Skyggernes Spil (Mette Bundgaard Laursen, 2014)

21922915Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet

Kate tager med Noah til Caldera. Ifølge Profetien er det kun hende, der har kraften til at fordrive den onde Naphal og skabe fred i galaksen. Hun går derfor i gang med at træne, så hun kan blive den superhelt, de alle sammen håber, hun er. Superkræfterne er dog ikke sådan lige at lokke frem, og Kate er på nippet til at opgive det hele. Men så bliver hun kidnappet af Naphal.

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

I bog nummer to kommer vi lidt ud i rummet; Kate tager med Noah med den plan at hun skal være hende fra Profetien der skal redde universet fra den inkarnerede ondskab som er Naphal. Tingene går bare lidt skævt lige fra start og man venter bare på at Kate skal blive udsat for den kidnapning som bogens beskrivelse lover. Optakten dertil er en smule tam og består mest af alt i en slags overdådig rundvisning af alt det prætentiøse Noah kan diske op med.

Jeg vil være ærlig at sige at min mening har vendt sig stort set helt på en tallerken. Hvor jeg i først bog knuselskede Noah for hans manglende fornemmelse for sarkasme og opofrelse overfor Kate og den måde han forgudede hende og bare var helt igennem sød, gik han mig forfærdeligt på nerverne i den her bog. Jeg brød mig slet og ret ikke særlig meget om ham. I den her omgang er Noah så forhippet på at få sin Profeti til at gå i opløsning at alt andet bliver tilsidesat og han fremstår desværre som utrolig egoistisk.

Som stik modsætning til ham kommer lige pludselig den her inkarnerede ondskab som skal forestille at være det mest brutale væsen i universet, og i stedet vil han bare gerne underholdes lidt fordi han keder sig midt i al sin galaksebesættelse. Naphal som den inkarnerede skurk gav mig fnidder til at starte med. Det var mest af alt fordi han jo var blevet blæst op til at skulle være den her superskurk, så da han kidnapper Kate og beder hende underholde ham med ordlege som en del af deres aftale sad jeg godt nok med noget af en opgivende følelse ved den her bog. Alligevel er jeg glad for at jeg læste videre for den Naphal der udfolder sig i resten af bogen viser sig at være et rigtigt menneske med oprigtige følelser, der bare gerne vil anerkendes for hvem han rent faktisk er.

Noah og Naphal er så konsekvente modsætninger at det ikke kan undgås at der skabes en vis form for ’Edward vs. Jacob’ stemning. Det var sjovt nok den her problematik jeg blev ved med at tænke tilbage på hele bogen igennem som Kate oplever mere af Naphals menneskelig og mere af Noahs egentlige personlighed. Det faktum at det tager Kate en hel bog som denne at indse de ting hun gør, kan jeg ikke helt forholde mig til. På den ene side har jeg den holdning at sådan er det jo ikke i virkeligheden, men på den anden side tænker jeg at den er imaginært og det lige præcis er den slags følelsesforvirringer teenage pigerne er helt tossede med.

Igen vil jeg mene at den her bog er fejlkategoriseret. Mette Bundgaard Laursen formår på fantastisk vis at indkapsle mange af de hormonelle frustrationer som jeg er sikker på en hel del unge piger går rundt og kæmper med. Den evindelige indre kamp med sig selv om hvem man er og hvad man skal gøre med sig selv kan mange helt sikkert genkende. Så selvom den her sammen med resten af serien er blevet markedsført som en science fiction trilogi, vil jeg mene at den stadig ’bare’ skal katalogiseres sammen med resten af de følelsesladede ungdomsromaner der har spørgsmålet om den store kærlighed i centrum.

Plot-mæssigt kan jeg ikke lade være med at forudsige lidt hvordan det hele ender. En genfortolkning af den så omtalte Profeti kan jo læses på mange måder. Her hjælper det heller ikke at der var en del ting i bog nummer to her, der var så åbenlyse at det ikke overraskede mig det mindste på trods af det tydelige forsøg på at lave et dramatisk plot-twist. Det er derfor også med blandede meninger at jeg håber mine gisninger bliver modbevist samtidig med jeg også gerne vil se mine gisninger blive indfriet.

3 star

Continue Reading

10 Random Facts #About Me

Efter at have blogget en del inden for det sidste – næsten – halve år, syntes jeg at det vist er ved at være på tide at jeg deler lidt information omkring mig selv, udover det i selv har kunne læse jer til i forbindelse med de diverse ting jeg nu skriver om, så I kan få yderligere et indtryk af hvilken slags blogger jeg er.

