Marts/April Wrap-Up

De to sidste måneder har været et hurlumhej uden lige! For som jeg ikke har lagt skjul på, så blev vi forældre i midten af marts måned og hverdagen ser pludselig meget anderledes ud. Tiden til at læse er forsvundet utroligt hurtigt, i stedet er jeg blevet meget glad for vores Netflix som gør tiden med at amme noget mere underholdende. For jo jo, de første mange gange er det bare nok at sidde og stirre på sit nyfødte barn, men efter et par uger og barnet hænger på brystet i 30-45 minutter, så kan det altså være meget rart at man kan kværne et afsnit af hvilken serie man nu lige falder over.

Der har været en masse ting med vores nyfødte datter, men det vil jeg gerne dele med jer i et andet indlæg, for der har været en del ting, og vi er stadig ved at finde en rutine i vores nye hverdag. På nuværende tidspunkt kan jeg finde omkring 30 minutter til at læse mens baby sover til middag, når jeg har fået styr på alle de andre huslige ting, der lige skal ordnes inden hun vågner. Så mens jeg spiser frokost kan jeg lige nå et kapitel eller to. Dertil er Mofibo også blevet en rigtig god ven, og e-bøger er også rigtig velkomne til de lange perioder med amning. Sammen med de bøger jeg nåede at læse før baby kom, har jeg i de sidste to måneder fået læst 8 bøger, hvilket jeg er ret tilfreds med, for det er ca 4 om måneden/1 om ugen.

Jeg startede med at færdiglæse en samling essays i How to be a Heroine, der handler om mange af de forskellige literære heltinder vi stifter bekendtskab med igennem de mange bøger vi læser igennem livet, og i hvor stor stil de påvirker os. Det er ikke noget jeg egentlig har tænkt over før, men det satte da nogle tanker i gang da jeg læste hvordan det har påvirket forfatterens liv. Herefter fandt jeg tid til at stifte bekendtskab med Ivan i Den usynlige Ivan Isaenko, som var en besynderlig bog. På den ene side var den meget livsbekræftende, på den anden side blev jeg også meget bedrøvet af at læse den. Yderligere forklaring må nok vente til min anmeldelse kommer. Med baby på vej besluttede jeg mig for at læse lidt i bøger, som var forhåbenligt var lidt nemmere at lægge fra mig, og her var seneste skud på stammen fra Gaiman en fin bog. Norse Mythology er en grundig gennemgang af de nordiske myter fortalt af Gaiman, og jeg syntes det var interessant at høre om de nordiske guder fra en brites synspunkt.

Da baby så meldte sin ankomst og amningen kørte bare nogenlunde godt, kunne jeg begynde at lede efter spændende e-bøger til at holde mig med selskab til amningshygge. Først færdiglæste jeg hvad man måske kan kalde certificeret fan-fiction i The Tribe; A New World. Det var en meget underlig læseoplevelse, for på den ene side var det rart at læse om de karakterer jeg kan huske at elske, men på den anden side føltes det alt for meget som fanfiction og ikke den historie jeg havde forstillet mig. Herefter fandt jeg en genfortælling af Nøddeknækkeren i form af Winterspell, men den var jeg heller ikke 100% overbevist om. Det tog mig lidt tid at komme ind i den, og hovedpersonen overvandt mig aldrig helt.

Den nyeste bog af Patrick Ness, Release, har jeg været heldig at få lov til at læse før den rent faktisk udkommer, og det var en oplevelse. Mere vil jeg ikke sige, for min anmeldelse kommer om ganske få dage. Et andet anmeldereksemplar jeg fandt tid til var Ostekartellet, men den var jeg desværre ikke fan af. Selvom der var scener jeg lo af, så var jeg faktisk mest af alt frastødt en del over hovedpersonen. Jeg håber at partnerbogen dertil er noget bedre. En enkelt genlæsning blev det også til, som forberedelse til den sidste bog i trilogien besluttede jeg mig at genlæse A Court of Thorns and Roses (og jeg er pt i gang med A Court of Mist and Fury), så nu er jeg snart så klar som jeg kan blive til sidste bog. Spørgsmålet er bare om mit hjerte nogensinde bliver klar til den bog.

I maj måned står den på mere baby – selvfølgelig. Hun bliver jo ældre og ældre, og hendes middagslur giver mig mulighed for at læse et kapitel eller to, så lidt læsning bliver det da til. Dertil findes der lydbøger til gåturen med barnevognen, og e-bøger til amningen, så bøgerne kan jeg ikke undvære fuldstændigt. Jeg skal i hvert fald have læst en god del mere af Sarah J Maas og se hvad der sker for Feyre. Ellers har jeg ikke de store planer, men det må vi se. Ellers skal vi til en enkelt konfirmation og jeg skal op på mit arbejde og prale med baby. Men i det store hele laver vi ikke så mange planer for at baby kan få så meget ro og rutine som muligt.

Hvordan har jeres april måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i maj måned?

Continue Reading

Heartless (Marissa Meyer, 2016)

Catherine may be one of the most desired girls in Wonderland and a favorite of the unmarried King, but her interests lie elsewhere. A talented baker, she wants to open a shop and create delectable pastries. But for her mother, such a goal is unthinkable for a woman who could be a queen.
At a royal ball where Cath is expected to receive the King’s marriage proposal, she meets handsome and mysterious Jest. For the first time, she feels the pull of true attraction. At the risk of offending the King and infuriating her parents, she and Jest enter into a secret courtship.
Cath is determined to choose her own destiny. But in a land thriving with magic, madness, and monsters, fate has other plans.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den her bog har været på min radar noget så længe. Jeg absolut elsker Meyers Lunar Chronicles, og da jeg så hun havde kastet sig over en enkeltstående bog om at genfortælle den onde dronning fra Alice i Eventyrland, var det et givet at den måtte jeg eje og læse. Måske er det også derfor mine forventninger til bogen har været enormt høje, og gjorde det en smule svært at indfri dem. For hvordan kan man sammenligne noget som helst med Lunar Chronicles, som er sci-fi og eventyrgenfortællinger på samme tid? Det er to meget forskellige kategorier, og her falder Heartless ikke lige præcis indenfor rammerne.

