Pocket Princess

Som den Disney fan jeg er føler jeg en mindre trang til at dele kommende med jer. De hedder Disney Pocket Princess og da noget af det mest nuttede jeg længe har set – og så er de sjove (nogle mere end andre selvfølgelig). Kunstneren bag dem hedder Amy Mebberson og det er hendes Tumblr side jeg har fundet dem på. Hun tegner alt muligt Disney inspireret og lægger det på sin Tumblr side så al kredit skal selvfølgelig gå til hende. Hun har også en Facebook side hvor hun primært lægger Pocket Princesses ud, men på hendes Tumblr er der også alle de andre tegninger hun laver.
Jeg her udvalgt nogle af mine favoritter eller generelt bare nogle af de bedre, hvis du vil se flere syntes jeg du skal kigge lidt på Amys Tumblr side.
Den seneste som kom i forbindelse med Valentines.
Continue Reading

Crown of Midnight (Sarah J. Maas, 2013)


 After a year of hard labor in the Salt Mines of Endovier, eighteen-year-old assassin Celaena Sardothien has won the king’s contest to become the new royal assassin. Yet Celaena is far from loyal to the crown – a secret she hides from even her most intimate confidantes.
Keeping up the deadly charade—while pretending to do the king’s bidding—will test her in frightening new ways, especially when she’s given a task that could jeopardize everything she’s come to care for. And there are far more dangerous forces gathering on the horizon — forces that threaten to destroy her entire world, and will surely force Celaena to make a choice.

Where do the assassin’s loyalties lie, and who is she most willing to fight for?

(Tekst fra Goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Okay, eftersom det her er en 2er i en serie vidste jeg lidt på forhånd hvad jeg gik ind til. I hvert fald hvad angik persongalleriet. Det er kun et par måneder siden det gik op for mig at der var kommet en bog mere i Sarah J. Maas’ serie og jeg blev hurtigt enig med mig selv om at den skulle da læses med det samme. Og det fortryder jeg absolut ikke. Crown of Midnight er dobbelt så god som Throne of Glass (hvilken du kan læse en mindre anmeldelse af på min forrige blog) fordi der er flere intriger, mere kærlighed, flere konspirationer, flere hemmeligheder og ganske enkelt bare mere af det hele, tilsat lidt magi som pludselig begynder at røre på sig, hvilket skaber endnu flere spændende problemer.
Fra første bog blev jeg hurtigt fanget af Celaenas karakter og de forskellige sider der er af hende. Hun er så tvetydig, men samtidig så kærlig at det er svært ikke at kunne lide hende. At hun derudover kæmper med problemer på flere forskellige planer gør blot at man begynder at heppe så meget desto mere på hende. Dog var der enkelte gange hvor jeg tænkte at nu overreagerede hun da vist en smule, men den slags må man jo tage med når det er en snigmorder der er tale om.
Chaol og Dorian udviklede sig begge utroligt i den her bog – og begge til det bedre. Dorian virker ikke længere til bare at være sin fars søn, men en ung mand der er ved at finde sig selv og tackle de problemer der opstår med det, eftersom han har en tyran af en konge til far. Chaol begyndte at blive mere og mere menneskelig og man kan ikke lade være med at holde af ham. Der var flere gange hvor jeg heppede på Chaol og bare ventede på en form for forløsning på den anspændthed der var mellem ham og nogle af de andre karakterere.
Alt i alt udvikler historien sig bare som den skal i den her anden bog i serien. På trods af en masse vold og mord (som man ikke kan komme udenom med snigmorderen Celaena) så er det også en historie fyldt med spænding, mysterier og romantik og man sidder tilbage med en fornemmelse om at ville have mere. Der e stadig mange spørgsmål vi mangler at få svar på og slutningen er da også noget af en træls cliff-hanger. Så jeg ser frem til næste bog i serien.
Continue Reading

Tag, You’re a Potter Head!

Cautious (aka Katja) lavede et indlæg om de hvor stor indflydelse Harry Potter har/har haft i forskellige vinkler igennem deres liv og smed derefter en lidt løs udfordring ud til andre læsere om hvordan deres forhold er til Harry Potter. Når man som jeg næsten er vokset op med Harry Potter er det derfor næsten uundgåeligt ikke at skrive et sådan indlæg, så her kommer mine meninger.
Min samling; jeg er stadig i processen med at få fat i Goblet of Fire og Half-Blood Prince i de mørke udgaver så det ser endnu bedre ud på hylden.

