventyr entusiast. Det startede sidste forår da jeg skulle skrive mit speciale, som jeg valgte at skrive om eventyrets modernisering, og i den forbindelse blev jeg helt bidt af genren og jeg har siden læst jeg ved ikke hvor mange genfortællinger af de gode gamle klassiske eventyr vi alle kender fra vores barndom.
En serie som jeg faldt over og som har gjort et kæmpe indtryk hos mig er Marissa Meyers Lunar Chronicles. Det vil ende med at blive en serie af 4 bøger og med den 3 lige rundt om hjørnet til at blive udgivet syntes jeg at en anmeldelse af de to første vil være på sin plads, så I ikke er helt på bar bund når min anmeldelse af 3 bog kommer indenfor de næste par uger. Nu skal I ikke gå og tro at den her serie er endnu en fantasiløs genfortælling af de  kendte eventyr som vi allerede kender. Tværtimod! Selvom vi kan genkende de originale eventyr så er de ikke i nærheden af hvordan vi lærte dem at kende som børn.
The Lunar Chronicles begynder med bog 1 (Cinder – som er baseret på Askepot eventyret, heraf navnet Cinder som skal linke til originaltitlen Cinderella) hvor vi møder den unge pige Cinder, som man hurtigt finder ud af ikke er helt som de andre piger. Hun er nemlig halvt cyborg og vi møder hende i en verden som tidsmæssigt befinder sig et antal år efter 4. Verdenskrig. Verden er nu blevet så videreudviklet at folk ikke kun bor på jorden, nej nu kan de også bo på månen (dog er de lokale Lunar folk ikke altid så venlige, og ikke mindst deres dronning, som er meget forhippet på at blive dronning over jorden også. Det skal også nævnes at Lunar folket har evner til at manipulere almindelige jordfolk med deres tanker) og forholdet mellem de to steder er noget anspændt.
Begivenhederne vil have det at den unge Cinder bliver viklet ind i et royalt komplot hvor hun prøver med al sin vilje at hjælpe den nykronede konge (efter den gamle konge lige afgik ved døden). Hvad ingen vidste, var at begivenhederne ville føre til konflikter som senere kunne resultere i krig mellem de to ’lande’.
I bog 2 (Scarlett – som er baseret på Den lille rødhætte, som du sikkert også kunne gætte fra titlen) møder vi Scarlett som leder efter sin bedstemor. Politiet har opgivet eftersøgningen, de er overbevist om at bedstemoderen blot stak af, men Scarlett er overbevist om at noget ikke er som det skal være. Hun slår sig sammen med den lettere bryske Wolf (ironisk navn, og man kan tydeligt se eventyrinspirationen i den her sammenhæng) for at finde sin bedstemor. I deres søgen støder de på Cinder, som nu er på flugt fra myndighederne, og flere sandheder kommer til overfladen som gør hele situationen meget mere anspændt.
Det som umiddelbart lyder som en politisk magtkamp er så meget mere end det. Historien er spændende og handlingen tager fart lige fra første side. Jeg kan ikke huske hvor hurtigt jeg læste mig igennem begge bøger, mest af alt fordi det ikke var særlig lang tid netop fordi de var så gode at jeg næsten ikke kunne ligge dem fra mig. Som historien udfolder sig bliver man bare viklet mere og mere ind i den her verden, som er meget godt skruet sammen og jeg blev mere og mere glad for de forskellige karakterer. Det er et univers der er originalt i sin opfindelse mens det har det gamle element i de originale eventyr – en sublim kombination. Det er svært at finde noget at sammenligne serien med fordi den er så særpræget i sin genre. Det eneste dårlige jeg kan sige om historien er forudsigeligheden i de forskellige romancer – det er mest fordi vi jo kender eventyrerne og derfor kan gætte os til hvem der finder sammen med hvem, men det er en mindre detalje som jeg ikke vægter særlig højt.
Cress (bog 3.) der udkommer den 4. februar! 🙂
Og nu skal jeg så ikke vente særlig længe på at bog 3 kommer. Der er ikke mere end et par dage til, så er det bare et spørgsmål om hvornår Amazon/posten vil levere den til mig. Yderlige skal jeg også lige finde tid til at læse den, jeg håber ikke jeg skal gemme den til vinterferien, jeg er ikke sikker på jeg kan vente så længe. Bog 3 (Cress) er baseres på Rapunzel, som er et af mine yndlingseventyr og den sidste bog i serien (som først kommer til næste år!), Winter, skal siges at være baseret på Snehvide. Ih altså hvor jeg glæder mig!
Continue Reading

