Norse Mythology (Neil Gaiman, 2017)

Neil Gaiman has long been inspired by ancient mythology in creating the fantastical realms of his fiction. Now he turns his attention back to the source, presenting a bravura rendition of the great northern tales. In Norse Mythology, Gaiman fashions primeval stories into a novelistic arc that begins with the genesis of the legendary nine worlds; delves into the exploits of the deities, dwarves, and giants; and culminates in Ragnarok, the twilight of the gods and the rebirth of a new time and people. Gaiman stays true to the myths while vividly reincarnating Odin, the highest of the high, wise, daring, and cunning; Thor, Odin’s son, incredibly strong yet not the wisest of gods; and Loki, the son of a giant, a trickster and unsurpassable manipulator. From Gaiman’s deft and witty prose emerges the gods with their fiercely competitive natures, their susceptibility to being duped and to dupe others, and their tendency to let passion ignite their actions, making these long-ago myths breathe pungent life again.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Vi kender alle sammen til mange af de nordiske myter og historier, men mange er også knap så kendte. Da jeg opdagede at Neil Gaiman havde besluttet sig for at gengive den nordiske mytologi med sine egne ord, blev jeg straks nysgerrig for hvordan han havde tænkt sig at videreformidle dem, og ikke mindst fordi manden jo er brite. Jeg syntes hele ideen om en brite der gengiver de nordiske historier var spændende i sig selv.

Gaiman gør det klart at det ikke altid handler så meget om myterne i sig selv, men glæden ved at fortælle dem videre til nogen. Og det skinner også igennem bogen når man læser den. For selve historierne er der ikke pillet så meget ved, ikke at man kan pille ved dem tror jeg. Til gengæld er der kræset om måden de bliver fortalt, og hvis man – som jeg gjorde – også lytter lidt til lydbogen fra tid til anden, som er oplæst af Gaiman selv, så er det bare kræs for ørerne.

”That’s the joy of myths. The fun comes in telling them yourself – something I warmly encourage you to do, you person reading this. Read the stories in this book, then make them your own, and on some dark and icy winter’s evening, or on a summer night when the sun will not set, tell your friends what happened when Thor’s hammer was stolen, or how Odin obtained the mead of poetry for the gods…”

Jeg syntes derfor det er svært at anmelde den her bog, for indholdet er ikke som sådan Gaimans eget materiale, og det er noget materiale man har hørt før eller kender en del til. Personligt kunne jeg genkende mange af historierne fra de mange gange jeg har set julekalenderen Jul i Valhal. For historierne er de samme, men det var sjovt at se at de faktisk ikke var meget anerledes bare fordi de blev fortalt af en brite. Historien om hvordan Odin mistede sit ene øje er den samme hvad enten jeg fortæller den, eller Gaiman eller en helt 3 person, og det er det smukke ved myterne på den måde.

Hvis man vil læse den her bog, skal man ikke gøre det fordi man vil læse endnu en rigtig god Gaiman historie. Man skal til gengæld læse den, hvis man vil høre om de nordiske guder med frisk ører/øjne og blive mindet om den kærlighed alle guderne havde for Balder, og de intriger som Loke var med til at sætte i gang hver eneste dag. Og så skal man læse den bare fordi den er rigtig godt fortalt.

Continue Reading

Den usynlige Ivan Isaenko (Scott Stambach, 2017)

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar.

På Hospitalet For Alvorligt Syge Børn i Mazyr i Hviderusland afleveres de uhelbredeligt syge og misdannede børn, der stadig fødes efter katastrofen i Tjernobyl. Derved bliver de usynlige for en verden, der helst vil glemme dem. Her har Ivan Isaenko henslæbt alle sine sytten år. Hans krop er ødelagt, men hans hjerne fejler ingenting; den er skarp som en ragekniv. Ivan Isaenko aflæser alting omkring sig med en skræmmende klar indsigt. Han kaster sig over alle de bøger, han kan få sine tre fingre i og gennemfører de besværlige daglige rutiner med snilde og overmenneskelig udholdenhed.

Lige indtil Polina ankommer. Hun har leukæmi, hun er irriterende, hun stjæler hans bøger og forstyrrer hans rutiner. Men det værste er, at hun får ham til at føle noget. Han har holdt ud, fordi han aldrig har ønsket sig noget. Nu ønsker han sig brændende, at Polina skal leve.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

En bog om børn skadet på grund af stråling og andre kemiske årsager; det lyder ikke lige umiddelbart som en dans på roser eller en bog man vil blive i godt humør af. Men det bliver man alligevel lidt og det er mest af alt på grund af bogens hovedperson; Ivan. Da jeg faldt over beskrivelsen til denne bog indrømmer jeg at jeg i første omgang afskrev den lidt, for jeg syntes den lød alt for barsk. Efter at flere andre anmeldte den med positive og rørende ord bukkede jeg under og måtte også få fingeren i at læse den, og det er jeg enormt glad for at jeg gjorde.

