To Write, or not To Write

Jeg vil vove at påstå at jeg måske er ene kvinde om at have den fetich (og nej, det er ikke noget skummelt bare fordi jeg kalder det en fetich) jeg nu vil fortælle om; jeg har en forkærlighed for notesbøger. Måske er det en afgren af min kærlighed til bøger der har transformeret sig til også at kunne forelske sig i bøger med blanke sider. Måske er det en forhåbning om at jeg selv en dag vil være så kreativ til rent faktisk at fylde siderne ud med noget fornuftigt og decideret brugbart. Jeg aner det ikke, men hvad end det kan være kan jeg næsten aldrig lade være med at gå forbi hylden med notesbøger i en hvilken som helst boghandel og lige se hvad de har – efter jeg har kigget de andre bøger og kogebøger igennem først.
De her notesbøger er mine absolutte favoritter for de er bare så smukke. Hver bog er udsmykket med udgangspunkt i en forfatter. Den røde er Charlotte Bronte (som er helt udfyldt), orange er William Shakespeare (som er halvt udfyldt) og den grønne er F. Scott Fitzgerald (som stadig venter på at få noget indhold). Jeg er så vild med dem at jeg bruger dem som en slags dagbog/mindebog med vigtige og større begivenheder i mit liv. Det begyndte da jeg købte den første (den røde) da jeg var på sommerskole i Edinburgh i 2010 og var den bedste måned jeg havde det år.
Det er kommet så vidt at jeg har lagt lås på mig selv med at købe flere notesbøger før jeg rent faktisk har fyldt dem ud jeg har i forvejen. For jeg har netop et mindre antal stadig tomme notesbøger der bare ligger og ser pæne ud, men ikke rigtig er til nogen nytte.
Den her forelskede jeg mig i fordi designet med de mange døre lidt ligner bøger. Jeg bruger den som forløbsplanlægger til min undervisning. På den måde er det nemt for mig at slå op og se hvor mange timer jeg har til rådighed til de forskellige forløb og hvad de decideret handler om.
Tit spekulerer jeg på om det er den dvælende forfatter i mig der lige stikker næsen frem i et håb om at få mig tilbage til skrivebordet (siden jeg var 16 – hvilket i skrivende stund vil sige 10 år – har jeg arbejdet på at skrive min egen roman, som stadig ligger på skrivebordet i halvfærdig tilstand) og udfylde alle disse pæne bøger. Håbet om at det pæne ydre skal kunne lokke mig til at skrive virker bare lidt spildt for tiden. Det eneste jeg føler jeg har energi til – hvilket har stået på de sidste par år – er at læse andres materialer (om det har været for studie eller fornøjelse er som sådan lige meget) og nu er det så kommet dertil hvor jeg er den der sidder og retter i andres skriverier, som gymnasielære vel at mærke. Så pusten bliver taget fra mig tit og ofte i processen med at rette flere dusin af elevers opgaver der både kan være forfriskende, men helt ærligt også til at ryste på hovedet af. Det er skræmmende nogle gange at læse en elevs opgave med tanke på hvad jeg forsøger at lære dem og opleve hvor meget der rent faktisk hænger ved. Hov, jeg kommer vist ud på et sidespor nu, tilbage til min pointe.
Kinabogen her var en afskedsgave fra mit studiejob da jeg havde fået jobbet som gymnasielære og jeg har egentlig ikke taget den i brug endnu. Om det siger noget om eleverne eller mig ved jeg ikke helt endnu. Den brune købte jeg billigt for en del år tilbage fordi den bare var så flot og rustik – jeg har endnu ikke besluttet mig for hvad den skal bruges til at dokumentere.
Som sagt har jeg ingen anelse hvor min fascination kommer fra, men om alt andet så har jeg en pæn lille samling at notesbøger til at pynte på mine hylder blandt de ’rigtige’ bøger. Her er bare et lille udklip af mine favoritter. Har du en mærkelig ting du samler lidt på?
Den sidste her var en jeg købte da jeg sidste forår besøgte Leavesden Studios: The Harry Potter Tour i London kort tid efter de åbnede. Jeg er så glad for den fordi den minder mig om mit besøg, min forkærlighed til Harry Potter og de måneder jeg tilbragte i London det forår. Måske er det også derfor den har ligget på hylden indtil nu uden indhold. Jeg har ikke kunne komme i tanke om noget der var ‘vigtigt’ nok til at blive blandet med de minder.
Det var først her til årsskiftet at jeg blev enig med mig selv om hvad jeg ville bruge den til – den skulle forevige andre gode minder, fra mange forskellige personer. Så jeg besluttede at den skulle fungere som min læsedagbog. Det skal forstås sådan at jeg fører en slags logbog over de bøger jeg får læst i løbet af året, for at jeg også kan holde styr på alle de bøger jeg læser for det bliver til en del i løbet af årene. Jeg noterer dem med titel, forfatter og en lille sætning der fortæller hvad jeg syntes om den. Jeg syntes det passer meget godt til det udseende notesbogen har med sine rustikke sider.
Continue Reading

