Me Before You (Jojo Moyes, 2012)

12649718

Lou Clark knows lots of things. She knows how many footsteps there are between the bus stop and home. She knows she likes working in The Buttered Bun tea shop and she knows she might not love her boyfriend Patrick.
What Lou doesn’t know is she’s about to lose her job or that knowing what’s coming is what keeps her sane.
Will Traynor knows his motorcycle accident took away his desire to live. He knows everything feels very small and rather joyless now and he knows exactly how he’s going to put a stop to that.
What Will doesn’t know is that Lou is about to burst into his world in a riot of colour. And neither of them knows they’re going to change the other for all time.

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Hold nu op det er lang tid siden jeg har grædt snot så meget som jeg gjorde til den her bog. Jeg tror sidste tårerne strømmede så frit fra mig var da jeg læste Harry Potter and the Deathly Hallows, og det er lige før jeg nåede op på siden af den, målt i tårer altså.

Jeg var egentlig godt klar over at jeg havde givet mig i kast med en rigtig chick-litt, men at den ville ramme mig så hårdt som den gjorde, havde jeg ikke forudset. Jeg har hørt mange gode anmeldelser fra flere der har læst den og også har sagt de græd i stride strømme, men jeg tror bare ikke at jeg troede nok på dem. Min skepsis sagde at der skal meget til – hvis man ikke hedder Rowling til efternavn – for at få mig til at græde over en bog. Her tog jeg så grueligt fejl.

Historien om Will Traynor der ender i kørestol efter en voldsom trafikulykke der skal have barnepige på i form af spøjse Louisa Clark spinder et net af kulørte livshistorier, hvad enten det er tidligere oplevelser fra Wills side eller ting Lou endnu ikke har oplevet, som Will insisterer på hun skal tage mod til sig at gøre en skønne dag. Netop fordi essensen i denne bog er at livet er for kort, og vi bliver nødt til at leve det fuldt ud.

Lige fra første introduktion af Lou var jeg utrolig glad for hende. Hun er så underlig, men elskelig at jeg bare ikke kunne lade være med at holde af hende. Samtidig er hun så kærlig overfor sin familie og villig til at opgive sit eget liv for at hjælpe dem i nødens stund, så meget at hun sætter sig eget liv på pause og helt glemmer at leve for sin egen skyld. Det kræver en idiot af en mand i kørestol før hun begynder at leve sit liv.
Og på trods af Will og hans dumdristige kommentarer gik der heller ikke mange kapitler før jeg blev rigtig glad for ham, og tanken om hvad han havde planlagt skar i mit hjerte. På den ene side kan jeg sagtens se det fra hans side, at han befinder sig et sted i sit liv som han aldrig havde planlagt eller for den sags skyld ønsker.

“I don’t want to go there in this – this thing.” He gestured at the chair, his voice dropping. “I want to be in Paris as me, the old me.”

Jeg kan se at livet må være en plage set fra hans perspektiv, men samtidig sidder jeg jo og læser det hele fra Lous synsvinkel, og hendes desperate forsøg på at ændre Wills mening gav også mig et spinkelt håb. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid ender med at læse den her slags bøger der tager den slags moralske valg op. Tidligere på året læste jeg min første af slagsen (se her hvis du er nærmere interesseret), og nu Me Before You. Spørgsmålet om folk skal have lov til at tage deres eget liv efter den slags ulykker eller voldsom uhelbredelig sygdom er et spørgsmål jeg ikke tør tage stilling til, men ligesom problematikken i bogen ligger op til, ser jeg da helst at folk vælger livet, på trods af mange nederlag.

“Believe me, Clark, my whole life has changed for the better since you came. But it’ not enough for me. It’s not the life I want.”

Slutningen gjorde bare hele historien så meget mere hjerteskærende. Jeg hadede at det skulle ende som det skulle, men set i bakspejlet er det den slutning der giver bedst mening. Havde den sluttet på anden vis ville den have brudt med genren og det dilemma der blev sat op fra start af. Samtidig blev jeg så glad på Lous vegne at jeg begyndte at græde endnu en gang.

Jeg vil anbefale at have en pak lommeletter klar til de sidste ca 10 kapitler af bogen hvis du giver dig i kast med den. Nu har jeg fået den anbefalet de sidste par år, siden den kom i første omgang, og det viser bare endnu en gang at jeg skal lytte lidt mere til de bøger folk anbefaler mig, for de har haft ret indtil videre.

For nu, har jeg dog brug for en tårepause, og venter lidt med min næste Jojo Moyes bog, i tilfælde af den skulle være lige så hjerteskærende som den første her. Hvad syntes I, hvor meget græd I da I læste den, hvis I altså har læst den?