  1. Jeg er noget af en grammatiknørd (måske en smule begrænset til engelsk grammatik) og det er så ’galt’ at jeg har afsværget visse kørerskoler på grund af at de ikke kan finde ud af forskellen på dansk og engelsk ejefald, og jeg kan hidse mig utrolig meget op når folk overforbruger engelsk i almindelig dansk, jo ganske vist gør jeg det selv, men jeg er også fag-skadet.
  2. På trods af at jeg har levet næsten 85 % efter LCHF levestilen siden sidste sommer, tror jeg aldrig jeg kommer til at gøre det 100% af den simple grund at jeg elsker chokolade.

    2014-05-22 20.42.33

  3. Jeg elsker at læse, og er for længst holdt op med at føre regnskab over hvor mange bøger jeg har læst – dog er jeg på det seneste blevet noget hooked på goodreads, så nu kan jeg følge lidt med i hvor meget jeg læser og har læst. Jeg har også en ide om at jeg skal have overført nogle af mine anmeldelser fra min tidligere engelske blog til min nuværende blog, det kræver bare lidt oversættelser hist og her, så et mindre sommerferieprojekt måske.
  4. Jeg elsker at skrive – på et tidspunkt var det bare ikke nok for mig at læse og så begyndte jeg selv at skrive. Da jeg var 16 år begyndte jeg at skrive min egen roman, den ligger stadig i skuffen og jeg arbejder stadig på den. Dog er jeg begyndt at dele kapitler lige så stille med jer her på bloggen. Det er så lige når jeg ikke har for travlt med arbejde til at finde tid til at skrive på den.
  5. Til trods for at da jeg startede på Universitet for snart 6 år siden (!) svor at jeg i hvert fald aldrig skulle være gymnasielærer (det var i værst tilfælde min plan å, når alt andet var prøvet), er jeg i dag alligevel endt som gymnasielærer, og jeg er faktisk utrolig glad for det (nogle gange overrasker jeg stadig mig selv ved at indrømme det).
  6. Jeg elsker at rejse og prøver ihærdigt i hvert fald mindst en gang om året at komme uden for landets grænser – jeg har en vis præference overfor London og Edinburgh, hvor sidstnævnte føles som mit andet hjem, efter at have tilbragt en måned på sommerskole i Edinburgh i 2010 er det næsten altid som at vende hjem når jeg er på miniferier der.
  7. Jeg har en indre Monica Geller som jeg til tider slipper løs, og så kan jeg love at alt bliver vendt og gjort rent. Hvis jeg havde en etiketmaskine ville jeg sikkert også overforbruge den – ellers kan jeg også være ret doven hvad rengøring angår.
  8. Jeg er A-menneske. Jeg foretrækker at stå tidligt op så jeg rent faktisk kan nå at få lavet noget i løbet af dagen, men jeg holder da også af at sove længe engang imellem, men hvis vækkeuret ringer, er jeg den første til at stå op. Jeg dur ikke til den der snooze-knap, medmindre uret er slået helt fra.
  9. Jeg elsker at få post – og her mener jeg rigtig gammeldags post. Jeg syntes det er synd at stort set al korrespondance mellem folk nu til dags skal foregå over e-mail, selvom jeg også selv er tilbøjelig til at sende flest mails end rigtig post. Derudover syntes jeg også bare at priserne på frimærker bliver ved med at stige, hvilket højst sandsynlig også har noget at gøre med at folk blive mere og mere afskrækket ved tanken at sende ’rigtig’ post.
  10. Jeg er hvad man kan kalde en TV/film tudeprinsesse. Ved visse ting jeg ser i film eller TV skal der ikke meget til før kæresten sidder og griner af mig fordi tårerne stødt triller ned af kinderne på mig. Disney er en sikker vinder for at fremtrylle tårer hos mig. Ofte skal der ikke så meget til, det er sågar sket at vi bare lige ser slutningen af noget og selv det kan jeg græde til uden at have set hele programmet.
    2014-05-22 20.43.07
    2014-05-22 20.43.27
Continue Reading

The Ultimate Hitchiker’s Guide to the Galaxy (Douglas Adams, 1978-92)

6a00c22527999b549d00c22527bc8d549d-500piThe Hitchhiker’s Guide to the Galaxy
Seconds before the Earth is demolished for a galactic freeway, Arthur Dent is saved by Ford Prefect, a researcher for the revised Guide. Together they stick out their thumbs to the stars and begin a wild journey through time and space.

The Restaurant at the End of the Universe
Facing annihilation at the hands of warmongers is a curious time to crave tea. It could only happen to the cosmically displaced Arthur Dent and his comrades as they hurtle across the galaxy in a desperate search for a place to eat.

Life, the Universe and Everything
The unhappy inhabitants of planet Krikkit are sick of looking at the night sky — so they plan to destroy it. The universe, that is. Now only five individuals can avert Armageddon: mild-mannered Arthur Dent and his stalwart crew.

