‘Sunde’ Cupcakes med Gulerødder

Her forleden bagte jeg en portion gulerodcupcakes. Til dels fordi kæresten forleden aften lovede min bageevner væk til svigermor til et familiearrangement – hvor jeg vel og mærke skal bage gulerodskage – og del fordi jeg blev enig med mig selv om mine elever ikke skulle snydes.
Forklaring: Et af mine elevhold på arbejde skulle opdeles i to hold i en af mine timer og konkurrere mod hinanden hvor jeg havde lovet flødeboller til vinderholdet. Da jeg gik fra timen begyndte jeg at tænke at det ville være synd for taberholdet at de skulle sidde med lange næser efter vinderholdet der så ville smæske sig flødeboller. Fordi jeg alligevel havde en æggehvide til overs og skulle lave lidt kransekager af det, besluttede jeg mig for at bage en lille portion cupcakes. Det blev til gulerodcupcakes fordi jeg syntes det skulle være bare en smule sundt.  Vinderholdet skulle så have lov til at vælge om de ville have hjemmebag eller flødeboller.
Det var lidt improvisation at det blev gulerodcupcakes – jeg stod i Netto og forsøgte at huske hvad jeg havde hjemme i skabene og hvad jeg skulle handle ind, alligevel måtte jeg ringe hjem til mor for at sikre mig. Det er nemlig også en opskrift jeg har fra min mor, som jeg er ret sikker på har den fra sin mor. Så man kan vel sige det er lidt af en arveopskrift og den er som sådan simpel nok.
Hovedingridienserne; gulerod og rosiner.
Til en portion til ca. 12-14 cupcakes (eller en alm. springform på ca. nogle og 20 cm) skal du starte med at piske 2 æg med 100 g farin og 1 dl majsolie (eller solsikkeolie, det skal bare være en neutral olie) i 3-5 minutter til det er godt blandet. Herefter blander du de resterende ingredienser i – 150 g mel, 1 tsk. vanilje sukker, 2 tsk. kanel, 1 tsk. bagepulver, ½ tsk. natron, 200 g fintrevne gulerødder og 1 dl rosiner. Jeg venter altid med at vende rosiner i til sidst, piskeriset/røremaskinen kan ikke altid håndtere de hårdføre rosiner så let som alt det andet, og så bliver bagepulveret/natronen heller ikke rørt for meget ud.
Den sammenrørte dej i formene – det er altid nemmere med en muffinbageform.
Fordel så dejen i cupcake formene eller udvalgte springform. Cupcake formene skal ikke fyldes helt op, ca. ¾ fordi de hæver en hel del med både bagepulver og natron i. Sæt kagerne i en kold ovn som du derefter tænder på 175 grader. Kagerne skal bages et sted mellem 30 og 45 minutter. Det kommer for det første an på om det er cupcake form eller springform du bager i. Hvis det er springform skal du tættere på de 45 minutter, hvis det er cupcakes er det tættere på de 30 minutter, men det er også bedst at kigge lidt til dem løbende og stikke en træpind i for at se om de klistrer – når de ikke klistrer, er de færdige.
De færdigbagte cupcakes, inden pyntning.
Jeg pynter altid med en simpel flødeost-frosting som jeg laver med natural Philadelphia blandet med flormelis. Jeg har ikke nogen portionsmåling dertil fordi jeg altid laver det af hvor meget jeg nu har tilbage i køleskabet og smager så i løbet af piskningen hvor meget flormelis der skal i.
For at give dem lidt ekstra til det her hold elever improviserede jeg lidt fint pynt til topping. Jeg dyppede blot en valnød i lidt mørk chokolade som jeg lod størkne før jeg dekorerede selve cupcaken.
Færdigbagt og færdigpyntet, så er det bare at spise.
At dømme efter modtagelsen hos mine elever var de lidt et hit – flere af pigerne hev deres telefoner frem og fra hvad jeg kunne høre blev billederne straks smidt ud på instagram. Det skal siges at det her er en klasse der er meget glad for kage og har haft utrolig meget kage med til lige præcis mine timer. Det blev da også pointeret i dag, selvom jeg sagde at det jo var første gange jeg havde kage med – men ikke sidste! Blev der så råbt. Så jeg vil udlede at mine kager var et hit, og med det faktum at det er den kage min svigermor altid sukker efter når de kommer på besøg vil jeg sige at det er en rigtig god klassiker. Du kan jo selv prøve om den bliver lige så populær hjemme hos dig.
Continue Reading