Bridget Jones (Helen Fielding, 1996)

Det er så endnu en film som jeg har set utallige af gange og ELSKER (! Mest af alt på grund af Colin Firth!) så jeg tænkte det var på tide at få læst bogen. Jeg skal da love for at bogen skrider noget mere hurtigt og ukontrolleret frem i historien end man kender fra filmen, men selvfølgelig er der forskelle, det er der jo altid når bøger bliver lavet til film.
Det skal dog ikke ses negativt at bogen skrider så hurtigt frem i plottet, det gør blot at man i sidste ende hepper mere på Darcy og Bridget skal finde sammen og man tænker om og om igen at Bridget da ikke kan blive ved med at opføre sig så idiotisk som hun gør. Men det gør hun! Og det er det der er så fabelagtigt ved hende; hun er en helt almindelig kvinde som vi andre kan forlige os med. Hun bliver også deprimeret over at have spist en hel æske chokolade fordi så har man indtaget alt for mange kalorier. Hun har også ligget vågen hele natten og bekymret sig over hvorfor hun er så uattraktiv og hvorfor i alverden hun ikke har fundet en kæreste endnu – hvilket hun da også bliver påmindet om igen og igen af hele sin familie og omgangskreds.
Jeg hørte bogen som lydbog og den varede ikke mere end et par timer og umiddelbart vil jeg heller ikke tro den vil tage mere end en dag at komme igennem fysisk fordi historien bare flyver sådan af sted. Man begynder at holde mere og mere af Bridget og hendes tossede udfoldelser og man begynder at blive ligeså irriteret på hendes forældre som hun selv er. At høre bogen som lydbog var lidt som at Bridget selv stod og fortalte mig hendes pinlige historie, hvilket bare gjorde den mere fornøjelig.
Dog tror jeg alligevel at jeg vil foretrække filmen i fremtiden, ikke mindst på grund af Colin Firth som sagt, men Hugh Grant skal vi jo heller ikke kimse os over. Og så er slåskampen mellem de to til sidst i filmen da bare højdepunktet (og endnu bedre bliver det i 2eren hvor de gør det i springvandet!).
Continue Reading

About A Boy (Nick Hornby, 1998)

about-a-boy-book-cover
Selvom jeg har set filmen mange gange er det først nu jeg har fået taget mig sammen til at læse bogen, det var i forbindelse med arbejde hvor vi skal arbejde med bogen og jeg tænkte at det ville være smart at jeg fik den læst i tilfælde af spørgsmål der måtte opstå som jeg eventuelt ikke ville kunne svare på.
Jeg blev overrasket over hvor nem bogen var at læse, måske var det fordi jeg på forhånd var godt inde i de forskellige personer fra alle de gange jeg har set filmen. For det tog ikke mere end de første to kapitler og så vidste man en hel del om både Marcus og Will. Det tror jeg faktisk også man ville kunne læse sig frem til mellem linjerne selvom ikke har set filmen, for den første håndfuld kapitler fortæller en hel del om dem begge og det liv de udfolder sig i.
I det hele taget er der meget få personer i About A Boy som man ikke ville syntes om. Måske er man lidt stødt over Will i begyndelsen af bogen og hans skumle planer om at møde damer, men som Marcus tvinger sig ind i hans liv begynder de jo begge at ændre sig og man kommer bare til at holde mere og mere af dem. De eneste personer som man syntes mindst om – for at sige det på en pæn måde – er de enkelte ret små bipersoner i form af kærester og veninder af Fiona, Marcus’ mor. Men selvom de kun figurerer i små portioner af historien kan man ikke lade være med at sympatisere med dem. Den eneste der reelt er træls det er Marcus far. Jeg blev overrasket over at han rent faktisk var med i bogen, for det er han jo ikke i filmen. Og jeg skal være ærlig at sige at historien fungerer fint uden ham. På en måde syntes jeg faktisk den er bedre uden Marcus’ far fordi det gør det forhold han udvikler til Will meget mere virkeligt og troværdigt.
Jeg vil gætte på de fleste folk har set filmen, men ikke læst bogen og det syntes jeg faktisk er en skam nu hvor jeg selv har læst den. Jeg kan derfor varmt anbefale About a Boy til alle der kan bruge en hurtiglæst bog som man ikke kan lade være med at smile af.
Continue Reading