6-star

Continue Reading

X-Men, Days of Future Past

Med alle de film Marvel spytter ud hvert år er det svært ikke at se dem i biografen. Det var da heller ikke nogen undtagelse med det seneste skud på stammen, og den seneste i X-Men serien. X-Men, Days of Future Past foregår i en fremtid hvor mutanter og mennesker der har den mindste smule x-gen i sig er jaget vildt. Sentinel programmet er programmeret til deres gen og de er umulige at slippe væk fra. Fremtiden ser ret så håbløs ud for vores gruppe af mutanter.

rs_634x939-140324091106-634.jennifer-lawrence-x-men.ls.32414

Således indledes filmen og man ved ikke helt hvad det præcis er man går ind til, medmindre selvfølgelig at man har set en forfærdelig masse af de andre Marvel film, som jo alle sammen linker til hinanden. Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse af Professoren stadig er i live, for det så vi jo i slutklippet i den seneste Wolverine film. Alligevel syntes jeg dog at der mangler en slags forklaring på hvordan han rent faktisk kan være i live. Pludselig er ham og Magneto de rene kammersjukker endnu en gang, men man sidder lidt med et spørgsmålstegn hængende over hovedet til hvordan et par ting hænger sammen. Desværre er der ikke tid til den slags for Logan, Wolverine, skal hurtigst muligt sendes tilbage til 1973 for at forhindre det der siden hen udløste Sentinel projektet. Hvilket jo er lettere sagt end gjort.

Ikke desto mindre vågner Logan pludselig tilbage i 1973, og ja, det er med svaj i bukserne og alt der dertil hører med, og at se Logan i det miljø er ikke andet end underholdende. I det hele taget lader det til at Marvel udnytter Logans kyniske side til at skabe så meget humor som muligt, og selvom det efterhånden er ret brugt, så virker det stadig. Jeg sad da i hvert fald flere gange og kluklo over enten situationer eller one-liners fra Logans side.

X_Men_Days_Future_Past_13838031568400

X-Men-Days-of-Future-Past-Reviews

Udover de sædvanlige kendinge af X-Men gruppen møder vi også et par nye som bidrager med hver deres evner og måde at udnytte dem. Som den superhurtige Peter der hjælper dem med at bryde ind i Pentagon, samtidig med der bliver hintet lidt til hans baggrund – hvilket jeg først lagde mærke til bagefter efter at have læst lidt på nettet. Alligevel syntes jeg godt man kunne fange den diskrete hentydning til interne forhold. Generelt var der en helt vildt masse X-Men intertextualitet i den her film og det var jeg helt vild med. Jeg er stor fan af hvordan de formår at kede alle filmene sammen gennem gamle klip og fortællinger og baggrundshistorier fra flere af personerne. Det gjorde plottet meget mere interessant. Det faktum at næsten alle ens favorit mutanter er med i hele filmen er blot endnu et plus.

På skuespilslisten må den største ros gå til Jennifer Lawrence som Raven/Mystique. Hun formår at fange så meget hævndrift og usikkerhed på samme tid at det er utroligt. Samtidig spiller hun fænomenalt og så klær det hende overraskende godt at være i blåt. Derudover er hele castes jo så stjernespækket som noget kan være. Patrick Stewart/James McAvoy som Professoren, Ian McKellen/Michael Fassbender som Magneto, Hugh Jackman som Wolverine, Hally Berry, Ellen Page og et par gamle kendinge helt tilbage fra de første film, som du selv må se filmen for at finde ud af. *Spoilers*

x-men-days-future-past-picture-mystique-01292014-101941

X-Men-Days-of-Future-Past-Trailer-Still

Alle Marvels film er generelt et cirkus af speciel effects og utrolige billeder hele filmen igennem, og det her var ingen undtagelse. Et stort plus filmen skal have er at jeg ikke fandt mig selv forstyrret på noget som helst tidspunkt at scener hvor jeg sad og tænkte at de var bevidst inkluderet for at udnytte 3D effekten. Jeg så filmen i 2D, og det kan klart anbefales. Ofte med film der tilbydes i begge dele bliver mit øje tit forstyrret af scener der er lavet KUN for at udnytte 3D, men ikke her. Her er en film der spiller på sine styrker og det er sine karakterer, som så tilfældigvis bare har lidt specielle evner der giver et fantastisk show.

Som altid giver Marvel også en lille teaser helt til sidste efter alle rulleteksterne. Som en af de andre der også blev siddende tilbage i salen udtrykte det; ”Og det blev vi siddende 3 minutter for?!” Tja, jeg fik et indblik i hvordan de rent faktisk byggede pyramiderne, men klogere syntes jeg heller ikke jeg blev. Det er højst sandsynlig fordi min Marvel viden primært stammer fra filmene og at jeg ikke har læst ret mange (for at sige ingen) tegneserier, så jeg har ingen anelse om hvad der er lagt op til i kommende Marvel film i det her univers.

Forrige anmeldelse: Captain America

Næste anmeldelse: Maleficent

Continue Reading

Fødselsdags-Extravaganza! Konkurrence #01

Eftersom Juni måned er min måned – hermed ment at det er i juni jeg har fødselsdag – har jeg i den forbindelse besluttet at holde et par konkurrencer. Jeg elsker selv at få gaver og bliver forkælet, så den følelse syntes jeg at jeg ville dele lidt med jer derude.

Det er lidt svært som man bliver ældre at ens ønskeseddel til modsætning bliver mindre og mindre. De sidste par år har jeg faktisk haft svært ved at komme på ønsker, og der var sågar en jul jeg ikke havde nogen ønskeseddel. Det kan dog anbefales, for det år blev jeg beriget med så mange dejlige ting jeg slet ikke vidste jeg manglede. Det viste bare hvor godt min familie kender mig, og så vidt jeg husker var der ikke noget der skulle byttes eller noget der kom i to omgange.