The Universe versus Alex Woods (Gavin Extence, 2013)

 
A rare meteorite struck Alex Woods when he was ten years old, leaving scars and marking him for an extraordinary future. The son of a fortune teller, bookish, and an easy target for bullies, Alex hasn’t had the easiest childhood.
(Tekst fra Goodreads)
– – – – – – – – – – – – – – — – – – – – – – –
Det er beskrivelsen af Alex Woods, en lidt ekstraordinær 10-årig dreng hvis liv pludselig tager en drastisk drejning. Bogen begynder in media res lige efter Alex er vendt tilbage fra Schweiz efter at have hjulpet sin ældste ven med et besværligt valg. Han bliver stoppet ved grænsen med en kæmpe pose pot i handskerummet og herefter ruller historien ud af siderne, selvfølgelig med begyndelsen først. For som Alex forklarer er der egentlig ikke bedre steder at starte – dog vælger han ikke at fortælle om da han blev undfanget, nej han springer lidt længere frem i tiden.
Herefter følger en masse gode kapitler med underholdende historier om den lettere mærkelige dreng som Alex selv indrømmer han er. Det at han selv ved at han er mere unormal end så mange andre drenge på hans alder gør bare historierne desto mere bedre.
Selve stilen af bogen er rigtig god og fængende, jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig flere gange og havde hele tiden lyst til at læse videre. Hele historien hænger rigtig godt sammen og Alex fungerer fantastisk som fortæller med alle sine indskudte detaljer om hvad end der lige falder ham ind. Man skulle tro det ville ødelægge historien med alle de ekstra minihistorier, men jeg syntes bare de tilføjede lidt ekstra ’spice’ til det hele. For på trods af at de små historier ikke nødvendigvis hænger 100 % sammen med den overordnede historie så er de stadig så små så man ikke glemmer den overordnede historie mens man stadig kan føle sig underholdt af de små detaljer.
Alex Woods er en rigtig god ’feel good’ historie om at finde sig selv og sin plads i verdenen. Den er lidt i samme stil som Perks of Being a Wallflower; det er en ungdomsroman som har de lidt mere alvorlige emner i centrum og ikke bare hvem er forelsket i hvem. For en gangs skyld er der en ungdomsroman der ikke bare handler om den svære forelskelse (mest af alt fordi Alex ikke har skyggen af viden om det modsatte køn), men man bliver sat til at tænke over tingene. Samtidig inkorporerer den en masse informationer om alt muligt fra den verden vi kender fra dagligdagen som vi pludselig kommer til at tænke noget mere over, mens vi bliver lettere bombarderet med andre informationer om fysik, astronomi og ikke mindst forfatteren Kurt Vonnegut (som jeg nu vil se om jeg kan finde ud af lidt mere om, fordi de bøger af hans der bliver beskrevet – og det er næsten alle hans bøger – lyder også både spændende og underholdende).
Alt i alt en rigtig god debutroman fra Gavin Extence.
Continue Reading