Marina (Carlos Ruiz Zafon, 1999/2013)

Seneste skud på stammen fra Carlos Ruiz Zafon er en af de sidste af hans ungdomsromaner som jeg endnu ikke havde fået læst. Nu siger jeg seneste, det skal selvfølgelig forstås som seneste af hans bøger som jeg har anskaffet mig, for Marina som den hedder, var så vidt jeg kan forstå en af de første bøger han skrev i sin tid.
Han har skrevet en del ungdomsromaner som alle handler om at vokse op selvfølgelig, men ingen af dem har behandlet emnet så alvorligt som Marina gør. Døden som emne og at det påvirker os alle er meget mere til stede i denne historie og ikke altid på en så pæn måde.
Oscar Drai begynder historien ved at bryde ind i et tilsyneladende forladt hus og kommer tilfældigvis til at stjæle et værdigfuldt ur fra husets ejer. Hans dårlige samvittighed får han til at vende tilbage og returnere uret hvorved han lærer den lille familie i huset at kende, en familie som skal vise sig at påvirke resten af hans barndom, som også forsvinder hurtigere og hurtigere idet han vikler sig mere og mere ind et det eventyr Marina tager ham med på.
Marina er som sagt en rigtig god fortælling om at lære sig selv at kende og finde sine grænser og hvad der er vigtigst for en i livet. Den er livsbekræftende på flere niveauer samtidig med at den er sørgelig og ulykkelig på andre niveauer.
Jeg vil ikke sige det er Zafons bedste roman set ud fra hele hans samling – det mener jeg stadig Vindens Skygge er, men det er dog en af hans bedre ungdomsromaner. Alligevel tror jeg ikke det er en jeg vil genlæse lige med det samme, der kommer nok til at gå nogle år (mest af alt fordi der bliver ved med at komme andre, nye, spændende bøger tilføjet til min bogreol).
Continue Reading