Pulled Chicken på Tortilla

I dag stod den på en lidt anderledes aftensmad, og hermed mener jeg semi-nyt og desværre ikke 100% en succes. Jeg havde fundet en opskrift i et af de nye magasiner jeg er begyndt at føre (Mad & venner) som jeg syntes så helt vildt lækker ud på billedet, men som vi alle ved så bliver det aldrig som på billedet når man selv laver det.
Menuen bestod i Tortillapandekager med mangosalsa og pulled chicken (hvortil der også skulle laves noget der hedder molesauce).
Vi har indtil i dag kun prøvet pulled pork, men jeg må sige at pulled chicken i sig selv også er ganske velsmagende. Det var så heldigt at Netto havde tilbud på Jensens pulled chicken pakker til 35 kr, så det kunne ikke være nemmere; det skulle bare passe sig selv i ovnen, mens jeg lavede resten.
Det færdigrevet Pulled Chicken, nam!
Molesaucen blev lavet ved at tør riste en håndfuld tortilla chips på panden som blev sat til side. Herefter ristede jeg et løg og et par fed hvidløg på panden i noget olivenolie. Begge dele blev hældt i en blender sammen med en chili, 2 spsk cremet peanutbutter og en smule oregano. Det blendes sammen med ca 4-4½ dl kyllingefond (eftersom jeg ikke havde kogt noget kylling, kogte jeg bare noget vand og udblødte en kyllingebouillon deri). Når det var blevet blendet til en passende cremet masse blev det sat til at simre i en lille gryde mens jeg lavede mangosalsaen.
Mangosalsaen bestod af en mango, et rødløg, 4-5 tomater som blev skåret i mundrette bider og blandet sammen. Her klemte jeg en halv lime ud over efter at have tilsat en lille dåse majs (det der svarer til omkring 100 g). Det hele blandes sammen og til sidst blandes der også en dåse bønner i. Ifølge den opskrift jeg havde fundet skulle det være sorte bønner, men jeg havde købt røde fordi det normalt er dem vi spiser og det fungerede også helt fint.
Mangosalsaen.
Så vendte jeg tilbage til molesaucen (som jeg samtidig gik og rørte lidt rundt i) hvor jeg som det sidste tilføjede ca. 90 g mørk chokolade (opskriften sagde 90%, men jeg havde kun 70% kakaochokolade liggende i skabet) og så var det også klart.
Molesaucen som ligner noget…. Ja… Bedøm selv.
Som ekstra tilbehør til den samlede ret havde vi creme fraiche (som viste sig at være overflødig), alm. Salsa, en hjemmerørt guacamole (man kan også nøjes med ren avocado i pæne skiver, men eftersom kæresten kun kan finde ud af at spise avocado når den er most til guacamole blev det i den udgave), revet cheddarost og noget grofthakket salat med lidt forårsløg i.
Salat med lidt forårsløg.
Sammensat blev en portionsanretning noget større end man lige havde set sig for øje, og både jeg og kæresten var mætte efter en tortilla med fyld. Det hele smagte som sådan okay, måske lige med undtagelse af den der molesauce. Det var lidt af en underlig smagsoplevelse. Den havde en lidt mærkelig cremet, men blød konsistent mens den smagte meget sødt at chokolade til trods for at det jeg havde puttet i ikke var nær så højt i chokoladeindhold som der skulle i efter den rigtige opskrift. Så det så vi os nødsaget til at smide ud efter vi havde spist (og skal jeg være ærlig så det heller ikke særlig appetitligt ud, mest af alt lignede det noget, ja.. Det kan du jo selv bedømme). Resten derimod smagte rigtig godt fordi det var så bredt i smag og fordi der var så meget forskelligt at smage af. Man behøver jo ikke at blande det hele i sin tortillapandekage som vi gjorde, man jeg jo vælge og vrage hvad man nu lige lyster.
Hele menuen sammensat og så er det bare at spise til mange bliver mæt, hvilket kun kræver en portion.
Under alle omstændigheder var det i hvert fald sjovt at prøve og det er med sikkerhed ikke sidste gang at vi prøver pulled chicken!
Continue Reading