So Long, and Thanks for All the Fish
Back on Earth, Arthur Dent is ready to believe that the past eight years were all just a figment of his stressed-out imagination. But a gift-wrapped fishbowl with a cryptic inscription conspires to thrust him back to reality. So to speak.

Mostly Harmless
Just when Arthur Dent makes the terrible mistake of starting to enjoy life, all hell breaks loose. Can he save the Earth from total obliteration? Can he save the Guide from a hostile alien takeover? Can he save his daughter from herself?

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Åh ha, det bliver meget svært at anmelde den her samling. Den her bog var en af dem der længe har været på min TR-liste, og som jeg bare har været for doven til at gribe fat i fordi der har været så mange andre jeg hellere vil læse. Efter at have været igennem dem dømmer jeg egentlig ikke mig selv så hårdt længere for at være lidt sløset med min nørde-iver efter at få den læst.

Den første bog er helt klart den bedste. Det skal siges at det måske også har grund i at jeg har set filmen et par gange og kunne bedre visualisere den for mig. At jeg hørte den her på lydbog og den første bog er læst op af Stephen Fry gjorde det heller ikke værre. De fire andre bøger er læst op af Martin Freeman og det var endnu en fryd for som mange sikkert ved er det jo også ham der spiller Arthur Dent i filmen. På den måde var hans stemme med til at få det hele til at virke så meget mere virkeligt, på trods af usandsynligheden i de mange aparte situationer Arthur kommer ud for.

Den første bog er en rejse igennem galaksen hvor man stifter bekendtskab med Ford Prefect, Zaphod Beeblebrox, Trillian og den maniodepresive robot Marvin. Jorden er blevet tilintetgjort til fordel for en intergalaktisk motorvej, og Arthur skal nu forsøge at indfinde sig efter det og hvad han nu skal give sig til i verdenen.

I anden bog følger vi Zaphod på jagt efter en bid information han selv har slettet fra sin hjerne, alt imens alle sammen forsøger meget ihærdigt at finde den bedste restaurant ved universets mest absolutte udkant, hvilket de formår i slutningen, inden de pludselig går op for dem at en endnu mere deprimeret race har planer om at udradere universet, hvilket Arthur og Ford må redde i den tredje bog.

I den fjerde bog har Arthur på mirakuløs vis fundet tilbage til jorden – den blev ikke destrueret alligevel, men alt er dog ikke helt som det skal være – og han forsøger at forligne sig med at han har tilbragt 8 år i universet på kryds og tværs, alt i mens han forelsker sig.

I den sidste bog bliver en masse løse ender forbundet samtidig med at en del andre ting bliver præsenteret og efterlader os med en masse spørgsmål vi stadig godt kunne bruge nogle svar på.

Douglas Adams formår helt bestemt at skabe et univers uden lige. Hans sprog er lige til og man falder nhitchhikers-guide-to-the-galaxyemt væk i aparte forklaringer på hvad en Babel fisk er, hvorfor man skal holde sig fra visse afkroge af universet eller hvordan man får de bedste pladser til ’the end of the universe’ på restauranten der reklamerer med underholdning til det selskab. Adams’ fortællemetode er underholdende, men kan også blive en smule for forvirrende til tider. Ofte skete det at jeg glemte lidt at den reelle fortælling fordi jeg blev så fortabt i de andre små fortællinger der blev skudt ind fra højrebenet i form af input fra den ’rigtige’ guide, til trods for at det alt sammen er underholdende på hver sin måde.

Arthur Dent var jeg middelmådigt glad for – ofte var han så kær og fortabt at man bare havde lyst til at give ham et kram og sige, slap af, det skal nok gå alt sammen. Andre gange blev han så fortvivlet at jeg havde lyst til at skubbe ham mere ud over kanten for at han kunne komme ned på samme niveau som robotten Marvin. Marvin er absolut min favorit. Der er bare noget over en mekanisk robot som kan være så deprimeret som han formår at være hele vejen igennem. Selv efter han venter i flere hundrede år på at de kommer tilbage og henter ham, tager han det bare som en trist selvfølge at det var da klart at han ville blive glemt.

Det er svært for mig at anmelde den her uden at tænke på filmen. For skal jeg være ærlig tror jeg at jeg foretrækker filmen. Det bunder nok i at jeg havde svært ved at se mange af tingene for mig. Det var simpelthen for underligt for mig – og det siger ikke så lidt! – til at jeg kunne sætte mig godt nok ind i historien til at blive helt grebet af den. Derfor er det nemmere for mig at se filmen, hvor jeg også kan nyde den fabelagtige sammensætning af britiske skuespillere når de er allerbedst. Så hvis de er kæmpe sci-fi nørd og mangler en god lang bog til et par weekender i træk, så giv dig endelig i kast med bogen. Ellers kan man nok godt nøjes med at se filmen et par gange.