One Chance

På Januars sidste dag i går gik kæresten og jeg i biografen, som vi nu gør engang imellem, denne gang som en del af Biografklub DK. Det er første år vi er med i Biografklub DK, men jeg kan varmt anbefale det. Indtil videre er jeg blevet positiv overrasket over Spies og Glistrup, Diana, Sorg og Glæde og i går også over One Chance. Umiddelbart er det ikke nogle film jeg selv ville kunne finde på at tage ind at se hvis jeg ikke havde været med i Biografklub DK, men det viser bare hvor godt det er at være medlem, fordi man lige pludselig får nogle filmoverraskelser man ellers ikke ville have fået.
One Chance er den biografiske fortælling om operasangeren Paul Potts. Bare ved den sætning er det ikke just en film der skriger på et publikum at nogen som helst art efter min mening, jeg mener en film om Paul Potts, hvad kan den lige finde på at bidrage med? En hel del viste det sig i går. Endnu en gang blev jeg gevaldigt positivt overrasket over en film jeg ikke havde sat de store forventninger til. Jeg både grinte og græd flere gange i løbet de 103 minutter filmen varer.
Morgenmad hos familien Potts – Mor (Julie Walters) serverer for Paul (James Cordon).
Jeg skal huske at sige at jeg da også gik ind til filmen med den indstilling at det ikke var Paul Potts’ livshistorie jeg skulle ind og se en film om, men ’bare’ en god fiktionshistorie. Jeg tror det var det der gjorde udspillet for mig, ganske vist vidste jeg intet om Paul Potts’ liv, men den indstilling gjorde at jeg ’bare’ så en rigtig god film som både bød på romantik, komedie, gåsehudsscener (på den gode måde), livsbekræftende scenarioer og helt igennem bare en rigtig god film om at finde sig selv og gå efter sin drøm.
Første date med Julz (Alexandra Roach).
Aldrig har jeg hørt dog mage til en mand så uheldig som Paul Potts! Mobning hele vejen fra barn til voksen, blindtarmsbetændelse, kræftknude i halsen og stor bilulykke der brækkede næsten alle hans knogler. Alligevel, på trods af alt det og utrolig mange nedture formår Hr. Potts at nå hele vejen til toppen i Britain’s Got Talent hvor han jo som bekendt blev opdaget. Det skal ikke mindst tilskrives først hans mor og senere hans hustru, Julz og det viser hvor fantastisk og stabil en familie Hr. Potts har omkring sig til at støtte sig.
En helt almindelig dag i Carphone Warehouse med chefen/vennen (MacKenzie Crook).
Jeg kan ikke snakke om One Chance uden at snakke om James Cordon i hovedrollen. Han var endnu en grund til at jeg med glæde satte mig i det bløde sæde for at se filmen. Jeg syntes James Cordon er en fabelagtig skuespiller og han formår at spille lige så godt i såvel seriøse og rørende scener som de komiske man ikke kan undgå når han er med. Derudover er der ikke at forglemme Julie Walters som Hr. Potts’ mor, den overstøttende forældre sat overfor den mindre opmuntrende forældre i form af Colm Meaney. De to har et rigtig godt samspil som ofte udfolder sig i komiske scenarioer, ikke mindst til Pauls og Julzs bryllup. Nå jo, og MacKenzie Crook som den sløve, men rigtig gode ved til Paul.
Det store øjeblik i Britain’s Got Talent.
Alt i alt er One Chance faktisk en ganske god film som jeg godt kunne overtales til at se igen på et senere tidspunkt. Ikke nødvendigvis en tur mere i biografen, men når den engang kommer i butikkerne. Ikke mindst på grund af de rørende og gåsehudsagtige øjeblikke hvor Paul synger.
Forrige anmeldelse: Frozen
Næste anmeldelse: Klassefesten
Continue Reading

The Lunar Chronicles (Marissa Meyer, 2012+2013)