Klokkeren fra Notre Dame (Victor Hugo, 1831)

 
I de seneste par år har jeg sat mig selv den udfordring at læse så mange af de gamle klassikere som muligt og nu har jeg endelig fået kæmpet mig igennem Klokkeren fra Notre Dame.
For jeg skal da ikke være bange for at indrømme at det var lidt af en kamp at komme igennem den tykke bog. Jeg gik egentlig i gang med bogen i den tro at det ville være lige så nemt som nogle af alle de andre klassikere jeg har spist mig igennem, og det er nok mest fordi jeg tænke på historien fra Disneys udgave (endnu et bevis på hvordan Disney ødelægger vores opfattelse af ellers god litteratur). Der gik dog ikke lang tid eller mange kapitler før jeg hurtig indså at bogen ikke var noget som helt lig Disney filmen.
Allerede i løbet af de første kapitler bliver man præsenteret for mange flere karakterer som jeg ikke kunne genkende og det forvirrede mig lidt fordi bogen også kommer med så mange små sidehistorier, som sikkert skal forestille at bidrage til historien, men for mig gjorde de det stik modsatte. Victor Hugo formår at presse utrolig meget information om Paris og dens udsmykning ind i historien at man somme tider nemt kan springe et kapitel over og stadig følge med i historien, netop fordi han har brugt et helt kapitel på at beskrive Notre Dame kirken. Og jo, den spiller selvfølgelig en stor rolle i historien, men så mange detaljer er der vel heller ikke brug for. Derudover bidrager mange af de her ekstra karakterer ikke synderligt til det deciderede plot. Der er måske 2 eller 3 af de her bi-karakterer der rent faktisk har en indflydelse på historiens udspil, ellers er det bare en forfærdelig masse snik snak om mennesker man faktisk er lidt ligeglad med.
Fordi når man først bliver fanget af Quiasimodo og Esmeralda og deres liv begynder man at blive mere og mere ligeglad med alle de andre og man er blot mere spændt på at se hvad det ender med. Jeg troede da også at jeg vidste hvad historien ville ende med, men der fik jeg mig også en pæn overraskelse. Endnu engang blev det bevist hvor meget Disney vender og drejer og sommetider forvrænger de originale historier så voldsomt for at tilpasse deres søde og ’happy-ever-after’ opskrift at de nogle gange helt kan skubbe de originale historier til side efter de har taget højdepunkterne. Misforstå mig ikke, jeg elsker Disney, men er samtidig tit rystet over hvor meget de vrider de originale historier.
Den tragiske slutning som den originale Klokkeren fra Notre Dame giver mig et helt andet synspunkt på historien og jeg tror jeg vil vente lidt før jeg sætter mig til at se Disney udgaven igen.
Continue Reading

