Victoria (Daisy Goodwin, 2016)

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplaret (Reklame).

En tidlig junimorgen i 1837 vågner den attenårige prinsesse Victoria op til nyheden om, at hendes onkel, William IV, er død. Hun er nu dronning i verdens mest magtfulde nation. I de kommende uger og måneder vil det vise sig, om den overbeskyttede unge kvinde kan leve op til den rolle, eller om hun vil blive et lydigt og nyttigt redskab for sin mors magtsyge rådgiver Sir John Conroy.

Hun får uvurderlig støtte fra sin premierminister Lord Melbourne. Han er gammel nok til at være hendes far, men han tiltrækkes uhjælpeligt af den unge kvinde. Og hun af ham, for han er den eneste, der ser, at hun vil blive en stor dronning.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Af en eller anden grund så er jeg utrolig fascineret af det engelske kongehus, meget mere end vores eget danske kongehus. Og de mange forskellige historiske romaner (og film) om det engelske kongehus fanger gerne min interesse. Hvilket var præcis hvad der skete da jeg fik øje på Victoria, som også begyndte at dukke op på tv. Inden jeg læste bogen vidste jeg kun en smule om den engelske dronning; de basale data som de fleste kender til; at hun blev dronning inden hun fyldte 18, blev smaskforelsket i sin Albert og fik en flok børn med ham, og hun kom aldrig rigtig over tabet af ham da han døde før hende. Bogen ville tilbyde et bredere indblik i hendes liv, som jeg ikke kunne stå for.

Bogen starter i det hun finder ud af at hun er blevet den nye dronning af England. Med det følger der en masse ansvar og en frygtelig masse forpligtelser og etiketter som hun ikke helt er bekendt med, på trods af at hun er opvokset i en voldsom beskyttet tilværelse. Jeg blev overrasket over at læse om hvor utrolig beskyttet barndom hun havde haft, og Victorias mor igennem hele bogen tiltalte mig på ingen måde. Hun virkede hele tiden overfladisk og egoistisk på sin meget naive facon. Jeg ved godt hun er baseret på en virkelig person, men det gør det desværre ikke bedre; det gør bare at jeg får endnu mere ondt af Victoria.

”Da Victoria vågnede næste morgen, skinnede solen ind gennem vinduerne. Hun sprang ud af sengen med Dash i hælene og så ud over parken. Hun ville ud at ride i dag- Så kom i tanke om tildragelserne fra aftenen før, og hendes pludselige begejstring over solskinnet forduftede.”

Bogen beskriver Victoria og hendes liv rigtig godt. Det kan godt være bogen skal forestille at være fiktion, men baseret på virkelige personer gør at deres historier er det mere fængende. Den nøjes ikke bare med at fortælle Victorias historie, den giver også indblik i Lord Melbournes liv og prins Alberts unge år. Hvilket jeg syntes er meget fint, især i forhold til Albert, for hvad jeg ellers har set/læst om Victoria, så er det ikke meget man hører fra Alberts side. Derfor var det interessant at se hvordan det hele var for Albert.

”Albert og Victoria red videre i en stilhed, der kun blev brudt af hestenes prust, Dashs lejlighedsvise bjæf og rågernes skrig fra rederne over deres hoveder. Et øjeblik tænkte Victoria på Melbourne og den sidste gang hun havde været alene med en mand i en skov. Hun besluttede, at hun var nødt til at sige noget.”

Samlet set syntes jeg det var en fængslende historie, men den bliver oversolgt lidt på den romantiske side af historien. Den smule romance der var, var meget uskyldig og næsten ikke til at få øje på nogle gange. Jo vist, det kommer sig sikkert af at Victoria ikke var så bekendt med kærlighedens facetter, og til tider kunne jeg heller ikke lade være med at le af hendes helt uvirkelige syn på hendes følelser, underholdende som det da var. Det er også den faktor der gør, at jeg ikke kan give den fuldt antal stjerner.

Jeg vil anbefale den her bog til enhver der har en smule interesse i det engelske kongehus, eller bare interesse i historie for den sags skyld. Selvom man kun får en lille bid af historien med bogen, for det er som om slutningen på bogen kun er begyndelsen. Det er en meget lille bid man får i Victorias regeringstid, som jo spandt over mange år og bød på mange ændringer. Heldigvis kan man forsætte lidt med tv-serien og få mere af Victoria at se.

Continue Reading

Great Series #02 – Ædelsten-trilogien (Kerstin Geir)

Jeg fik øje på den her serie for nogle år tilbage, og den har faktisk været på min mentale TBR liste i lang tid, men af uforklarlige årsager er den altid blevet glemt lidt igen. Hvilket er lidt underligt, for bøger med tidsrejser skal normalt ikke ligge længe hos mig før jeg begraver mig i dem. Da jeg endelig fik fingre i dem, fordi en god veninde ikke var vild fan af dem, og derfor begavede mig med dem (Mange tak!), gik der derfor heller ikke lang tid før jeg stak næsen i dem og stiftede bekendtskab med Gwendolyn.