Som det sikkert senere vil bliver gjort tydeligt, så er jeg lidt af en eventyr entusiast. Det startede sidste forår da jeg skulle skrive mit speciale, som jeg valgte at skrive om eventyrets modernisering, og i den forbindelse blev jeg helt bidt af genren og jeg har siden læst jeg ved ikke hvor mange genfortællinger af de gode gamle klassiske eventyr vi alle kender fra vores barndom.
En serie som jeg faldt over og som har gjort et kæmpe indtryk hos mig er Marissa Meyers Lunar Chronicles. Det vil ende med at blive en serie af 4 bøger og med den 3 lige rundt om hjørnet til at blive udgivet syntes jeg at en anmeldelse af de to første vil være på sin plads, så I ikke er helt på bar bund når min anmeldelse af 3 bog kommer indenfor de næste par uger. Nu skal I ikke gå og tro at den her serie er endnu en fantasiløs genfortælling af de  kendte eventyr som vi allerede kender. Tværtimod! Selvom vi kan genkende de originale eventyr så er de ikke i nærheden af hvordan vi lærte dem at kende som børn.
The Lunar Chronicles begynder med bog 1 (Cinder – som er baseret på Askepot eventyret, heraf navnet Cinder som skal linke til originaltitlen Cinderella) hvor vi møder den unge pige Cinder, som man hurtigt finder ud af ikke er helt som de andre piger. Hun er nemlig halvt cyborg og vi møder hende i en verden som tidsmæssigt befinder sig et antal år efter 4. Verdenskrig. Verden er nu blevet så videreudviklet at folk ikke kun bor på jorden, nej nu kan de også bo på månen (dog er de lokale Lunar folk ikke altid så venlige, og ikke mindst deres dronning, som er meget forhippet på at blive dronning over jorden også. Det skal også nævnes at Lunar folket har evner til at manipulere almindelige jordfolk med deres tanker) og forholdet mellem de to steder er noget anspændt.
Begivenhederne vil have det at den unge Cinder bliver viklet ind i et royalt komplot hvor hun prøver med al sin vilje at hjælpe den nykronede konge (efter den gamle konge lige afgik ved døden). Hvad ingen vidste, var at begivenhederne ville føre til konflikter som senere kunne resultere i krig mellem de to ’lande’.
I bog 2 (Scarlett – som er baseret på Den lille rødhætte, som du sikkert også kunne gætte fra titlen) møder vi Scarlett som leder efter sin bedstemor. Politiet har opgivet eftersøgningen, de er overbevist om at bedstemoderen blot stak af, men Scarlett er overbevist om at noget ikke er som det skal være. Hun slår sig sammen med den lettere bryske Wolf (ironisk navn, og man kan tydeligt se eventyrinspirationen i den her sammenhæng) for at finde sin bedstemor. I deres søgen støder de på Cinder, som nu er på flugt fra myndighederne, og flere sandheder kommer til overfladen som gør hele situationen meget mere anspændt.
Det som umiddelbart lyder som en politisk magtkamp er så meget mere end det. Historien er spændende og handlingen tager fart lige fra første side. Jeg kan ikke huske hvor hurtigt jeg læste mig igennem begge bøger, mest af alt fordi det ikke var særlig lang tid netop fordi de var så gode at jeg næsten ikke kunne ligge dem fra mig. Som historien udfolder sig bliver man bare viklet mere og mere ind i den her verden, som er meget godt skruet sammen og jeg blev mere og mere glad for de forskellige karakterer. Det er et univers der er originalt i sin opfindelse mens det har det gamle element i de originale eventyr – en sublim kombination. Det er svært at finde noget at sammenligne serien med fordi den er så særpræget i sin genre. Det eneste dårlige jeg kan sige om historien er forudsigeligheden i de forskellige romancer – det er mest fordi vi jo kender eventyrerne og derfor kan gætte os til hvem der finder sammen med hvem, men det er en mindre detalje som jeg ikke vægter særlig højt.
Cress (bog 3.) der udkommer den 4. februar! 🙂
Og nu skal jeg så ikke vente særlig længe på at bog 3 kommer. Der er ikke mere end et par dage til, så er det bare et spørgsmål om hvornår Amazon/posten vil levere den til mig. Yderlige skal jeg også lige finde tid til at læse den, jeg håber ikke jeg skal gemme den til vinterferien, jeg er ikke sikker på jeg kan vente så længe. Bog 3 (Cress) er baseres på Rapunzel, som er et af mine yndlingseventyr og den sidste bog i serien (som først kommer til næste år!), Winter, skal siges at være baseret på Snehvide. Ih altså hvor jeg glæder mig!
Continue Reading