‘Sunde’ Cupcakes med Gulerødder

Her forleden bagte jeg en portion gulerodcupcakes. Til dels fordi kæresten forleden aften lovede min bageevner væk til svigermor til et familiearrangement – hvor jeg vel og mærke skal bage gulerodskage – og del fordi jeg blev enig med mig selv om mine elever ikke skulle snydes.
Forklaring: Et af mine elevhold på arbejde skulle opdeles i to hold i en af mine timer og konkurrere mod hinanden hvor jeg havde lovet flødeboller til vinderholdet. Da jeg gik fra timen begyndte jeg at tænke at det ville være synd for taberholdet at de skulle sidde med lange næser efter vinderholdet der så ville smæske sig flødeboller. Fordi jeg alligevel havde en æggehvide til overs og skulle lave lidt kransekager af det, besluttede jeg mig for at bage en lille portion cupcakes. Det blev til gulerodcupcakes fordi jeg syntes det skulle være bare en smule sundt.  Vinderholdet skulle så have lov til at vælge om de ville have hjemmebag eller flødeboller.
Det var lidt improvisation at det blev gulerodcupcakes – jeg stod i Netto og forsøgte at huske hvad jeg havde hjemme i skabene og hvad jeg skulle handle ind, alligevel måtte jeg ringe hjem til mor for at sikre mig. Det er nemlig også en opskrift jeg har fra min mor, som jeg er ret sikker på har den fra sin mor. Så man kan vel sige det er lidt af en arveopskrift og den er som sådan simpel nok.
Hovedingridienserne; gulerod og rosiner.
Til en portion til ca. 12-14 cupcakes (eller en alm. springform på ca. nogle og 20 cm) skal du starte med at piske 2 æg med 100 g farin og 1 dl majsolie (eller solsikkeolie, det skal bare være en neutral olie) i 3-5 minutter til det er godt blandet. Herefter blander du de resterende ingredienser i – 150 g mel, 1 tsk. vanilje sukker, 2 tsk. kanel, 1 tsk. bagepulver, ½ tsk. natron, 200 g fintrevne gulerødder og 1 dl rosiner. Jeg venter altid med at vende rosiner i til sidst, piskeriset/røremaskinen kan ikke altid håndtere de hårdføre rosiner så let som alt det andet, og så bliver bagepulveret/natronen heller ikke rørt for meget ud.
Den sammenrørte dej i formene – det er altid nemmere med en muffinbageform.
Fordel så dejen i cupcake formene eller udvalgte springform. Cupcake formene skal ikke fyldes helt op, ca. ¾ fordi de hæver en hel del med både bagepulver og natron i. Sæt kagerne i en kold ovn som du derefter tænder på 175 grader. Kagerne skal bages et sted mellem 30 og 45 minutter. Det kommer for det første an på om det er cupcake form eller springform du bager i. Hvis det er springform skal du tættere på de 45 minutter, hvis det er cupcakes er det tættere på de 30 minutter, men det er også bedst at kigge lidt til dem løbende og stikke en træpind i for at se om de klistrer – når de ikke klistrer, er de færdige.
De færdigbagte cupcakes, inden pyntning.
Jeg pynter altid med en simpel flødeost-frosting som jeg laver med natural Philadelphia blandet med flormelis. Jeg har ikke nogen portionsmåling dertil fordi jeg altid laver det af hvor meget jeg nu har tilbage i køleskabet og smager så i løbet af piskningen hvor meget flormelis der skal i.
For at give dem lidt ekstra til det her hold elever improviserede jeg lidt fint pynt til topping. Jeg dyppede blot en valnød i lidt mørk chokolade som jeg lod størkne før jeg dekorerede selve cupcaken.
Færdigbagt og færdigpyntet, så er det bare at spise.
At dømme efter modtagelsen hos mine elever var de lidt et hit – flere af pigerne hev deres telefoner frem og fra hvad jeg kunne høre blev billederne straks smidt ud på instagram. Det skal siges at det her er en klasse der er meget glad for kage og har haft utrolig meget kage med til lige præcis mine timer. Det blev da også pointeret i dag, selvom jeg sagde at det jo var første gange jeg havde kage med – men ikke sidste! Blev der så råbt. Så jeg vil udlede at mine kager var et hit, og med det faktum at det er den kage min svigermor altid sukker efter når de kommer på besøg vil jeg sige at det er en rigtig god klassiker. Du kan jo selv prøve om den bliver lige så populær hjemme hos dig.
Continue Reading

The Universe versus Alex Woods (Gavin Extence, 2013)