Heartless er historien om Cath, der allerhelst bare gerne vil bage og gøre resten af Hearts beboere glade med sit bagværk, og hun har absolut ingen interesse i den lidt fjollede Konge, som at mystiske årsager finder hende perfekt som sin kommende dronning. Og den ’romance’ eller hvad man nu lige skal kalde det, faldt bare helt og aldeles uden for historien. For mit vedkommende passede den overhovedet ikke ind nogen steder. Der var ikke rigtig på noget tidspunkt bygget op til Kongens interesse, den var der bare, som noget konstant og meningsløst. Hvilket gjorde Kongen til en endnu mere latterlig og lalleglad person end han i forvejen var/er. Til gengæld må jeg indrømme at den overfladiske romance kom til at stå i dyb kontrast til hvad der udvikler sig mellem Cath og Jest. Desværre tog den romance mig bare heller ikke med storm på noget tidspunkt.

”She was a lady, and he was a novelty. If she should see him again – which was unlikely in itself – she would entertain only civilized conversation. None of these flirtations that had carried her away before. There could be nothing improper at all.”

Jeg ved at mange der har læst bogen, er faldet pladask for Jest. Og på mange områder kan jeg da også godt se, at han er lidt en drømmefyr, men det blev han bare aldrig for mig. Personligt syntes jeg at den romance der opstod mellem ham og Cath skete alt for hurtigt og alt for flygtigt, og selvom den havde mere dybde end Kongens følelser, så fik den mig bare aldrig rigtig overtalt. Det er nok også derfor jeg ikke er ellevild med historien. Jeg følte aldrig rigtig at den drivkraft der skulle ligge bag følelserne for Jest var nok. For mig var han lidt ’meh’, og nok af den grund kunne jeg ikke sætte mig ind i de hvirvelvindsfølelser som Cath meget hurtigt fik for ham.

”She glanced back at Jest, but he nodded encouragingly. There wasd no doubt in his expression, unlike Hatta’s, and that bolstered her. She knew this decision, once made, could never be undone. But what choice was left to her? She had meant what she said. She no longer belonged in Hearts.”

Hvis jeg ser bort fra de ting, som den lidt flade romance, så syntes jeg i det hele taget at den verden som Meyer har fået opbygget i Hearts, som det eventyrland vi skal forestille at kende, var rigtig god. Det var præcis noget af det jeg var meget glad for ved bogen, for her viser Meyer at hun har respekt for det oprindelige eventyrland, men hun er ikke bange for at tilføje nye detaljer eller pille lidt ved nogle af tingene, for at skabe en spændende historie til sine læsere. Jeg var især begejstret for den krig der blev hintet til et par gange, i det såkaldte Hvide naboland, hvor Jest skulle komme fra. Af en eller anden grund fandt jeg den meget interessant, og hvis hun skulle have lyst, så tror jeg Meyer har til en helt ny historie der. En som jeg i hvert fald kunne finde spændende at læse.

I sidste ende må jeg nok bare holde mig til det faktum at Heartless ikke er nogen Lunar Chronicle. Og hvor jeg kan læse de bøger igen og igen, så er Heartless nok ikke en jeg kommer til at læse nær så mange gange. Mine forventninger blev ikke indfriet helt som jeg havde håbet på. Overordnet var jeg tilfreds med valget af baggrundshistorien for den kommende onde dronning, men jeg blev bare aldrig 100% overbevist af den. Jeg var vild med den verden vi blev præsenteret for, og de mange sekundære karaktere var jeg også svært begejstret for; Hatta syntes jeg specielt godt om, for han var rå og lagde ikke skjul på noget i sine meninger. Det er nok også der mine stjerner lander, den sidste ville have været med hvis jeg havde været overbevist af romancen og drivkraften bag denne.

Continue Reading

På Kant med Livet (Jennifer Niven, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplaret.

17-årige Libby kæmper med sin fortid som ”USA’s tykkeste teenager”. Men hun har tabt sig og er mere end klar til at kaste sig ud i alt, hvad livet har at byde på: high school, venner og kærester. Alligevel har folk omkring hende svært ved at se, hvem der egentlig gemmer sig bag de mange kilo.
Jack er cool og sjov. Men i virkeligheden dækker den smarte facade over en ulykkelig hemmelighed: Jack kan ikke genkende ansigter – selv hans egne brødre er fremmede for ham. Så selv om alle tror, at de kender ham, kender han ingen. Og ingen får lov at komme tæt på ham.
Ikke før han møder Libby i en gruppe hos skolepsykologen. Lidt efter lidt finder de ud af at lægge deres vrede og sårede følelser til side og i stedet se – virkelig se – den chance for kærlighed, som ligger lige foran dem.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg kan huske da jeg færdiglæste den første af Nivens bøger, der var jeg grædefærdig og jeg låste mig næsten inde på toilettet i et kvarters tid for at få styr på mig selv. Det skete dog ikke med hendes anden bog. Jeg blev ikke nær så rørt, men dermed ikke sagt at bogen var dårlig. Den var skam stadig ganske god, og jeg blev bare rørt på andre niveauer. For bogen tackler stadig nogle livsbekræftende emner, og måske endda også spørgsmål omkring livet og ens plads deri.