Frozen

I går kom jeg endelig i biografen og se Disneys nye Frozen. Grunden til at der er gået så lang tid siden den fik premiere er fordi filmen kun har været vist på dansk her i Aalborg. Siden jeg begyndte mit studie på universitet har jeg af princip altid foretrukket tegnefilm på deres originalsprog, for den sags skyld begyndte det også før jeg startede på universitet, men det blev bare så meget stærkere derefter. Så da Aalborg Biocity kun viste den på dansk fravalgte jeg den med det samme – og jeg havde heller ikke i sinde at tage til Århus eller andre steder for at se den (i 3D, men det er en anden diskussion). Så da et par kommentarer på facebook resulterede i at Aalborg begyndte at vise Frozen på original sproget blev jeg da noget glad i skallen!
I går aftes blev mit indre Disney barn så sluppet løs i et par timer hvor jeg hev kæresten med i biografen til lidt Disney kvalitetstid.
Frozen begynder som et par af deres andre eventyrinspireret film, med karaktererne som børn og det syntes jeg fungerer rigtig godt, fordi man får et dejligt indblik i deres forhold til hinanden. Især i den her film syntes jeg det var rigtig godt eftersom det er søstre der er hovedpersonerne, så det er vigtigt at man får et godt indtryk af deres forhold i det at hele filmen bygger på det forhold.
Anna og Elsa leger i sneen som børn.
Fast-forward gennem deres barndom indtil den dag Elsa er gammel nok til at blive kronet som den nye dronning. Så er det den rigtig historie begynder at tage fart og dramaet udspiller sig.
Uden at sige for meget siger Anna for meget og Elsa stikker af, samtidig med hun tilfældigvis sætter gang i en stærk og tilsyneladende evig vinter i Arandelle. Anna beslutter sig for at det hele er hendes skyld og hun sætter efter sin søster for at tale hende til fornuft.
Elsa slipper sine kræfter løs.
Turen efter sin søster byder på alle de dejlige ting man kan forvente af en rigtig god Disney film. Vi møder de nye og humoristiske sidekarakterer samtidig med at Anna oplever at alting måske ikke er som det skal være. Vi møder Olaf, den sjove og til tider direkte snemand som Elsa uvidende gav liv, og som hjælper Anna og Kristoff med at nå frem til Elsa i håb om at bringe sommeren tilbage. Nå ja, det skal siges at Olaf er helt syg efter at opleve sommeren – nok mest fordi han ikke har nogen anelse om hvad der sker med sne om sommeren.
Anna og Kristoff  møder Olaf for første gang.
For ikke at sige for meget om hvad der direkte sker, så er Frozen en rigtig god Disney film der vender tilbage til de gode kvaliteter vi kender fra 90erne hvor Alan Menken bragte mange gode historier til liv med sine sange. Det er en historie som ikke afspejler den typiske ’true-love’ historie, men alligevel lægger op til et kærlighedsforhold. Det bedste vil jeg mene er udnyttelsen og hvordan forholdet mellem Anna og Else udspiller sig, for det er det som holder historien sammen uanset om de er på skærmen samtidig eller hver for sig (hvilket er det meste af filmen). Derudover er der de typiske komiske karakterer for at tilføje ’the comic relief’ til den ellers nogenlunde alvorlige historie, som vi også genkender fra stort set alle Disney film.
Hele holdet i Frozen flankerer rensdyret Sven.
Jeg syntes generelt det er dejligt at se at Disney er vendt tilbage til deres eventyr inspireret film, for det bliver til nogle rigtig gode historier hvis de er udført ordentligt. Det faktum at de i Frozen har valgt også at vende tilbage til formlen med rigtig mange gode sange virker fantastisk godt i det her tilfælde. I forhold til den sidste i rækken (Wreck it Ralph) hvor det ikke ville have passet nær så godt med så mange sange. Den slags passer bare bedst til Disneys eventyrfilm.
Jeg vil sige uanset om du er barn eller voksen så er Frozen værd at se, og der er ikke brug for nogen undskyldning for at tage i biografen og se den uden børn. Så tag en aften eller eftermiddag ud af kalenderen og tag ind og se Frozen, hvis du ikke allerede har set den.
Næste anmeldelse: One Chance.
Continue Reading

Meatball extraordinaire

Her forleden til aften lavede jeg kødboller til aftensmad. Nu tænker du nok, hvad er der så specielt ved en omgang kødboller, og det kan du såmænd have ret i. Det er jo ikke særlig svært at lave kødboller. Dem jeg lavede forleden opstod lidt on a whim en dag vi havde taget noget fars op, men ikke helt havde bestemt os for hvad vi skulle lave. Jeg blev inspireret af Madbandittens opskrift på burger i hendes kogebog (LCHF Spis dig mæt og glad). Jeg improviserede lidt med hvad jeg nu havde i skabene og voila – det kom der baconkødboller ud af.

Den samlede middag, namme nam.
Det er jo sådan set slet ikke så svært som sagt. Farsen(ca 500 g.) blandede jeg sammen med en pakke bacon i små stykker, dertil et æg, en sjat ketchup (alt efter hvor meget man nu lyster – vær opmærksom på at den smule sukker der i ketchuppen gør at kødboller ’klistrer’ lidt mere end normalt til panden under stegning), og nogle skefulde fintrevet parmesanost (også efter behov) og selvfølgelig salt og peber (selvom jeg tit glemmer de to simple krydderier). Farsen er bedst hvis den lige får lov at stå på køl i en lille times tid, og så er den også nemmere at forme når de skal på panden.
Baconfarsen som den bliver kaldt herhjemme, inden den er rørt sammen.
Kødbollerne på panden.
De steges på panden til de er tilpas i farven og de er blevet gennemstegt, der varierer tiden alt efter hvad pande og komfur du har – eller det mener jeg i hvert fald, så den må du tage på gefühl.
Der er helt frit slag på hylderne hvad du vælger at servere til. Eftersom vi efterhånden har indført en LCHF levestil herhjemme (et sted mellem 80-90%) valgte jeg at servere rodfrugter (og champignoner) i ovn sammen med en guacamole lavet på græsk yoghurt i stedet for creme fraiche, en hjemmerørt hvidløgsaoli og lidt frisk skåret mozzarella og tomat. Det smagte super lækkert og mættede utroligt godt. Vi er kun to personer herhjemme og der var rigeligt tilovers til en portion madpakke til dagen efter.
Hjemmerørt guacamole, hjemmelavet hvidløgs-aoli og tomat med mozzarella som tilbehør.
Kødbollerne kan jo laves på alle slags måder, det er bare hvad man selv lige lyster, eller rettere hvad smagsløgene lyster. Så god fornøjelse.
Continue Reading