Favorite book?
Her er jeg lidt splittet mellem Goblet of Fire og Half-Blood Prince. Jeg må også indrømme at det er på grund af sidehistorierne, altså alle de mini-plots Rowling har formået at få presset ind i historien så vi ikke kun bekymrer os om hvorledes Harry kan vinde over Voldy eller ej. Goblet of Fire er jeg helt vild med Hermiones ambition til at sætte alle husalferne løs og hendes dedikation til at få S.P.E.W op at køre på trods af megen modgang. Half-Blood Prince elsker jeg fordi vi oplever Ron når han er allerbedst, som hans akavet selv der ikke har skyggen af chance for at håndtere det modsatte køn. Måske nok også fordi den er sidste mulighed for humor inden det store opgør i sidste bog.

Favorite movie?
Igen er jeg splittet mellem to, Prisoner of Azkaban og Deathly Hallows Pt. 2. Prisoner of Azkaban kan jeg rigtig godt lide fordi jeg syntes det er den bog de har adapteret bedst og fordi karaktererne virkelig udvikler sig deri. Hallows Pt. 2 er jeg vild med af den simple grund at alle løse ender bliver forbundet og man får forløsning for alt man har gået og ventet på igennem hele serien.

Least favorite book?
Uha, de er jo alle gode, men den jeg nok skøjter hurtigst hen over når jeg læser dem hvert år er vist Order of the Phoenix. På trods af mange gode mini-plots er der bare alt for meget Umbridge og skjult ondskab som jeg ikke bryder mig om.

Parts of the books/movies that made you cry?
Uha der er godt nok også mange at vælge imellem. Fra bøgerne var det da Dumbledore døde og næsten hele sidste halvdel af sidste bog – og det ved vi vidst alle sammen godt hvorfor. I filmene tror jeg faktisk jeg har grædt til hver film, ikke nødvendigvis fordi det var trist, men også fordi jeg bliver utrolig rørt af filmene. Med det sagt, stortuder jeg altid til Hallows Pt.2 med alle de mennesker vi mister.

If you could hook up with any HP character, who would it be?
Jeg må nok indrømme at jeg har noget af en svaghed for Ron. På trods af hans svagheder og akavet mangel for situationsfornemmelse syntes jeg nu stadig han er s fortrinlig og så har jeg bare noget med –nogle – rødhårede mænd.

Det ser jo pænest ud som de står side om side her i det mørke cover.

Favorite character?
I løbet af de sidste par år af serien begyndte jeg at blive mere og mere betaget af Snape – måske mest af alt fordi det er Alan Rickman i filmene.

What would your Patronus be?
Jeg vil gerne tror jeg har et dyr lig Hermiones odder, men ved nærmere eftertanke må jeg nok indrømme at det måske vil være en ugle, stille og rolig, men med en mindre farlig side som ikke er bange for at bide fra sig.

If you could have the Resurrection Stone, Invisibility Cloak or the Elder Wand, which would you choose?
Samlet set er det jo meget attraktive ting, men jeg syntes stadig tanken om dem er lidt skræmmende. Hvis jeg var tvunget til at vælge ville det nok være the Invisibility Cloak fordi det er den man kan komme længst med uden at folk kommer efter dig med voldelige tanker.

What House would you be in?
Selvom jeg selv mener jeg ville høre til i Ravenclaw ender jeg altid i Hufflepuff næsten uanset hvilken test jeg tager til at bestemme den slags. Så jeg må nok indfinde mig med at være tilfreds med Hufflepuff.

If you could meet any member of the cast, who would it be?
Der er for mange til at vælge fordi Warner Bros bare har taget alle de bedste Britiske skuespillere de kunne få fingrene i. Af de ældre, garvede skuespillere må det nok være Maggie Smith og Alan Rickman for de to er da helt absolut fabelagtige på hver deres fantastiske måde (jeg er blevet endnu mere vild med Maggie Smith efter at se Downton Abbey, og så elsker jeg den scene hvor hun beder Hogwarts’ riddere om at beskytte skolen, hun er så meget i sit es i den scene.). Af de yngre nyere skuespillere ville jeg gerne møde Emma Watson. Jeg syntes hun har tacklet sin berømmelse utrolig flot og har brugt den på flot vis samtidig. At hun også har formået at tage en pæn uddannelse syntes jeg også er imponerende og jeg tror hun har nogle spændende meninger og holdninger.

