Barselslivet #03

Det her indlæg er nok et af de mest private I vil komme til at finde her på bloggen. Nu er I advaret, for det kommer til at handle om graviditet og fødsel, og jeg kan ikke love at det hele bliver lige rart at læse om. Hvorfor vil jeg så egentlig dele dette med jer, sidder der måske nogle af jer og tænker? Og det er nok også noget underligt noget, men personligt er det bare rart at kunne fortælle om, og dele oplevelsen med andre, så man ikke går og holder noget tilbage. Desuden kan det være andre vil læse det og blive mere/mindre skræmt ved tanken om at skulle føde.

Men altså….

Fra de første veer så småt begyndte, til lillepigen endelig var ude, gik der rundt regnet godt og vel 25 timer. Til at begynde med var jeg meget i tvivl om det rent faktisk var veer, for de første føltes ikke helt så slemme som man hører de skal. Smerten sad mest af alt over lænden, og kom med okay mellemrum, og jeg kunne sagtens holde til at bevæge mig rundt endnu. Jeg ringede derfor ind til fødegangen, for at forsikre mig selv om at alt var som det skulle være, og at jeg ikke behøvede at ringe efter Kæresten helt endnu. Vi havde nemlig aftalt at han tog på arbejde, som den sidste dag, eftersom det var planlagt at jeg alligevel skulle sættes i gang dagen efter. Alt det her var ca. Kl. 11.00 tirsdag formiddag. Efter at have ringet med fødegangen, som forsikrede mig om, at så længe jeg kunne holde til det, skulle jeg bare blive hjemme, ringede jeg til min mor, som straks satte sig for at få hentet de dagplejebørn hun har, hurtigst muligt, så hun kunne komme hjem og sidde ved mig.

Henover middag tog tingene så småt til, jeg ringede til Kæresten og sagde at han skulle køre hjem lige så snart han var færdig med det møde han havde kl. 14.00. Min mor kom hjem og sad ved mig i løbet af eftermiddagen, hvor jeg godt kunne mærke at smerten tog lidt mere til. Jeg besluttede derfor at se lidt fjernsyn, for at distrahere mig selv fra smerten. Da Kæresten endelig kom hjem, sad min mor og jeg derfor i sofaen og så The Big Bang Theory, mens jeg var støttet op af puder fra alle vinkler. Jeg ringede igen til fødegangen, men fik igen at vide at så længe jeg kunne holde til det, skulle jeg bare blive hjemme, men det lød som om det hele skred frem som det skulle. Min mor kørte hjem, og Kæresten tilberedte lidt nem aftensmad, som vi spiste i ro og mag, mens jeg fik smertejag henover lænden fra tid til anden. Herefter blev jeg hurtigt smidt hen i sofaen igen, hvor jeg fandt det mest behageligt, og TVet kunne distrahere mig. Jeg var meget opsat på at få set Hammerslag den aften, hvilket jeg også gjorde! 😀 Efter det besluttede jeg mig for at se om jeg kunne få lidt søvn, men på det tidspunkt var smerterne så voldsomme at jeg ikke engang kunne ligge ned i sengen, ej heller sidde i lænestolen og sove. Et opkald mere til fødegangen, og vi var afsted i bilen hvor de ventede på at tage i mod os.

Vi blev indlagt/taget i mod ca. 22.30 tirsdag aften, og efter den første undersøgelse fortæller jordmoderen mig at jeg allerede er 6cm klar til fødsel! Det kom enormt bag på mig, at tingene var så langt fremme, for det betød at jeg havde været i det man kalder aktiv fødsel det meste af eftermiddagen/aftenen! Efter lidt ventetid blev vi flyttet ind på selve fødestuen, og med vagtskifte kom jordmoder nummer 2, som viste sig at være min egentlige jordmoder. Efter lidt snak frem og tilbage, og med flere og flere smerter blev vi enige om at jeg skulle i et varmt karbad. Oprindeligt havde jeg ønsket at føde i vand, men de 2 fødekar på fødegangen var selvfølgelig optaget, og den næst bedste løsning i form af smertestillende blev varmt karbad. Den korte gåtur fra fødestue til badeværelse var en kamp i sig selv, og jeg kan huske at jeg måtte støtte mig til væggen eller Kæresten, alt efter hvad der var nærmest. Men det er et under hvad næsten 2 timer i varmt vand kan gøre mod ve-smerter. Jeg kan huske jeg lå og holdt rigtig godt fast i håndtaget på væggen, alt imens Kæresten hældte varmt vand over hele min krop, som ikke var under vandet i forvejen. Det var en meget underlig oplevelse, men også utrolig lindrende. Det var så lindrende at det satte farten ned på mine veer, og de gik en smule i sig selv igen. Tilbage på fødestuen, gjorde det det muligt for os at hvile lidt. Vi fik bakset en seng ind til Kæresten, så han kunne få et par timers søvn, efter at have været oppe i snart 24+ timer, imens jeg selv fik mulighed for at blunde lidt et par timer og slappe meget mere af.