Bogen skifter synsvinkel fra henholdsvis Jack og Libby, hvis liv på mystisk vis bliver viklet ind i hinanden, og der opstår et usandsynligt venskab imellem de to, som (lidt) forudsigeligt selvfølgelig også udvikler sig til lidt andet. Skolelivet der bliver fortalt og skildret fandt jeg ganske realistisk, så meget endda at jeg begyndte at finde nogle af Jacks kammerater gevaldigt irriterende. De var nogle ordentlige idioter for at sige det lige ud. Til gengæld kunne jeg rigtig godt lide den københavnske udvekslingsstudent som Libby stifter bekendtskab med. Hans rolle i historien er ikke særlig stor, men jeg syntes nu han var rigtig fin.

”Men den eneste, der skiller sig ud fra den stirrende, skræppende flok, er hverken min bror eller kvinden, som har ødelagt mine forældres ægteskab. Det er en pige, jeg ikke engang kender, den største pige i rummet.”

Af de to hovedpersoner Jack og Libby, foretrak jeg nok mest Jack. Hans problem virkede for mig mere hjerteskærende end Libbys vægtproblem. Hermed ikke sagt at jeg ikke godt kunne spejle mig lidt i Libbys problem fra tid til anden, men Jacks problem virkede bare mere sørgeligt og alvorligt. Det lyder måske en smule hårdt at sige, men det var sådan jeg havde det igennem bogen. Det bunder måske også ud i, at jeg fra tid til anden havde svært ved at forene mig med de handlinger som Libby gjorde. Jeg forstår udmærket at hun har en stor selvtillid og ikke er flov over sin størrelse, men den kæmpe store mængde selvtillid hun udviste stort set hele tiden, ja, ærlig talt så fandt jeg den en smule falsk og påtaget fra Nivens siden.

”Men jeg har det fint her. Det kan godt være, jeg taber mig. Eller også gør jeg ikke. Men hvorfor kommer min vægt andre mennesker ved? Jeg mener, medmindre jeg ligefrem sidder på dem, kan de så ikke bare være ligeglade?”

Bortset fra det så syntes jeg i det hele taget at det var en god bog. Jeg kunne godt lide at Niven tog fat på alvorlige problemer, uden at de skulle være nær så alvorlige som i hendes første bog. Det gjorde den en smule lettere, hvis det giver mening. Jeg er stadig lidt i tvivl om hvad jeg syntes om slutningen. På den ene side syntes jeg den var super fin, på den anden side faldt den også lidt ind under den forudsigelige del af bogen. Alt i alt er På kant med livet en rigtig fin bog. Den tager fat i nogle seriøse emner, uden at det bliver for tungt eller tekstbog-agtigt, og den gør det igennem nogle personer man kan relatere til på den ene eller den anden måde.

Jeg vil måske endda gå så langt at sige, at man faktisk bør starte med den her bog, og først bagefter læse Som stjerner på himlen, bare fordi den her kan lade op til hendes første bog. Det er selvfølgelig taget i betragtning af emnerne og måden de bliver behandlet på, for derudover har de to bøger intet med hinanden at gøre.

Continue Reading

Everything, Everything (Nicola Yoon, 2016)

(Automatisk barselsindlæg.)

My disease is as rare as it is famous. Basically, I’m allergic to the world. I don’t leave my house, have not left my house in seventeen years. The only people I ever see are my mom and my nurse, Carla.

But then one day, a moving truck arrives next door. I look out my window, and I see him. He’s tall, lean and wearing all black—black T-shirt, black jeans, black sneakers, and a black knit cap that covers his hair completely. He catches me looking and stares at me. I stare right back. His name is Olly.

Maybe we can’t predict the future, but we can predict some things. For example, I am certainly going to fall in love with Olly. It’s almost certainly going to be a disaster.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg må sige at der efterhånden findes en del bøger, især ungdomsbøger, der behandler den her ukendte/meget sjældne sygdom, der gør at vores protagonist skal leve i en såkaldt plastikboble. Det er godt nok ved at være nogle år siden jeg sidst har læst en, men ikke desto mindre bliver det ved med at være et emne som forfattere finder interessant at skrive om. For mit vedkommende betyder det bare, at de bliver nødt til at tilføje noget nyt til det her emne, som er blevet fortalt et par gange efterhånden. Everything, Everything formår dette på nogle punkter, mens den på andre punkter desværre ligger i samme kategori med de andre.

En af de forfriskende ting jeg især godt kunne lide ved den her bog, er det simple faktum at det denne gang er en pige vi følger med hendes såkaldte sygdom. De fleste andre bøger jeg kender til er det for det meste altid en dreng (som i sidste ende bliver fristet af nabopigen til at stikke af og sætte livet på spil), og derfor var det rart at få rollerne vendt om på den her måde. Måden hvorpå Madeline fortæller sin historie var også et friskt pust. Fremfor den sædvanlige lange historie er bogen spækket med små bidder af sjove informationer eller ting som Maddie, som hun senere kalder sig, finder interessante. Lige fra spoilers over de bøger hun læser, til transskriberede chatsamtaler med hendes nye ven.

”We stare at each other in a kind of shocked standoff for a few seconds. I’m shocked because I’m an idiot and I can’t believe that I said that. Carla’s shocked because I’m an idiot and she can’t believe that I said that.”