Have you played any of the video games?
Min lillebror havde det allerførste spil til playstation der kom til den første film. Dengang var det imponerende og sjovt, mest af alt fordi jeg nogenlunde kunne finde ud af det – med lidt hjælp fra min bror. Ellers har jeg ikke brudt mig særlig meget om resten af dem.

If you were on the Quiddich team, which position would you play?
Jeg er elendig til sport på jorden så jeg tror ikke jeg vil være til megen hjælp i luften. Tværtimod vil jeg nok være en stor hindring og i fare for at gøre skade på mig selv.

Were you happy with the ending?
Både og. Jeg syntes den rigtige slutning var rigtig god, selvom vi matte sige farvel til mange herlige personer. Jeg kan stadig ikke helt finde ud af hvad jeg mener om epilogen. På den ene side var jeg glad for at få et indblik i hvordan det senere gik med dem alle sammen, men samtidig var der lidt mangel over den. Den afslørede mange ting, men der var også meget vi stadig ikke fik at vide. På samme tid ødelagde det også de forestillinger man selv havde dannet sig efter at have læst den sidste bog. Jeg sad i hvert fald og dannede mig nogle billeder for hvordan jeg forestillede mig tingene ville se ud efter det store slag.

How much does Harry Potter mean to you?

Det er svært at sige, jeg er jo stort set vokset op med Harry Potter og det har derfor haft en stor indflydelse i mit liv. Det var på grund af Harry Potter at jeg begyndte at læse så meget som jeg gjorde og det har bare hængt ved. Så på en måde har Harry Potter åbnet dørene til litteraturens verden for mig, og det har i sidste ende gjort at jeg tog den uddannelse jeg gjorde og fik det job jeg har.
Det var mine svar til at bedømme hvor stor et Potter-head jeg er. Hvad med jer andre? Tør i tage udfordringen op?
Continue Reading