4-star

http://www.youtube.com/watch?v=X3i9PKbnRvo

Continue Reading

Spinatlasagne

Igen er det her en opskrift som jeg ikke kan huske oprindelsen på, men det er også mest fordi jeg tilpasser den stort set hver gang jeg laver den alt efter hvad jeg lige har i køleskabet. Uanset hvad, kan jeg love at det er en fantastisk opskrift som enhver der kalder sig vegetar skal prøve at lave. Selv kæresten (der er umådelig glad for bacon i alle slags former) nikker genkendende til denne opskrift og er ikke bange for at tage en portion mere.

Jeg kan huske første gang jeg lavede den, da fulgte jeg opskriften næsten slavisk og den blev simpelthen så lækker og cremet den her lasagne fordi der var så mange forskellige slags ost i – og her kan man selv bestemme hvor mange slags man vil og hvilke det skal være. Siden hen når jeg laver den følger jeg opskriften mindre slavisk og bruger meget af hvad jeg lige har ved hånde, og den bliver ved med at være lige så god som jeg husker.

Til lasagneplader brugte jeg oprindeligt almindelig pastaplader fra købepakken, men efterhånden er jeg begyndt at lave mine egne efter Jane Faerbers opskrift, som du kan finde her. De giver lasagnen en helt anden tekstur og gør den så meget mere lækker.

Når det kommer til fyldet starter du med at svitse et hakket løg og 2-3 fed hakket hvidløg i lidt olivenolie i en høj pande. Herefter tilsætter du omkring 450g frossen spinat og en grøntsagsbouillon som skal tø op sammen med spinaten under låg. Når det er tøet op tager du panden af varmen og lader den stå et minut imens du rører 2 æg sammen med 100g revet ost, som du så rører i spinatblandingen. Herefter samler du din lasagne med hjemmelavede lasagneplader, spinatblanding og 1-2 mozzarella kugler som du river i småstykker til at ligge mellem lagene. I den her version jeg lavede tilføjede jeg et enkelt lag af hytteost i lasagnen for at tilføje lidt anden smag. Om du vælger den nemme løsning som jeg har gjort her (igen fordi jeg lige havde en stående i skabet) med en købe mornay sauce eller du laver din egen bechamel sauce er jeg sikker på begge dele er lige så fantastisk i det endelig resultat. Drys gerne lidt ost på toppen til sidst så den bliver dejlig sprød i stedet for blød i ovnen. Så skal den bare passe sig selv i ovnen i ca. 35-40 minutter ved 200 grader.

Alt imens lasagnen bager færdig kan du rive lidt gulerodsråkost og snitte lidt cherrytomater som tilbehør. Hvis man er rigtig god og effektiv kan man stort set også nå at vaske op imens, og voila! Så er der serveret, velbekomme.

2014-05-18 18.54.05

Nu kan det godt være det ser lidt…. mærkeligt ud på billedet, men jeg lover at den altså smager fantastisk.

Continue Reading

Profetiens Kald (Mette Bundgaard Laursen, 2014)

21922872Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet

Da 17-årige Kate møder Noah første gang, ved hun ikke, at han er en prins fra en fremmed galakse. Hun ved heller ikke, at et orakel har udpeget lige netop hende som Noahs udkårne, der skal følge med ham hjem til Caldera for at bekæmpe den onde Naphal. Faktisk er Noah ikke lige Kates kop te, hvis hun skal være helt ærlig, og Noah må snart indse, at hans opgave om at vinde Kates hjerte er langt sværere, end han havde regnet med.

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Jeg har utrolig blandede følelser omkring denne bog. På den ene side kunne jeg godt lide den, men der var også ting der irriterede mig hele vejen igennem bogen. Jeg gik i gang med den forventning at jeg skulle til at læse en fabelagtig sci-fi historie, det var lidt det beskrivelsen af bogen lagde op til. I stedet endte det med at være et gymnasiedrama for piger med en hang til lidt romantik.

Kate appellerede fra starten til mig fordi hun på mange måder minder mig og mig selv. Outsideren der har den lidt underlige interesse som resten af pigerne ikke anser for ’godkendt’ og man er derfor stemplet som lidt underlig, bare fordi man godt kan lide selv at skrive lidt engang imellem. Kates diversion til det ’sædvanlige’ gymnasieliv med dertilhørende druk og fester ligner også mig selv på mange måder og hendes manglende tiltro til at nogle som helst fyre vil være tiltrukket af hende kan jeg også kun alt for godt mindes. Det var derfor lidt svært at forholde mig til at Kate halvvejs igennem bogen skifter mening lidt som at dreje på en tallerken. Pludselig lader hun sig nemt overtale til at tage med til fester og hun bliver også hurtigt kærester med den spændende Noah (givet, det vidste vi godt ville ske af at have læst hvad bogen handler om, men det var alligevel ikke megen overtalelse der skulle til i sidste ende). En anden ting jeg havde svært ved var det liv Kate førte udenfor gymnasiet. Hendes fritid virker meget utilrettelagt uden meget andet end lektier at lave, og hendes forældre virker ikke til at ænse at de har en teenagedatter der måske har brug for lidt vejledning engang imellem. Tværtimod virker det lidt som om de er ret ligeglade med hende og en større beslutning bliver bare mødt med et ’det lyder da godt, ha en god tur’ fra deres side. På den anden side er det vel bare beskrevet på en sådan måde som enhver teenager ønsker at deres forældre vil blande sig i deres liv i den alder.