Det med at bytte gaver er også noget underligt noget syntes jeg. Jeg har det svært ved tanken om at skulle bytte noget som mine bekendte måske har gjort sig store planer om at det bare var mig. Jeg syntes lidt det er at være utaknemmelig, også selvom det er fordi man har fået den samme gave to gange. Derfor er jeg på det seneste begyndt at lave forskellige ønskesedler når folk spørger efter dem. Så har jeg i det mindste en forhåbning om at der ikke er alt for mange ting der er ens når man skal til at pakke gaver ud.

Og når man så skal pakke gaven ud, det er det bedste. Jeg elsker jul og den stemning der følger med hele december måned, men min fødselsdag er noget andet. Det er min dag og her må jeg indrømme at jeg godt kan være lidt egoistisk. Jeg minder mig selv om at det er okay, for det er trods alt kun en gang om året at jeg er det. Jeg vil bare gerne have at min fødselsdag er min dag, det er vel ikke så slemt?

At blive vækket om morgenen, meget gerne med morgenmad klar til jeg hopper ud af sengen, at få helt lov til selv at bestemme hvad jeg vil lave og hvor meget jeg vil lave og bare blive forkælet. I vores familie har vi den tradition at gå ud og spise når man har fødselsdag, og som fødselaren må jeg helt bestemme hvilken restaurant det skal være. Ens fødselsdag er en dag man gerne må være lidt egoistisk, syntes jeg. I år er jeg dog nødt til at give lidt slip på min egoisme. Kæresten skal nemlig til eksamen den dag, og ikke bare en almindelig eksamen der måske lige kunne fejes til side med et pænt Tillykke bagefter. Næh, nej det er såmænd Specialet der skal forsvares og derefter selvfølgelig også fejres. Tsk, det har jeg indfundet mig med – næsten da. Det betyder bare at jeg er begyndt at lede efter andre muligheder for at fejre mig selv – og så kan det godt være jeg er lidt egoistisk lidt mere end den ene dag, men det skal bare ses som en opvejning.

En af måderne jeg vil fejre mig selv er faktisk at forkæle andre, nemlig jer! (Se bare, allerede her er jeg ikke engang egoistisk!) Jeg vil nemlig afholde at par konkurrencer her i løbet af juni måned for at dele glæden ved at få en gave, og ikke mindst post – en anden ting jeg er utrolig glad for. Den første konkurrence har to præmier, hvilket vil sige to vindere. Den første præmie er bogen Pride Prejudice af Jane Austen. Sjovt nok er det en bog jeg ikke kunne udstå før jeg skrev projekt om den på universitet, lige siden har jeg elsket den, og jeg syntes den glæde skal deles med så mange andre. Det er jo en klassiker og der er sikkert mange der allerede har læst den, men jeg ved også at mange endnu ikke har læst den. Den anden præmie er et par ørenringe fra Pieces. Begge gaver er udvalgt ud fra ting som jeg holder af; bøger og Austen siger lidt sig selv, men ørenringe er også en accessory som jeg kan blive ved med at samle på. Det er nok en af de ting jeg altid kommer hjem med uanset hvilken slags ferie jeg er på, og mine smykketræer bugner efterhånden så jeg ikke har plads til dem alle sammen.

2014-05-31 12.06.26-1

2014-05-31 12.05.39-1

2014-05-31 12.05.49-1

2014-05-31 18.14.42-1

2014-05-31 18.15.42-1

Alt hvad du skal gøre for at deltage i denne første konkurrence er at komme med en kommentar om hvad den bedste start på din fødselsdag ville være. Husk endelig også at tilføje din mail adresse så jeg kan komme i kontakt med dig, skulle du være så heldig at vinde. Vinderen vil blive trukket lørdag den 7 juni, ved helt tilfældig lodtrækning, og vil blive kontaktet hurtigst muligt.

Udover de to præmier har jeg også en bonus surprise pakke der vil blive fordelt løbende, som ekstra til en af de to udvalgte vindere. Det vil altså sige at udover den præmie jeg udlover specifikt ryger der en lille ekstra ting med i pakken til den ene af de to vindere.

2014-05-31 12.10.31-1

I mellemtiden vil jeg i kommende uge finde muligheder for at forkæle mig selv som optakt til min fødselsdag, og komme med tips og tricks til hvordan man kan fejre sin fødselsdag en hel måned – forhåbentligt uden at andre folk syntes man er helt utålelig, det vil tiden jo vise.

Continue Reading

The Vanishing Season (Jodi Lynn Anderson, 2014)

20658345

Girls started vanishing in the fall, and now winter’s come to lay a white sheet over the horror. Door County, it seems, is swallowing the young, right into its very dirt. From beneath the house on Water Street, I’ve watched the danger swell.
The residents know me as the noises in the house at night, the creaking on the stairs. I’m the reflection behind them in the glass, the feeling of fear in the cellar. I’m tied—it seems—to this house, this street, this town.
I’m tied to Maggie and Pauline, though I don’t know why. I think it’s because death is coming for one of them, or both. All I know is that the present and the past are piling up, and I am here to dig.I am looking for the things that are buried.

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Jeg må indrømme at det her var en bog jeg faldt for omslaget af. Da jeg fandt den på netgalley hed den også The Moment Collector og det syntes jeg også var en interessant titel. Efter at have skimtet et par anmeldelser på goodreads, fandt jeg dog hurtigt ud af at der intet uhyggeligt var over den. Hvis man da lige ser bort fra den forbryder der er på flugt i historien.