The Watcher in the Shadows (Carlos Ruiz Zafon, 1995/2013)


Lige siden jeg læste Zafons Vindens skygge for nogle år tilbage har jeg været fascineret af de historier han kan sammensætte. Det er også derfor jeg ser mig selv nødt til at læse de andre bøger jeg i løbende finder af ham. Senere hen fandt jeg så ud af at han også har skrevet en række ungdomsromaner, og ikke kun romaner ’for voksne’. På trods af at det er ungdomsromaner behandler de stadig meget seriøse emner i forbindelse med det at vokse op. Hvilket også gør sig gældende for The Watcher in the Shadows. Så vidt jeg ved er den endnu ikke oversat til dansk. Den blev først udgivet i 1995 og blev genoptrykt her sidste år (2013).
Bogen starter meget trist i familien Sauvelle der mister en del af deres familie. De flytter for at skabe en ny start i familie livet og alt ser ud til at være fredeligt og idyllisk i den lille nord franske by de flytter til. Børnene får nye venner (af begge køn) og familien virker til at være på vej til at hele igen. Som i næsten alle Zafons romaner er der den spirende romance mellem de unge til at holde læseren ved siderne. Det er næsten som om man forventer det, og endnu mere hvis man har læst så mange af hans bøger som jeg efterhånden har. Man sidder samtidig også og venter på at der vil ske noget uventet og gerne uforklarligt (uhyggeligt) for at det skal være en rigtig Zafon historie.
I The Watcher in the Shadows får man alt dette opfyldt, men dog ikke på en sådan måde at det er alt for uhyggeligt. Det skal stadig huskes at det er en ungdomsroman, men alligevel kan man ikke lade være med at tænke at det er et voksent ungdomspublikum han skriver til. Nogle scener kan måske virke for skræmmende taget i betragtning og nogle emner er måske også en smule mere seriøse end unge mennesker vil tænke over nu til dags.
Set i lyset af hans andre bøger vil jeg ikke mene det er en af hans bedste. Den er stadig ganske god, men jeg kan ikke lade være med at sammenligne den med den fantastiske historie han skabte med Vindens Skygge og senere Englens Spil og Himlens Fange. Trilogien om Sempere familien er og bliver hans bedste bøger. På den anden side, hvis man søger et mindre pust af spænding som man sikkert kan læse sig til over en weekend er The Watcher in the Shadows et glimrende bud.
Continue Reading