Historien om Ivan er ikke den sædvanlige historie om at finde sig selv, for det er en historie om at Ivan skal finde ud af hvem han er, ikke bare som person, men rent konkret også for han blev efterladt af en mor han intet ved om. Dertil er Ivan så skadet at hans krop næsten ikke er en krop, men trods det så er Ivan meget mere i live end så mange andre, og ikke mindst har han en livsglæde som mange vil være misundelig på. Jeg sad i hvert fald flere gange og var imponeret over hvor ihærdig Ivan er på livet, og jeg fik flere gange et smil på læben over hans syn på livet.

”Jeg har talt med direktøren to gange på sytten år: en gang om min penis, og en gang, hvor jeg havde drukket mig fuld i hans vodka.”

Man vil måske ikke tro det, men historien er også sjov og det selvom det også er en bog der handler om døden og at acceptere den. For når man bor på et hjem hvor syge børn kommer og går, så vil mange måske have et noget andet syn på livet, men ikke Ivan, og hold nu op hvor der kommer nogle sjove situationer ud af den måde Ivan har besluttet at leve sit liv. Der var flere gange hvor jeg bogstaveligt talt skrald grinede højlydt, eller måtte læse passager op fra bogen for Kæresten, fordi de var for sjove til ikke at dele med andre. Og det er i virkeligheden denne bogs styrke.

”Men mens jeg ser fjernsyn eller stirrer ud gennem de tremmevinduer, der er drysset ud her og der i institutionen, er min yndlingsbeskæftigelse at lade, som om jeg er i koma, og lytte til lægernes og sygeplejerskernes samtaler. Denne forstilte mangel på tilstedeværelse afvæbner de voksne, så der kommer længere ucensurerede talestrømme; det er den eneste måde, hvorpå jeg kan få adgang til præcise nyheder og information.”

Jeg syntes faktisk den her bog er meget bedre end jeg havde troet den ville være, og den skal klart læses igen på et tidspunkt, og det havde jeg slet ikke regnet med. Jeg blev meget betaget af Ivan som person, og jeg syntes hans livshistorie var gribende, og det selvom han jo er en fiktiv person i modsætning til hvad bogen forsøger at lade os tro. Hvilket jeg syntes var endnu en fin detalje, for jeg er (desværre) ikke i tvivl om at der sikkert findes, eller har været, denne slags hjem med den slags børn, og at læse en historie om et bud på sådan et barn, gør at man måske ikke mister hele troen på os som mennesker og vores livsglæde. Grunden til jeg ikke giver den topkarakter er nok det faktum at jeg ikke brød mig om slutningen, mere vil jeg ikke sige om det, for det vil afsløre for meget. I sidste ende må jeg nok også indrømme at den lå så tæt på virkeligheden at det skræmte mig, hvilket nok også gør at jeg ikke kan give den topkarakter. Det lyder måske underligt, men jeg kan ikke forklare det anderledes end det.

Continue Reading

Maj Wrap-Up

Maj måned har været mærkelig for på den ene side er den gået alt for hurtigt samtidig med den har været rigtig lang. Baby optager stadig størstedelen af min tid herhjemme i barselsboblen og det betyder at der ikke er megen tid tilovers til læsning. Barselsboblen betyder også at jeg ikke foretager mig synderligt mange ting uden baby, vi er for eksempel begyndt til babysvømning, hvor vi for første gang har dykket baby helt under vand – hvilket var mere grænseoverskridende for mor end baby. Med alt hvad familielivet indebærer, betyder det også at jeg kun har fået læst 3 bøger denne måned.

Maj måned har været Maas måned, mere præcis Sarah J Maas, for ikke nok med at jeg fik færdiglæst A Court of Mist and Fury for anden gang, så fik jeg også gjort trilogien færdig med hendes seneste udgivelse; A Court of Wings and Ruin. Godt nok blæste ACOWAR mig ikke nær så meget bagover som ACOMAF gjorde, men den havde stadig en mega fængende historie og nogle solide plottwists. Men det må I vente at høre mere om i en fremtidig anmeldelse af min hele mening. Udover at jeg i min fiktive verden næsten udelukkende har levet i Maas’ univers, blev der også lige tid til lidt chick-litt. Dåsemakrellen var anden bog om venindeparret Julie og Jessie, denne gang fra Julies synspunkt, og denne her tiltalte mig en smule mere end Ostekartellet. Den fik mig ikke til at skraldgrine højt på noget tidspunkt, men jeg kunne mere se de sjove situationer i den her bog i forhold til den anden.

For tiden sover baby ikke voldsomt meget om dagen, så det er begrænset hvad tid jeg har til mig selv og det påvirker selvfølgelig også læsetid. I juni har vi også en barnedåb at tage os af, så der er rigeligt at se til herhjemme. Mit minimål om at læse 4 bøger om måneden er derfor også sat lidt på standby for tiden, ikke mindst fordi vi også lige om lidt går på sommerferie hvor Kæresten også har taget barsel til rigtig familietid. Jeg har endnu ikke besluttet om bloggen går helt og aldeles på sommerferie, men den kommer i hvert fald nok til at løbe med meget mindre skridt end den har gjort indtil nu.

Hvordan har jeres maj måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i juni måned?