Maggie er af ikke så klare årsager flyttet med sin familie fra storbyen og alt hvad Chicago ellers kan byde på til en lille udkantsby, det ikke har meget andet at tilbyde end turistsæsonen i sommerhalvåret. Resten af året sker der ikke alverden, og da slet ikke når man får hjemmeundervisning som Maggie gør. Det er hurtigt tydeligt at Maggies familie ikke ligefrem fløjter med pengene omkring sig, og jeg sad flere gange og blev rørt og Maggies familieforhold – når faderen køber en ny kjole til hende, som ikke er den hun havde ønsket sig, og som faktisk også er den mest grimme kjole, så gør hun sig alligevel umage for at syntes om den fordi hun ved hendes forældre har spinket og sparet for at hun kunne få den her flotte kjole. Den slags ting syntes jeg fungerede super godt i bogen. Uden at man rent faktisk er klar over det, bliver man proppet med moraler og visdom om hvordan man skal være et bedre medmenneske og hvordan vi skal – eller ikke skal – behandle andre folk. Moralen i disse små tilfælde er så godt skjult at man ikke tænker videre over det og blot tager det med som en del af oplevelsen i den gode historie.

Personerne i bogen er virkelig godt beskrevet. Maggie som vores hovedperson illustrere alle de følelser som jeg er sikker på vi alle sammen har oplevet i vores teenageår, og man både elsker og lider sammen med hende. Hun er så jordnær at jeg holdt af hende lige fra starten af og jeg heppede på hende hele vejen igennem, hvilket bare gjorde slutningen så meget mere sørgelig.

Pauline tog et par kapitler for at jeg blev nogenlunde glad for hende. Hun starter med at være den frembrusende nabo der bare gør ting ud af det blå fordi hun er vant til at tingene som regel falder ud til hendes fordel, og hun glemmer tit i farten at tænke på hendes venner omkring sig. På trods af det bliver hende og Maggie rigtig gode venner, måske nok mest fordi de er så vidt forskellige at det er den eneste måde hvorpå de kunne finde sammen. Efter man havde vænnet sig til Paulines opførsel og man fandt ud af at sådan var hun altså bare, begyndte jeg så småt også at kunne lide om hende. Jeg blev da også både glad og ked da hun blev sendt væk fra byen i frygt for den farlige forbryder der endnu ikke var blevet fanget på det tidspunkt.

Paulines fravær gjorde dog at man lærte Liam noget mere at kende og han er den slags person man som ung pige-læser hurtigt vil falde for, og jeg skal da heller ikke holde mig tilbage og sige at han var sådan en fyr man gerne ville have kendt i sine unge dage. Han er så opofrende og vil gøre næsten alt for at gøre sine veninder glade, mest af alt Pauline som han er håbløst forelsket i, og har været siden barndom.

Venskabet mellem de tre udvikler sig på kryds og tværs i løbet af det ene år historien udspiller sig, og jeg håber ikke jeg har afsløret for meget for det her er klart en historie jeg vil anbefale man selv læser. Det begrunder sig i de følelser man bliver trukket med ind i igennem Maggie og de oplevelser hun har. Der var flere gange hvor jeg lige skulle have de sidste par linjer med i et kapitel inden jeg skulle ud af døren om morgenen, så gribende var den.

5 star

Continue Reading

Skæbnens Valg (Mette Bundgaard Laursen, 2014)

21922922Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet

Tilbage på Jorden er Kate fast besluttet på at leve sit eget liv frem for at leve efter Noahs profeti. Men det er svært for hende at komme videre, når hendes tanker bliver ved med at vende tilbage til Caldera. Hun er dog helt sikker på, at hun ikke vil vende tilbage til galaksen sammen med Noah – lige indtil han giver hende et tilbud, hun ikke kan afslå.

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Det var så slutningen på Caldera trilogien, og igen sidder jeg med meget blandede følelser omkring hele serien. Jeg må desværre sige at jeg ikke blev overrasket over den endelig slutning. Da jeg havde læst bog 2 sad jeg lidt med en fornemmelse for hvad det endeligt ville slutte med, og samtidig med at jeg gerne så den slutning håbede jeg også at Mette Bundgaard Laursen ville overraske mig. Desværre holdt hun sig til det standard plot og jeg sad med en lidt flad fornemmelse tilbage til slut. På den anden side var det den eneste slutning historien kunne have, efter hvad der skete i bog 2 ville det være modstridende både historien og personerne at den skulle ende på anderledes vis, og det er netop fordi der er blevet sat så meget op omkring hele det her profeti-spørgsmål.

Apropos personerne blev mine forskellige holdninger, der dukkede op i løbet af bog 2, kun forstærket. Noah blev pludselig fremstillet som en skingrende sindssyg, snotforkælet møgunge der bare ikke kan finde ud af at godtage et nej på nogen som helst måde. På samme tid forsøgte Kate, og herigennem vel også Mette B. L, at godtgøre Noahs valg og handlinger som at det er hvad han er nødsaget til at gøre på grund af alle disse profetier.

På samme tid blev mine holdninger til Naphal også bare meget mere positive. I stedet for at fremstå som den evindelig skurk, blev han bare mere og mere som den lille hundehvalp der bare savner at blive klappet lidt. Hans desperation gør bare at han bliver endnu mere sympatisk og man syntes mere og mere om ham.