Nyt år, Nye vaner

Med et nyt år komme der angiveligt også nye ting der skal afprøves, ofte som resultat af improviseret nytårsforsætter, og det er også sket for mig. Det er dog ikke sket som resultat af noget nytårsforsæt. Jeg holdt op med at sætte mig selv løfter for mange år siden, eftersom jeg ganske godt ved at jeg ikke ville kunne indfri eller overholde dem uanset hvordan jeg formulerer dem til mig selv. I stedet vil jeg opfordre folk til at sætte dem et andet og meget mere bredt mål – at prøve nye ting. Selvfølgelig hvis du er en af dem der år på år indfrier dine nytårsforsætter så skal du da endelig blive ved med det. Til gengæld hvis du er ligesom mig der skal disciplineres noget strengere for at overholde den slags ting, så prøv lige at læs videre her.
Som sagt sætter jeg mig selv den udfordring at prøve nye ting, og det kan jo være så mange ting så der er i princippet ingen grænser for hvad du kan love dig selv i det nye år.
Jeg fandt ret hurtigt en ny ting jeg vil prøve at videreføre det her år; som jeg har gjort udtryk for at jeg jo ret glad for at lave mad og prøve nye ting (eller eksperimentere med gamle ting for at give det et ekstra pift) og i den forbindelse faldt jeg omkring nytårsdagene over et ’nyt’ magasin jeg ikke før har lagt mærke til. Når jeg siger nyt er det fordi det jo er nyt for mig, så vidt jeg kan se har det været på banen i nogle år. Om end andet så fangede det min interesse med det flotte nytårscover det havde.
Magasinet MAD & venner, nytårsudgaven samt Juni udgaven fra 2013.
Nok netop fordi jeg selv i de dage forsøgte mig med at lave kransekage selv for første gang. Jeg købte ikke magasinet de dage, men efter at have se en stak hjemme hos dem vi fejrede nytår hos blev min interesse noget større og jeg gik straks tilbage til butikken et par dage senere for at købe magasinet, og hvor glad blev jeg ikke lige da jeg så at man fik to for en pris i nytårsudgaven.
MAD & venner er efter min mening indtil videre et rigtig godt inspirerende magasin og der er en håndfuld gode opskrifter i hvert magasin man kan lade sig inspirere af, og mon ikke jeg skal have prøvet nogle af dem af i fremtiden (så I kan få lov til at høre om de er noget ved). Hvis man bare er en lille smule til madlavning og gerne vil læse lidt om de forskellige årstiders råvarer og hvordan man bedst kan anvende dem på traditionel eller utraditionel måde så tror jeg det her magasin er noget for dig.
I dag da vi kom hjem fra dagens indkøbstur gik jeg lige et hurtigt smut i køkkenet. Jeg var kommet i tanke om noget vi fik hjemme hos mine forældre til jul, som faktisk smagte rigtig godt (og sikkert kan bruges til andet en ris a la mande). Derfor gik jeg i Tiger og købte en glas akaciehonning med hjem. Herefter fandt jeg min pose med blandede nødder frem, et opbevaringsglas og vupti! Så havde jeg lavet akaciehonningmarinerede nødder.
Blandede nødder i Akaciehonning (fra Tiger til 30 kr.).
Vi fik det som sagt som ekstra tilbehør til jul til ris a la manden, men det kan sikkert også sagtens spises til andre ting. For eksempel til en portion græsk yoghurt om morgenen, så er der både det ekstra søde og noget der knaser. Bedre bliver det da ikke.
Continue Reading

The Cuckoo’s Calling (Roberth Galbraith, 2013)

 
Det tog mig lidt tid, jeg købte bogen hjem lige efter sommerferien sidste år (altså 2013), men det var først her i julemåneden at jeg fandt tiden til at læse den – efter alle de andre bøger jeg lige skulle have læst først.
Gøgens kalden, som bogen er oversat til på dansk, er den første bog om den afdankede detektiv Cormoran Strike. Som mange af jer sikkert er klar over så er forfatteren Robert Galbraith jo et pseudonym. Der gik ikke mere end et par uger før det var overalt i medierne at Robert Galbraith i virkeligheden var ingen anden end JK Rowling. Når nu man er klar over det kan man godt genkende hendes skrivestil i bogen, og hun har igen skabt karakterer med dybde og som man har lyst til at læse mere om. Det er essentielt hendes styrke, det var det samme med The Casual Vacancy, som også var et klædeskab af spændende og til tider excentriske karakterer. Ikke mindst hovedpersonen Strike, som den afdankede krigshelt med en let broget fortid, der hele tiden sniger sig ind på ham i løbet af den pågældende sag med ting der minder ham om sin barndom.
The Cuckoo’s Calling er et spændende krimipust der gav mig en lidt større lyst til måske at læse lidt flere krimier. For skal jeg være ærlig er det aldrig en genre jeg har læst meget. Den evindelige undren over hvem der har gjort det samt den lange udtrækning for at få det til at strække en hel bog har aldrig været min kop the. Til gengæld har jeg altid godt kunne se en god krimi serie på TV – og måske er det netop fordi jeg med sikkerhed ved at jeg får at vide hvem der er skurken indenfor en time.
Som sagt var det ikke den udstrækning jeg sad med i det her tilfælde, og jeg tror netop det er fordi der er skabt de her karakterer som man har lysten til at fordybe sig i. Selve sagen der bliver sat foran detektiv Strike i begyndelsen af bogen er som sådan ikke en sindsoprivende sag – en model, der tilsyneladende har begået selvmord, men en bror der ikke mener det er så lige til – men derimod er det måden hvorpå sagen bliver løst der er tiltalende, fordi Strike måske bruger lidt uortodokse metoder. Det kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig 100% omkring eftersom jeg ikke har den rette viden indenfor faget eller har læst særlig mange krimier som sagt, men umiddelbart syntes jeg ikke det er den normale detektiv opklaring Strike bruger.
Alt i alt vil jeg sige at The Cuckoo’s Calling er en glimrende krimi som man fortaber sig i, ikke mindst på grund af de små detaljer som bliver lagt frem igennem de interessante karakterer. På diverse hjemmesider bliver det anført at bogen er en #1 i en Strike serie, så hvis man skal tyde det korrekt kan vi formodentligt forvente flere opklaringer fra Cormoran Strike i fremtiden. I så fald vil jeg endnu engang være tilbøjelig til at kaste mig over en sjælden krimi i min stak at bøger til fritidslæsning.
Continue Reading