Ulempen ved et varme vand var desværre også at det hele pludselig gik lidt for langsomt, og jeg havde ikke flyttet mig i forhold til cm klar til fødsel. Klokken 6 onsdag morgen, blev jordmoderen og jeg derfor enige om at tage mit vand – som endnu ikke var gået. Jeg vækkede Kæresten, og jordmoderen fandt sin ’nål’ frem. Jeg kan huske min mor fortalte mig, at når vandet går føles det mest af alt bare som om du har tisset helt vildt i bukserne, og det har hun sådan set ret i. Bortset fra at når de gør det på fødegangen, har du ikke bukser på og af en eller anden årsag føltes det hele meget mere voldsomt når vandet så fosser ud af dig. Jeg blev i hvert fald forskrækket over hvor meget vand der egentlig er tale om.

At tage mit vand satte skub i tingene igen, og pludselig var der vagtskifte igen og goddag jordmoder nummer 3 og 4 (jordmoderstuderende). I løbet af de næste par timer tog veerne virkelig til, og jeg forsøger virkelig ikke at råbe af Kæresten, som jeg er ret sikker på ikke helt vidste hvad han skulle gøre enkelte gange. Det næste smertestillende jeg fik afprøvet var et lille massageapparat, der med klistermærker blev sat hen over min lænd. Med en slags fjernebetjening kunne man styre hvornår den skulle massere let og hvornår det skulle massere knap så let – til når veen var på sit højeste. I mit hoved kunne jeg ikke håndtere at trække vejret samtidig med at styre massagen, så den overlod jeg til Kæresten, og han fik en del onde øjne af mig, er jeg sikker på.

Da klokken nærmer sig ca. 10.00 onsdag formiddag beslutter vi at prøve et varmt karbad igen som smertestillende, da det virkede så godt i løbet af natten. Men jeg føler knap nok jeg når at ligge i karbadet mere end 10-15 minutter før jeg ikke engang kan holde til det. Veerne er nu på hvad jeg syntes er sit højeste. Inden vi går tilbage til fødegangen, skal jeg forsøge om jeg ikke kan gå på toilettet, men der panikker jeg midt i en ve, og jeg kan huske at jeg nærmest råber ind i Kærestens ansigt at ’Nu kommer hun!’ – ergo var mine presseveer begyndt. De gange jeg skulle gå ud til badeværelset fra fødestuen, tog det en evighed fordi det hele gjorde så ondt, men denne tur fra badeværelset tilbage til fødestuen var nok den hurtigste jeg gik, for jeg skulle tilbage hurtigst muligt og have ungen ud.

 

Der skulle gå yderligere et par timer før det rent faktisk skete. Når jeg sidder nu og tænker tilbage på det hele, må jeg indrømme at smerterne er lidt svære at beskrive, udover at det gjorde fandens ondt. Man vil helt vildt gerne presse og få ungen ud hurtigst muligt, men sådan går det bare ikke. Som førstegangsfødende tager det enormt lang tid, for det man formår at presse i en ve, går halvvejs tilbage igen inden næste ve kommer. To skridt frem og et tilbage var det størstedelen af tiden. Derudover skulle de hele tiden tjekke at babys hjerterytme var som den skulle være, og der skulle sættes diverse måleapparater fast til mig og baby imellem veerne. Og ja, det betød at der blev sat ting fast på baby igennem en vis åbning i mig; vildt underligt. Da vi endelig kommer til at hovedet skal ud, er jeg tæt på at give op. Jeg har ikke fået noget smertestillende siden karbad, og jeg kan mærke at jeg snart ikke kan mere. Min Kæreste var den sødeste, der blev ved med at heppe på mig, også selvom jeg stortudede og skreg i smerter. En naturlig fødsel er et mirakel, men et smertefuldt mirakel. Jeg kan huske jeg fik Kæresten til at se efter da hovedet var kommet ud, og pludselig kom den sidste ve og så var hun kommet ud i verden. Det første hun gør, siger jordmoderen, er at afføre; så ved vi det virker, som de sagde. Kort efter bliver hun smidt op på brystet af mig, og alt andet er glemt for pludselig ligger denne lille skabning og kigger på mig med sine store øjne, og jeg er solgt!

Jeg vil stoppe her, for denne gang. Jeg håber I har kunne leve med de få detaljer jeg har givet jer, uden at det har skræmt jer helt og aldeles. Jeg håber også at det kan hjælpe andre som venter sig, til at være måske mindre skræmt ved tanken om fødsel. For jo, det er hårdt arbejde og det gør smadder ondt, især hvis man som jeg gør det uden epidural (hvilket jeg må indrømme, jeg er lidt stolt af, selv den dag i dag), men når først barnet ligger og kigger på dig, så glemmer man det hurtigt igen. I dagene efter fødslen skete der også en frygtelig masse ting, som jeg vil gemme til at fortælle om en anden gang.