Stort set hele den her sidste bog igennem, og faktisk også lidt at bog 2, sad jeg med en fornemmelse af at Mette Bundgaard Laursen har læst lidt for meget Twilight. Kates endeløse indre kamp om det er Noah eller Naphal der er den rette for hende mindede mig alt for meget om det konstante spørgsmål om det skal være Edward eller Jacob. På samme tid begyndte Kate at minde mig lidt om Bella, og det gjorde ikke sagen bedre. Dog er Kate knap så selvmedlidenhed og hun har en god portion selvironi, hvilket helt klart kommer til hendes fordel.

Alt i alt syntes jeg at Mette Bundgaard Laursen har skabt en gribende kærlighedshistorie som holder teenageren til siden, netop fordi spørgsmålet om hvem Kate ender sammen bliver trukket ud helt til det sidste. Og den ros skal Mette Bundgaard Laursen have. For selvom plottet måske er en smule forudsigeligt, så formår hun at vedholde en spændt, romantisk stemning hele vejen igennem som pirrer læseren til at blive ved med at læse. På trods af at det ikke er mine absolut favorit bøger følte jeg alligevel ikke at jeg bare kunne lade være med at læse dem. Spændingen ligger og ulmer under overfladen af de gængse teenageproblemer, som så lige bliver krydret med lidt rumrejser og højteknologiske våben for at man kan kalde den science fiction.

Jeg vil mene at hvis man er i alderen 13/14 til nok omkring 19/20 år så vil man finde de her bøger afsindigt gode. For den aldersgruppe har de netop hvad de skal; problemerne fra gymnasiet, vennerne der både elsker og hader dig, festerne og fyrene, kærligheden (ikke at forglemme den første kærlighed), den begyndende lyst til det andet køn, flyvende hormoner og ikke mindst en kamp for overlevelse.

3 star

Continue Reading

Parmesan Chicken Bites

Har du hørt om den app/hjemmeside der hedder foodgawker? Jamen, så lad mig da fortælle dig om den. Det er simpelthen den bedste side til at finde inspiration til nye opskrifter og generelt bare til at savle over. Jeg kigger forbi siden fra tid til anden, mest af alt når jeg føler jeg er gået lidt død i at lave madplaner, og har brug for en hel del inspiration. Det fik jeg også forleden da jeg faldt over et indslag omkring nogle sprødstegte parmesan-kyllinge stykker. Det lød utrolig lækkert og jeg tænkte, hmm, parmesan plus kylling kan da kun blive godt. Så forleden gik jeg i gang med at bikse min egen version sammen. Den originale opskrift inkluderede det dersens panko som jeg egentlig ikke helt ved hvad rent faktisk er, og ved at lave mit eget twist skulle jeg ikke ud og købe noget nyt mystisk som jeg sikkert ikke ville komme til at bruge igen.

2014-05-26 17.30.01

2014-05-26 19.15.16

Jeg tog derfor en håndfuld græskarkerner og fintblendede med en mindre håndfuld sesamfrø. Herefter blandede jeg lidt over to håndfulde fintrevet parmesanost i, sammen med lidt salt. Jeg piskede så et æg som de mundrette kyllingestykker rulles i før de vendes i parmesanblandingen. Om du herefter vælger at stege dem sprøde på panden i lidt olie er op til dig. Jeg tog dog den nemme udvej og lagde dem på en bradepande, hældte lidt olie let og elegant over dem og smed dem i ovnen. Jeg startede med at give den ca 15 min ved 200 grader alm. ovn. De sidste 15 min fik den 200 grader varmluft for at give dem en dejlig sprød skorpe/kant.

Som tilbehør havde de tilfældigvis friske majskolber i netto og jeg havde dagen i forvejen indkøbt en portion portobello svampe, så dem fyldte jeg lidt hytteost i og vupti, så var der frisk tilbehør næsten som var det lavet på grill.

2014-05-26 18.08.29-2

De her chicken bites er utrolig nemme og lave (mest af alt hvis du smider dem i ovnen!) og de smager altså også helt vildt godt. Du kan jo selv bestemme og du vil bruge græskarkerner og sesamfrø sammen med parmesanen eller du vil bruge noget helt andet, det er parmesanen der giver den gode smag uanset hvad.

Continue Reading

Skyggernes Spil (Mette Bundgaard Laursen, 2014)

21922915Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet

Kate tager med Noah til Caldera. Ifølge Profetien er det kun hende, der har kraften til at fordrive den onde Naphal og skabe fred i galaksen. Hun går derfor i gang med at træne, så hun kan blive den superhelt, de alle sammen håber, hun er. Superkræfterne er dog ikke sådan lige at lokke frem, og Kate er på nippet til at opgive det hele. Men så bliver hun kidnappet af Naphal.

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

I bog nummer to kommer vi lidt ud i rummet; Kate tager med Noah med den plan at hun skal være hende fra Profetien der skal redde universet fra den inkarnerede ondskab som er Naphal. Tingene går bare lidt skævt lige fra start og man venter bare på at Kate skal blive udsat for den kidnapning som bogens beskrivelse lover. Optakten dertil er en smule tam og består mest af alt i en slags overdådig rundvisning af alt det prætentiøse Noah kan diske op med.