 
A rare meteorite struck Alex Woods when he was ten years old, leaving scars and marking him for an extraordinary future. The son of a fortune teller, bookish, and an easy target for bullies, Alex hasn’t had the easiest childhood.
(Tekst fra Goodreads)
– – – – – – – – – – – – – – — – – – – – – – –
Det er beskrivelsen af Alex Woods, en lidt ekstraordinær 10-årig dreng hvis liv pludselig tager en drastisk drejning. Bogen begynder in media res lige efter Alex er vendt tilbage fra Schweiz efter at have hjulpet sin ældste ven med et besværligt valg. Han bliver stoppet ved grænsen med en kæmpe pose pot i handskerummet og herefter ruller historien ud af siderne, selvfølgelig med begyndelsen først. For som Alex forklarer er der egentlig ikke bedre steder at starte – dog vælger han ikke at fortælle om da han blev undfanget, nej han springer lidt længere frem i tiden.
Herefter følger en masse gode kapitler med underholdende historier om den lettere mærkelige dreng som Alex selv indrømmer han er. Det at han selv ved at han er mere unormal end så mange andre drenge på hans alder gør bare historierne desto mere bedre.
Selve stilen af bogen er rigtig god og fængende, jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig flere gange og havde hele tiden lyst til at læse videre. Hele historien hænger rigtig godt sammen og Alex fungerer fantastisk som fortæller med alle sine indskudte detaljer om hvad end der lige falder ham ind. Man skulle tro det ville ødelægge historien med alle de ekstra minihistorier, men jeg syntes bare de tilføjede lidt ekstra ’spice’ til det hele. For på trods af at de små historier ikke nødvendigvis hænger 100 % sammen med den overordnede historie så er de stadig så små så man ikke glemmer den overordnede historie mens man stadig kan føle sig underholdt af de små detaljer.
Alex Woods er en rigtig god ’feel good’ historie om at finde sig selv og sin plads i verdenen. Den er lidt i samme stil som Perks of Being a Wallflower; det er en ungdomsroman som har de lidt mere alvorlige emner i centrum og ikke bare hvem er forelsket i hvem. For en gangs skyld er der en ungdomsroman der ikke bare handler om den svære forelskelse (mest af alt fordi Alex ikke har skyggen af viden om det modsatte køn), men man bliver sat til at tænke over tingene. Samtidig inkorporerer den en masse informationer om alt muligt fra den verden vi kender fra dagligdagen som vi pludselig kommer til at tænke noget mere over, mens vi bliver lettere bombarderet med andre informationer om fysik, astronomi og ikke mindst forfatteren Kurt Vonnegut (som jeg nu vil se om jeg kan finde ud af lidt mere om, fordi de bøger af hans der bliver beskrevet – og det er næsten alle hans bøger – lyder også både spændende og underholdende).
Alt i alt en rigtig god debutroman fra Gavin Extence.
Continue Reading