Jeg blev hurtigt fanget af sproget som er flot beskrivende at det gymnasieliv mange sikkert vil kunne nikke genkendende til. Det er det største plus jeg vil fremhæve ved den første bog. Måden den har fanget de unges frustrationer og forvirringer i gymnasietiden er så godt beskrevet at man hurtigt kommer til at føle man er en del af det – måske er det også bare nemmere for mig at se det fordi jeg omgås det til hverdag på arbejde.

Problemet med den her bog er at den er fejlkategoriseret. I stedet for at sætte den i kategorien sci-fi vil jeg nok hellere placere den første bog i Caldera trilogien under teenage-drama, med et lille touch af sci-fi. For den smule der dog er i bogen gør kun ud for omkring 10% af historien. Hvis man derimod læser den som et teenage-drama med masser af romantik og den første store kærlighed kan man forvente en god historie. Jeg ville gerne kunne udnytte halve stjerner for jeg føler at 4 stjerner er for lidt, men samtidig at 5 stjerner er en smule for meget. Dog må jeg ’nøjes’ med at give den 4, men det er også 4 rigtig pæne stjerner der mest af alt er indtjent fordi bogen er fængende for den rette målgruppe; teeange-piger i gymnasiet.

Nu er jeg bare spændt på hvad jeg kan forvente i de næste to bøger.

4-star

Continue Reading

Man beder stort

Her på Stor Bededag og vejret er så fantastisk udnyttede jeg formiddagen til at få en god portion frisk luft. Jeg gik en længere tur end jeg i første omgang havde planlagt, men fik en pæn portion billeder ud af det.

Jeg blev faktisk overrasket over hvor gode nogle af dem er, til trods for at de ‘bare’ er taget med min telefon. Men I kan jo bedømme selv.

Lidt street art på gåturen faldt jeg også over.
Lidt street art på gåturen faldt jeg også over.

2014-05-16 11.44.49

De små blomster minder mig om da jeg var barn og min mor og jeg bandt blomsterkranse af dem.
De små blomster minder mig om da jeg var barn og min mor og jeg bandt blomsterkranse af dem.

2014-05-16 11.51.04

2014-05-16 12.00.38

2014-05-16 12.03.16

2014-05-16 12.10.55

2014-05-16 12.22.15

2014-05-16 12.22.49

2014-05-16 12.23.26

2014-05-16 12.24.07-1

2014-05-16 12.24.57

Nu har jeg fået mig en god frokost og ved ikke helt endnu hvad jeg skal give mig til resten af dagen. Der ligger godt nok en stak prøver og kalder lidt på mig, men vi får se.

Hvilke planer har I i dag?

Continue Reading

Skammerens Datter (Lene Kaaberbøl, 2000)

skammerens-datter_216307

Det er ikke med vilje, at Dina er havnet i Dunarks Dragegård. Hun har ikke spor lyst til at spille helt. Faktisk er det hendes højeste ønske at være en ganske almindelig pige og måske få nogle ganske almindelige venner. Men det går ikke, når man er Skammerens datter og har øjne, ingen almindelige mennesker tør se ind i.

(Tekst fra Saxo)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Jeg kan huske tilbage til min ungdom da jeg læste de her bøger første gang, og at læse dem på nuværende tidspunkt var lidt som at blive teenager igen. Jeg har kun gode minder om de her bøger og jeg var derfor en smule nervøs for om de stadig kunne leve op til mine eksisterende forventninger. Jeg havde dog ingen grund til at bekymre mig, jeg var stadig lige så fanget og underholdt denne gang som da jeg læste dem første gang.

Dinas prøvelser for at redde sin mor, og ikke mindst Nico, fra den skamløse Drakan tager fat stort set lige fra side 1. Man bliver hurtigt sat ind i Dinas verden og får en fornemmelse af hvordan det er at leve med Skammer øjne og at det er ret så svært at få venner med dem. Dette brændende ønske sidder dybt i Dinas bryst hele bogen igennem og man føler med hende fra man lærer hende at kende. Drakans modbydeligheder gør ikke situationen mindre spændende, tværtimod bliver han blot fremstillet som det værste menneske i Dunark der vil gøre alt for at bibeholde sin plads i toppen af fødekæden – og det gerne ved hjælp af glubske drager, som man eller skulle tro ville være i toppen.