Continue Reading

Skyggernes Dronning (C.J. Redwine, 2016)

(Automatisk indlæg i min barselsperiode.)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

The Shadow Queen – Skyggernes dronning er en mørk fantasy-fortælling inspireret af eventyret om Snehvide. Lorelai Diederich, kronprinsesse på flugt, har en mission: at dræbe den onde dronning, der tog Ravenspire-tronen og slog hendes far ihjel. For at gøre dette, må Lorelai bruge det ene våben, hun og dronning Irina har til fælles: magi. Lorelai bliver nødt til at være stærkere, hurtigere og mere kraftfuld end Irina, den farligste troldkvinde, Ravenspire nogensinde har set.
I det nærliggende rige Eldr får den næstældste prins Kol pludselig ansvaret for at redde sit kongerige, da Kols far og storebror bliver dræbt af en invaderende hær af trolde.
Kong Kol får brug for magiens kræfter, og hans eneste mulighed er at lave en aftale med dronningen af Ravenspire. Han skal være dronningens personlige jæger og bringe hende Lorelais hjerte.
Men Lorelai er slet ikke, som Kol forventede – hun er smuk, hård og ustoppelig – og på trods af hans brug af mørk magi tiltrækkes Lorelai af den lidenskabelige og plagede konge. Mens Lorelai kæmper for at være et skridt foran dragejægeren – som hun fatter langt mere sympati for, end hun burde – gør hun alt i sin magt for at ødelægge den onde dronning. Men Irina vil ikke give op uden kamp, og hendes sidste skridt kan koste prinsessen den ene ting, hun stadig har tilbage til at miste …

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

En genfortælling af Snehvide der har drager med i historien på en eller anden måde; allerede der var jeg solgt på den her bog. Historien var dog ikke helt hvad jeg havde troet den ville være, men ikke desto mindre så var den let læst og jeg var positivt underholdt igennem den. Det er dog også klart at den muligvis er tiltænkt et noget yngre publikum end hvad jeg er, men skidt pyt. Jeg var især begejstret for prologen, måden den var skrevet på syntes jeg var rigtig fængende, for man kunne genkende det klassiske eventyr, men stadig se de nye elementer som Redwine havde tilføjet.

I rollen som Snehvid, eller hvordan man nu lige skal formulere det, var jeg lidt i tvivl om Lorelai engang imellem. For det er tydeligt at hun er en stærk karakter, men hun virkede også ret så let at knække i nogle aspekter. Forholdet mellem hende og broderen var stærkt og ubrydeligt fra starten af bogen, og jeg kunne sagtens se hvordan han var med til at forme hende som person, og derfor skuffede det mig også en smule da han pludselig ikke var i billedet længere. Det virkede en smule for let, og Lorelai blev måske også en smule overdramatisk på nogle punkter i den forstand, og hendes reaktioner efterfølgende kunne jeg ikke helt forene mig med.

”Lorelais hjerte hamrede i brystet, og magien brændte i hænderne. Hun kunne ikke blive i den brændende stald. Hun kunne ikke springe direkte ned på jorden. Hun måtte improvisere.”

I modstykke til Lorelai har vi Kol, og han var svær at greje. Han startede ud med at være en idiot, for at sige det lige ud, for så at ændre sig flere gange i løbet af bogen. Han var nok den der gennemgik flest forandringer, og hvor nogle gav mening for historien, var det tydeligt at andre bare var smidt ind for at skabe dramatik og spænding mellem ham og Lorelai. For selv inden man er begyndt på bogen, kan man godt forudse hvad der skal komme til at ske mellem ham og Lorelai, og det til trods for hvor meget den onde Irina forsøger at forpurre det for dem.

”Hun var den stærkeste. Hun kunne overvinde dronningen.  Erkendelsen ramte hende som et slag. Hvis hun kunne overvinde dronningen, betød det jo også, at hun kunne have reddet Leos liv. Hun stirrede på sine hænder, mens sorgen fik hendes hals til at snøre sig sammen, og skammen gennemsyrede hendes hjerte.”

Der var faktisk enkelte gange jeg havde lidt medlidenhed med Irina. Der var et par gange hvor jeg faktisk var mere interesseret i hendes historie, end den jeg var i færd med at læse. Personligt føler jeg at Irinas baggrundshistorie og familieforhold var alt for lidt udnyttet. Jeg syntes i hvert fald at der ville være til en helt bog for sig selv, som jeg godt kunne finde interessant. Men sådan er det jo tit med de onde; der skal skabes en solid baggrund for hvorfor de opfører sig som de gør, og det syntes jeg var gjort rigtig godt med den her bog.