Frozen

I går kom jeg endelig i biografen og se Disneys nye Frozen. Grunden til at der er gået så lang tid siden den fik premiere er fordi filmen kun har været vist på dansk her i Aalborg. Siden jeg begyndte mit studie på universitet har jeg af princip altid foretrukket tegnefilm på deres originalsprog, for den sags skyld begyndte det også før jeg startede på universitet, men det blev bare så meget stærkere derefter. Så da Aalborg Biocity kun viste den på dansk fravalgte jeg den med det samme – og jeg havde heller ikke i sinde at tage til Århus eller andre steder for at se den (i 3D, men det er en anden diskussion). Så da et par kommentarer på facebook resulterede i at Aalborg begyndte at vise Frozen på original sproget blev jeg da noget glad i skallen!
I går aftes blev mit indre Disney barn så sluppet løs i et par timer hvor jeg hev kæresten med i biografen til lidt Disney kvalitetstid.
Frozen begynder som et par af deres andre eventyrinspireret film, med karaktererne som børn og det syntes jeg fungerer rigtig godt, fordi man får et dejligt indblik i deres forhold til hinanden. Især i den her film syntes jeg det var rigtig godt eftersom det er søstre der er hovedpersonerne, så det er vigtigt at man får et godt indtryk af deres forhold i det at hele filmen bygger på det forhold.
Anna og Elsa leger i sneen som børn.
Fast-forward gennem deres barndom indtil den dag Elsa er gammel nok til at blive kronet som den nye dronning. Så er det den rigtig historie begynder at tage fart og dramaet udspiller sig.
Uden at sige for meget siger Anna for meget og Elsa stikker af, samtidig med hun tilfældigvis sætter gang i en stærk og tilsyneladende evig vinter i Arandelle. Anna beslutter sig for at det hele er hendes skyld og hun sætter efter sin søster for at tale hende til fornuft.
Elsa slipper sine kræfter løs.
Turen efter sin søster byder på alle de dejlige ting man kan forvente af en rigtig god Disney film. Vi møder de nye og humoristiske sidekarakterer samtidig med at Anna oplever at alting måske ikke er som det skal være. Vi møder Olaf, den sjove og til tider direkte snemand som Elsa uvidende gav liv, og som hjælper Anna og Kristoff med at nå frem til Elsa i håb om at bringe sommeren tilbage. Nå ja, det skal siges at Olaf er helt syg efter at opleve sommeren – nok mest fordi han ikke har nogen anelse om hvad der sker med sne om sommeren.
Anna og Kristoff  møder Olaf for første gang.
For ikke at sige for meget om hvad der direkte sker, så er Frozen en rigtig god Disney film der vender tilbage til de gode kvaliteter vi kender fra 90erne hvor Alan Menken bragte mange gode historier til liv med sine sange. Det er en historie som ikke afspejler den typiske ’true-love’ historie, men alligevel lægger op til et kærlighedsforhold. Det bedste vil jeg mene er udnyttelsen og hvordan forholdet mellem Anna og Else udspiller sig, for det er det som holder historien sammen uanset om de er på skærmen samtidig eller hver for sig (hvilket er det meste af filmen). Derudover er der de typiske komiske karakterer for at tilføje ’the comic relief’ til den ellers nogenlunde alvorlige historie, som vi også genkender fra stort set alle Disney film.
Hele holdet i Frozen flankerer rensdyret Sven.
Jeg syntes generelt det er dejligt at se at Disney er vendt tilbage til deres eventyr inspireret film, for det bliver til nogle rigtig gode historier hvis de er udført ordentligt. Det faktum at de i Frozen har valgt også at vende tilbage til formlen med rigtig mange gode sange virker fantastisk godt i det her tilfælde. I forhold til den sidste i rækken (Wreck it Ralph) hvor det ikke ville have passet nær så godt med så mange sange. Den slags passer bare bedst til Disneys eventyrfilm.
Jeg vil sige uanset om du er barn eller voksen så er Frozen værd at se, og der er ikke brug for nogen undskyldning for at tage i biografen og se den uden børn. Så tag en aften eller eftermiddag ud af kalenderen og tag ind og se Frozen, hvis du ikke allerede har set den.
Næste anmeldelse: One Chance.
Continue Reading

Meatball extraordinaire

Her forleden til aften lavede jeg kødboller til aftensmad. Nu tænker du nok, hvad er der så specielt ved en omgang kødboller, og det kan du såmænd have ret i. Det er jo ikke særlig svært at lave kødboller. Dem jeg lavede forleden opstod lidt on a whim en dag vi havde taget noget fars op, men ikke helt havde bestemt os for hvad vi skulle lave. Jeg blev inspireret af Madbandittens opskrift på burger i hendes kogebog (LCHF Spis dig mæt og glad). Jeg improviserede lidt med hvad jeg nu havde i skabene og voila – det kom der baconkødboller ud af.