Historien handler om Gwendoly Shepherd, som pludselig finder ud af at hun kan rejse i tiden. Hele sit liv har hun ellers troet det var hendes stramtantede kusine, der skulle leve det liv, men sådan gik det altså ikke. Pludselig hvirvles Gwen ind i et hemmeligt selskab, og sendes på hemmelige missioner til fortiden, til en Greve som sidder mageligt og hiver i alle trådende. Hertil krydres historien med lidt solidt teenagevenskab og den upåklagelige kærlighed-ved-første-blik, som man jo ikke kan komme udenom. Det er som I kan se en trilogi, men hvis jeg skal være ærlig så syntes jeg personligt godt den kan holdes i 2 bøger. Det vil givetvis være et par lidt lange bøger, men på den anden side er der også en del i historien, som jeg syntes sagtens kan sorteres fra.

Det skal forestille at historien over de 3 bøger ikke strækker sig over mere end en lille uges tid, og med det i baghovedet tænker jeg umiddelbart at 3 bøger til den korte tid er for meget. Ganske vist bliver der rejst en del i tiden, men alligevel. Den del af historien hvor Gwen skal forestille at agere ’normal’ teenager, syntes jeg mange gange var unødvendige. Det fungerede meget bare som pause mellem de mere interessante tidsrejser – og så var der alt for meget drama i Gwens hoved (hun har set lidt for mange film, hvis du spørger mig).

Tidsrejse aspektet af historien fungerer så godt! Jeg var især begejstret for de detaljer, der lader til at blive lagt i hele det faktum at de ikke må stå ud og virke fremmed. Så alt bliver tænkt over i forhold til tidsrejserne; med undtagelse af de handlinger som Gwen finder på. For selvfølgelig opdager hun noget hun ikke skulle, og så starter hele hurlumhejet med at underminere det hemmelige selskab og afsløre det over for alt og alle. Al den forvirring der kan opstå med tidsrejsebøger fandt jeg ikke noget af. Nogle gange kan en forfatter tydeligvis ikke holde styr på sine egne ideer/tidsrejser, men det kunne det her, og det spillede igennem alle bøgerne, hvilket jeg syntes er rigtig godt. Især de små twists der kom til sidst i bogen af afsløringer for de interne forhold mellem forskellige personer syntes jeg var rigtig fint gjort. I det hele taget hang tidsrejserne meget godt sammen, jeg havde bare ønsket der var flere af dem, og knap så struktureret som de i praksis endte med at blive.

Denne trilogi er ganske god, men jeg må også indrømme at jeg nok havde været mere fan af den, hvis jeg havde læst den for 10 år siden. Jeg kunne flere gange godt mærke at det der teenage-pladder som Gwen befinder sig i, ikke sagde mig en dyt. Og ærlig talt, så gik Gwen mig også ret meget på nerverne somme tider med hendes dramatiske følelsesudbrud, som om jorden gik under hvis den pæne dreng ikke ville tale med hende. Det blev en tand for meget fra tid til anden. Men hvis jeg nu havde været en teenage-pige selv, så var jeg nok blevet opslugt meget mere af serien og havde slet ikke kunne se nogle fejl eller mangler, men sådan er det med alder. Især når man får mere af den, så begynder man at blive lidt mere kritisk overfor den der kærlighed ved første blik.

Continue Reading

Månedens udvalgte #03

Månedens udvalgte er nok mere efterårets udvalgt i denne omgang. Med de månedlige wrap-ups på time-out, er månedens udvalgte også sat lidt på standby, men selvom min læsning stadig vil være meget lyst- og tidspræget, så kan jeg jo ikke lade være med at have nogle forhåbninger om et par bestemte bøger, som jeg virkelig gerne vil læse over de næste par måneder.

Som tidlige nævnt har jeg ikke selv købt nye bøger siden engang tilbage i februar, men her til efteråret kommer alle de gode! Blandt andet har jeg bestilt Tower of Dawn af Sarah J Maas, for alt hvad hun skriver bliver jeg bare nødt til at læse! Nanna Foss kommer også med nyeste skud på Spektrum-stammen, men indtil jeg kan få mine fingre i den nye, så er jeg lige i færd med at genlæse/lytte til de første to i serien.