Taget i betragtning at Maddie skal forstille at have levet hele sit liv i sin metaforiske boble, så har hun et meget sundt syn på livet, også det hun ikke nødvendigvis kender noget til udenfor hendes boble. Det syntes jeg også var rart, at hun trods alt var i stand til at se tingene i et større perspektiv, at der ikke skulle sættes gang i den store uddannelse i livet. Maddie var ikke ignorant eller blødsøden på de punkter, men hun manglede bare lige det sidste skub for at sætte hende i direkte kontakt med omverdenen, og her træder Olly ind i historien.

”We slip into quiet. Above us the fan whirs softly, coaxing warm air around the room. Through the doors I hear the ding of the elevators and the low murmur of passing voices. A few days ago just a single day outside seemed like it would be enough, but now that I’ve had one, I want more. I’m not sure if forever would do.”

Jeg føler at Ollys rolle/historie havde en alt for lille rolle i den samlede historie, for med de brudstykker vi får fra Maddie, er det tydeligt at hans familie også har en del at kæmpe med. Der var faktisk tidspunkter hvor det irriterede mig at Maddie ikke tog kontakten til Olly op, fordi jeg egentlig gerne ville vide hvad der også skete med Ollys familie. Han gled for nemt ind og ud af historien, og han burde have haft en lille smule større rolle i det overordnede; mest af alt hans familie taget i betragtning.

For mit vedkommende var slutningen forudsigelig og så alligevel ikke. De store bidder af slutningen havde jeg forudset, men de små detaljer overraskede mig, hvilket var rart. Hvis de store detaljer havde formået at overraske mig, havde bogen nok også fået den sidste stjerne med, men sådan skulle det ikke være. Og det er her jeg bliver nødt til at smide den i føromtalte kategori af ungdomshistorier i bobler. For selvom den her var god på mange punkter, og forfriskende med en piges synsvinkel på hele historien for engangsskyld, så er det altså ikke min favorit i den her genre. Hvis man er interesseret i flere af den her type fortællinger kan jeg anbefale Going Out af Scarlett Thomas, der handler om en dreng der er allergisk overfor solen, eller The Boy in the Bubble af Ian Strachan, som er min absolutte favorit i den her kategori. Begge to er gode på hver deres måde, men jeg vil også tilføje at du bør have lidt lommetørklæder med til den ene af dem – jeg siger ikke hvilken, da det vil spoile lidt for meget.

 

Continue Reading

Barselslivet #03

Det her indlæg er nok et af de mest private I vil komme til at finde her på bloggen. Nu er I advaret, for det kommer til at handle om graviditet og fødsel, og jeg kan ikke love at det hele bliver lige rart at læse om. Hvorfor vil jeg så egentlig dele dette med jer, sidder der måske nogle af jer og tænker? Og det er nok også noget underligt noget, men personligt er det bare rart at kunne fortælle om, og dele oplevelsen med andre, så man ikke går og holder noget tilbage. Desuden kan det være andre vil læse det og blive mere/mindre skræmt ved tanken om at skulle føde.

Men altså….

Fra de første veer så småt begyndte, til lillepigen endelig var ude, gik der rundt regnet godt og vel 25 timer. Til at begynde med var jeg meget i tvivl om det rent faktisk var veer, for de første føltes ikke helt så slemme som man hører de skal. Smerten sad mest af alt over lænden, og kom med okay mellemrum, og jeg kunne sagtens holde til at bevæge mig rundt endnu. Jeg ringede derfor ind til fødegangen, for at forsikre mig selv om at alt var som det skulle være, og at jeg ikke behøvede at ringe efter Kæresten helt endnu. Vi havde nemlig aftalt at han tog på arbejde, som den sidste dag, eftersom det var planlagt at jeg alligevel skulle sættes i gang dagen efter. Alt det her var ca. Kl. 11.00 tirsdag formiddag. Efter at have ringet med fødegangen, som forsikrede mig om, at så længe jeg kunne holde til det, skulle jeg bare blive hjemme, ringede jeg til min mor, som straks satte sig for at få hentet de dagplejebørn hun har, hurtigst muligt, så hun kunne komme hjem og sidde ved mig.

Henover middag tog tingene så småt til, jeg ringede til Kæresten og sagde at han skulle køre hjem lige så snart han var færdig med det møde han havde kl. 14.00. Min mor kom hjem og sad ved mig i løbet af eftermiddagen, hvor jeg godt kunne mærke at smerten tog lidt mere til. Jeg besluttede derfor at se lidt fjernsyn, for at distrahere mig selv fra smerten. Da Kæresten endelig kom hjem, sad min mor og jeg derfor i sofaen og så The Big Bang Theory, mens jeg var støttet op af puder fra alle vinkler. Jeg ringede igen til fødegangen, men fik igen at vide at så længe jeg kunne holde til det, skulle jeg bare blive hjemme, men det lød som om det hele skred frem som det skulle. Min mor kørte hjem, og Kæresten tilberedte lidt nem aftensmad, som vi spiste i ro og mag, mens jeg fik smertejag henover lænden fra tid til anden. Herefter blev jeg hurtigt smidt hen i sofaen igen, hvor jeg fandt det mest behageligt, og TVet kunne distrahere mig. Jeg var meget opsat på at få set Hammerslag den aften, hvilket jeg også gjorde! 😀 Efter det besluttede jeg mig for at se om jeg kunne få lidt søvn, men på det tidspunkt var smerterne så voldsomme at jeg ikke engang kunne ligge ned i sengen, ej heller sidde i lænestolen og sove. Et opkald mere til fødegangen, og vi var afsted i bilen hvor de ventede på at tage i mod os.