Jeg havde glemt at Nico kun skal forestille at være omkring 16 år gammel i historien, og det måtte jeg minde mig selv om et par gange i løbet af historien. Andre gange virkede han straks yngre, og det syntes jeg er dejligt at se i en så kompleks karakter. Det samme gør sig faktisk gældende for Dina. Hun skal kun forestille at være 11 år gammel, men sommetider opfører hun sig som en meget ældre pige, ikke mindst når hun tager modet til sig og desperat forsøger at redde sin mor fra Drakan og hans Drageorden.

Lene Kaaberbøl har et fantastisk og fængslende sprog der gør at man bare gerne vil blive ved med at læse. Jeg har ikke læst alt hvad hun har skrevet, men har dog haft fingrene i en del af hendes bøger og det er det samme indfangende sprog hun benytter sig af hver gang. Hun formår at skabe karakterere med en enorm dybde, de er simple, men når man kommer ned under det øverste lag er det meget mere ved dem end man lige umiddelbart kan se. Historien er skabt i et univers meget lig, men alligevel langt fra den verden vi kender, men man har ikke svært ved at forestille sig hvordan Skidenstad for eksempel ville udfolde sig, eller hvilken lugt der ville bore sig fast i ens næsebor hvis man befandt sig der.

Det er næsten lige meget hvad Lene Kaaberbøl sætter pennen til så er jeg sikker på at man vil få en god læseoplevelse ud af det, også selvom det er krimier hun skriver – hvilke jeg normalt ikke læser mange af, men fordi det var hende, gav jeg dem en chance. Nu kan jeg kun se frem til at læse de tre resterende bøger i Skammer serien, og vendte meget anspændt på filmen som gerne skulle komme i biografen til næste år. Min plan – og håb – er at de tre resterende bøger lander i min samling til min fødselsdags næste måned så jeg har sommeren til at fordybe mig i Dinas oplevelser. For som hun slutter af med;

”Sådan er det bare ikke i virkeligheden. I virkeligheden går historien altid videre. Og derfor bliver jeg nødt til også at fortælle det næste.”

5 star

For neden har jeg fundet et billede at nogle af de skuespillere der er blevet offentliggjort til at være med i filmen der er sat til at komme næste år.

skammerens-datter-1200-450b

Continue Reading

Cabaret

I går aftes var kæresten og jeg i teatret. Det er anden gang inden for 6 måneder, og jeg må sige at det faktisk er en kulturel oplevelser jeg har overset længe. Det er vildt anderledes at se et teaterstykke frem for ’bare’ at se en film. Man bliver underholdt på en helt anden måde, og det er imponerende at se folk optræde på de skrå brædder på den måde de nu gør, for hold da op det er der også forskel på.

cab

Første gang i var i Aalborg Teater var kort før jul, hvor vi var inde og se Snedronningen, og det var også en forestilling der var alle pengene værd. Den hang ved hukommelsen flere dage efter. Det virker også lidt til at Aalborg Teaters udgave af Cabaret gør det samme. Jeg har aldrig set Cabaret før, hverken en original version eller bare noget der ligner. Det er lidt skamfuldt at sige man ikke har set den helt gamle film med Elizabeth Taylor, som jo ellers skal siges at være en gammel klassiker, men nej, der må jeg krybe til korset.

Til gengæld er jeg faktisk ret glad for at jeg ikke havde noget at sammenligne denne forestilling med. Jeg har på fornemmelsen at hvis man har set utallige versioner af den originale Cabaret ville man ikke kunne se forestillingen uden at sidde og dømme den på flere forskellige kanter og geled. Det var jeg helt foruden, og jeg kunne derfor bare nyde forestillingen og den fest der udfoldede sig på scenen sammen med Kit Kat pigerne.

Cabaret-presse-3

Historien om natklubs-danserinden, Sally Bowles, der forelsker sig i den engelske forfatter, Clifford Bradshaw, midt i Berlin finder sted i årene lige op til anden verdenskrig. Samtidig hører vi om den ældre Fraulein Schneider der forelsker sig i den jødiske Herr Schultz, hvilket jo kun kan ende tragisk. De to historier udfolder sig på kryds og tværs af hinanden og berører flere sensuelle områder i forskellige slags parforhold. Det gør sig gældende i hvad enten det er overrækkelsen af en betydelig ananas fra Herr Schultz, eller idealistisk fremtidssnak om at blive forældre mellem Sally og Cliff.
Parforholdene virker i begyndelsen idylliske, men tingene tager langsomt deres egen drejning og politik begynder at få sin indflydelse, på flere end bare en måde. Det resulterer i en tragisk slutning hvor man som publikum næsten bliver nødt til at fælde en tårer over det faktum at Fraulein Schneider indfinder sig med at hun skal leve livet alene, sådan som hun altid har gjort det, og at Sally bare ikke kan slå sig til tåls om tanken om at slå sig ned og løsriver sig fra Cliff.