Velkommen og godt nytår

Velkommen til og rigtig godt nytår. Efter i en del år at have holdt en semi-international engelsk blog tænkte jeg her i juledagene at jeg ville forsøge mig ud i at holde en helt almindelig dansk blog. Jeg sad og kiggede lidt rundt på et par forskellige blogs rundt om i cyberspace (mest blogs omkring bøger, som du kan læse i min biograf side er jeg lidt af en litteratur nørd) og min holdning til danske blogs blev vendt lidt rundt. Da var det jeg tænkte at jeg ville forsøge mig ud i det. Som start på et helt nyt år ser jeg det som et godt tidspunkt til at begynde med et helt nyt kapitel i mit cyber-liv.
Hvilken bedre måde at begynde det nye år og et nyt blogeventyr end med en lækker opskrift på en omgang kransekage. Det er en anden ting I hurtigt vil finde ud af om mig igennem min blog, jeg elsker at bage og prøve nye ting her hjemme i køkkenet. For første gang i år besluttede jeg mig for at prøve at lave en portion kransekage (jeg havde fundet noget billigt marcipan på tilbud og tænkte at det skulle da prøves), og det var betydeligt nemmere end jeg lige havde regnet med.
Opskriften er som sådan simpel. For hvert 100g marcipan skal du bruge tilsvarende 20g past. Æggehvide og 20g sukker/rørsukker/flormeliseller hvilken slags sukker de selv finder bedst.
Du starter med at piske æggehviderne med sukkeret til det er helt opløst. Jeg er så heldig at have en køkkenmaskine til at gøre den slags arbejde for mig, men ellers bruger du bare din elmikser.
Marcipanen skåret i mindre stykker.

Herefter skærer du marcipanen i mindre stykker, for at det er nemmere at arbejde med, hvorefter du ælter det hele sammen. Det kan være du skal holde lidt tilbage med ægge/sukkermassen og kun tage lidt ad gangen, på den måde sørger du for at kransekagemassen ikke bliver for blød eller tynd. Den skal have en passende fast konsistens så du stadig kan trykke den ud med en sprøjtepose.

Kransekagemassen blandet sammen inden den bliver fyldt i sprøjteposen.
Om du vil forme den til deciderede marcipanbrød eller vise dig helt vildt ved at lave et overflødighedshorn er helt op til dig. Eftersom det var mit første forsøg med at lave kransekager tog jeg den nemme løsning og lavede små mundrette bidder med min sprøjtepose.
Kransekagebidderne, som jeg godt er klar over ser lidt sjove ud hvis man har den slags tankegang. Jeg har sat en hasselnød oveni nogle af dem, for at skille dem lidt ad.
Imens ovnen varmes op til 200◦ lader du dine kransekager stå og tørre let. Herefter bages de i oven i ca. 10 minutter eller eventuelt til de har fået den farve du syntes de skal have.
Til glasur bruger du til flormelissen past. Æggehvider i stedet for vand, så får det den der skinnende overflade. Igen, skal du passe på ikke at bruge for meget æggehvide.
De færdige kransekagebidder med glasur og klar til at spise.

Det dejlige ved kransekager er at de er så nemme at fryse ned, så har man en lille eftermiddagskage hvad tid man end lige finder behov for det.

Min opskrift her er en lettere modificeret udgave jeg fandt frem til efter at have kigget lidt frem og tilbage på nettet, blandt andet Mette Blomsterberg metode samt min egen mors metode. Så vidt jeg er klar over det, er det lidt op til hver enkelt person hvordan man har lyst til at lave dem, men i sidste ende skulle de alle sammen være lige gode.
Nu er der vist ikke andet tilbage at sige end rigtig glædeligt nytår, og jeg håber at kunne glæde mange mennesker med denne blog i fremtiden med alverdens lækkerier i mange forskellige udformninger.

Godt nytår.

 
Continue Reading