Continue Reading

Cruel Beauty (Rosamund Hodge, 2014)

Betrothed to the evil ruler of her kingdom, Nyx has always known that her fate was to marry him, kill him, and free her people from his tyranny. But on her seventeenth birthday when she moves into his castle high on the kingdom’s mountaintop, nothing is what she expected—particularly her charming and beguiling new husband. Nyx knows she must save her homeland at all costs, yet she can’t resist the pull of her sworn enemy—who’s gotten in her way by stealing her heart.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Som I sikkert godt ved, så elsker jeg en god genfortælling af de klassiske eventyr. Cruel Beuaty er en genfortælling af Skønheden og & Udyret, som er et af mine absolut favorit eventyr. Måske var det også derfor at jeg havde ret store forventninger til historien. Der skete bare det, at de forventninger desværre ikke blev indfriet som jeg havde håbet på. Dertil skal det også siges, at jeg personligt syntes der blev blandet en genre eller to for meget ind i historien, hvilket gjorde at der var dele jeg ikke rigtig brød mig om.

Vores hovedperson, Nyx, er lovet væk til den ædle herre, men udover at hun skal være hans kommende ægtemand er det også meningen hun skal forsøge at slå ham ihjel, eftersom han er frygtet af hele byen/landet. Det er hvad Nyx er blevet opdraget til hele sit liv, og på mange punkter er det godt at hun kommer væk fra en familie, som i bund og grund ikke rigtig ser hende som en del af familien, men i stedet som et redskab for at opnå et mål.

”I dropped into my chair with a thump, my throat tight. Against all odds, I had found an ally. Someone who called me his hope and kissed my hand.”

Efter for nylig også at have genlæst den originale fortælling af Skønheden & Udyret, må jeg indrømme at jeg bryder mig endnu mindre om den her genfortælling. Der bliver blandet en del mytologi fra gammel græsk tro ind i historien også, og som sådan er der ikke noget galt i det, men jeg syntes det blev for meget og alt for forvirrende til den her historie. Pludselig er det ikke længere en historie om skønheden skal redde udyret, jo jo, det skal hun stadig, men nu bliver det i forlængelse også resten af verden hun skal redde fra de her mega sure guder. Det stemmer ikke helt overens i mit hoved, og det var en smule irriterende at komme på de her sidespor i historien på en eller anden måde.

Dertil er Nyx også lidt af en… ja, hvad er det pæne ord man kan bruge? For at sige det pænt, så er hun ikke just jomfruelig, og hendes valg på de punkter undrede mig en smule. Det startede ud med at hun næsten smider sig i armene på sin nye mand, selvom hun ikke har spor lyst, men fordi det er det hun er blevet opdraget til. Senere deler hun så sin opmærksomhed mellem to ’mænd’, og der går ret lang tid før hun begynder at føle skyld ved det faktum. Den såkaldte kærlighed hun udvikler til sin mand, kommer også meget underlig ind i historien, og den er alligevel ikke nok til at hun stadig vil gøre alt som hendes familie beder hende om.

”I forced myself forward. He was the enemy. I had to stop him.”

For at sige det lige ud, så har jeg læst en del genfortællinger efterhånden, og den her er desværre ikke en af de bedre, og jeg tvivler på at jeg vil mindes den om nogle måneder. Hvilket er synd, for da jeg læste bagsideteksten syntes jeg den lød rigtig spændende. Desværre udformede historien sig til noget helt andet end hvad jeg havde forventet, sådan er det bare nogle gange. Øv bøv, bedre held næste gang med at finde en ny genfortælling.

 

Continue Reading

Alting begynder med efterår (Marianne Kaurin, 2012)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

Efteråret 1942 nærmer sig, og krigen er blevet hverdag forfamilierne i Biermannsgate 10 på Grünerløkka. Lige indtil den morgen, tre politimænd banker på døren hos den jødiske familie Stern. Tilfældigvis er 15-årige Ilse ikke hjemme.
Alting begynder med efterår er Marianne Kaurins debutroman. Det er en poetisk ungdomsroman med handlingen henlagt til 2. verdenskrig. En roman om at håbe og om at miste. Om små tilfældigheder og store drømme. Marianne Kaurin skriver indlevende om frygt, sorg og udmattelse. Om sammenhold, kærlighed og mod.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Jeg må være ærlig og sige at den her bog, nok ikke var en jeg selv havde samlet op og taget med hjem fra boghandleren/biblioteket. Præmissen med en ungdomshistorie fra krigstiden lyder i og for sig spændene og interessant nok. I hvert fald vil det være en noget anerledes ungdomsroman end hvad man er vant til. Desværre følte jeg ikke helt det var hvad jeg fik. Og jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg sad tilbage med.

Bogen er fortalt fra flere forskellige synsvinkler, og ærlig talt så har jeg glemt hvor mange, for der var en del, hvilket også gjorde det en smule forvirrende at skelne hvor i historien man befandt sig. De havde ikke behøvet at dække historien fra alle vinkler på den måde, der kunne godt skæres 2-3 synsvinkler fra, og så tror jeg faktisk historien ville have fungeret bedre.