Pulled Chicken på Tortilla

I dag stod den på en lidt anderledes aftensmad, og hermed mener jeg semi-nyt og desværre ikke 100% en succes. Jeg havde fundet en opskrift i et af de nye magasiner jeg er begyndt at føre (Mad & venner) som jeg syntes så helt vildt lækker ud på billedet, men som vi alle ved så bliver det aldrig som på billedet når man selv laver det.
Menuen bestod i Tortillapandekager med mangosalsa og pulled chicken (hvortil der også skulle laves noget der hedder molesauce).
Vi har indtil i dag kun prøvet pulled pork, men jeg må sige at pulled chicken i sig selv også er ganske velsmagende. Det var så heldigt at Netto havde tilbud på Jensens pulled chicken pakker til 35 kr, så det kunne ikke være nemmere; det skulle bare passe sig selv i ovnen, mens jeg lavede resten.
Det færdigrevet Pulled Chicken, nam!
Molesaucen blev lavet ved at tør riste en håndfuld tortilla chips på panden som blev sat til side. Herefter ristede jeg et løg og et par fed hvidløg på panden i noget olivenolie. Begge dele blev hældt i en blender sammen med en chili, 2 spsk cremet peanutbutter og en smule oregano. Det blendes sammen med ca 4-4½ dl kyllingefond (eftersom jeg ikke havde kogt noget kylling, kogte jeg bare noget vand og udblødte en kyllingebouillon deri). Når det var blevet blendet til en passende cremet masse blev det sat til at simre i en lille gryde mens jeg lavede mangosalsaen.
Mangosalsaen bestod af en mango, et rødløg, 4-5 tomater som blev skåret i mundrette bider og blandet sammen. Her klemte jeg en halv lime ud over efter at have tilsat en lille dåse majs (det der svarer til omkring 100 g). Det hele blandes sammen og til sidst blandes der også en dåse bønner i. Ifølge den opskrift jeg havde fundet skulle det være sorte bønner, men jeg havde købt røde fordi det normalt er dem vi spiser og det fungerede også helt fint.
Mangosalsaen.
Så vendte jeg tilbage til molesaucen (som jeg samtidig gik og rørte lidt rundt i) hvor jeg som det sidste tilføjede ca. 90 g mørk chokolade (opskriften sagde 90%, men jeg havde kun 70% kakaochokolade liggende i skabet) og så var det også klart.
Molesaucen som ligner noget…. Ja… Bedøm selv.
Som ekstra tilbehør til den samlede ret havde vi creme fraiche (som viste sig at være overflødig), alm. Salsa, en hjemmerørt guacamole (man kan også nøjes med ren avocado i pæne skiver, men eftersom kæresten kun kan finde ud af at spise avocado når den er most til guacamole blev det i den udgave), revet cheddarost og noget grofthakket salat med lidt forårsløg i.
Salat med lidt forårsløg.
Sammensat blev en portionsanretning noget større end man lige havde set sig for øje, og både jeg og kæresten var mætte efter en tortilla med fyld. Det hele smagte som sådan okay, måske lige med undtagelse af den der molesauce. Det var lidt af en underlig smagsoplevelse. Den havde en lidt mærkelig cremet, men blød konsistent mens den smagte meget sødt at chokolade til trods for at det jeg havde puttet i ikke var nær så højt i chokoladeindhold som der skulle i efter den rigtige opskrift. Så det så vi os nødsaget til at smide ud efter vi havde spist (og skal jeg være ærlig så det heller ikke særlig appetitligt ud, mest af alt lignede det noget, ja.. Det kan du jo selv bedømme). Resten derimod smagte rigtig godt fordi det var så bredt i smag og fordi der var så meget forskelligt at smage af. Man behøver jo ikke at blande det hele i sin tortillapandekage som vi gjorde, man jeg jo vælge og vrage hvad man nu lige lyster.
Hele menuen sammensat og så er det bare at spise til mange bliver mæt, hvilket kun kræver en portion.
Under alle omstændigheder var det i hvert fald sjovt at prøve og det er med sikkerhed ikke sidste gang at vi prøver pulled chicken!
Continue Reading

Klokkeren fra Notre Dame (Victor Hugo, 1831)

 
I de seneste par år har jeg sat mig selv den udfordring at læse så mange af de gamle klassikere som muligt og nu har jeg endelig fået kæmpet mig igennem Klokkeren fra Notre Dame.
For jeg skal da ikke være bange for at indrømme at det var lidt af en kamp at komme igennem den tykke bog. Jeg gik egentlig i gang med bogen i den tro at det ville være lige så nemt som nogle af alle de andre klassikere jeg har spist mig igennem, og det er nok mest fordi jeg tænke på historien fra Disneys udgave (endnu et bevis på hvordan Disney ødelægger vores opfattelse af ellers god litteratur). Der gik dog ikke lang tid eller mange kapitler før jeg hurtig indså at bogen ikke var noget som helt lig Disney filmen.
Allerede i løbet af de første kapitler bliver man præsenteret for mange flere karakterer som jeg ikke kunne genkende og det forvirrede mig lidt fordi bogen også kommer med så mange små sidehistorier, som sikkert skal forestille at bidrage til historien, men for mig gjorde de det stik modsatte. Victor Hugo formår at presse utrolig meget information om Paris og dens udsmykning ind i historien at man somme tider nemt kan springe et kapitel over og stadig følge med i historien, netop fordi han har brugt et helt kapitel på at beskrive Notre Dame kirken. Og jo, den spiller selvfølgelig en stor rolle i historien, men så mange detaljer er der vel heller ikke brug for. Derudover bidrager mange af de her ekstra karakterer ikke synderligt til det deciderede plot. Der er måske 2 eller 3 af de her bi-karakterer der rent faktisk har en indflydelse på historiens udspil, ellers er det bare en forfærdelig masse snik snak om mennesker man faktisk er lidt ligeglad med.
Fordi når man først bliver fanget af Quiasimodo og Esmeralda og deres liv begynder man at blive mere og mere ligeglad med alle de andre og man er blot mere spændt på at se hvad det ender med. Jeg troede da også at jeg vidste hvad historien ville ende med, men der fik jeg mig også en pæn overraskelse. Endnu engang blev det bevist hvor meget Disney vender og drejer og sommetider forvrænger de originale historier så voldsomt for at tilpasse deres søde og ’happy-ever-after’ opskrift at de nogle gange helt kan skubbe de originale historier til side efter de har taget højdepunkterne. Misforstå mig ikke, jeg elsker Disney, men er samtidig tit rystet over hvor meget de vrider de originale historier.
Den tragiske slutning som den originale Klokkeren fra Notre Dame giver mig et helt andet synspunkt på historien og jeg tror jeg vil vente lidt før jeg sætter mig til at se Disney udgaven igen.
Continue Reading