Vi blev indlagt/taget i mod ca. 22.30 tirsdag aften, og efter den første undersøgelse fortæller jordmoderen mig at jeg allerede er 6cm klar til fødsel! Det kom enormt bag på mig, at tingene var så langt fremme, for det betød at jeg havde været i det man kalder aktiv fødsel det meste af eftermiddagen/aftenen! Efter lidt ventetid blev vi flyttet ind på selve fødestuen, og med vagtskifte kom jordmoder nummer 2, som viste sig at være min egentlige jordmoder. Efter lidt snak frem og tilbage, og med flere og flere smerter blev vi enige om at jeg skulle i et varmt karbad. Oprindeligt havde jeg ønsket at føde i vand, men de 2 fødekar på fødegangen var selvfølgelig optaget, og den næst bedste løsning i form af smertestillende blev varmt karbad. Den korte gåtur fra fødestue til badeværelse var en kamp i sig selv, og jeg kan huske at jeg måtte støtte mig til væggen eller Kæresten, alt efter hvad der var nærmest. Men det er et under hvad næsten 2 timer i varmt vand kan gøre mod ve-smerter. Jeg kan huske jeg lå og holdt rigtig godt fast i håndtaget på væggen, alt imens Kæresten hældte varmt vand over hele min krop, som ikke var under vandet i forvejen. Det var en meget underlig oplevelse, men også utrolig lindrende. Det var så lindrende at det satte farten ned på mine veer, og de gik en smule i sig selv igen. Tilbage på fødestuen, gjorde det det muligt for os at hvile lidt. Vi fik bakset en seng ind til Kæresten, så han kunne få et par timers søvn, efter at have været oppe i snart 24+ timer, imens jeg selv fik mulighed for at blunde lidt et par timer og slappe meget mere af.

Ulempen ved et varme vand var desværre også at det hele pludselig gik lidt for langsomt, og jeg havde ikke flyttet mig i forhold til cm klar til fødsel. Klokken 6 onsdag morgen, blev jordmoderen og jeg derfor enige om at tage mit vand – som endnu ikke var gået. Jeg vækkede Kæresten, og jordmoderen fandt sin ’nål’ frem. Jeg kan huske min mor fortalte mig, at når vandet går føles det mest af alt bare som om du har tisset helt vildt i bukserne, og det har hun sådan set ret i. Bortset fra at når de gør det på fødegangen, har du ikke bukser på og af en eller anden årsag føltes det hele meget mere voldsomt når vandet så fosser ud af dig. Jeg blev i hvert fald forskrækket over hvor meget vand der egentlig er tale om.

At tage mit vand satte skub i tingene igen, og pludselig var der vagtskifte igen og goddag jordmoder nummer 3 og 4 (jordmoderstuderende). I løbet af de næste par timer tog veerne virkelig til, og jeg forsøger virkelig ikke at råbe af Kæresten, som jeg er ret sikker på ikke helt vidste hvad han skulle gøre enkelte gange. Det næste smertestillende jeg fik afprøvet var et lille massageapparat, der med klistermærker blev sat hen over min lænd. Med en slags fjernebetjening kunne man styre hvornår den skulle massere let og hvornår det skulle massere knap så let – til når veen var på sit højeste. I mit hoved kunne jeg ikke håndtere at trække vejret samtidig med at styre massagen, så den overlod jeg til Kæresten, og han fik en del onde øjne af mig, er jeg sikker på.

Da klokken nærmer sig ca. 10.00 onsdag formiddag beslutter vi at prøve et varmt karbad igen som smertestillende, da det virkede så godt i løbet af natten. Men jeg føler knap nok jeg når at ligge i karbadet mere end 10-15 minutter før jeg ikke engang kan holde til det. Veerne er nu på hvad jeg syntes er sit højeste. Inden vi går tilbage til fødegangen, skal jeg forsøge om jeg ikke kan gå på toilettet, men der panikker jeg midt i en ve, og jeg kan huske at jeg nærmest råber ind i Kærestens ansigt at ’Nu kommer hun!’ – ergo var mine presseveer begyndt. De gange jeg skulle gå ud til badeværelset fra fødestuen, tog det en evighed fordi det hele gjorde så ondt, men denne tur fra badeværelset tilbage til fødestuen var nok den hurtigste jeg gik, for jeg skulle tilbage hurtigst muligt og have ungen ud.

 

Der skulle gå yderligere et par timer før det rent faktisk skete. Når jeg sidder nu og tænker tilbage på det hele, må jeg indrømme at smerterne er lidt svære at beskrive, udover at det gjorde fandens ondt. Man vil helt vildt gerne presse og få ungen ud hurtigst muligt, men sådan går det bare ikke. Som førstegangsfødende tager det enormt lang tid, for det man formår at presse i en ve, går halvvejs tilbage igen inden næste ve kommer. To skridt frem og et tilbage var det størstedelen af tiden. Derudover skulle de hele tiden tjekke at babys hjerterytme var som den skulle være, og der skulle sættes diverse måleapparater fast til mig og baby imellem veerne. Og ja, det betød at der blev sat ting fast på baby igennem en vis åbning i mig; vildt underligt. Da vi endelig kommer til at hovedet skal ud, er jeg tæt på at give op. Jeg har ikke fået noget smertestillende siden karbad, og jeg kan mærke at jeg snart ikke kan mere. Min Kæreste var den sødeste, der blev ved med at heppe på mig, også selvom jeg stortudede og skreg i smerter. En naturlig fødsel er et mirakel, men et smertefuldt mirakel. Jeg kan huske jeg fik Kæresten til at se efter da hovedet var kommet ud, og pludselig kom den sidste ve og så var hun kommet ud i verden. Det første hun gør, siger jordmoderen, er at afføre; så ved vi det virker, som de sagde. Kort efter bliver hun smidt op på brystet af mig, og alt andet er glemt for pludselig ligger denne lille skabning og kigger på mig med sine store øjne, og jeg er solgt!