Jeg syntes også den var enormt lang tid om rent faktisk at komme i gang. Bagsideteksten fortæller om et skænderi og vores hovedperson kommer hjem til en tom lejlighed (hentydningen er selvfølgelig er hendes familie er blevet taget af nazisterne, da de er jøder), men det sker først godt og vel i hvert fald halvvejs inde i bogen. Derfor følte jeg den første halvdel af bogen var en smule flad og intetsigende. Det var som om jeg sad og ventede på et klimaks der blev ved med at lure rundt om hjørnet. Da det så endelig kom, blev det fladet ud og gjort mindre spændende end det burde være.

Jeg kunne godt lide præmissen ved den her bog, men udførelsen af den var jeg desværre ikke stor fan af. Personerne sagde mig heller ikke synderligt meget og selvom deres historie skar i hjertet, fordi man ved hvad der sker med dem, uden at det siges i så mange ord, så blev jeg ikke rørt på samme måde som man måske forventer når det kommer til ofrene fra anden verdenskrig. Jeg syntes det er synd for bogen/historien, for alle slags historier fra den tid, hvad enten virkelige eller fiktive bør røre sit publikum på den ene eller den anden måde. Desværre var det ikke en bedrift denne historie opnåede.

 

Continue Reading

The Handmaid’s Tale (Margaret Atwood, 1985)

The Republic of Gilead offers Offred only one function: to breed. If she deviates, she will, like dissenters, be hanged at the wall or sent out to die slowly of radiation sickness. But even a repressive state cannot obliterate desire – neither Offred’s nor that of the two men on which her future hangs.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

The Handmaid’s Tale er en af de bøger jeg har hørt omtalt mange gange igennem årerne. Af flere forskellige årsager, og personligt har jeg længe haft lyst til at afprøve at læse noget af Margaret Atwood, det var bare svært at vælge hvor man skulle begynde, med alle de bøger hun har skrevet gennem årerne. Da jeg derfor faldt over en rigtig fin klassisk udgave af denne, besluttede jeg mig for at det skulle være mit første indtryk af Atwood – og det er jeg ret så glad for.

Historien om vores hovedperson – som teknisk set har afskrevet sig alt ved sin personlighed, inklusive sit navn, foregår i hvad man kun kan gisne er USA et sted i en usigelig fremtid. Hvad der helt præcist er sket vides ikke med sikkerhed, i hvert fald ikke for læseren. Et eller andet er der dog sket, for der er mange nye strikse regler, og især for kvinder, som vores hovedperson føler på egen krop. Historien er næsten fortalt som en slags dagbog, uden helt at være det. Alligevel kan man godt mærke at det personlige ligger i det faktum at hovedpersonen bare gerne vil dele sin historie med en eller anden, i frygt for at hun og den familie hun engang havde ikke skal blive glemt.

”I wait, for the Household to assemble. Household: that is what we are. The Commander is the head of the household. The house is what he holds. To have and to hold, till death do us part.”

Jeg ved at mange har omtalt denne bog i de seneste par måneder, og nærmest spået Atwoods historie som spot on når det kommer til visse ting i den verden vi lever i nu. Personligt kan jeg ikke se det hele, og gudskelov for det, for jeg tror det ville være en ret så dyster verden. Det spændende ved at læse denne historie er det indblik man også får i hvordan tingene så ud før det blev helt så indskrænket som det er nu. Man får små blikke ind i hovedpersonens tidligere liv, inden hun blev en handmaid, og det virker til at være et ganske fredeligt liv, som blev vendt helt og aldeles på hovedet af de utroligt kristne folk der kom og fik overtaget, efter hvad end det var gik galt.

De beskrivelser vores hovedperson giver af handlingerne i bogen er så detaljeret at de til tider er skræmmende. Det er hovedrystende hvordan det nye ’familieliv’ beskrives. Den traditionelle mand og kone, men i tilfælde af at konen ikke kan få børn af naturlige årsager, får parret tildelt en handmaid, hvis eneste formål er at få børn. Så snart de har fået et barn til en familie, er det videre til næste familie, og for den pågældende handmaid er det kun et spørgsmål om tid inden deres profession udløber og de pludselig er ubrugelige.

”If I knew for certain he was dead, would that make a difference? I would like to be without shame. I would like to be shameless. I would like to be ignorant. Then I would not know how ignorant I was.”

Det jeg fandt mest fascinerende ved den her bog, var stort set det hele. Jeg syntes hele historien var medrivende da jeg først blev rigtig fanget af den. Jeg kunne ikke lade være med at ryste på hovedet flere gange over nogle af de ting som hovedpersonen blev udsat for, eller de reaktioner der kom fra visse personer i historien. I det hele taget syntes jeg Atwood har skrevet en gribende og tankevækkende historie, som alle bør læse på et eller andet tidspunkt. Det eneste lille problem jeg har, er det efterskrift der kommer til sidst i bogen. Slutningen har jeg som sådan ikke noget imod, åbne slutninger gør mig ikke noget, men efterskriftet irriterede mig en smule, for det gjorde at hovedpersonens historie blev tilsidesat en smule, til fordel for denne falske konference eller hvad det skulle forestille at være. Det fjernede mit fokus fra den egentlige historie, som jeg følte var vigtigst. Jeg vil derfor anbefale at man bare springer over efterskriftet/epilogen, og lader historien stå for sig selv, for det er den stærk nok til alene.