‘Sunde’ Cupcakes med Gulerødder

Her forleden bagte jeg en portion gulerodcupcakes. Til dels fordi kæresten forleden aften lovede min bageevner væk til svigermor til et familiearrangement – hvor jeg vel og mærke skal bage gulerodskage – og del fordi jeg blev enig med mig selv om mine elever ikke skulle snydes.
Forklaring: Et af mine elevhold på arbejde skulle opdeles i to hold i en af mine timer og konkurrere mod hinanden hvor jeg havde lovet flødeboller til vinderholdet. Da jeg gik fra timen begyndte jeg at tænke at det ville være synd for taberholdet at de skulle sidde med lange næser efter vinderholdet der så ville smæske sig flødeboller. Fordi jeg alligevel havde en æggehvide til overs og skulle lave lidt kransekager af det, besluttede jeg mig for at bage en lille portion cupcakes. Det blev til gulerodcupcakes fordi jeg syntes det skulle være bare en smule sundt.  Vinderholdet skulle så have lov til at vælge om de ville have hjemmebag eller flødeboller.
Det var lidt improvisation at det blev gulerodcupcakes – jeg stod i Netto og forsøgte at huske hvad jeg havde hjemme i skabene og hvad jeg skulle handle ind, alligevel måtte jeg ringe hjem til mor for at sikre mig. Det er nemlig også en opskrift jeg har fra min mor, som jeg er ret sikker på har den fra sin mor. Så man kan vel sige det er lidt af en arveopskrift og den er som sådan simpel nok.
Hovedingridienserne; gulerod og rosiner.
Til en portion til ca. 12-14 cupcakes (eller en alm. springform på ca. nogle og 20 cm) skal du starte med at piske 2 æg med 100 g farin og 1 dl majsolie (eller solsikkeolie, det skal bare være en neutral olie) i 3-5 minutter til det er godt blandet. Herefter blander du de resterende ingredienser i – 150 g mel, 1 tsk. vanilje sukker, 2 tsk. kanel, 1 tsk. bagepulver, ½ tsk. natron, 200 g fintrevne gulerødder og 1 dl rosiner. Jeg venter altid med at vende rosiner i til sidst, piskeriset/røremaskinen kan ikke altid håndtere de hårdføre rosiner så let som alt det andet, og så bliver bagepulveret/natronen heller ikke rørt for meget ud.
Den sammenrørte dej i formene – det er altid nemmere med en muffinbageform.
Fordel så dejen i cupcake formene eller udvalgte springform. Cupcake formene skal ikke fyldes helt op, ca. ¾ fordi de hæver en hel del med både bagepulver og natron i. Sæt kagerne i en kold ovn som du derefter tænder på 175 grader. Kagerne skal bages et sted mellem 30 og 45 minutter. Det kommer for det første an på om det er cupcake form eller springform du bager i. Hvis det er springform skal du tættere på de 45 minutter, hvis det er cupcakes er det tættere på de 30 minutter, men det er også bedst at kigge lidt til dem løbende og stikke en træpind i for at se om de klistrer – når de ikke klistrer, er de færdige.
De færdigbagte cupcakes, inden pyntning.
Jeg pynter altid med en simpel flødeost-frosting som jeg laver med natural Philadelphia blandet med flormelis. Jeg har ikke nogen portionsmåling dertil fordi jeg altid laver det af hvor meget jeg nu har tilbage i køleskabet og smager så i løbet af piskningen hvor meget flormelis der skal i.
For at give dem lidt ekstra til det her hold elever improviserede jeg lidt fint pynt til topping. Jeg dyppede blot en valnød i lidt mørk chokolade som jeg lod størkne før jeg dekorerede selve cupcaken.
Færdigbagt og færdigpyntet, så er det bare at spise.
At dømme efter modtagelsen hos mine elever var de lidt et hit – flere af pigerne hev deres telefoner frem og fra hvad jeg kunne høre blev billederne straks smidt ud på instagram. Det skal siges at det her er en klasse der er meget glad for kage og har haft utrolig meget kage med til lige præcis mine timer. Det blev da også pointeret i dag, selvom jeg sagde at det jo var første gange jeg havde kage med – men ikke sidste! Blev der så råbt. Så jeg vil udlede at mine kager var et hit, og med det faktum at det er den kage min svigermor altid sukker efter når de kommer på besøg vil jeg sige at det er en rigtig god klassiker. Du kan jo selv prøve om den bliver lige så populær hjemme hos dig.
Continue Reading