Der er rigtig mange seriebøger jeg gerne vil forsætte med, eller nye serier jeg rigtig gerne vil starte. Jeg vil rigtig gerne læse videre om Claire Fraser/Randall i Outlander, og den er jeg så småt gået i gang med. Jeg vil rigtig gerne stifte bekendtskab med Malene Sølvstens Ravnenes hvisken efter kun at have hørt fantastiske ting om den, og den har stået på min hylde i over et år snart. Jeg vil gerne læse videre i mine genderswop teen Sherlock Holmes for at få lidt YA krimi, en af de få slags krimier jeg gider at læse. Jeg vil gerne tilbage til den dystopiske tvillingeverden i Map of Bones, for at se hvad der sker i den serie, for den første bog sluttede meget åbent. I det hele taget har jeg rigtig mange serier at forsætte i, men også rigtig mange som jeg bare venter på at gå i gang med. Men jeg har også forsøgt at finde nogle enkeltstående bøger, så jeg ikke vil komme til at sidde og bide negle af at vente på flere bøger i serien. Her er Everland for eksempel et godt bud, som en genfortælling af Peter Pan historien med et eller andet twist, som jeg ikke helt ved meget om endnu. Jeg ved bare den kan kobles til Peter Pan, og så må jeg bare eje det. Spørgsmålet er bare hvor meget jeg får læst af hvad jeg faktisk har lyst til at læse. Egentlig håber jeg bare på at få læst et eller andet.

Hvad håber du at få læst i løbet af de næste måneder?

Continue Reading

Sommer Wrap-Up

Sommeren i år har været noget anderledes end hvad vi havde regnet med. Man forventer næsten altid at sommeren vil bestå af hyggelige grillaftenerne med venner og familie, kold hvidvin i aftensolen, lækre isvafler på stranden og alt hvad der dertil hører. Men, men… Det er ikke altid at den danske sommer er helt enig, og det var den bestemt ikke i år. I stedet har det været afslapning i sofaen med en kold cola, en god film på tv eller i biografen hvis man er heldig, hyggestunder med kage fra tid til anden og et håb om at sove længe bare et par gange.

Man skulle tro at det ville betyde enormt meget tid til at læse en forfærdelig masse bøger, hvilket også havde været tilfældet hvis det ikke lige var for en bette frøken med en mening omkring dette også. Sommeren 2017 har bestemt stået i babys tegn. Rasmus havde taget en god portion barsel henover sommeren, og det har været absolut fantastisk at have ham hjemme, så vi kunne pakke barnevognen i bilen på vores egne præmisser, de dage vi ville ud og se lidt andet end vores egen baghave. Vi har blandt andet været på små dagsture til Sæby og Hals, og vi snakker om også at nå Skagen en af de nærmeste dage.

Baby er heldigvis begyndt at sove noget bedre om aftenen/natten, og at putte hende i seng tager knap så lang tid som det har gjort engang. Det betyder også at jeg har brugt nogle aftener på at læse, så lidt bøger har jeg da fået læst. Det er blevet til hele 8 bøger henover sommeren, spredt ud på både lidt lydbøger og fysiske bøger når der har været mulighed for det. Det er også gået op for mig at jeg ikke har købt bøger siden engang i februar! OMG! Det må nok være ny rekord for mig, men med baby og den lille smule tid jeg har til at læse, har jeg ikke rigtig kunne retfærdiggøre for mig selv at købe voldsomme mange bøger, som før i tiden. Nu kommer efteråret, med rigtig mange bogudgivelser (!), men jeg har indtil videre kun tilladt mig selv at købe 2 bøger, og ønske mig en tredje til jul. Det er i hvert fald planen, som det ser ud lige nu, vi må se hvad der sker.

Det har stået lidt i seriens tegn med de bøger jeg har læst i løbet af de sidste par måneder. Jeg fik endelig læst den sidste i serien om September og hendes eventyr i Fairyland, og det var en lidt vemodig slutning, og en jeg ikke helt havde regnet med. Det er virkelig en forunderlig serie, som jeg ser frem til en dag at kunne læse med min datter. En anden bog jeg nok tidligere har mulighed for at introducere min datter til, er Det store enhjørninge-eventyr, som er en fin følgebog til den nye Grusomme Mig-film. Nu har jeg ikke set filmen, men jeg vælger at tro bogen giver lidt mere mening med filmen. Men selv uden filmen, så er bogen rigtig sød og jeg får lyst til at købe en enhjørning til min datter.

Jeg har også rejst lidt i tiden med Gwendolyn i Ædelstenstrilogien, hvor jeg heldigvis kunne læse dem alle tre lige i rap. Det var en lidt blandet følelse at læse, og min interesse var også lidt spredt idet det som sagt tog mig 3 måneder at læse 3 bøger, jeg normalt ville få læst på 1 uge eller to. Men mere om hele serien i et senere indlæg. Jeg er også kommet videre i serien om Dinah i Queen of Hearts Sagaen med bog nummer to i serien som lydbog; Blood of Wonderland. Anden bog var klart bedre end den første, men det var også en tydelig 2er, der klart leder op til det store opgør i de(n) næste bøger. Den havde dog et par fede overraskelser i et par twists, som jeg er en smule nysgerrig for at se hvordan de udfolder sig.