Continue Reading

Havets magi (Jennifer Donnelly, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Astrid har forladt sine havfruevenner for at konfrontere sin forfader, Orfeo, den onde kraft bag uhyret Abbadons genfundne styrke. Orfeo har den ene af de seks talismaner, som havfruerne skal have fat på for at kunne spærre uhyret inde for altid. Men hvordan skal Astrid overvinde den mest magtfulde troldmand nogensinde, når hun ikke kan sangfortrylle?
Imens har Serafine og hendes Sorte Finner travlt med at forberede goblinstyrkerne på kamp mod hendes onkel Vallerios dødsryttere. Vil Sera nogensinde få sit elskede hjem – og sin elskede Mahdi – at se igen, eller vil Volneroerne overtage havfruerigerne, mens Orfeo går i krig mod guderne selv?
Intet mindre end undervandsverdenens skæbne er på spil i det forrygende sidste bind i Vandflammens Saga.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Endelig blev det tid til at få den store afslutning med på Serafina og hendes veninders eventyr! Med 4 bøger er der sket en del for de 4 veninder, og man har lært dem at kende på godt og ondt. Indrømmet, der var et par gange hvor jeg var tæt på ikke at læse videre, mest af alt fordi jeg kunne mærke at bøgerne måske ikke lige var til min aldersgruppe, men samtidig var jeg kommet så langt, at jeg havde brug for at få en afslutning på det hele. Og når alt skal komme til alt, så er jeg glad for at få afslutningen med, selvom den måske ikke lige faldt helt i min smag.

Tingene begynder at spidse til for Serafina og hendes veninder, og selvom de lader til at være foran skurkene, så starter bogen med at præsentere hvor lang vej de stadig har at gå, før tingene forhåbentligt kan lykkedes for dem. Jeg syntes det var en god måde at starte historien med, så det hele ikke virkede for sukkersødt og nemt fra side 1 af, men at det stod klart der stadig var forhindringer for dem. Det lyder måske lidt hårdt, men jeg kan godt lide at tingene ikke var for positive, for når man sidder med det sidste bind i en serie, og der er blevet bygget på til en stor afslutning, så forventer man også en del ting, til netop det sidste bind i serien.

”I aften var hovedpinen blevet så voldsom, at Sera følte,d en var ved at sprænge hendes hoved. Den var blevet værre på det sidste men de andre måtte ikke vide noget. De ville bare sige, at hun skulle gå i seng elle tilkalde en læge, og det havde hun simpelthen ikke tid til. Der var alt for meget at gøre.”

En anden ting jeg syntes var rart, var måden hvorpå man kunne se de forskellige karakterer havde udviklet sig på. Det stod ret hurtigt klart at de ikke længere var de sukkersøde prinsesser, der blot ville have siddet og ventet på deres prins charming til at redde dem. Især her trådte Serafina i kraft, hvilket også måtte være nødvendigt, eftersom hun skal forestille at være lederen af dem alle. Og alligevel er hun i stand til at begå dumheder, som det skulle vise sig.

”Astrid havde truffet beslutningen. For et stykke tid siden. Nu måtte hun gøre, som hun havde besluttet, og i al fremtid leve med konsekvenserne – hvad de så ellers måtte være.”

Donnellys verden er efterhånden solidt bygget op i det undersøiske univers, og det gjorde det en hel del lettere at navigere rundt i den verden historien udfoldede sig i. Men mad sidder stadig og trækker let på smilebåndet over sætninger som ”at trække vandet tungt” og andre finurlige sætninger af den slags. Og på den anden side, så viser det også bare at Donnelly klart har gjort sig nogle tanker om den verden hun udtænkte sig fra første ide.

Som den sidste bog i serien kan vi ikke komme udenom slutningen, selvom jeg skal gøre et forsøg på ikke at spoile alt for meget, men jeg kan ikke love at der ikke sniger sig en enkelt eller to ind. For at sige det kort og kontant; slutningen var forventet om end jeg syntes den skete lidt for hurtigt og endte med at blive lidt for sukkersød. Det var som om alt bare lige pludselig gik op i en højere enhed – hvilket det jo også skal, men helt ærligt – lidt for hurtigt. Det store opgør jeg havde forventet mig lidt mere af, taget i betragtning af den skræmmehistorie der var blevet opbygget over det berygtede monster, var så vidt jeg husker overstået i løbet af et eller to kapitler, og det var bare lidt for lidt. Med så stor en fare, der i hvert fald er blevet opbygget frem til nu, så forventede jeg altså også lidt at der måske var nogle som ikke overlevede, men her blev jeg ’skuffet’. Igen, det lyder måske en smule brutalt, men det virkede en smule urealistisk at alle vores helte og heltinder fik lov til at overleve. For mig havde det måske været en smule mere realistisk (i fantasiens verden) at all ikke overlevede. For slet ikke at tale om epilogen! Hvorfor skulle den overhovedet med? Den stjal så meget fra Serafina og de ting hun og hendes veninder havde opnået, som om de bare var dukker i et større spil, og det syntes jeg var synd for dem, når man nu havde oplevet alle de her eventyr med dem. Så efter min mening skal epilogen bare rives ud af bogen, og efterlade styrken tilbage hos de 6 havfruer.