Jeg vil stoppe her, for denne gang. Jeg håber I har kunne leve med de få detaljer jeg har givet jer, uden at det har skræmt jer helt og aldeles. Jeg håber også at det kan hjælpe andre som venter sig, til at være måske mindre skræmt ved tanken om fødsel. For jo, det er hårdt arbejde og det gør smadder ondt, især hvis man som jeg gør det uden epidural (hvilket jeg må indrømme, jeg er lidt stolt af, selv den dag i dag), men når først barnet ligger og kigger på dig, så glemmer man det hurtigt igen. I dagene efter fødslen skete der også en frygtelig masse ting, som jeg vil gemme til at fortælle om en anden gang.

Continue Reading

Skyggernes Dronning (C.J. Redwine, 2016)

(Automatisk indlæg i min barselsperiode.)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

The Shadow Queen – Skyggernes dronning er en mørk fantasy-fortælling inspireret af eventyret om Snehvide. Lorelai Diederich, kronprinsesse på flugt, har en mission: at dræbe den onde dronning, der tog Ravenspire-tronen og slog hendes far ihjel. For at gøre dette, må Lorelai bruge det ene våben, hun og dronning Irina har til fælles: magi. Lorelai bliver nødt til at være stærkere, hurtigere og mere kraftfuld end Irina, den farligste troldkvinde, Ravenspire nogensinde har set.
I det nærliggende rige Eldr får den næstældste prins Kol pludselig ansvaret for at redde sit kongerige, da Kols far og storebror bliver dræbt af en invaderende hær af trolde.
Kong Kol får brug for magiens kræfter, og hans eneste mulighed er at lave en aftale med dronningen af Ravenspire. Han skal være dronningens personlige jæger og bringe hende Lorelais hjerte.
Men Lorelai er slet ikke, som Kol forventede – hun er smuk, hård og ustoppelig – og på trods af hans brug af mørk magi tiltrækkes Lorelai af den lidenskabelige og plagede konge. Mens Lorelai kæmper for at være et skridt foran dragejægeren – som hun fatter langt mere sympati for, end hun burde – gør hun alt i sin magt for at ødelægge den onde dronning. Men Irina vil ikke give op uden kamp, og hendes sidste skridt kan koste prinsessen den ene ting, hun stadig har tilbage til at miste …

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

En genfortælling af Snehvide der har drager med i historien på en eller anden måde; allerede der var jeg solgt på den her bog. Historien var dog ikke helt hvad jeg havde troet den ville være, men ikke desto mindre så var den let læst og jeg var positivt underholdt igennem den. Det er dog også klart at den muligvis er tiltænkt et noget yngre publikum end hvad jeg er, men skidt pyt. Jeg var især begejstret for prologen, måden den var skrevet på syntes jeg var rigtig fængende, for man kunne genkende det klassiske eventyr, men stadig se de nye elementer som Redwine havde tilføjet.

I rollen som Snehvid, eller hvordan man nu lige skal formulere det, var jeg lidt i tvivl om Lorelai engang imellem. For det er tydeligt at hun er en stærk karakter, men hun virkede også ret så let at knække i nogle aspekter. Forholdet mellem hende og broderen var stærkt og ubrydeligt fra starten af bogen, og jeg kunne sagtens se hvordan han var med til at forme hende som person, og derfor skuffede det mig også en smule da han pludselig ikke var i billedet længere. Det virkede en smule for let, og Lorelai blev måske også en smule overdramatisk på nogle punkter i den forstand, og hendes reaktioner efterfølgende kunne jeg ikke helt forene mig med.

”Lorelais hjerte hamrede i brystet, og magien brændte i hænderne. Hun kunne ikke blive i den brændende stald. Hun kunne ikke springe direkte ned på jorden. Hun måtte improvisere.”

I modstykke til Lorelai har vi Kol, og han var svær at greje. Han startede ud med at være en idiot, for at sige det lige ud, for så at ændre sig flere gange i løbet af bogen. Han var nok den der gennemgik flest forandringer, og hvor nogle gav mening for historien, var det tydeligt at andre bare var smidt ind for at skabe dramatik og spænding mellem ham og Lorelai. For selv inden man er begyndt på bogen, kan man godt forudse hvad der skal komme til at ske mellem ham og Lorelai, og det til trods for hvor meget den onde Irina forsøger at forpurre det for dem.

”Hun var den stærkeste. Hun kunne overvinde dronningen.  Erkendelsen ramte hende som et slag. Hvis hun kunne overvinde dronningen, betød det jo også, at hun kunne have reddet Leos liv. Hun stirrede på sine hænder, mens sorgen fik hendes hals til at snøre sig sammen, og skammen gennemsyrede hendes hjerte.”

Der var faktisk enkelte gange jeg havde lidt medlidenhed med Irina. Der var et par gange hvor jeg faktisk var mere interesseret i hendes historie, end den jeg var i færd med at læse. Personligt føler jeg at Irinas baggrundshistorie og familieforhold var alt for lidt udnyttet. Jeg syntes i hvert fald at der ville være til en helt bog for sig selv, som jeg godt kunne finde interessant. Men sådan er det jo tit med de onde; der skal skabes en solid baggrund for hvorfor de opfører sig som de gør, og det syntes jeg var gjort rigtig godt med den her bog.