En tur tilbage til det Victorianske England blev det også til med Victoria, den samme som tv-serien også har kørt på DR i løbet af sommeren. Efter at have læst bogen fik jeg også set tv-serien, for jeg syntes godt nok bogen sluttede ved begyndelsen, som man siger. Forlovelsen mellem Victoria og Albert er jo kun begyndelsen på al den forandring som Victoria stod for i sin regeringstid. Mere om det i min anmeldelse af bogen i et senere indlæg. Til bogklub i denne omgang skulle vi læse Bonjour Tristesse, som jeg allerede har fået læst! Wow, men det er til dels også fordi jeg har snydt lidt og hørt den som lydbog. Det var en ganske fin ungdomsbog, som dog havde en overraskende, men letter brutal slutning jeg ikke lige havde set komme. Nu hvor jeg tænker over det, så virker historien faktisk ret tidsløs og jeg kan se hvorfor den er blevet genudgivet et par gange.

Nu er sommeren forbi, i hvert fald hvis man kigger i kalenderen, måske ikke helt hvis vi spørger vejrguderne og vi er heldige en dag eller to endnu. Det må tiden kun vise. Det betyder også at gåturen med barnevognen skal til at gøres til rutine igen, efter noget tid hvor vi måske har været lidt dovne. Rutineture med barnevognen betyder også mere lydbogstid, så er spørgsmålet bare hvad jeg skal i gang med som næste lydbog. Jeg har dog ikke forhåbninger om at planlægge for meget af min læsning, for det er meget spontan læsning med baby, der kræver mere og mere af mig. Mit håb og mål er blot at få læst noget! Hvilket også betyder at jeg resten af året sætter de månedlige wrap-up på time-out og laver lidt mere sæsonbetonede wrap-ups, som denne.

Hvordan har jeres sommer set ud? Og hvad planlægger I at læse i til efteråret?

Continue Reading

Barselslivet #07

Tiden flyver så hurtigt afsted med de der små størrelser, i næste uge runder Emily de 5 måneder! Vi har brugt det meste af sommeren bare på at nyde vores lille pige og hinanden, og slappe godt og grundigt af i bedste selskab af venner og familie. Til trods for hvad mange sundhedsfolk ellers mener, så stortrives Emily og jeg elsker at se hendes smil hver dag. Det er det første jeg ser lige så snart jeg vender mig rundt og siger godmorgen til hende, og mit hjerte smelter hver gang på ny. De sidste 6 uger har far også været hjemme på barsel – han har en uge tilbage, øv – og vi ligger næsten hver morgen og bare snakker og putter lidt med Emily, for at få den bedste start på morgenen.

At have far hjemme på barsel har været fantastisk. Selvom han nogle dage har haft gang i diverse projekter, og det på nogle punkter alligevel har føltes som om han har været på arbejde, så han har jo måske bare lige gået ude i garagen, og det har været så befriende at have ham hjemme til at hjælpe med Emily. Jeg er sikker på hun også har nydt at lege og snakke med sin far, og jeg elsker at se dem pjatte sammen. Vi går dagligt tur med barnevognen, både for at lufte baby og lulle hende i søvn, men også for at vi kommer ud og bevæger os lidt; det er sjovt som han næsten per automatik tager fat i barnevognen og så kan jeg ellers bare tøffe afsted ved siden af. Don’t get me wrong – det er super dejligt at han så gerne vil gå med barnevognen, men på ganske kort tid blev jeg bare meget vant til at det var mig der gik med den.

Udover de mange gode stunder vi har haft i løbet af sommeren, så har vi desværre også været besværet af lægerne igen, igen. Siden sidst har vi måtte indfinde os i nye rytmer for både Emily og mit eget vedkommende. På trods af at amning ikke giver den næring hun skal have, er der ingen af os der er klar til at give helt slip på det, så der ammes stadig når hun har lyst til det. Det er både for at hygge lidt bare os to sammen, men samtidig får hun også de gode antistoffer fra mig af, og så er det bare herligt at sidde i vores egen lille ammeboble, og se hende smile med munden fuld af mælk. Vi har jo så måtte finde en anden måde at give hende den næring hun skal have, og heldigvis vil Emily gerne spise af flaske, som hun så får i dagstimerne. Dertil er vi begyndt både morgen og aften med at spise fast føde, og indtil nu elsker hun det! Det er simpelthen så sjovt at se hendes ansigt hver gang hun prøver noget nyt, men det tager ikke mere end et par mundfulde og så er armene vilde i varmen for at det ikke kan gå hurtigt nok.