 

Continue Reading

Barselslivet #04

Når man har overstået fødslen, så tænker man at det værste er overstået. Sådan er det sikkert også for de fleste, men for vores vedkommende har det været hårdt lige siden fødslen.

Da først jeg havde skubbet ungen ud og hun lå trygt på min mave, så var der pludselig fokus på mig. Da jeg var kommet af med moderkagen mistede jeg tæt på en liter blod, og jordmødrene havde travlt med at sy mig, alt imens jeg fik ekstra væske og medicin for at min livmoder skulle trække sig sammen, og for at mindske mit blodtab. Jeg fik også saltvandsdrop fordi jeg mistede så meget blod. Det betød også at vi faktisk lå på fødegangen i næsten 6-7 timer efter fødslen, fordi der skulle styr på mig. Af samme grund fik vi heller ikke lov til at komme på patienthotellet, som vi ellers havde håbet på, men blev indskrevet på barselsgangen. Der måtte Kæresten ikke være om natten, så han tog hjem sent onsdag aften og så kunne vi forsøge at få noget søvn den lille og jeg.

De første dage på barselsgangen var lange og hårde, ikke mindst fordi vi opdagede at den lille havde gulsot, og på hendes andet døgn blev hun lagt i lys i 14 timer natten over. Det positive ved dette var at jeg trods alt fik lidt mere sammenhængende søvn den nat. Det negative var at det gik ud over amningen, og det har været en kamp lige siden. Lillepigen skulle have taget blodprøver næsten dagligt i de dage, og mit blodtryk skulle der også holdes øje med før vi kunne få lov til at tage hjem. Efter de første 2 døgn bad vi om at skifte stue – det andet par på den vi var, var ikke helt så gode til at tage hensyn ift. støj med lydløs telefon osv. – og så var vi så heldige at få en stue for os selv i halvandet døgn, hvilket gjorde at Kæresten fik en madras ind på gulvet og han kunne sove inde hos os lidt. At baby havde gulsot gjorde at hun sov meget mere og det var en kamp at få noget mad i hende, fordi hun næsten skulle ruskes vågen til at spise. De første dage måtte vi derfor ’snyde’ hende med sonde ved bryst for at hun fik nok at spise, for udover at hun var så sløv ville hun heller ikke tage ordenligt ved brystet og vi har måtte bruge sådan nogle ammebrikker som gør det nemmere for børn at tage fat ved brystet.

Mandag blev dagen hvor vi endelig kunne tage hjem, og sikke en ro og lettelse det var at komme hjem i egne rolige rammer. Vi skulle stadig ind ca. hver anden dag og have taget blodprøve på lillepigen for at der blev holdt øje med hendes gulsot, og det stod på i godt en uges tid, og var ekstremt stressende, frustrerende og hårdt. Det hele var med til at det først rigtig var omkring 3 uger efter fødsel at amningen rigtig gik som den skulle, og vi slap for at skulle tjekkes med blodprøver hele tiden. Vi kunne begynde at finde en rutine herhjemme lillepigen og jeg, mens Kæresten gjorde klar til at starte på arbejde igen. Jeg skulle finde min rolle som mor, og lillepigen skulle finde ud af at det bare var os to det meste af dagen. Hold op hvor er jeg glad for at have Netflix til de lange ammestunder! 😀 Vi brugte ikke mange dage på at finde os til rette, og vi fik besøg hele tiden og så igen af venner og familie der gerne ville se den lille guldklump, og vi vil jo også gerne vise hende frem, stolte forældre som vi er. Det hele var en omvæltning, men jeg syntes vi fandt vores rutiner og tingene gik fremad. Lige indtil hendes 5 ugers-tjek.

Vi har haft ugentlige besøg af sundhedsplejersken for at kontrolveje hende pga. gulsoten, for at sikre hun voksede som hun skulle. Det mente lægerne så ikke at hun gjorde, og vi har de sidste 2 uger været inde på børnemodtagelsen 4 gange. Alle læger siger at lillepigen ikke fejler noget når de kigger på hende, men så snart de kigger i tallene og statistikkerne, så er der noget galt for hun tager jo ikke nok på! Suk. Efterhånden er det som om de bare skal finde at der er noget galt med hende, at det bare ikke kan passe at hun er en langsom spiser af små portioner og det bare er sådan hun er. Jeg må ærligt indrømme at det er sgu hårdt, og jeg bryder sammen i gråd hver gang jeg sidder derinde, for selvom de ikke siger det, så føler jeg det som en kæmpe kritik af mig som mor – som om de siger jeg nægter mit barn mad. Al den hurlumhej der er med hendes vægt ødelægger det der ellers skulle være den søde tid med min nyfødte datter. Hendes store smil varmer mit hjerte endnu mere, og når hun putter sig ind til mig har jeg næsten ikke lyst til at give slip på hende. Der farer så mange tanker igennem mit hoved, og jeg kæmper en kamp med mig selv om jeg skal opgive at amme hende – om ikke andet så for at slippe for de læger.