Da det endelig kom til det store opgør, må jeg indrømme jeg blev en smule skuffet. Hele bogen igennem blev der lagt op til den store magtkamp mellem Lorelai og Irina som to kæmpe magtkæmpere, og da det så skulle ske, var det bare som om det var overstået alt for hurtigt. Der var blevet enorm megen energi på at forklare den slags magi de to hver især brugte, og der var en del spændende eksempler igennem bogen, og jeg følte bare ikke det blev udnyttet til fulde i den såkaldte store magtkamp. På forunderlig – og forudsigelig – vis sejrede Lorelai alt for hurtigt, og Irina bukkede under alt for let. Det var nok den største skuffelse for mit vedkommende, og halvdelen af grunden til den ikke får den sidste stjerne. Den anden halvdel af den grund hænger også sammen med at bogen, som sagt tidligere, tydeligvis er skrevet til et noget yngre publikum end jeg. Der var scener jeg klart kunne se var skrevet for at glæde de unge teenage-piger, og hvis jeg selv var 15-16 år, ville jeg da nok også være vanvittigt forelsket i Kol, men det er jeg nu ikke engang, og derfor må jeg holde den sidste stjerne tilbage.

Continue Reading

Baby og lidt barsel

Så kom tiden – jeg er blevet mor! Og hvor er det vildt at sige, for ikke at sige helt vildt underligt, men samtidig også mega fantastisk. Fantastisk hårdt ikke mindst også.

Det betyder altså også at jeg lige for tiden ikke har det vilde overskud til bloggen her, og derfor kommer den nok lige til at stå stille et lille stykke tid. Jeg har dog et par anmeldelser, der er skrevet, som måske kan finde vej til bloggen på et eller andet tidspunkt, men ellers er bloggen betragtet som gående på barsel på ubestemt tid.

Jeg håber at I stadig vil følge med når jeg engang vender tilbage, selvfølgelig med flere gode anmeldelser og nok også lidt personlige opdateringer om min nye hverdag.

Continue Reading

The Snow Child (Eowyn Ivey, 2012)

Alaska, 1920: a brutal place to homestead and especially tough for recent arrivals Jack and Mabel. Childless, they are drifting apart–he breaking under the weight of the work of the farm, she crumbling from loneliness and despair. In a moment of levity during the season’s first snowfall, they build a child out of snow. The next morning, the snow child is gone–but they glimpse a young, blonde-haired girl running through the trees. This little girl, who calls herself Faina, seems to be a child of the woods. She hunts with a red fox at her side, skims lightly across the snow, and somehow survives alone in the Alaskan wilderness. As Jack and Mabel struggle to understand this child who could have stepped from the pages of a fairy tale, they come to love her as their own daughter. But in this beautiful, violent place things are rarely as they appear, and what they eventually learn about Faina will transform all of them.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den her bog tryllebandt mig, men den var også hjerteskærende på samme tid. Det er nok også på grund af det sidste at det tog mig lidt længere tid rent faktisk at få den læst, i hvert fald længere end jeg havde regnet med. Historien om det barnløse par, der flytter til Alaska for at starte et nyt liv uden de barske og pinefulde minder, var på nogle punkter mere end jeg kunne håndtere. Det har måske noget at gøre med det faktum at jeg var gravid da jeg læste bogen, og derfor var passagerne omkring barnløsheden endnu mere brutale end de måske burde være. Det var også de kapitler der var sværest at komme igennem, men da magien og ’eventyrdelen’ begyndte at tage fat, blev jeg også opslugt.

Som Faina bliver en større og større del af bogen, blev historien også des mere fængslende. Jeg var fascineret at den måde hun snor sig ind på livet af Jack og Mabel, som bare tager det for givet at hun indfinder sig i deres liv, og ikke stiller spørgsmål ved det. Ikke højt i hvert fald. For hver for sig, opstår der utallige spørgsmål, men de bliver aldrig rigtig stillet højt til hinanden som par, som man burde forvente. Parforholdet mellem Mabel og Jack virkede mig en smule ustabilt til tider, og når man tager historiens begivenheder i betragtning, så forstår man det godt.

”Snowflakes and naked babies tumbled through her nights. She dreamed she was in the midst of a snowstorm. Snow fell and gusted around her. She held out her hands and snowflakes landed on her open palms. As they touched her skin, they melted into tiny, naked newborns, each wet baby no bigger than a fingernail. Then wind swept them away, once again just snowflakes among a flurry if thousands.”

Ivey har skabt et vintereventyr, men ikke det sukkersøde som man mest ville forvente. Tværtimod er det et vintereventyr med rod i virkeligheden og de barske vilkår man som menneske ikke kan slippe udenom. Men samtidig snor hun lidt magi ind blandt virkeligheden, og den barske vinter fortager sig en smule. Tilbage sidder man med en historie der forbløffer og rammer en dybt i hjertet, på flere forskellige måder. Personligt var jeg dybt rørt over det forhold Mabel udvikler til Faina, og den tiltro hun har til barnet.