For Emily bliver stadig væk målt og vejet – næsten lidt for meget hvis du spørger mig. Vi fik at vide inden seneste vejning, at hvis hun ikke fulgte sin egen kurve, så skulle vi tilbage til børneafdelingen for at finde ud af hvorfor hun ikke tog på, når hun tydeligvis fik den næring hun skulle have. På det punkt var vores læge heldigvis enig i at hun fik nok mad, det var bare et problem at hun ikke tog på af det. Til seneste vejning kommer vi så ind til en anden end vores sædvanlige læge, men Emily skal vejes på egen læges vægt, for at det er den samme vægt hver gang. Den siger at hun har tabt sig ca. 100g! Vi kigger alle sammen på hinanden og lægen syntes heller ikke helt det kan passe, så vi prøver at veje Emily på denne læges vægt. Her har hun så pludselig taget 3-400g på! Det viser sig at vores egen læges vægt, sådan en gammeldags loddevægt, stod skævt på bordet, og derfor måler forkert; så er spørgsmålet om den har gjort det ved hver af de seneste vejninger?! Lang historie kort, så slap vi da for børneafdelingen i denne omgang.

Næste uge skal Emily til det sædvanlige 5 måneders-tjek, og jeg er så spændt på at høre hvad vores egen læge siger denne gang. For med al den mad Emily indtager lige for tiden, så vil jeg slet ikke kunne forstå hvis hun skulle tabe sig. Og 7-9-13 så elsker hun al den mad hun får lige får tiden, hvad end det er bananmos eller blomkålsmos. Og hun er så glad som dagen er lang, og kan ligge og lege mere og mere for sig selv, eller ved siden af mens jeg laver ting i køkkenet eller rydder op i skuffer. Nu kan vi bare krydse fingre for lægetjekket i næste uge går som det skal, så vi snart kan vende tilbage til rutinebesøg af sundhedsvæsenet og ikke se dem så meget at jeg snart ikke kan holde dem ud længere.

Continue Reading

Barselslivet #06

For snart 3 uger siden havde vi barnedåb, og vi kunne dele navnet på vores datter med venner og familie. Vi havde med vilje holdt navnet hemmeligt frem til dåben; det var nok mest mit valg, men jeg syntes der er noget ganske særligt over det faktum at vi har tænkt og grublet over hendes navn, og ville gerne gøre det til noget særligt når det skulle deles med andre end hendes familie. Derfor ville vi gøre forsøget på at holde det hemmeligt frem til dåben, der kom dog et par enkelte undtagelser. Manden kom til at tale over sig en enkelt gang, og navnet skulle jo også på dåbskagen så der måtte vi også afsløre det lidt før selve dåbsdagen. Men for de fleste var det først i kirken, da præsten spurgte, at vi med store smil kunne afsløre lillepigens navn; Emily.

Den weekend hvor Emily blev døbt var en meget begivenhedsrig weekend, for dagen før havde vi besluttet at overraske den nærmeste familie med en tur på rådhuset for at blive gift. Vi har snakket om det en del gange, og i første omgang ville vi faktisk gerne have gjort det som en overraskelse i kirken i forbindelse med dåben, men det var der bare ikke plads til i gudstjenesten den dag vores dåb skulle være. Derfor begyndte vi at tænke i andre baner, og en frokost for nærmeste familie startede derfor på rådhuset først. Hver vores forældre blev så overrasket og glade, endda rørt til tårer og det var bare en rigtig god dag, efterfulgt af endnu en god dag med flere venner og familie til Emilys dåb. Efter sådan en vild weekend er det nu tilbage til hverdagen, og nu er Manden også gået på barsel henover sommeren! J

Men livet som mor er ingen dans på roser. Sådan lyder talemåden vist, og hold da op hvor har den ret. For selv om dagene med smil og latter fra den lille pige er i overtal, så er det som om dagene med tårer fylder mest i hovedet efterfølgende. Tingene er bare ikke nemme nogle gange, og de bliver ikke mindre nemme af at man er magtesløs overfor at kunne gøre noget ved, hvad end man rigtig gerne ville. Som I ved fra mine tidligere barselsfortællinger har vi længe kæmpet med amning herhjemme og Emilys vægt (så lækkert at jeg bare kan skrive navnet!), og det har vi gjort lige siden hun blev født, for hun har aldrig taget det på hun skulle for at lægerne var tilfredse. Hele processen har og er så hård for os alle sammen, at jeg flere gange har været overbevist om at jeg er på vej i en fødselsdepression i en eller anden grad. Jeg er dog ikke nået det punkt helt endnu – 7-9-13 – og når det forhåbentligt heller aldrig. Men nu har vi ramt endnu et vejbump der vil sætte en stopper for alt det hårde arbejde vi har kæmpet med for at amningen skulle øges og bare fungere for Emilys skyld.