To Write, or not To Write

Jeg vil vove at påstå at jeg måske er ene kvinde om at have den fetich (og nej, det er ikke noget skummelt bare fordi jeg kalder det en fetich) jeg nu vil fortælle om; jeg har en forkærlighed for notesbøger. Måske er det en afgren af min kærlighed til bøger der har transformeret sig til også at kunne forelske sig i bøger med blanke sider. Måske er det en forhåbning om at jeg selv en dag vil være så kreativ til rent faktisk at fylde siderne ud med noget fornuftigt og decideret brugbart. Jeg aner det ikke, men hvad end det kan være kan jeg næsten aldrig lade være med at gå forbi hylden med notesbøger i en hvilken som helst boghandel og lige se hvad de har – efter jeg har kigget de andre bøger og kogebøger igennem først.
De her notesbøger er mine absolutte favoritter for de er bare så smukke. Hver bog er udsmykket med udgangspunkt i en forfatter. Den røde er Charlotte Bronte (som er helt udfyldt), orange er William Shakespeare (som er halvt udfyldt) og den grønne er F. Scott Fitzgerald (som stadig venter på at få noget indhold). Jeg er så vild med dem at jeg bruger dem som en slags dagbog/mindebog med vigtige og større begivenheder i mit liv. Det begyndte da jeg købte den første (den røde) da jeg var på sommerskole i Edinburgh i 2010 og var den bedste måned jeg havde det år.
Det er kommet så vidt at jeg har lagt lås på mig selv med at købe flere notesbøger før jeg rent faktisk har fyldt dem ud jeg har i forvejen. For jeg har netop et mindre antal stadig tomme notesbøger der bare ligger og ser pæne ud, men ikke rigtig er til nogen nytte.
Den her forelskede jeg mig i fordi designet med de mange døre lidt ligner bøger. Jeg bruger den som forløbsplanlægger til min undervisning. På den måde er det nemt for mig at slå op og se hvor mange timer jeg har til rådighed til de forskellige forløb og hvad de decideret handler om.
Tit spekulerer jeg på om det er den dvælende forfatter i mig der lige stikker næsen frem i et håb om at få mig tilbage til skrivebordet (siden jeg var 16 – hvilket i skrivende stund vil sige 10 år – har jeg arbejdet på at skrive min egen roman, som stadig ligger på skrivebordet i halvfærdig tilstand) og udfylde alle disse pæne bøger. Håbet om at det pæne ydre skal kunne lokke mig til at skrive virker bare lidt spildt for tiden. Det eneste jeg føler jeg har energi til – hvilket har stået på de sidste par år – er at læse andres materialer (om det har været for studie eller fornøjelse er som sådan lige meget) og nu er det så kommet dertil hvor jeg er den der sidder og retter i andres skriverier, som gymnasielære vel at mærke. Så pusten bliver taget fra mig tit og ofte i processen med at rette flere dusin af elevers opgaver der både kan være forfriskende, men helt ærligt også til at ryste på hovedet af. Det er skræmmende nogle gange at læse en elevs opgave med tanke på hvad jeg forsøger at lære dem og opleve hvor meget der rent faktisk hænger ved. Hov, jeg kommer vist ud på et sidespor nu, tilbage til min pointe.
Kinabogen her var en afskedsgave fra mit studiejob da jeg havde fået jobbet som gymnasielære og jeg har egentlig ikke taget den i brug endnu. Om det siger noget om eleverne eller mig ved jeg ikke helt endnu. Den brune købte jeg billigt for en del år tilbage fordi den bare var så flot og rustik – jeg har endnu ikke besluttet mig for hvad den skal bruges til at dokumentere.
Som sagt har jeg ingen anelse hvor min fascination kommer fra, men om alt andet så har jeg en pæn lille samling at notesbøger til at pynte på mine hylder blandt de ’rigtige’ bøger. Her er bare et lille udklip af mine favoritter. Har du en mærkelig ting du samler lidt på?
Den sidste her var en jeg købte da jeg sidste forår besøgte Leavesden Studios: The Harry Potter Tour i London kort tid efter de åbnede. Jeg er så glad for den fordi den minder mig om mit besøg, min forkærlighed til Harry Potter og de måneder jeg tilbragte i London det forår. Måske er det også derfor den har ligget på hylden indtil nu uden indhold. Jeg har ikke kunne komme i tanke om noget der var ‘vigtigt’ nok til at blive blandet med de minder.
Det var først her til årsskiftet at jeg blev enig med mig selv om hvad jeg ville bruge den til – den skulle forevige andre gode minder, fra mange forskellige personer. Så jeg besluttede at den skulle fungere som min læsedagbog. Det skal forstås sådan at jeg fører en slags logbog over de bøger jeg får læst i løbet af året, for at jeg også kan holde styr på alle de bøger jeg læser for det bliver til en del i løbet af årene. Jeg noterer dem med titel, forfatter og en lille sætning der fortæller hvad jeg syntes om den. Jeg syntes det passer meget godt til det udseende notesbogen har med sine rustikke sider.
Continue Reading

Bridget Jones (Helen Fielding, 1996)

Det er så endnu en film som jeg har set utallige af gange og ELSKER (! Mest af alt på grund af Colin Firth!) så jeg tænkte det var på tide at få læst bogen. Jeg skal da love for at bogen skrider noget mere hurtigt og ukontrolleret frem i historien end man kender fra filmen, men selvfølgelig er der forskelle, det er der jo altid når bøger bliver lavet til film.
Det skal dog ikke ses negativt at bogen skrider så hurtigt frem i plottet, det gør blot at man i sidste ende hepper mere på Darcy og Bridget skal finde sammen og man tænker om og om igen at Bridget da ikke kan blive ved med at opføre sig så idiotisk som hun gør. Men det gør hun! Og det er det der er så fabelagtigt ved hende; hun er en helt almindelig kvinde som vi andre kan forlige os med. Hun bliver også deprimeret over at have spist en hel æske chokolade fordi så har man indtaget alt for mange kalorier. Hun har også ligget vågen hele natten og bekymret sig over hvorfor hun er så uattraktiv og hvorfor i alverden hun ikke har fundet en kæreste endnu – hvilket hun da også bliver påmindet om igen og igen af hele sin familie og omgangskreds.
Jeg hørte bogen som lydbog og den varede ikke mere end et par timer og umiddelbart vil jeg heller ikke tro den vil tage mere end en dag at komme igennem fysisk fordi historien bare flyver sådan af sted. Man begynder at holde mere og mere af Bridget og hendes tossede udfoldelser og man begynder at blive ligeså irriteret på hendes forældre som hun selv er. At høre bogen som lydbog var lidt som at Bridget selv stod og fortalte mig hendes pinlige historie, hvilket bare gjorde den mere fornøjelig.
Dog tror jeg alligevel at jeg vil foretrække filmen i fremtiden, ikke mindst på grund af Colin Firth som sagt, men Hugh Grant skal vi jo heller ikke kimse os over. Og så er slåskampen mellem de to til sidst i filmen da bare højdepunktet (og endnu bedre bliver det i 2eren hvor de gør det i springvandet!).
Continue Reading