”For days, Jack thought of little else. When he had been a young man, he had been oblivious to girls. While his friends spiffed themselves up each weekend for dances, he was more interested in spending the evenings whittling on a wood project or caring for a foaling horse. Sure, he had kissed a few girls behind the barn, but only when pressed to, and he often wondered what had been different about Mabel that his attention was caught and firmly held.”

Selvom Faina er snebarnet og man skulle tro det var hendes historie, så følte jeg det mest af alt var Mabels historie. Igen kan det selvfølgelig have noget at gøre med min graviditet, og at det er derfor jeg mest læser det som Mabels historie. Men kapitlerne fra Jacks synspunkt var på en del punkter mere praktiske end de var følelsesrige. Mabels kapitler var rå af følelser, og de ramte mig hårdt. Faina spiller selvfølgelig en stor rolle i historien, men som karakter tiltalte hun mig ikke rigtigt. Hun virkede selvisk og uvidende på en hel del ting, og det lod hun det til at have det fint med. Også selvom hun blev gjort opmærksom på at der var flere ting hun kunne lære nyt omkring.

Som en debutroman har Ivey skabt et eventyrligt skær omkring en barsk virkelighed i det kolde Alaska, hvor sneen forventes selvom den også frygtes. Man kan næsten mærke når temperaturen falder, men på samme tid skrues der op for Mabels forventninger, for med sneen ved vi at snebarnet kommer. Man kan tydeligt se de barske vintre for sig, og se hvordan Jack og Mabel kæmper sig igennem livet i norden for at finde et nyt liv de kan holde fast i. Med Faina tyder det på at de fandt lidt af hvad de ubevidst havde søgt efter, men virkeligheden haler som altid ind på parret og sammen med dem må vi indse at man ikke altid kan få lige præcis hvad man gerne vil have.

Continue Reading

Great Series #01 – Firebird

Jeg har længe tænkt over, hvor besværligt det nogle gange er at anmelde bøger, der hænger sammen i serier. Man vil gerne snakke/skrive helt vildt meget om hvad der sker i pågældende bøger, men man vil heller ikke spoile alt for meget, for der sidder uden tvivl enkelte der ikke har læst hverken den første eller andre bøger i serien. Jeg har derfor besluttet at lave en ny række indlæg her på bloggen, der netop fokuserer på serier, og mere specifikt på hele afsluttede serier. For jeg har selv tit oplevet at skulle skrive en anmeldelse af en bog, og hvor svært det er at skulle beskrive handlingen, uden at sige for meget, hvilket har gjort det en smule besværligt i sidste ende. Fremover vil I derfor, her på bloggen, heller ikke se nær så mange anmeldelser af seriebøger, medmindre det er den første i en serie. Resten har jeg valgt at forsøge at samle i de her indlæg, der fokuserer på hele serien samlet.

Den første serie jeg gerne vil rose og snakke lidt om er Claudia Grays Firebird trilogi. Historien udspiller sig primært i San Francisco igennem Margurite, men samtidig springer den også meget vidt omkring i resten af verden. For Margurites forældre er forskere og har opfundet en lille himstregims, som gør det muligt for bæreren at hoppe fra dimension til dimension. Vi har altså ikke med tidsrejser at gøre, men dimensionsrejser, og i mine øjne er det næste lige så godt! Men med rejser fra dimension til dimension kommer også en række moralske og etiske dillemmaer i spil, som vores hovedperson især kommer til at stå ansigt til ansigt med igennem bøgerne.

Den første bog følger Margurite i hendes søgen efter sin far, som menes forsvundet/dræbt, og de forviklinger hun kommer ud for, da hendes Firebird selvfølgelig går i stykker og hun er fanget i en parallel dimension. Stille og roligt bliver det klart at der er større ting på spil, og i de efterfølgende to bøger følger vi Margurite på jagt igennem flere og flere dimensioner for at redde sin familie, og ikke mindst Paul, som hun forelsker sig hovedkulds i, og på vejen får hun hjælp af sin kammerat Theo.

Umiddelbart er der lagt op til et af de klassiske teenagetrekantsdramaer, men det bliver der aldrig rigtig plads til, for det står meget hurtigt klart hvem Margurite vælger og altid vil vælge. Men det er ikke ensbetydende med at den kærlighed ikke bliver sat på prøve, for med hver dimension møder vi forskellige udgaver af Margurite, Paul og Theo og det skaber en del komplikationer hen af vejen. Det stiller også nogle store spørgsmål i forhold til skæbne og hvorvidt vi selv er med til at bestemme hvordan vores liv skal udforme sig, eller om vi altid bare har fulgt en forudbestemt sti.