På kun 3 uger har Emily kun taget ca. 150g på i vægt, og det går bare ikke. Det skærer mig så dybt i hjertet at måtte indse det, men selvom jeg har masser af mælk til hende, så er der bare ikke nok næring i det til hende. Om hun lå ved brystet 24/7 og åd og åd, så ville der stadig ikke være nok næring til at hun tog det på hun gerne skulle. Det er fandeme et hårdt slag i maven at få at vide, at man ikke kan gøre noget ved det, og at ens krop bare modarbejder til de ønsker man har for sit barn som mor. Jeg ville så gerne have ammet Emily så meget som overhovedet muligt indtil hun kunne begynde på andet mad, og selv der gerne blive ved så længe det kunne lade sig gøre. Men af uforklarlige årsager er der bare ikke nok fedtstof i min mælk til at Emily får det næring hun skal til at vokse. Det piner mig utroligt meget at skulle smide håndklædet i ringen, så at sige, taget i betragtning alt hvad vi har været igennem for at amningen bare skulle fungere. Når man finder ud af at det har været en nyttelys kamp gør det bare tingene værre endnu. Jeg har derfor måtte mig se slået ud, og kampen med amning har slået mig helt af banen.

Jeg har altid troet at det kun var et spørgsmål om man havde for lidt eller for meget mælk. Jeg var ikke klar over det også kunne være fordi at mælken ikke var fed nok. I snart 4 måneder har vi kæmpet og grædt os igennem samtaler med læger og børnelæger, for at finde ud af vi intet kunne have gjort. Når jeg tænker tilbage på alle de test Emily har været igennem for at finde ud af om der var noget galt med hende fordi hun ikke tog nok på i vægt; det kom aldrig på tale at teste om der ’var noget galt’ med mig. Jeg tænker hvor meget lettere det hele ville have været for os, hvis blot vi havde vidst det for 1 eller 2 måneder siden. Alle de tårer vi kunne have været foruden, og alle de læger vi kunne have undgået.

For mig er det som et slag i maven at måtte give op på amning på den måde, og den del af at være mor til Emily. Og jeg kan også mærke at Emily ikke er klar til at slippe brystet, for selvom hun også gerne vil spise af flaske, så er der enkelte gange hvor hun hellere vil have bryst. Og der har jeg altså besluttet at det skal hun have lov til! Det kan godt være det ikke længere er der hun får sin primære næring, men det skal ikke tage hyggen og nærheden ved amningen fra os! Med den bagage vi har med os fra de sidste 4 måneder, så kan jeg mærke vi begge har brug for at holde ved lidt hyggeamning fra tid til anden.

Continue Reading

Sommerferie

Den danske sommer er lunefuld, men den er alligevel så småt på vej her til det nordjyske. Det betyder dase i solen på terrassen med en god bog, eller rettere det gjorde det før i tiden. Det der med at dase med en god bog i det hele taget, har der ikke været voldsomt meget plads til siden baby kom til verden. Mit energiniveau til at læse er også svundet godt og grundigt ind, og mit hoved kan mest af alt bedst håndtere hjernedødt tv når jeg lige har lidt tid for mig selv, uden baby hænger om halsen på mig. Det betyder at læsningen er gået meget i stå lige for tiden. Min ambition om lydbøger er også dalet en smule, for jeg er faldet over Mads og Monopolets podcast, som jeg faktisk helst vil høre lige for tiden, for det er så nemt at slukke for i tilfælde at baby pludselig kræver opmærksomhed. Jeg læser dog stadig en lille smule hist og her, men det bliver ikke til meget. Præcis af den grund har jeg besluttet at bloggen for en gangs skyld skal holde rigtig sommerferie.

Sommerferie på bloggen betyder at der ikke kommer flere boglige indlæg de næste godt og vel 2 måneder, men jeg vil ikke udelukke at der kommer et par indblik i Barselslivet – mest af alt fordi jeg nok får behov for at dele det med jer alle sammen. Så i stedet for at dele med jer hvad jeg har fået læst i juni (1 bog!), så vil jeg hellere spørge hvad I har af planer for jeres sommerferie?

Fra i dag af går vi begge to herhjemme på barsel, og vi har derfor de næste 7 uger sammen med baby. Vi har som sådan ikke lagt nogle planer overhovedet, men det kan være vi skal et par dage i mine forældres sommerhus på et tidspunkt. Ellers har vi ikke planlagt så meget andet end at tilbringe tid med vores datter, resten af familien og gode venner, og vi krydser fingre for at der kan blive et par gode grillaftener henover de næste par uger.

Continue Reading

Ostekartellet + Dåsemakrellen (Mary Uhrenholt, 2017)

Tak til EgoLibris for anmeldereksemplare.