About A Boy (Nick Hornby, 1998)

about-a-boy-book-cover
Selvom jeg har set filmen mange gange er det først nu jeg har fået taget mig sammen til at læse bogen, det var i forbindelse med arbejde hvor vi skal arbejde med bogen og jeg tænkte at det ville være smart at jeg fik den læst i tilfælde af spørgsmål der måtte opstå som jeg eventuelt ikke ville kunne svare på.
Jeg blev overrasket over hvor nem bogen var at læse, måske var det fordi jeg på forhånd var godt inde i de forskellige personer fra alle de gange jeg har set filmen. For det tog ikke mere end de første to kapitler og så vidste man en hel del om både Marcus og Will. Det tror jeg faktisk også man ville kunne læse sig frem til mellem linjerne selvom ikke har set filmen, for den første håndfuld kapitler fortæller en hel del om dem begge og det liv de udfolder sig i.
I det hele taget er der meget få personer i About A Boy som man ikke ville syntes om. Måske er man lidt stødt over Will i begyndelsen af bogen og hans skumle planer om at møde damer, men som Marcus tvinger sig ind i hans liv begynder de jo begge at ændre sig og man kommer bare til at holde mere og mere af dem. De eneste personer som man syntes mindst om – for at sige det på en pæn måde – er de enkelte ret små bipersoner i form af kærester og veninder af Fiona, Marcus’ mor. Men selvom de kun figurerer i små portioner af historien kan man ikke lade være med at sympatisere med dem. Den eneste der reelt er træls det er Marcus far. Jeg blev overrasket over at han rent faktisk var med i bogen, for det er han jo ikke i filmen. Og jeg skal være ærlig at sige at historien fungerer fint uden ham. På en måde syntes jeg faktisk den er bedre uden Marcus’ far fordi det gør det forhold han udvikler til Will meget mere virkeligt og troværdigt.
Jeg vil gætte på de fleste folk har set filmen, men ikke læst bogen og det syntes jeg faktisk er en skam nu hvor jeg selv har læst den. Jeg kan derfor varmt anbefale About a Boy til alle der kan bruge en hurtiglæst bog som man ikke kan lade være med at smile af.
Continue Reading

Marina (Carlos Ruiz Zafon, 1999/2013)

Seneste skud på stammen fra Carlos Ruiz Zafon er en af de sidste af hans ungdomsromaner som jeg endnu ikke havde fået læst. Nu siger jeg seneste, det skal selvfølgelig forstås som seneste af hans bøger som jeg har anskaffet mig, for Marina som den hedder, var så vidt jeg kan forstå en af de første bøger han skrev i sin tid.
Han har skrevet en del ungdomsromaner som alle handler om at vokse op selvfølgelig, men ingen af dem har behandlet emnet så alvorligt som Marina gør. Døden som emne og at det påvirker os alle er meget mere til stede i denne historie og ikke altid på en så pæn måde.
Oscar Drai begynder historien ved at bryde ind i et tilsyneladende forladt hus og kommer tilfældigvis til at stjæle et værdigfuldt ur fra husets ejer. Hans dårlige samvittighed får han til at vende tilbage og returnere uret hvorved han lærer den lille familie i huset at kende, en familie som skal vise sig at påvirke resten af hans barndom, som også forsvinder hurtigere og hurtigere idet han vikler sig mere og mere ind et det eventyr Marina tager ham med på.
Marina er som sagt en rigtig god fortælling om at lære sig selv at kende og finde sine grænser og hvad der er vigtigst for en i livet. Den er livsbekræftende på flere niveauer samtidig med at den er sørgelig og ulykkelig på andre niveauer.
Jeg vil ikke sige det er Zafons bedste roman set ud fra hele hans samling – det mener jeg stadig Vindens Skygge er, men det er dog en af hans bedre ungdomsromaner. Alligevel tror jeg ikke det er en jeg vil genlæse lige med det samme, der kommer nok til at gå nogle år (mest af alt fordi der bliver ved med at komme andre, nye, spændende bøger tilføjet til min bogreol).
Continue Reading