2014-05-12 22.24.19

2014-05-12 22.25.00

Opsætningen af stykket er gjort på sin fineste, men også mest simple måde. Jeg tror ikke det er scenografien der har sprunget budgettet, men det er i og for sig også fint. Den simple scenografi gør at næsten alle er på scenen hele tiden, og som publikum har man muligheden for at fortabe sig i baggrundsmimikken hvis man ikke kan overskue det dramatiske vendepunkt der foregår længere fremme på scenen. De sparsom klædte Kit Kat piger bliver da også udnyttet som andet end bare dansepiger. Deres kroppe agerer stand-in for såvel håndvask, spejl, tog-sæde, bord, ja selv pissoir igennem stykket. Det er denne simple scenografi som giver stykket sin charme. Man bliver ført lidt tilbage i siden til noget der er simplere end højteknologisk hurlumhej som vi er vant til fra så mange andre steder nu til dags. Der er aktivitet konstant på scenen og som publikum keder man sig bestemt ikke.

I hovedrollen som Sally Bowles ser vi Lise Baastrup, og hun gør et fremragende stykke arbejde. Hun formår at spille en rolle som både er kæk, fremad-busende, men også sårbar og bange. Hendes stemmeleje hele stykket igennem påtager sig den virkning at man ikke kan lade være med at lytte, hun indfanger publikum og man bliver draget til hende. Og det selv når scenen er fyldt med de vimsende Kit Kat piger, som i deres spinkle kostumer og eksplicitte bevægelser forsøger at indtage scenen som deres sted. Desværre, lever Martin Bo Lindsten ikke helt op til Lise Baastrups niveau, i hvert fald ikke når de er sammen på scenen. Her falder han en smule i baggrunden og man kommer lidt til at overse ham, selv hvis det blot er de to på scenen. Hans mimik er flot sammen med de andre på scenen, og hans stemme når også ind hvor den skal, men det er bare ligesom om der mangler den lille ekstra umpf, for at han når helt op ved siden af Lise Baastrup. Derimod gør Carsten Svendsen et imponerende stykke arbejde som The Emcee i hele stykket. Hans overdrevne fortolkning, og flirten med publikum, gør at man ikke kan lade være med at lade blikket flakke i hans retning. Selv som publikummer der ikke blev flirtet med direkte, blev jeg draget til hans tilstedeværelse flere gange på scenen, selvom jeg teknisk set burde følge med i hvad der foregik i den egentlige handling, alt sammen bare for at se hvilke løjer han nu fandt på. Det samlede ensemble i Kit Kat danserne gjorde også et rigtig flot stykke arbejde. Mest af alt var jeg imponeret over Merete Mærkedahl der præsterede at spille trompet igennem stykket samtidig med hun var Kit Kat danser.

Cabaret-presse-2

Cabaret-presse-5

Cabaret af Aalborg Teater er i al sin enhed en forrygende forestilling. Man er underholdt fra start til slut og scenen byder konstant på sjov og ballade for blikket. Der er ikke ro på i særlig lang tid af gangen før man bliver budt med videre i historien og pludselig indser man at forestillingen er slut og det er tid at gå hjem. Så er der ikke andet tilbage end at gå hjem i seng og drømme sig tilbage til sin egen Cabaret fantasi.

5-star

(Billederne er en blanding af egne (fra udleverede program, det er derfor de er så slørede) eller kopieret fra Aalborg Teaters hjemmeside.)

 

Continue Reading

Broccoli Tærte

Jeg kan ærlig talt ikke huske hvorfra jeg har den her opskrift, så hvis jeg fornærmer nogle ved at kalde den min egen gennem flere omgange at tilpasning, vil jeg gerne sige undskyld på forhånd.

Jeg har altid syntes at madtærter, og især grøntsagstærter, er en god måde at lave en nem aftensmad og samtidig få nogle grøntsager uden man nødvendigvis tænker over det. Jeg laver primært enten en porre/løg tærte eller en broccoli tærte som den jeg har afbilledet her for neden.