Med sin bedste veninde, Jessie, på sidelinjen har Julie udviklet sig fra en ensom, sky teenager til noget, der minder om en voksen pige med ét mål i livet: At finde én, hun kan putte sig ind til. Det kommer ikke let til hende, men det kommer.
Dåsemakrellen er en letlæselig strandroman om en ung kvindes klodsede og til tider pinlige søgen efter kærligheden. Julie kan ikke gøre for det, hun kommer bare hele tiden galt af sted. Men fordi hun er dagdrømmer og en anelse naiv, bringer selv de underligste situationer hende ikke ud af kurs.

Ostekartellet er en selvstændig efterfølger til romanen Dåsemakrellen. Du tages med på en skør og underholdende rutsjebanetur, hvor du bare skal læse, grine og måske lade dig inspirere. Det er ikke altid for sarte sjæle, og anstødeligt sprogbrug forekommer, men hvis du ikke er sippet, så god læselyst!

(Tekst fra goodreads)

Bøgerne får henholdsvis 2 og 3 ud af 5 stjerner.

En god omgang chick-lit går man sjældent galt i byen med, men der er godt nok også forskel på dem, hvilket Mary Uhrenholts bøger. Jeg har læst både Ostekartellet og Dåsemakrellen og det var to vidt forskellige oplevelser.

Med Ostekartellet blev jeg introduceret for Jessie og hendes vilde singleliv. I første omgang virkede Jessie som en meget udadvendt Bridget Jones, og jeg var underholdt ganske fint på de første sider, men pludselig tog det hele en drejning og jeg blev ærlig talt mere og mere frastødt af Jessies livsstil. Det er ikke fordi jeg betragter mig selv som sippet eller snerpet på nogen måde, men nogle af de ting som Jessie fører ud i livet kunne jeg godt nok ikke se det fede i. Ærlig talt tror jeg selv Samantha fra Sex & the City ville rynke på næsen på et par af de ting hun udsatte sig selv for.

Jessies historie er ellers helt okay, og den følger de meget typiske træk for chick-lit om pigen der ikke vil forelske sig, men selvfølgelig gør det alligevel. Der var da en del scener som jeg trak let på smilebåndet over; det var mest af alt hendes flashback minder som var knap så vilde som det hun var i gang med at udføre. Ostekartellet var en ganske okay bog, men mange scener gjorde at den blev for meget for min smag, men derfor kan jeg godt se at andre måske vil finde den en del sjovere end jeg gjorde.

”Jeg ved godt, at det var lidt mean at køre ham igennem manegen på den måde, men han gik bare med hjem og bollede uden tøven, så jeg tænker, at han har lært en stor lektie af det.”

Dåsemakrellen fortæller om det lidt mindre vilde singleliv som Julie lever, og selvom Julie er bedste ven med Jessie, så kommer hun ikke ud for nær så aparte ting, selvom der sker et par uforklarlige episoder alligevel. Julie som karakter kunne jeg meget bedre forholde mig til, og det hænger nok sammen med at hun minder en lille smule om mig selv, og jeg kunne også meget bedre se lidt mere af den buttede og akavede Bridget Jones i hende. Julies historie var derfor meget mere underholdende for mit vedkommende.

I Dåsemakrellen er det den klassiske historie om pigen der skal finde sig til rette i sit nye parforhold, og ikke mindst lære sin nye kæreste at kende med kæmpe baggrundshistorie og det hele. Dertil er det krydret lidt med pinlige scener med revnede bukser, skægpest efter kæmpe snavegilde og et par andre pinlige ting. Men det er den slags humor jeg syntes fungerer bedst, fordi det for mit vedkommende virker mere realistisk end de ting Jessie udsætter sig selv for.

”Mit skridt brænder, som var der hældt kogende vand direkte derned – ikke at jeg har prøvet det – og jeg forsøger, så godt jeg kan, at sidde på den ene balle, imens jeg tænker på, at hvis jeg ikke snart kommer op at stå, så skriger jeg. Jeg er ikke sikker på, at jeg ikke har fået gnavet et decideret hul.”

Bøgerne kan sagtens læses hver for sig, og hvis jeg skal være ærlig har jeg faktisk kun lyst til at anbefale Dåsemakrellen. Medmindre man render rundt med en lille indre Samantha (Sex & the City, så er Ostekartellet klart en udfordring man kan tage på sig. Personligt er jeg mere til de stille og pinlige udskejelser fra Dåsemakrellen, som jeg kunne lettere le af.

Continue Reading

Barselslivet #05

Der går ikke en dag hvor jeg ikke bliver rørt til tårer i livet som mor – om det er fordi baby smiler til mig når hun hører min stemme, eller fordi hun ikke vil sove og skriver i vilden sky og jeg selv er i søvnunderskud eller fordi hun ikke vil spise og bliver ved med at afvise brystet det er vildt forskelligt. Under alle omstændigheder har vi vores gode dage og vores dårlige dage; det er bare lidt som om baby presser 7 af hver ind på et af mine døgn. Hun udvikler sig så enormt hurtigt og der sker nye ting næsten hver dag, men jeg elsker at se hvordan hun ændrer sig fra dag til dag, og især nu hvor hun er begyndt at finde nye lyde.