One Chance

På Januars sidste dag i går gik kæresten og jeg i biografen, som vi nu gør engang imellem, denne gang som en del af Biografklub DK. Det er første år vi er med i Biografklub DK, men jeg kan varmt anbefale det. Indtil videre er jeg blevet positiv overrasket over Spies og Glistrup, Diana, Sorg og Glæde og i går også over One Chance. Umiddelbart er det ikke nogle film jeg selv ville kunne finde på at tage ind at se hvis jeg ikke havde været med i Biografklub DK, men det viser bare hvor godt det er at være medlem, fordi man lige pludselig får nogle filmoverraskelser man ellers ikke ville have fået.
One Chance er den biografiske fortælling om operasangeren Paul Potts. Bare ved den sætning er det ikke just en film der skriger på et publikum at nogen som helst art efter min mening, jeg mener en film om Paul Potts, hvad kan den lige finde på at bidrage med? En hel del viste det sig i går. Endnu en gang blev jeg gevaldigt positivt overrasket over en film jeg ikke havde sat de store forventninger til. Jeg både grinte og græd flere gange i løbet de 103 minutter filmen varer.
Morgenmad hos familien Potts – Mor (Julie Walters) serverer for Paul (James Cordon).
Jeg skal huske at sige at jeg da også gik ind til filmen med den indstilling at det ikke var Paul Potts’ livshistorie jeg skulle ind og se en film om, men ’bare’ en god fiktionshistorie. Jeg tror det var det der gjorde udspillet for mig, ganske vist vidste jeg intet om Paul Potts’ liv, men den indstilling gjorde at jeg ’bare’ så en rigtig god film som både bød på romantik, komedie, gåsehudsscener (på den gode måde), livsbekræftende scenarioer og helt igennem bare en rigtig god film om at finde sig selv og gå efter sin drøm.
Første date med Julz (Alexandra Roach).
Aldrig har jeg hørt dog mage til en mand så uheldig som Paul Potts! Mobning hele vejen fra barn til voksen, blindtarmsbetændelse, kræftknude i halsen og stor bilulykke der brækkede næsten alle hans knogler. Alligevel, på trods af alt det og utrolig mange nedture formår Hr. Potts at nå hele vejen til toppen i Britain’s Got Talent hvor han jo som bekendt blev opdaget. Det skal ikke mindst tilskrives først hans mor og senere hans hustru, Julz og det viser hvor fantastisk og stabil en familie Hr. Potts har omkring sig til at støtte sig.
En helt almindelig dag i Carphone Warehouse med chefen/vennen (MacKenzie Crook).
Jeg kan ikke snakke om One Chance uden at snakke om James Cordon i hovedrollen. Han var endnu en grund til at jeg med glæde satte mig i det bløde sæde for at se filmen. Jeg syntes James Cordon er en fabelagtig skuespiller og han formår at spille lige så godt i såvel seriøse og rørende scener som de komiske man ikke kan undgå når han er med. Derudover er der ikke at forglemme Julie Walters som Hr. Potts’ mor, den overstøttende forældre sat overfor den mindre opmuntrende forældre i form af Colm Meaney. De to har et rigtig godt samspil som ofte udfolder sig i komiske scenarioer, ikke mindst til Pauls og Julzs bryllup. Nå jo, og MacKenzie Crook som den sløve, men rigtig gode ved til Paul.
Det store øjeblik i Britain’s Got Talent.
Alt i alt er One Chance faktisk en ganske god film som jeg godt kunne overtales til at se igen på et senere tidspunkt. Ikke nødvendigvis en tur mere i biografen, men når den engang kommer i butikkerne. Ikke mindst på grund af de rørende og gåsehudsagtige øjeblikke hvor Paul synger.
Forrige anmeldelse: Frozen
Næste anmeldelse: Klassefesten
Continue Reading

The Lunar Chronicles (Marissa Meyer, 2012+2013)