Disse forholdsvis store spørgsmål er nogle af de ting jeg fandt yderst interessant ved den her trilogi. Derudover syntes jeg også det var vildt fascinerende med alle de forskellige dimensioner der blev udforsket, og hvor vildt anerledes de var fra den verden vi kender, og hvor små ting der kunne være med til at ændre det store billede. Det er en ros Gray må få med på vejen, for der har virkelig skulle udtænkes nogle dimensioner, også selvom vi besøger nogle af de samme et par gange. Dertil er der hele det tekniske og videnskabelige aspekt af denne Firebird opfindelse, som i mine øjne lyder ganske rigtig, jeg er trods alt ikke videnskabsmand, og finder det bare forbløffende at Gray har udtænkt sig så meget omkring denne lille ting. Derfor er Firebird en serie jeg vil anbefale til alle der, ligesom jeg selv, er vild med bøger om tidsrejser, men som har lysten til at prøve noget nyt og anerledes. Hvis I har det ligesom jeg, så vil I også blive grebet af Margurite og hendes historie.

Continue Reading

ACOTAR Vinder

Her inden jeg begiver mig afsted i håb om at sætte gang i noget fødsel, har jeg lige udsat mig noget tid til at trække en vinder af denne fine bog.

Først vil jeg sige mange tak for deltagelsen fra jer alle, der er kommet mange gode forslag til bøger der omhandler feer, som jeg da klart skal have undersøgt når tid er. Men ikke mere udenomsnak.

Stort tillykke til ‘Pernille‘, som jeg har sendt en mail om at du har vundet. Jeg håber du får mulighed for at deltage i fælleslæsningen resten af måneden også.

Endnu engang tak til alle jer der har deltaget, og ikke mindst Gyldendal for at have sponsoreret præmien.

Continue Reading

Månedens udvalgte #02

Marts bliver en meget anerledes måned for mit vedkommende. Baby er lige rundt om hjørnet, og jeg forudser derfor at min tid til læsning bliver minimeret gevaldigt i de kommende par måneder. Det har derfor også præget mit valg af bøger til denne måneds udvalgte, for jeg har stadig i sinde at forsøge med mine små mål. Men jeg har valgt mine 4 bøger denne måned, ud fra lidt andre parametre. Der er stadig 2 danske og 2 engelske, men kun et enkelt anmeldereksemplar, fordi jeg ikke vil stresse mig selv for meget med hvad jeg skal nå på det punkt.

  • Faery Tales af Carol Anne Duffy er en samling poetiske eventyr, skrevet af digteren Carol Anne. Jeg stiftede bekendtskab med Duffy første gang i Edinburgh for snart 6 år siden, og syntes hendes stil var anerledes end hvad jeg havde læst tidligere. Jeg har valgt den til marts måned, fordi jeg tænker at små eventyr vil være ’nemmere’ at dykke ned i, og ligge fra sig, løbende, uden at det bliver for usammenhængende.
  • A Court of Thorns and Roses af Sarah J Maas er genfortællingen af Skønheden & Udyret, og for mit vedkommende er det en genlæsning, som jeg ser frem til. Den har jeg valgt netop fordi det er en genlæsning, og det aflaster lidt på en eller anden måde. Husk at du har stor mulighed for at være med til fælleslæsning dertil også.
  • Den usynlige Ivan Isaenko af Scott Stambach er denne måneds anmeldereksemplar, denne gang fra Politikkens forlag. Den er jeg lidt spændt på, for jeg har mest af alt set rigtig positive anmeldelser, så jeg er næsten lidt bange for at have for høje forventninger.
  • Eleanor & Park af Rainbow Rowell har jeg valgt helt og aldeles af den simple grund, at jeg ved den også ligger på Mofibo (vist nok både som e-bog og lydbog), hvilket gør det lettere når jeg kommer til at sidde og amme i den kommende tid. Desuden er de jo Rowells første, og sjovt nok har jeg ikke fået læst den endnu, så nu må tid være.
Continue Reading

Fælleslæsning – A Court of Thorns and Roses (Et rige af torne og roser)

I forbindelse med den danske udgivelse af A Court of Thorns and Roses af Sarah J Maas, har jeg haft en konkurrence kørende her på bloggen. Hvis du ikke har set det endnu, så har jeg også valgt at forlænge den en lille smule, så den nu strækker sig til på mandag. Hvis du ikke har nået at deltage endnu, kan du altså nå det endnu. I samme forbindelse luftede jeg også ideen om en fælleslæsning af samme bog, hvorfor jeg også har valgt at forlænge konkurrence lidt. Det giver flere mulighed for enten selv at få fat på bogen, eller finde ud af om de vil være med eller ej.