Den samlede middag, namme nam.
Det er jo sådan set slet ikke så svært som sagt. Farsen(ca 500 g.) blandede jeg sammen med en pakke bacon i små stykker, dertil et æg, en sjat ketchup (alt efter hvor meget man nu lyster – vær opmærksom på at den smule sukker der i ketchuppen gør at kødboller ’klistrer’ lidt mere end normalt til panden under stegning), og nogle skefulde fintrevet parmesanost (også efter behov) og selvfølgelig salt og peber (selvom jeg tit glemmer de to simple krydderier). Farsen er bedst hvis den lige får lov at stå på køl i en lille times tid, og så er den også nemmere at forme når de skal på panden.
Baconfarsen som den bliver kaldt herhjemme, inden den er rørt sammen.
Kødbollerne på panden.
De steges på panden til de er tilpas i farven og de er blevet gennemstegt, der varierer tiden alt efter hvad pande og komfur du har – eller det mener jeg i hvert fald, så den må du tage på gefühl.
Der er helt frit slag på hylderne hvad du vælger at servere til. Eftersom vi efterhånden har indført en LCHF levestil herhjemme (et sted mellem 80-90%) valgte jeg at servere rodfrugter (og champignoner) i ovn sammen med en guacamole lavet på græsk yoghurt i stedet for creme fraiche, en hjemmerørt hvidløgsaoli og lidt frisk skåret mozzarella og tomat. Det smagte super lækkert og mættede utroligt godt. Vi er kun to personer herhjemme og der var rigeligt tilovers til en portion madpakke til dagen efter.
Hjemmerørt guacamole, hjemmelavet hvidløgs-aoli og tomat med mozzarella som tilbehør.
Kødbollerne kan jo laves på alle slags måder, det er bare hvad man selv lige lyster, eller rettere hvad smagsløgene lyster. Så god fornøjelse.
Continue Reading

The Watcher in the Shadows (Carlos Ruiz Zafon, 1995/2013)


Lige siden jeg læste Zafons Vindens skygge for nogle år tilbage har jeg været fascineret af de historier han kan sammensætte. Det er også derfor jeg ser mig selv nødt til at læse de andre bøger jeg i løbende finder af ham. Senere hen fandt jeg så ud af at han også har skrevet en række ungdomsromaner, og ikke kun romaner ’for voksne’. På trods af at det er ungdomsromaner behandler de stadig meget seriøse emner i forbindelse med det at vokse op. Hvilket også gør sig gældende for The Watcher in the Shadows. Så vidt jeg ved er den endnu ikke oversat til dansk. Den blev først udgivet i 1995 og blev genoptrykt her sidste år (2013).
Bogen starter meget trist i familien Sauvelle der mister en del af deres familie. De flytter for at skabe en ny start i familie livet og alt ser ud til at være fredeligt og idyllisk i den lille nord franske by de flytter til. Børnene får nye venner (af begge køn) og familien virker til at være på vej til at hele igen. Som i næsten alle Zafons romaner er der den spirende romance mellem de unge til at holde læseren ved siderne. Det er næsten som om man forventer det, og endnu mere hvis man har læst så mange af hans bøger som jeg efterhånden har. Man sidder samtidig også og venter på at der vil ske noget uventet og gerne uforklarligt (uhyggeligt) for at det skal være en rigtig Zafon historie.
I The Watcher in the Shadows får man alt dette opfyldt, men dog ikke på en sådan måde at det er alt for uhyggeligt. Det skal stadig huskes at det er en ungdomsroman, men alligevel kan man ikke lade være med at tænke at det er et voksent ungdomspublikum han skriver til. Nogle scener kan måske virke for skræmmende taget i betragtning og nogle emner er måske også en smule mere seriøse end unge mennesker vil tænke over nu til dags.
Set i lyset af hans andre bøger vil jeg ikke mene det er en af hans bedste. Den er stadig ganske god, men jeg kan ikke lade være med at sammenligne den med den fantastiske historie han skabte med Vindens Skygge og senere Englens Spil og Himlens Fange. Trilogien om Sempere familien er og bliver hans bedste bøger. På den anden side, hvis man søger et mindre pust af spænding som man sikkert kan læse sig til over en weekend er The Watcher in the Shadows et glimrende bud.
Continue Reading