Som det sikkert senere vil bliver gjort tydeligt, så er jeg lidt af en eventyr entusiast. Det startede sidste forår da jeg skulle skrive mit speciale, som jeg valgte at skrive om eventyrets modernisering, og i den forbindelse blev jeg helt bidt af genren og jeg har siden læst jeg ved ikke hvor mange genfortællinger af de gode gamle klassiske eventyr vi alle kender fra vores barndom.
En serie som jeg faldt over og som har gjort et kæmpe indtryk hos mig er Marissa Meyers Lunar Chronicles. Det vil ende med at blive en serie af 4 bøger og med den 3 lige rundt om hjørnet til at blive udgivet syntes jeg at en anmeldelse af de to første vil være på sin plads, så I ikke er helt på bar bund når min anmeldelse af 3 bog kommer indenfor de næste par uger. Nu skal I ikke gå og tro at den her serie er endnu en fantasiløs genfortælling af de  kendte eventyr som vi allerede kender. Tværtimod! Selvom vi kan genkende de originale eventyr så er de ikke i nærheden af hvordan vi lærte dem at kende som børn.
The Lunar Chronicles begynder med bog 1 (Cinder – som er baseret på Askepot eventyret, heraf navnet Cinder som skal linke til originaltitlen Cinderella) hvor vi møder den unge pige Cinder, som man hurtigt finder ud af ikke er helt som de andre piger. Hun er nemlig halvt cyborg og vi møder hende i en verden som tidsmæssigt befinder sig et antal år efter 4. Verdenskrig. Verden er nu blevet så videreudviklet at folk ikke kun bor på jorden, nej nu kan de også bo på månen (dog er de lokale Lunar folk ikke altid så venlige, og ikke mindst deres dronning, som er meget forhippet på at blive dronning over jorden også. Det skal også nævnes at Lunar folket har evner til at manipulere almindelige jordfolk med deres tanker) og forholdet mellem de to steder er noget anspændt.
Begivenhederne vil have det at den unge Cinder bliver viklet ind i et royalt komplot hvor hun prøver med al sin vilje at hjælpe den nykronede konge (efter den gamle konge lige afgik ved døden). Hvad ingen vidste, var at begivenhederne ville føre til konflikter som senere kunne resultere i krig mellem de to ’lande’.
I bog 2 (Scarlett – som er baseret på Den lille rødhætte, som du sikkert også kunne gætte fra titlen) møder vi Scarlett som leder efter sin bedstemor. Politiet har opgivet eftersøgningen, de er overbevist om at bedstemoderen blot stak af, men Scarlett er overbevist om at noget ikke er som det skal være. Hun slår sig sammen med den lettere bryske Wolf (ironisk navn, og man kan tydeligt se eventyrinspirationen i den her sammenhæng) for at finde sin bedstemor. I deres søgen støder de på Cinder, som nu er på flugt fra myndighederne, og flere sandheder kommer til overfladen som gør hele situationen meget mere anspændt.
Det som umiddelbart lyder som en politisk magtkamp er så meget mere end det. Historien er spændende og handlingen tager fart lige fra første side. Jeg kan ikke huske hvor hurtigt jeg læste mig igennem begge bøger, mest af alt fordi det ikke var særlig lang tid netop fordi de var så gode at jeg næsten ikke kunne ligge dem fra mig. Som historien udfolder sig bliver man bare viklet mere og mere ind i den her verden, som er meget godt skruet sammen og jeg blev mere og mere glad for de forskellige karakterer. Det er et univers der er originalt i sin opfindelse mens det har det gamle element i de originale eventyr – en sublim kombination. Det er svært at finde noget at sammenligne serien med fordi den er så særpræget i sin genre. Det eneste dårlige jeg kan sige om historien er forudsigeligheden i de forskellige romancer – det er mest fordi vi jo kender eventyrerne og derfor kan gætte os til hvem der finder sammen med hvem, men det er en mindre detalje som jeg ikke vægter særlig højt.
Cress (bog 3.) der udkommer den 4. februar! 🙂
Og nu skal jeg så ikke vente særlig længe på at bog 3 kommer. Der er ikke mere end et par dage til, så er det bare et spørgsmål om hvornår Amazon/posten vil levere den til mig. Yderlige skal jeg også lige finde tid til at læse den, jeg håber ikke jeg skal gemme den til vinterferien, jeg er ikke sikker på jeg kan vente så længe. Bog 3 (Cress) er baseres på Rapunzel, som er et af mine yndlingseventyr og den sidste bog i serien (som først kommer til næste år!), Winter, skal siges at være baseret på Snehvide. Ih altså hvor jeg glæder mig!
Continue Reading