Da det endelig kom til det store opgør, må jeg indrømme jeg blev en smule skuffet. Hele bogen igennem blev der lagt op til den store magtkamp mellem Lorelai og Irina som to kæmpe magtkæmpere, og da det så skulle ske, var det bare som om det var overstået alt for hurtigt. Der var blevet enorm megen energi på at forklare den slags magi de to hver især brugte, og der var en del spændende eksempler igennem bogen, og jeg følte bare ikke det blev udnyttet til fulde i den såkaldte store magtkamp. På forunderlig – og forudsigelig – vis sejrede Lorelai alt for hurtigt, og Irina bukkede under alt for let. Det var nok den største skuffelse for mit vedkommende, og halvdelen af grunden til den ikke får den sidste stjerne. Den anden halvdel af den grund hænger også sammen med at bogen, som sagt tidligere, tydeligvis er skrevet til et noget yngre publikum end jeg. Der var scener jeg klart kunne se var skrevet for at glæde de unge teenage-piger, og hvis jeg selv var 15-16 år, ville jeg da nok også være vanvittigt forelsket i Kol, men det er jeg nu ikke engang, og derfor må jeg holde den sidste stjerne tilbage.

Continue Reading

Baby og lidt barsel

Så kom tiden – jeg er blevet mor! Og hvor er det vildt at sige, for ikke at sige helt vildt underligt, men samtidig også mega fantastisk. Fantastisk hårdt ikke mindst også.

Det betyder altså også at jeg lige for tiden ikke har det vilde overskud til bloggen her, og derfor kommer den nok lige til at stå stille et lille stykke tid. Jeg har dog et par anmeldelser, der er skrevet, som måske kan finde vej til bloggen på et eller andet tidspunkt, men ellers er bloggen betragtet som gående på barsel på ubestemt tid.

Jeg håber at I stadig vil følge med når jeg engang vender tilbage, selvfølgelig med flere gode anmeldelser og nok også lidt personlige opdateringer om min nye hverdag.

Continue Reading

The Snow Child (Eowyn Ivey, 2012)

Alaska, 1920: a brutal place to homestead and especially tough for recent arrivals Jack and Mabel. Childless, they are drifting apart–he breaking under the weight of the work of the farm, she crumbling from loneliness and despair. In a moment of levity during the season’s first snowfall, they build a child out of snow. The next morning, the snow child is gone–but they glimpse a young, blonde-haired girl running through the trees. This little girl, who calls herself Faina, seems to be a child of the woods. She hunts with a red fox at her side, skims lightly across the snow, and somehow survives alone in the Alaskan wilderness. As Jack and Mabel struggle to understand this child who could have stepped from the pages of a fairy tale, they come to love her as their own daughter. But in this beautiful, violent place things are rarely as they appear, and what they eventually learn about Faina will transform all of them.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den her bog tryllebandt mig, men den var også hjerteskærende på samme tid. Det er nok også på grund af det sidste at det tog mig lidt længere tid rent faktisk at få den læst, i hvert fald længere end jeg havde regnet med. Historien om det barnløse par, der flytter til Alaska for at starte et nyt liv uden de barske og pinefulde minder, var på nogle punkter mere end jeg kunne håndtere. Det har måske noget at gøre med det faktum at jeg var gravid da jeg læste bogen, og derfor var passagerne omkring barnløsheden endnu mere brutale end de måske burde være. Det var også de kapitler der var sværest at komme igennem, men da magien og ’eventyrdelen’ begyndte at tage fat, blev jeg også opslugt.

Som Faina bliver en større og større del af bogen, blev historien også des mere fængslende. Jeg var fascineret at den måde hun snor sig ind på livet af Jack og Mabel, som bare tager det for givet at hun indfinder sig i deres liv, og ikke stiller spørgsmål ved det. Ikke højt i hvert fald. For hver for sig, opstår der utallige spørgsmål, men de bliver aldrig rigtig stillet højt til hinanden som par, som man burde forvente. Parforholdet mellem Mabel og Jack virkede mig en smule ustabilt til tider, og når man tager historiens begivenheder i betragtning, så forstår man det godt.

”Snowflakes and naked babies tumbled through her nights. She dreamed she was in the midst of a snowstorm. Snow fell and gusted around her. She held out her hands and snowflakes landed on her open palms. As they touched her skin, they melted into tiny, naked newborns, each wet baby no bigger than a fingernail. Then wind swept them away, once again just snowflakes among a flurry if thousands.”

Ivey har skabt et vintereventyr, men ikke det sukkersøde som man mest ville forvente. Tværtimod er det et vintereventyr med rod i virkeligheden og de barske vilkår man som menneske ikke kan slippe udenom. Men samtidig snor hun lidt magi ind blandt virkeligheden, og den barske vinter fortager sig en smule. Tilbage sidder man med en historie der forbløffer og rammer en dybt i hjertet, på flere forskellige måder. Personligt var jeg dybt rørt over det forhold Mabel udvikler til Faina, og den tiltro hun har til barnet.

”For days, Jack thought of little else. When he had been a young man, he had been oblivious to girls. While his friends spiffed themselves up each weekend for dances, he was more interested in spending the evenings whittling on a wood project or caring for a foaling horse. Sure, he had kissed a few girls behind the barn, but only when pressed to, and he often wondered what had been different about Mabel that his attention was caught and firmly held.”

Selvom Faina er snebarnet og man skulle tro det var hendes historie, så følte jeg det mest af alt var Mabels historie. Igen kan det selvfølgelig have noget at gøre med min graviditet, og at det er derfor jeg mest læser det som Mabels historie. Men kapitlerne fra Jacks synspunkt var på en del punkter mere praktiske end de var følelsesrige. Mabels kapitler var rå af følelser, og de ramte mig hårdt. Faina spiller selvfølgelig en stor rolle i historien, men som karakter tiltalte hun mig ikke rigtigt. Hun virkede selvisk og uvidende på en hel del ting, og det lod hun det til at have det fint med. Også selvom hun blev gjort opmærksom på at der var flere ting hun kunne lære nyt omkring.