The Universe versus Alex Woods (Gavin Extence, 2013)

 
A rare meteorite struck Alex Woods when he was ten years old, leaving scars and marking him for an extraordinary future. The son of a fortune teller, bookish, and an easy target for bullies, Alex hasn’t had the easiest childhood.
(Tekst fra Goodreads)
– – – – – – – – – – – – – – — – – – – – – – –
Det er beskrivelsen af Alex Woods, en lidt ekstraordinær 10-årig dreng hvis liv pludselig tager en drastisk drejning. Bogen begynder in media res lige efter Alex er vendt tilbage fra Schweiz efter at have hjulpet sin ældste ven med et besværligt valg. Han bliver stoppet ved grænsen med en kæmpe pose pot i handskerummet og herefter ruller historien ud af siderne, selvfølgelig med begyndelsen først. For som Alex forklarer er der egentlig ikke bedre steder at starte – dog vælger han ikke at fortælle om da han blev undfanget, nej han springer lidt længere frem i tiden.
Herefter følger en masse gode kapitler med underholdende historier om den lettere mærkelige dreng som Alex selv indrømmer han er. Det at han selv ved at han er mere unormal end så mange andre drenge på hans alder gør bare historierne desto mere bedre.
Selve stilen af bogen er rigtig god og fængende, jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig flere gange og havde hele tiden lyst til at læse videre. Hele historien hænger rigtig godt sammen og Alex fungerer fantastisk som fortæller med alle sine indskudte detaljer om hvad end der lige falder ham ind. Man skulle tro det ville ødelægge historien med alle de ekstra minihistorier, men jeg syntes bare de tilføjede lidt ekstra ’spice’ til det hele. For på trods af at de små historier ikke nødvendigvis hænger 100 % sammen med den overordnede historie så er de stadig så små så man ikke glemmer den overordnede historie mens man stadig kan føle sig underholdt af de små detaljer.
Alex Woods er en rigtig god ’feel good’ historie om at finde sig selv og sin plads i verdenen. Den er lidt i samme stil som Perks of Being a Wallflower; det er en ungdomsroman som har de lidt mere alvorlige emner i centrum og ikke bare hvem er forelsket i hvem. For en gangs skyld er der en ungdomsroman der ikke bare handler om den svære forelskelse (mest af alt fordi Alex ikke har skyggen af viden om det modsatte køn), men man bliver sat til at tænke over tingene. Samtidig inkorporerer den en masse informationer om alt muligt fra den verden vi kender fra dagligdagen som vi pludselig kommer til at tænke noget mere over, mens vi bliver lettere bombarderet med andre informationer om fysik, astronomi og ikke mindst forfatteren Kurt Vonnegut (som jeg nu vil se om jeg kan finde ud af lidt mere om, fordi de bøger af hans der bliver beskrevet – og det er næsten alle hans bøger – lyder også både spændende og underholdende).
Alt i alt en rigtig god debutroman fra Gavin Extence.
Continue Reading