Jeg vil være ærlig at sige at min mening har vendt sig stort set helt på en tallerken. Hvor jeg i først bog knuselskede Noah for hans manglende fornemmelse for sarkasme og opofrelse overfor Kate og den måde han forgudede hende og bare var helt igennem sød, gik han mig forfærdeligt på nerverne i den her bog. Jeg brød mig slet og ret ikke særlig meget om ham. I den her omgang er Noah så forhippet på at få sin Profeti til at gå i opløsning at alt andet bliver tilsidesat og han fremstår desværre som utrolig egoistisk.

Som stik modsætning til ham kommer lige pludselig den her inkarnerede ondskab som skal forestille at være det mest brutale væsen i universet, og i stedet vil han bare gerne underholdes lidt fordi han keder sig midt i al sin galaksebesættelse. Naphal som den inkarnerede skurk gav mig fnidder til at starte med. Det var mest af alt fordi han jo var blevet blæst op til at skulle være den her superskurk, så da han kidnapper Kate og beder hende underholde ham med ordlege som en del af deres aftale sad jeg godt nok med noget af en opgivende følelse ved den her bog. Alligevel er jeg glad for at jeg læste videre for den Naphal der udfolder sig i resten af bogen viser sig at være et rigtigt menneske med oprigtige følelser, der bare gerne vil anerkendes for hvem han rent faktisk er.

Noah og Naphal er så konsekvente modsætninger at det ikke kan undgås at der skabes en vis form for ’Edward vs. Jacob’ stemning. Det var sjovt nok den her problematik jeg blev ved med at tænke tilbage på hele bogen igennem som Kate oplever mere af Naphals menneskelig og mere af Noahs egentlige personlighed. Det faktum at det tager Kate en hel bog som denne at indse de ting hun gør, kan jeg ikke helt forholde mig til. På den ene side har jeg den holdning at sådan er det jo ikke i virkeligheden, men på den anden side tænker jeg at den er imaginært og det lige præcis er den slags følelsesforvirringer teenage pigerne er helt tossede med.

Igen vil jeg mene at den her bog er fejlkategoriseret. Mette Bundgaard Laursen formår på fantastisk vis at indkapsle mange af de hormonelle frustrationer som jeg er sikker på en hel del unge piger går rundt og kæmper med. Den evindelige indre kamp med sig selv om hvem man er og hvad man skal gøre med sig selv kan mange helt sikkert genkende. Så selvom den her sammen med resten af serien er blevet markedsført som en science fiction trilogi, vil jeg mene at den stadig ’bare’ skal katalogiseres sammen med resten af de følelsesladede ungdomsromaner der har spørgsmålet om den store kærlighed i centrum.

Plot-mæssigt kan jeg ikke lade være med at forudsige lidt hvordan det hele ender. En genfortolkning af den så omtalte Profeti kan jo læses på mange måder. Her hjælper det heller ikke at der var en del ting i bog nummer to her, der var så åbenlyse at det ikke overraskede mig det mindste på trods af det tydelige forsøg på at lave et dramatisk plot-twist. Det er derfor også med blandede meninger at jeg håber mine gisninger bliver modbevist samtidig med jeg også gerne vil se mine gisninger blive indfriet.

3 star

Continue Reading

10 Random Facts #About Me

Efter at have blogget en del inden for det sidste – næsten – halve år, syntes jeg at det vist er ved at være på tide at jeg deler lidt information omkring mig selv, udover det i selv har kunne læse jer til i forbindelse med de diverse ting jeg nu skriver om, så I kan få yderligere et indtryk af hvilken slags blogger jeg er.

  1. Jeg er noget af en grammatiknørd (måske en smule begrænset til engelsk grammatik) og det er så ’galt’ at jeg har afsværget visse kørerskoler på grund af at de ikke kan finde ud af forskellen på dansk og engelsk ejefald, og jeg kan hidse mig utrolig meget op når folk overforbruger engelsk i almindelig dansk, jo ganske vist gør jeg det selv, men jeg er også fag-skadet.
  2. På trods af at jeg har levet næsten 85 % efter LCHF levestilen siden sidste sommer, tror jeg aldrig jeg kommer til at gøre det 100% af den simple grund at jeg elsker chokolade.