Pulled Chicken på Tortilla

I dag stod den på en lidt anderledes aftensmad, og hermed mener jeg semi-nyt og desværre ikke 100% en succes. Jeg havde fundet en opskrift i et af de nye magasiner jeg er begyndt at føre (Mad & venner) som jeg syntes så helt vildt lækker ud på billedet, men som vi alle ved så bliver det aldrig som på billedet når man selv laver det.
Menuen bestod i Tortillapandekager med mangosalsa og pulled chicken (hvortil der også skulle laves noget der hedder molesauce).
Vi har indtil i dag kun prøvet pulled pork, men jeg må sige at pulled chicken i sig selv også er ganske velsmagende. Det var så heldigt at Netto havde tilbud på Jensens pulled chicken pakker til 35 kr, så det kunne ikke være nemmere; det skulle bare passe sig selv i ovnen, mens jeg lavede resten.
Det færdigrevet Pulled Chicken, nam!
Molesaucen blev lavet ved at tør riste en håndfuld tortilla chips på panden som blev sat til side. Herefter ristede jeg et løg og et par fed hvidløg på panden i noget olivenolie. Begge dele blev hældt i en blender sammen med en chili, 2 spsk cremet peanutbutter og en smule oregano. Det blendes sammen med ca 4-4½ dl kyllingefond (eftersom jeg ikke havde kogt noget kylling, kogte jeg bare noget vand og udblødte en kyllingebouillon deri). Når det var blevet blendet til en passende cremet masse blev det sat til at simre i en lille gryde mens jeg lavede mangosalsaen.
Mangosalsaen bestod af en mango, et rødløg, 4-5 tomater som blev skåret i mundrette bider og blandet sammen. Her klemte jeg en halv lime ud over efter at have tilsat en lille dåse majs (det der svarer til omkring 100 g). Det hele blandes sammen og til sidst blandes der også en dåse bønner i. Ifølge den opskrift jeg havde fundet skulle det være sorte bønner, men jeg havde købt røde fordi det normalt er dem vi spiser og det fungerede også helt fint.
Mangosalsaen.
Så vendte jeg tilbage til molesaucen (som jeg samtidig gik og rørte lidt rundt i) hvor jeg som det sidste tilføjede ca. 90 g mørk chokolade (opskriften sagde 90%, men jeg havde kun 70% kakaochokolade liggende i skabet) og så var det også klart.
Molesaucen som ligner noget…. Ja… Bedøm selv.
Som ekstra tilbehør til den samlede ret havde vi creme fraiche (som viste sig at være overflødig), alm. Salsa, en hjemmerørt guacamole (man kan også nøjes med ren avocado i pæne skiver, men eftersom kæresten kun kan finde ud af at spise avocado når den er most til guacamole blev det i den udgave), revet cheddarost og noget grofthakket salat med lidt forårsløg i.
Salat med lidt forårsløg.
Sammensat blev en portionsanretning noget større end man lige havde set sig for øje, og både jeg og kæresten var mætte efter en tortilla med fyld. Det hele smagte som sådan okay, måske lige med undtagelse af den der molesauce. Det var lidt af en underlig smagsoplevelse. Den havde en lidt mærkelig cremet, men blød konsistent mens den smagte meget sødt at chokolade til trods for at det jeg havde puttet i ikke var nær så højt i chokoladeindhold som der skulle i efter den rigtige opskrift. Så det så vi os nødsaget til at smide ud efter vi havde spist (og skal jeg være ærlig så det heller ikke særlig appetitligt ud, mest af alt lignede det noget, ja.. Det kan du jo selv bedømme). Resten derimod smagte rigtig godt fordi det var så bredt i smag og fordi der var så meget forskelligt at smage af. Man behøver jo ikke at blande det hele i sin tortillapandekage som vi gjorde, man jeg jo vælge og vrage hvad man nu lige lyster.
Hele menuen sammensat og så er det bare at spise til mange bliver mæt, hvilket kun kræver en portion.
Under alle omstændigheder var det i hvert fald sjovt at prøve og det er med sikkerhed ikke sidste gang at vi prøver pulled chicken!
Continue Reading