Under alle omstændigheder har jeg i hvert fald tænkt mig at genlæse bogen, efterfulgt at af den næste bog i serien, så jeg er klar til når den sidste bog kommer til maj. Derfor vil jeg da invitere alle jer der har lyst og mulighed til at læse med. Fælleslæsningen er hermed skudt i gang fra i dag, men du er mere end velkommen til at slå dig til så snart det passer dig. Ideelt set ville den løbe igennem marts, men hvis man ikke når at blive færdig inden månedens udløb, så er det også helt okay; hver mand/kvinde sit tempo. Uanset hvad, så tror jeg det vil blive hyggeligt at følge med i folks læsning, og dertil tænker jeg at vi kan bruge #feyrelæsning på tværs af diverse sociale medier til at dele med hinanden. Sig endelig også til hvis I har tænkt jer at lave et slags opsamlingsindlæg på jeres blogs, hvis I driver i den slags.

Ellers er der vist kun tilbage at sige rigtig god læsning.

Continue Reading

Februar Wrap-Up

Jeg havde faktisk ikke satset synderlig stort på at få læst enormt meget i februar, så derfor overrasker det mig hvor meget jeg rent faktisk har fået læst mig igennem. Med en fødselstermin om 3 dage, har der været en del andre ting, der har været en smule vigtigere i denne måned, for at få gjort en masse ting klar til den lille. Men jeg har da også haft tid til en del venindehygge hist og her, så vidt jeg har kunne holde til det, for som tiden skrider frem er det faktisk ret hårdt bare at gå rundt. Når baby ligger så lavt i mit bækken, bliver det pludselig en bedrift at stå at lave aftensmad. Måske er det også derfor jeg har fundet mere tid til at sidde stille og læse i den her måned, i forhold til sidste måned, hvor jeg var måske en smule mere mobil end jeg er nu.

Det er da også ret imponerende, syntes jeg i hvert fald selv, at jeg derfor har formået at få læst hele 8 bøger, så det er altså 4 mere end jeg havde planlagt/håbet på. Dertil har jeg fået læst de 4 jeg havde sat på min februar-liste, så alt i alt er jeg ret godt tilfreds. Jeg startede med at læse, hvad der viste sig at være den første bog i en duologi, The Girl from Everywhere, som var ganske underholdende, men med en bagsidetekst der lover tidsrejser, så følte jeg ikke der var helt nok af den slags. Men slutningen leder da hen på at jeg skal have fat i den efterfølgende bog, når den engang kommer. Til bogklubben i denne måned skulle vi læse Løgnens træ, som jeg havde det lidt blandet med. Jeg følte lidt den var ca. 150 sider for lang tid om at komme i gang, og herefter var der så mange ting der gik mig på, i forhold til hvordan hovedpersonen blev opfattet/behandlet. Den gik meget imod mit kvindesynspunkt, hvis man skal sige det sådan. Selve mysteriet i bogen var faktisk ganske godt, men der var en del småting der gik mig på, og ødelagde det en smule for mig.

Jeg opdagede pludselig at The Little Book of Hygge lå som lydbog på Mofibi, og tænkte at den ville jeg da give et forsøg. Det viste sig midlertidig at den bog ikke ligefrem egner sig som lydbog. Bogen i sig selv er jo meget fin og når man står med den fysisk i hånden, kan man næsten mærke hvordan der er lagt hygge ind mellem siderne, men som lydbog falder meget af det hygge fra. Det var derfor også lidt en blandet oplevelse, og på mange punkter følte jeg lidt jeg sad og lyttede til en lang reklame for danskhed og danske produkter, desværre. En anden lydbog jeg havde fat i var Cruel Beauty, som jeg også samtidig læste lidt løbende i min fysiske udgave. Det var en genfortælling af Skønheden og Udyret, men der var en hel del græsk mytologi inde over den også, som jeg havde svært ved at forlige mig med, og det gjorde det derfor til en lidt underlig historie, som jeg ikke helt kunne sætte op på siden af Skønheden & Udyret.

Et løbende projekt af mine, er at få færdiglæst diverse serier, og denne måned blev jeg færdig med Waterfire Sagaen, med sidste bind Havets Magi. Personligt syntes jeg det var en lidt for sukkersød slutning, men det må I læse mere om når min anmeldelse kommer i nærmeste fremtid. En anden bog jeg fik læst var knap så sukkersød, og en del mere skræmmende på flere punkter; The Handmaid’s Tale. Den dystopiske fortælling om en fremtid hvor kvinder bogstaveligt talt kun bruges til næsten en ting; at reproducere, og det på mærkværdigste vis. Det tog mig lidt tid at komme ind i historien, men så blev jeg også grebet, hele vejen frem til den meget åbne slutning, som efterlader en med en hel del spørgsmål og lidt skræmmende tanker.