    2014-05-22 20.42.33

  3. Jeg elsker at læse, og er for længst holdt op med at føre regnskab over hvor mange bøger jeg har læst – dog er jeg på det seneste blevet noget hooked på goodreads, så nu kan jeg følge lidt med i hvor meget jeg læser og har læst. Jeg har også en ide om at jeg skal have overført nogle af mine anmeldelser fra min tidligere engelske blog til min nuværende blog, det kræver bare lidt oversættelser hist og her, så et mindre sommerferieprojekt måske.
  4. Jeg elsker at skrive – på et tidspunkt var det bare ikke nok for mig at læse og så begyndte jeg selv at skrive. Da jeg var 16 år begyndte jeg at skrive min egen roman, den ligger stadig i skuffen og jeg arbejder stadig på den. Dog er jeg begyndt at dele kapitler lige så stille med jer her på bloggen. Det er så lige når jeg ikke har for travlt med arbejde til at finde tid til at skrive på den.
  5. Til trods for at da jeg startede på Universitet for snart 6 år siden (!) svor at jeg i hvert fald aldrig skulle være gymnasielærer (det var i værst tilfælde min plan å, når alt andet var prøvet), er jeg i dag alligevel endt som gymnasielærer, og jeg er faktisk utrolig glad for det (nogle gange overrasker jeg stadig mig selv ved at indrømme det).
  6. Jeg elsker at rejse og prøver ihærdigt i hvert fald mindst en gang om året at komme uden for landets grænser – jeg har en vis præference overfor London og Edinburgh, hvor sidstnævnte føles som mit andet hjem, efter at have tilbragt en måned på sommerskole i Edinburgh i 2010 er det næsten altid som at vende hjem når jeg er på miniferier der.
  7. Jeg har en indre Monica Geller som jeg til tider slipper løs, og så kan jeg love at alt bliver vendt og gjort rent. Hvis jeg havde en etiketmaskine ville jeg sikkert også overforbruge den – ellers kan jeg også være ret doven hvad rengøring angår.
  8. Jeg er A-menneske. Jeg foretrækker at stå tidligt op så jeg rent faktisk kan nå at få lavet noget i løbet af dagen, men jeg holder da også af at sove længe engang imellem, men hvis vækkeuret ringer, er jeg den første til at stå op. Jeg dur ikke til den der snooze-knap, medmindre uret er slået helt fra.
  9. Jeg elsker at få post – og her mener jeg rigtig gammeldags post. Jeg syntes det er synd at stort set al korrespondance mellem folk nu til dags skal foregå over e-mail, selvom jeg også selv er tilbøjelig til at sende flest mails end rigtig post. Derudover syntes jeg også bare at priserne på frimærker bliver ved med at stige, hvilket højst sandsynlig også har noget at gøre med at folk blive mere og mere afskrækket ved tanken at sende ’rigtig’ post.
  10. Jeg er hvad man kan kalde en TV/film tudeprinsesse. Ved visse ting jeg ser i film eller TV skal der ikke meget til før kæresten sidder og griner af mig fordi tårerne stødt triller ned af kinderne på mig. Disney er en sikker vinder for at fremtrylle tårer hos mig. Ofte skal der ikke så meget til, det er sågar sket at vi bare lige ser slutningen af noget og selv det kan jeg græde til uden at have set hele programmet.
    2014-05-22 20.43.07
    2014-05-22 20.43.27
Continue Reading

The Ultimate Hitchiker’s Guide to the Galaxy (Douglas Adams, 1978-92)

6a00c22527999b549d00c22527bc8d549d-500piThe Hitchhiker’s Guide to the Galaxy
Seconds before the Earth is demolished for a galactic freeway, Arthur Dent is saved by Ford Prefect, a researcher for the revised Guide. Together they stick out their thumbs to the stars and begin a wild journey through time and space.

The Restaurant at the End of the Universe
Facing annihilation at the hands of warmongers is a curious time to crave tea. It could only happen to the cosmically displaced Arthur Dent and his comrades as they hurtle across the galaxy in a desperate search for a place to eat.

Life, the Universe and Everything
The unhappy inhabitants of planet Krikkit are sick of looking at the night sky — so they plan to destroy it. The universe, that is. Now only five individuals can avert Armageddon: mild-mannered Arthur Dent and his stalwart crew.

So Long, and Thanks for All the Fish
Back on Earth, Arthur Dent is ready to believe that the past eight years were all just a figment of his stressed-out imagination. But a gift-wrapped fishbowl with a cryptic inscription conspires to thrust him back to reality. So to speak.

Mostly Harmless
Just when Arthur Dent makes the terrible mistake of starting to enjoy life, all hell breaks loose. Can he save the Earth from total obliteration? Can he save the Guide from a hostile alien takeover? Can he save his daughter from herself?

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Åh ha, det bliver meget svært at anmelde den her samling. Den her bog var en af dem der længe har været på min TR-liste, og som jeg bare har været for doven til at gribe fat i fordi der har været så mange andre jeg hellere vil læse. Efter at have været igennem dem dømmer jeg egentlig ikke mig selv så hårdt længere for at være lidt sløset med min nørde-iver efter at få den læst.

Den første bog er helt klart den bedste. Det skal siges at det måske også har grund i at jeg har set filmen et par gange og kunne bedre visualisere den for mig. At jeg hørte den her på lydbog og den første bog er læst op af Stephen Fry gjorde det heller ikke værre. De fire andre bøger er læst op af Martin Freeman og det var endnu en fryd for som mange sikkert ved er det jo også ham der spiller Arthur Dent i filmen. På den måde var hans stemme med til at få det hele til at virke så meget mere virkeligt, på trods af usandsynligheden i de mange aparte situationer Arthur kommer ud for.

Den første bog er en rejse igennem galaksen hvor man stifter bekendtskab med Ford Prefect, Zaphod Beeblebrox, Trillian og den maniodepresive robot Marvin. Jorden er blevet tilintetgjort til fordel for en intergalaktisk motorvej, og Arthur skal nu forsøge at indfinde sig efter det og hvad han nu skal give sig til i verdenen.

I anden bog følger vi Zaphod på jagt efter en bid information han selv har slettet fra sin hjerne, alt imens alle sammen forsøger meget ihærdigt at finde den bedste restaurant ved universets mest absolutte udkant, hvilket de formår i slutningen, inden de pludselig går op for dem at en endnu mere deprimeret race har planer om at udradere universet, hvilket Arthur og Ford må redde i den tredje bog.

I den fjerde bog har Arthur på mirakuløs vis fundet tilbage til jorden – den blev ikke destrueret alligevel, men alt er dog ikke helt som det skal være – og han forsøger at forligne sig med at han har tilbragt 8 år i universet på kryds og tværs, alt i mens han forelsker sig.