På mandag bliver min datter 2 måneder, og sikke 2 måneder det har været. Vi har haft vores opture og utrolig mange nedture. Det er ikke løgn at amning koster blod, sved og (mange!) tårer. På nuværende tidspunkt ammer jeg stadig, men hun får også flaske ved siden af. Vi skal ind på børnemodtagelsen igen i næste uge, og så håber jeg at de snart er tilfredse med hendes vægt, eller de accepterer at hun bare ikke spiser særlig meget af gangen, men at hun trods alt ikke taber sig og i det store hele bare har det godt. Hvis ikke de snart gør det så bryder jeg enten sammen i stress og depression eller også får jeg et hissy-fit og skriger af lægerne at nok må være nok. Lige nu står jeg med en fod i begge af de lejre, og jeg ved ærligt talt ikke hvilken det ender med. Uanset hvad, så bruger jeg 95% af min dag på at kigge på min skønne datter og mit hjerte fyldes med kærlighed af hendes små smil til mig. De sidste 5% bruger jeg på at græde og tude i stride strømme over lægernes problem med hende.

Continue Reading

The Graces (Laure Eve, 2016)

Tak for anmeldereksemplar fra Carlsen.

Fenrin Grace is larger than life, almost mythical. He’s the school Pan, seducing girls without really meaning to. He’s biding his time until someone special comes along. Someone different, who will make him wonder how he got along all this time without her. Someone like me.
Fenrin’s twin, Thalia, is a willowy beauty with rippling, honey-colored hair. Wherever she goes, Thalia leaves behind a band of followers who want to emulate her. She casts spells over everyone she encounters, just like Fenrin—even if they both deny it.

Then there’s Summer. She’s the youngest Grace, and the only one who admits she’s really a witch. Summer is dark on the outside—with jet-black hair and kohl-rimmed eyes—and on the inside. It was inevitable that she’d find me, the new girl—a loner with secrets lurking under the surface.
I am River. I am not a Grace. But I’ll do anything to become one.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

En mystisk bog, som nok også ender med en lidt mystisk anmeldelse. For The Graces er sådan en bog man næsten ikke kan snakke om uden at ville afsløre alt for meget af handlingen, for den er svær at snakke om uden at komme ind på handlingen. Men jeg skal forsøge ikke at spoile for meget for de af jer der ikke har læst bogen endnu.

Historien bliver fortalt fra Rivers synsvinkel, og det bliver hurtigt klart at hun er en lidt speciel pige. Men lige præcis hvad der er specielt ved hende finder man ikke rigtig ud af. Der strøgs ud med hints hele bogen igennem, men vi får aldrig noget direkte at vide, og det er faktisk først i løbet af de sidste par kapitler at alle sløjferne på dette mysterium bliver bundet sammen. Det var faktisk noget af det jeg rigtig godt kunne lide ved bogen; den var mystisk og forvirrende fra start til slut og vedholdt mystikken på den måde. Det er sjældent bøger rent faktisk formår at gøre dette, medmindre det er krimiromaner hvor vi først hører hvem skurken er til sidst. Så når det lykkedes på den her måde, og ovenikøbet i en ungdomsroman, så er jeg ret meget fan.

”Jeg var allerede begyndt lige så forsigtigt at stykke sammen, hvordan livet som en Grace måtte være. Hvis jeg kendte opskriften, den kombination af elementer, der gjorde dem til netop dem, de var, ville jeg måske kunne forstå dem. Og at forstå noget var første skridt på vej mod at blive som det.”

Jeg læste i et kort interview med forfatteren at hun gerne ville skrive om usympatiske hovedpersoner. Og det kan jeg sagtens se når det kommer til Rivers, for på mange måder var hun ikke lige den typiske hovedperson. På den anden side syntes jeg ikke hun var helt så usympatisk, i hvert fald ikke som hun kunne være. Jeg skal gerne være den første til at sige, at hendes besættelse med den her familie fra starten var en smule bizar. Der var flere gange hvor det lå på grænsen af lidt for meget, men det venskab der trods alt også blev opbygget virkede alligevel virkeligt nok. Det var nok også derfor min holdning til Rivers svingede fra kapitel til kapitel, fra at hun var okay til hun var på vej til at gå over grænsen. Men på den anden side, sådan var det også sommetider med Grace familien.

”Jeg havde mareridt, men jeg havde altid haft mareridt, og det var umuligt at afgøre, om det skyldtes dem eller mig selv. Jeg begyndte at kime familien Grace ned, kunne ikke lade være. Hvis bare de ville lade mig forklare. Men telefonen blev aldrig taget.”

Jeg syntes det var forfriskende for en gangs skyld at læse en ungdomsbog om hekse, fremfor vampyrer og de sædvanlige overnaturlige væsener de fleste ungdomsbøger efterhånden har sat monopol på. Samtidig var det ikke hekse i den forstand, som man måske ville forvente. Det var hekseri i det skjulte, og ikke åbenlyst med tryllestave og besværgelser. Tværtimod var det den ’gammeldags’ metode, som lagde baggrund for hele denne fascination med familien Grace.