Som en debutroman har Ivey skabt et eventyrligt skær omkring en barsk virkelighed i det kolde Alaska, hvor sneen forventes selvom den også frygtes. Man kan næsten mærke når temperaturen falder, men på samme tid skrues der op for Mabels forventninger, for med sneen ved vi at snebarnet kommer. Man kan tydeligt se de barske vintre for sig, og se hvordan Jack og Mabel kæmper sig igennem livet i norden for at finde et nyt liv de kan holde fast i. Med Faina tyder det på at de fandt lidt af hvad de ubevidst havde søgt efter, men virkeligheden haler som altid ind på parret og sammen med dem må vi indse at man ikke altid kan få lige præcis hvad man gerne vil have.

Continue Reading

Great Series #01 – Firebird

Jeg har længe tænkt over, hvor besværligt det nogle gange er at anmelde bøger, der hænger sammen i serier. Man vil gerne snakke/skrive helt vildt meget om hvad der sker i pågældende bøger, men man vil heller ikke spoile alt for meget, for der sidder uden tvivl enkelte der ikke har læst hverken den første eller andre bøger i serien. Jeg har derfor besluttet at lave en ny række indlæg her på bloggen, der netop fokuserer på serier, og mere specifikt på hele afsluttede serier. For jeg har selv tit oplevet at skulle skrive en anmeldelse af en bog, og hvor svært det er at skulle beskrive handlingen, uden at sige for meget, hvilket har gjort det en smule besværligt i sidste ende. Fremover vil I derfor, her på bloggen, heller ikke se nær så mange anmeldelser af seriebøger, medmindre det er den første i en serie. Resten har jeg valgt at forsøge at samle i de her indlæg, der fokuserer på hele serien samlet.

Den første serie jeg gerne vil rose og snakke lidt om er Claudia Grays Firebird trilogi. Historien udspiller sig primært i San Francisco igennem Margurite, men samtidig springer den også meget vidt omkring i resten af verden. For Margurites forældre er forskere og har opfundet en lille himstregims, som gør det muligt for bæreren at hoppe fra dimension til dimension. Vi har altså ikke med tidsrejser at gøre, men dimensionsrejser, og i mine øjne er det næste lige så godt! Men med rejser fra dimension til dimension kommer også en række moralske og etiske dillemmaer i spil, som vores hovedperson især kommer til at stå ansigt til ansigt med igennem bøgerne.

Den første bog følger Margurite i hendes søgen efter sin far, som menes forsvundet/dræbt, og de forviklinger hun kommer ud for, da hendes Firebird selvfølgelig går i stykker og hun er fanget i en parallel dimension. Stille og roligt bliver det klart at der er større ting på spil, og i de efterfølgende to bøger følger vi Margurite på jagt igennem flere og flere dimensioner for at redde sin familie, og ikke mindst Paul, som hun forelsker sig hovedkulds i, og på vejen får hun hjælp af sin kammerat Theo.

Umiddelbart er der lagt op til et af de klassiske teenagetrekantsdramaer, men det bliver der aldrig rigtig plads til, for det står meget hurtigt klart hvem Margurite vælger og altid vil vælge. Men det er ikke ensbetydende med at den kærlighed ikke bliver sat på prøve, for med hver dimension møder vi forskellige udgaver af Margurite, Paul og Theo og det skaber en del komplikationer hen af vejen. Det stiller også nogle store spørgsmål i forhold til skæbne og hvorvidt vi selv er med til at bestemme hvordan vores liv skal udforme sig, eller om vi altid bare har fulgt en forudbestemt sti.

Disse forholdsvis store spørgsmål er nogle af de ting jeg fandt yderst interessant ved den her trilogi. Derudover syntes jeg også det var vildt fascinerende med alle de forskellige dimensioner der blev udforsket, og hvor vildt anerledes de var fra den verden vi kender, og hvor små ting der kunne være med til at ændre det store billede. Det er en ros Gray må få med på vejen, for der har virkelig skulle udtænkes nogle dimensioner, også selvom vi besøger nogle af de samme et par gange. Dertil er der hele det tekniske og videnskabelige aspekt af denne Firebird opfindelse, som i mine øjne lyder ganske rigtig, jeg er trods alt ikke videnskabsmand, og finder det bare forbløffende at Gray har udtænkt sig så meget omkring denne lille ting. Derfor er Firebird en serie jeg vil anbefale til alle der, ligesom jeg selv, er vild med bøger om tidsrejser, men som har lysten til at prøve noget nyt og anerledes. Hvis I har det ligesom jeg, så vil I også blive grebet af Margurite og hendes historie.

Continue Reading

ACOTAR Vinder

Her inden jeg begiver mig afsted i håb om at sætte gang i noget fødsel, har jeg lige udsat mig noget tid til at trække en vinder af denne fine bog.

Først vil jeg sige mange tak for deltagelsen fra jer alle, der er kommet mange gode forslag til bøger der omhandler feer, som jeg da klart skal have undersøgt når tid er. Men ikke mere udenomsnak.

Stort tillykke til ‘Pernille‘, som jeg har sendt en mail om at du har vundet. Jeg håber du får mulighed for at deltage i fælleslæsningen resten af måneden også.

Endnu engang tak til alle jer der har deltaget, og ikke mindst Gyldendal for at have sponsoreret præmien.

Continue Reading