I den sidste bog bliver en masse løse ender forbundet samtidig med at en del andre ting bliver præsenteret og efterlader os med en masse spørgsmål vi stadig godt kunne bruge nogle svar på.

Douglas Adams formår helt bestemt at skabe et univers uden lige. Hans sprog er lige til og man falder nhitchhikers-guide-to-the-galaxyemt væk i aparte forklaringer på hvad en Babel fisk er, hvorfor man skal holde sig fra visse afkroge af universet eller hvordan man får de bedste pladser til ’the end of the universe’ på restauranten der reklamerer med underholdning til det selskab. Adams’ fortællemetode er underholdende, men kan også blive en smule for forvirrende til tider. Ofte skete det at jeg glemte lidt at den reelle fortælling fordi jeg blev så fortabt i de andre små fortællinger der blev skudt ind fra højrebenet i form af input fra den ’rigtige’ guide, til trods for at det alt sammen er underholdende på hver sin måde.

Arthur Dent var jeg middelmådigt glad for – ofte var han så kær og fortabt at man bare havde lyst til at give ham et kram og sige, slap af, det skal nok gå alt sammen. Andre gange blev han så fortvivlet at jeg havde lyst til at skubbe ham mere ud over kanten for at han kunne komme ned på samme niveau som robotten Marvin. Marvin er absolut min favorit. Der er bare noget over en mekanisk robot som kan være så deprimeret som han formår at være hele vejen igennem. Selv efter han venter i flere hundrede år på at de kommer tilbage og henter ham, tager han det bare som en trist selvfølge at det var da klart at han ville blive glemt.

Det er svært for mig at anmelde den her uden at tænke på filmen. For skal jeg være ærlig tror jeg at jeg foretrækker filmen. Det bunder nok i at jeg havde svært ved at se mange af tingene for mig. Det var simpelthen for underligt for mig – og det siger ikke så lidt! – til at jeg kunne sætte mig godt nok ind i historien til at blive helt grebet af den. Derfor er det nemmere for mig at se filmen, hvor jeg også kan nyde den fabelagtige sammensætning af britiske skuespillere når de er allerbedst. Så hvis de er kæmpe sci-fi nørd og mangler en god lang bog til et par weekender i træk, så giv dig endelig i kast med bogen. Ellers kan man nok godt nøjes med at se filmen et par gange.

4-star

http://www.youtube.com/watch?v=X3i9PKbnRvo

Continue Reading

Spinatlasagne

Igen er det her en opskrift som jeg ikke kan huske oprindelsen på, men det er også mest fordi jeg tilpasser den stort set hver gang jeg laver den alt efter hvad jeg lige har i køleskabet. Uanset hvad, kan jeg love at det er en fantastisk opskrift som enhver der kalder sig vegetar skal prøve at lave. Selv kæresten (der er umådelig glad for bacon i alle slags former) nikker genkendende til denne opskrift og er ikke bange for at tage en portion mere.

Jeg kan huske første gang jeg lavede den, da fulgte jeg opskriften næsten slavisk og den blev simpelthen så lækker og cremet den her lasagne fordi der var så mange forskellige slags ost i – og her kan man selv bestemme hvor mange slags man vil og hvilke det skal være. Siden hen når jeg laver den følger jeg opskriften mindre slavisk og bruger meget af hvad jeg lige har ved hånde, og den bliver ved med at være lige så god som jeg husker.

Til lasagneplader brugte jeg oprindeligt almindelig pastaplader fra købepakken, men efterhånden er jeg begyndt at lave mine egne efter Jane Faerbers opskrift, som du kan finde her. De giver lasagnen en helt anden tekstur og gør den så meget mere lækker.

Når det kommer til fyldet starter du med at svitse et hakket løg og 2-3 fed hakket hvidløg i lidt olivenolie i en høj pande. Herefter tilsætter du omkring 450g frossen spinat og en grøntsagsbouillon som skal tø op sammen med spinaten under låg. Når det er tøet op tager du panden af varmen og lader den stå et minut imens du rører 2 æg sammen med 100g revet ost, som du så rører i spinatblandingen. Herefter samler du din lasagne med hjemmelavede lasagneplader, spinatblanding og 1-2 mozzarella kugler som du river i småstykker til at ligge mellem lagene. I den her version jeg lavede tilføjede jeg et enkelt lag af hytteost i lasagnen for at tilføje lidt anden smag. Om du vælger den nemme løsning som jeg har gjort her (igen fordi jeg lige havde en stående i skabet) med en købe mornay sauce eller du laver din egen bechamel sauce er jeg sikker på begge dele er lige så fantastisk i det endelig resultat. Drys gerne lidt ost på toppen til sidst så den bliver dejlig sprød i stedet for blød i ovnen. Så skal den bare passe sig selv i ovnen i ca. 35-40 minutter ved 200 grader.

Alt imens lasagnen bager færdig kan du rive lidt gulerodsråkost og snitte lidt cherrytomater som tilbehør. Hvis man er rigtig god og effektiv kan man stort set også nå at vaske op imens, og voila! Så er der serveret, velbekomme.

2014-05-18 18.54.05

Nu kan det godt være det ser lidt…. mærkeligt ud på billedet, men jeg lover at den altså smager fantastisk.

Continue Reading