Tærtedejen er faktisk den samme uanset hvad fyld jeg bestemmer mig for. Og den er sågar også forholdsvis nem at huske. Du skal bare bruge 125g smør, 200g mel (her plejer at blande lidt med hvad mel jeg nu har så det ikke kun er hvedemel, for så er det ærlig talt noget kedelig. Jeg plejer gerne at bruge både grahamsmel og durummel, det syntes jeg giver en god tærtebund), lidt salt og 1dl vand. Alt det æltes sammen til det har en passende sammenhæng og så skal den stå på køl i nogle timer. Herefter skal den jo tilpasses tærteformen. Før i tiden lavede jeg mere opvask ved at rulle den ud på bordet så den også var lige tyk hele vejen over, men på det seneste er jeg begyndt bare at ’trykke’ dejen ud i fadet, så den bliver bredt ujævnt ud i fadet. Det gør den rustik på en anden måde, og man undgår også at stå tilbage med dejklatter som alligevel bare ryger i skraldespanden fordi det ikke lige kunne passe efter den var blevet rullet ud.

Så for-bager du tærtebunden i ca. 15 minutter ved 180-200 grader, alt efter hvor varm din ovn er.

Til min broccoli tærte finthakker jeg et helt broccoli, en håndfuld forårsløg (eventuelt et halv eller helt rødløg) som fordeles i tærtebunden. Herover hælder jeg en blanding af 4-5 æg, 1-2 spsk creme fraiche 38%, salt og peber, paprika og måske lidt fløde, men ikke for meget, man skal passe på at tærten ikke bliver for blød og ikke stivner ordentlig i ovnen. Når du har hældt æggemassen over river du 5-6 serano skiver i stykker og fordeler udover sammen med en håndfuld hakkede mandler.

Så bager du herligheden i lidt over en halv time ved 200 grader, og så er det ellers bare velbekomme.

(Hvis man har overskuddet og evnerne til det, kan man lave en lille tomatsalat som tilbehør.)

2014-05-04 18.31.56

Continue Reading

The Wizard’s Promise (Cassandra Rose Clark, 2014)

17790234All Hanna Euli wants is to become a proper witch – but unfortunately, she’s stuck as an apprentice to a grumpy fisherman. When their boat gets caught up in a mysterious storm and blown wildly off course, Hanna finds herself further away from home than she’s ever been before.

As she tries to get back, she learns there may be more to her apprentice master than she realized, especially when a mysterious, beautiful, and very non-human boy begins following her through the ocean, claiming that he needs Hanna’s help.

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Jeg er så splittet med hensyn til den her bog. På den ene side vil jeg virkelig gerne kunne lide den, men på den anden kan jeg bare ikke helt forlige mig med det. Jeg er altid frisk på en god fantasy bog, og da jeg læste beskrivelsen af denne her tænkte jeg at det vel ikke kunne være så slemt. Hmm, jeg tog desværre lidt fejl. Jeg er også klar over at jeg sikkert træder på nogle tæer med den her anmeldelse, så vidt jeg har læst mig frem til har Cassandra Rose Clark lidt af en kult fanskare, som sikkert ikke bliver helt tilfredse med hvad jeg kommer til at sige.

Først noget positivt, som det jo skal være; historien går i gang stort set lige fra kapitel et, og det syntes jeg var rigtig godt. Der blev ikke brugt alt for meget tid på at introducere personer i alt for stor grad, de blev udviklet i takt med at historien udfoldede sig, og det syntes jeg var rigtig godt. Det gjorde det også rart at man faldt direkte ind i en historie uden al for meget bagom viden, men at der var aktion stort set lige fra begyndelsen. Desværre var det så også herfra det begyndte at gå lidt ned af bakke.

På trods af at historien gik i gang meget hurtigt skete der ikke så meget mere. Hanna bliver pludselig bedt om at tage med på en fisketur, med sin læremester, Kolur, som ellers er ganske normalt, men så sker der alle mulige ting som gør at man som læser sidder tilbage med en lidt fortabt fornemmelse. Der dukker en gut op fra havet som siger han har brug for Hannas hjælp, men vil ikke rigtig fortælle mere, hvilket irriterer Hanna, men også mig. Herefter er der ikke rigtig megen mere sammenhæng i historien, udover at der selvfølgelig er nogle skurke et eller andet sted. Hanna og resten af den lille besætning hun er en del af strander, men i arrigskab forlader Hanna Kolur for at tage arbejde på en anden fiskerbåd i håb om at tjene til føden så hun kan komme hjem til sine forældre igen. Alt imens Kolur bruger ufattelig lang tid på at reparere sin egen båd, sejler Hanna bare på flere og flere fisketure uden der rigtig sker nogen fremskridt i historien.

Jeg sad hele tiden og ventede på det store opgør som man næsten altid venter på i en god fantasy fortælling, men den kom bare aldrig. Skurken der skulle være så frygtelig viste sig en gang, men selv der sidder man tilbage med en fornemmelse af ’var det, det?’. Jeg går ud fra at det er fordi det store opgør skal komme i bog nummer to, men jeg er desværre ikke sikker på at jeg blev fanget nok af den første bog til at ville læse bog nummer to.

Alt i alt skete der alt for meget i denne bog, uden at der rent faktisk skete noget.

2 star

Continue Reading