Tilbage i efteråret sendte Turbine mig bogen Alting begynder med efterår, som jeg nu fik taget mig sammen til at læse. Desværre var det endnu en af den slags bøger, jeg syntes tog for lang tid om rent faktisk at komme i gang. Den blev fortalt fra flere synsvinkler, lidt for mange nogle gange, og det gjorde desværre at historien havde for lidt fart på. En ungdomshistorie fra krigstiden kunne ellers have været mere end hvad den var i den her bog, syntes jeg i hvert fald. Som den sidste bog den her måned valgte jeg noget let, i tilfælde af at baby besluttede at dukke op. Den smukke udgave af The Beauty & the Beast var en fornøjelse at læse, og jeg havde helt glemt hvor lang nogle udgaver af den fortælling var, hvor der var en del i den her udgave jeg havde glemt, så det var meget rart at få det opfrisket inden filmen kommer i næste måned (hvor jeg håber på at babybio tillader mig at komme ind og se den!).

Som sagt er min termin på fredag, altså om 3 dage, så hvis jeg pludselig forsvinder herfra bloggen, så er der altså en grund til det. Jeg håber dog lige på at kunne forberede at par indlæg til jer i de kommende par dage, ikke mindst med en fælleslæsning for den kommende måned, som jeg har fornemmet positiv respons på. Af samme grund har jeg også valgt at forlænge min konkurrence på ACOTAR til på mandag, så hvis du endnu ikke har deltaget, kan du nå det endnu. Ellers har jeg også planer om at vise hvad jeg har udvalgt som månedens udvalgte til marts inden weekenden. Nu vil jeg sætte mig tilbage i sofaen, slå mave oven på hjemmelavede pandekager, og mærke baby sparke tilbage fra tid til anden.

Hvordan har jeres februar måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i marts måned?

Continue Reading

Queen of Hearts (Colleen Oakes, 2014)

This is not the story of the Wonderland we know. Alice has not fallen down a rabbit hole. There is no all-knowing cat with a taunting smile. This is a Wonderland where beneath each smile lies a secret, each tart comes with a demand, and only prisoners tell the truth.

Dinah is the princess who will one day reign over Wonderland. She has not yet seen the dark depths of her kingdom; she longs only for her father’s approval and a future with the boy she loves. But when a betrayal breaks her heart and threatens her throne, she is launched into Wonderland’s dangerous political game. Dinah must stay one step ahead of her cunning enemies or she’ll lose not just the crown but her head.
Evil is brewing in Wonderland and maybe, most frighteningly, in Dinah herself.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Af en eller anden grund er jeg begyndt at finde flere og flere Alice i Eventyrland genfortællinger, men mange af dem handler faktisk ikke om Alice, men om den onde dronning. Det er også tilfældet med Queen of Hearts, som er historien om Dina der må leve med en ret så sindsforvirret far, som ovenikøbet er magtliderlig. Heldigvis har Dina et par andre folk omkring sig, til at komme igennem den svære hverdag.

Jeg startede med gode forventninger til den her bog, men de blev aldrig helt indfriet som jeg havde håbet. Dinah som hovedkarakter sagde mig ikke så meget som jeg havde håbet. Der var sågar nogle tidspunkter hvor hun ren og skær irriterede mig. For mig var hun ret så naiv på nogle punkter, som for eksempel hendes urealistiske forelskelse i hendes barndomskammerat, som tydeligvis ikke er interesseret i hende på samme måde. Selv efter han klart og tydeligt siger fra på det punkt, bliver hun ved med at fantasere og hun bruger det sågar til at udnytte hans medlidenhed til at hjælpe hende senere hen.

”That was the short version of the story. Really, Dinah cowered in a corner while her father shouted at Harris all the things that Dinah was doing wrong and the depth of his disappointment in her. She wasn’t pretty, she was stupid, she wasn’t a lady, she wasted her time daydreaming and exploring the castle, she was horrible at croquet, she was unfit to rule…”

For mig var det her ikke så meget en genfortælling, som det var en helt almindelig historie om en skræmt prinsesse i en verden vi kender lidt til. Der var ikke synderligt meget Eventyrland som man kender det, det var mest af alt en syret verden med nogle få elementer som man måske kunne relatere til Eventyrland, som vi kender det. Det ærgrer mig rigtig meget, for jeg vil mene at der er meget mere potentiale i en så skør verden som Eventyrland.

En af de ting jeg godt kunne lide var måde hvorpå de kendte figurer blev indarbejdet i Dinas verden. Den skøre hattemager for eksempel bliver pludselig til Dinahs mentalt forstyrret bror, der laver hatte for ikke at blive helt og aldeles sindssyg. Den hvide kanin er Dinahs tætteste hjælp på slottet, den eneste person der lader til at syntes om Dinah. I bund og grund havde jeg forventet mere genkendelighed i den her genfortælling end jeg rent faktisk fik. Historien er som sådan ganske god, hvis man ser bort fra at det skal være en genfortælling. Hvis man læser historien som en god historie, så fejler den ikke noget. Den har hemmeligheder og et plot, der kan byde på meget mere. Den slutter også med en klar cliffhanger, men jeg skal være ærlig og sige at jeg ikke ved om jeg vil læse videre, for på mange punkter bekymrer jeg mig ikke voldsomt meget om hvad der sker med Dinah.

Continue Reading