I bund og grund er det her en solid ungdomsroman, som jeg personligt syntes formår at holde en ved siderne fra start til slut. Det eneste der nok trækker ned i min bedømmelse, det må være Rivers som person. Hun svinger så meget efter min mening, at jeg ikke kan give hende topkarakter. Dog skal det siges, at da jeg først fik slutningen med, gav hun pludselig meget mere mening for mig. Hendes handlinger var pludselig ikke nær så forrykte, som de kunne virke tidligere i bogen. Desuden bliver der lagt op til noget af et brag i den efterfølgende bog, og jeg håber virkelig at det er et brag der bliver indfriet. Oven på den slutning og de afsløringer vi får i de sidste kapitler, vil jeg blive slemt skuffet hvis den efterfølgende bog ikke siger Bang! på den ene eller den anden måde, så det skal blive spændende at se.

Continue Reading

Release (Patrick Ness, 2017)

Til for anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Denne dag vil forandre Adam Thorns liv.
De snærende bånd fra Adams religiøse familie, hans ubehagelige chef og eks-kæresten er klar til at blive løsnet. Og et andet sted i byen er en fortabt sjæl steget op fra søen.
Det bliver en foruroligende dag fyldt med svigt, sex, kærlighed og knust hjerte. Og håb. Hvis Adam formår at give slip.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Patrick Ness har efterhånden fået sat sit præg på ungdomsromanerne, men samtidig er det de lidt mere specielle ungdomsromaner han skriver. Release er den fjerde af hans bøger jeg har fået læst, og selvom den er ganske god, så er det ikke min favorit af hans bøger. Jeg kom igennem bogen forholdsvis hurtigt, og når man tænker på at handlingen i bogen kun strækker sig over en enkelt dag, så syntes jeg det er meget rart at det er sådan en bog man faktisk godt kan læse på en enkelt dag – hvis man altså ikke lige har en et-måneds-gammel datter, der vil ammes hele tiden.

Historien deler sig lidt i 2, men den primære historie fokuserer på Adam, som lever et liv på kanten. Eller måske ikke lige et liv på kanten, men et meget anspændt liv, som grænser sig op af mange ting. Ligesom i et par af Ness’ andre bøger, så har vi at gøre med en hovedperson, som er homoseksuel, og i denne omgang ligges der ikke det mindste skjul på det. Derfor syntes jeg også det var lidt sjovt hvordan det blev fortalt igennem flashbacks måden hvorpå det blev tydeligt for Adam selv at han var homoseksuel. Det syntes jeg var en rigtig fin detalje at arbejde ind i historien på den facon. Adams seksualitet skaber en hel del problemer for ham, ikke mindst fordi hans familie er stærkt religiøse og ikke vil indse at Adam er som han er, men bliver ved med at bede for hans frelse – eller hvad man nu skal kalde det.

”Adam og Angela havde været nære venner lige siden. De havde trods alt næsten mistet livet sammen, og det giver et solidt grundlag.”

Den anden historie der er sideløbende med Adams, er historien om Katie, ånden til en pige der blev dræbt i Adams by. Det er så her det hele bliver lidt for mystisk for mig, og grunden til at bogen ikke får absolut topkarakter fra mig. Personligt syntes jeg måden Katies historie var skrevet på var forvirrende og rodet. Jeg kunne slet ikke forbinde hendes historie løbende igennem bogen, og jeg læste et par gange meget hurtigt henover de sider for at komme hurtigere tilbage til Adams historie. Personligt syntes jeg ikke de to historier hænger sammen på nogen måde. Dertil hjalp det desværre heller ikke med denne Dronning-karakter og faunen, som jeg stadig ikke helt har regnet ud hvilket formål de havde.

Til gengæld så står Adams historie meget stærk. Når man tænker på at begivenhederne kun strækker sig over et enkelt døgn, så er det utroligt hvad Adam bliver udsat for. Dertil kommer der sig en god portion flashbacks, som er med til at give historien den dybde den har brug for i forhold til Adam og hans omgangskreds. Jeg kunne for eksempel rigtig godt lide det venskab han har med Angela. Det er lige præcis sådan et venskab alle bør have på et tidspunkt i deres unge liv.

”Adam kunne ikke huske, hvornår det udtryk i hans fars ansigt sidst havde skyldtes hans bror, og ikke, at Adam var trådt ved siden af en sti så smal, at det var et under, at noget kristent menneske kunne se den.”

Der er ingen tvivl om at Ness skriver gribende historier, og det er Release endnu et eksempel på. Adam bliver udsat for gevaldigt mange hjerteskærende ting indenfor 12 korte timer, og vi får ikke engang ’slutningen’ med på hvordan alle tingene ender for Adam og hans familie. Det må man sige er Ness’ styrke – netop at skrive den slags ungdomsromaner der sætter nogle emner på en spids og ryster dem godt og grundigt, for at åbne øjnene for os andre. Hvilket han gør rigtig godt, og hvor Release er endnu et eksempel på dette. Samtidig skriver han forholdsvis ungdommeligt. Det er et sprog der lyder som en ungdomsroman, og ikke en voksen der vil fortælle en historie til en flok unge mennesker. Tværtimod kan man godt mærke at Ness tænker på sit publikum når han skriver. Hvis man kan lide Patrick Ness og er mest til Mere end det end de andre af hans bøger, så er Release helt klart den næste bog du skal give dig i kast med.

Continue Reading