Da vi kom ind til lægerne for snart en måned siden var jeg fuldt ud parat til at sende dem et langt stykke af hekkenfeldt til. Jeg var næsten allerede oppe i det røde felt og klar til at give dem ordentlig besked, men…. Heldigvis havde baby været så dygtig at tage nok på (ikke mindst fordi vi havde stopfodret hende ekstra med flaske hele tiden), så lægerne var tilfredse og de så ikke mere behov for at se os. Jeg siger dig jeg var ovenud lykkelig da de sagde det. Men det ændrer ikke på den kamp vi har været igennem, og stadig sidder i. For hele oplevelsen sidder stadig i mig kan jeg mærke. Amningen går lettere, men det er faktisk ikke takket være sundhedsvæsenet.

Sygehuset kan mange ting, men når jeg sidder og tænker tilbage er der en meget stor ting jeg er utrolig skuffet over fra deres side: Amning! Som førstegangsforældre ved man intet, og jeg mener intet. Man ved ikke bedre og man tager til takke med hvad sygeplejerskerne siger til en, fordi man jo går ud fra at de ved hvad de snakker om. Det er desværre bare ikke altid tilfældet har jeg efterfølgende fundet ud af. Da jeg skal starte med at amme mit lille barn tænker jeg at det kommer til at gå helt vildt nemt, og det kan baby da sagtens finde ud af, men det var ikke tilfældet. Da baby har gulsot er det som om hun har for svært ved at tage fat ved brystet og at vorterne er for bløde til at hun kan tage ved. Sygeplejerskerne giver mig straks ret, men i stedet for at hjælpe mig til at komme godt i gang på korrekt vis, stikker de mig de såkaldte ammebrikker i hånden som eneste hjælp. Og jo jo, det hjalp da også i den første tid, men som ugerne gik blev lægerne ved med at påstå at de var en del af problemet til at baby ikke tog nok på i vægt – fordi hun brugte for mange kræfter på at sutte, og blev træt inden hun blev mæt. Her er det jeg bliver lidt sur; for hvis ammebrikker bliver betragtet så negativt, hvorfor udleverer de dem så i stedet for at hjælpe en på bedste vis til at starte amning korrekt? Fordi de ikke er uddannet nok til det, eller har tiden, er desværre svaret. Jeg har læst så mange artikler på nettet og snakket med veninder og amme-eksperter, der alle bander de ammebrikker væk, og jeg forstår slet ikke hvorfor man ikke får den rette hjælp i stedet for den nemme.

Heldigvis har baby været dygtig og pludselig fandt hun selv ud af at spise uden de fordømte brikker og det hele er blevet meget nemmere siden da. Hvordan vi slap af med dem er svært at sige, det skete bare lige en aften hvor Kæresten nærmest skubbede hende ind til brystet og siden da har vi ikke haft brug for ammebrikkerne længere. Baby får stadig flasker med erstatning nogle gange i døgnet, for ved efterfølgende kontrolvejninger viser det sig at hun stadig ikke tager nok på, til trods for at vi er sluppet for ammebrikkerne. Somme tider bliver hun også så hysterisk overtræt at hun hverken vil det ene eller det andet, og så for at hun får noget at spise må det blive på flasken. For selvom vi er sluppet af med lægerne hængende over nakken, så føler jeg stadig de er der, bare usynlige. Hver gang baby nægter brystet bliver jeg så ked af det, fordi jeg straks tænker ’åh nej, mit barn spiser ikke nok! Nu kommer lægerne efter os igen!’ og så begynder jeg at græde igen, og igen da jeg giver hende en flaske fordi hun ikke vil ligges til brystet.

Der findes ingen logisk forklaring hvorfor jeg har det så svært ved at skulle opgive amning. Før fødsel var jeg ikke så berørt af det, dengang tænkte jeg at så længe hun bare fik noget at spise så var det lige meget om det var hos mig eller en flaske. Efter fødsel er det som om der er noget i min krop, der bare ikke vil give slip på den ene ting, men det kan ikke forklares. For logisk og rationelt kan jeg godt se at der intet er i vejen for at mit barn bliver et flaskebarn, men emotionelt er det noget helt andet. Især når jeg begynder at sammenligne det med andre mødre, hvor amning og vægtstigning bare går som det skal og der er ingen problemer overhovedet. Jeg kan som sagt ikke forklare det, men jeg tror at jeg sagtens kan sige at det hænger sammen med alt det vi har været igennem med lægerne og de mange undersøgelser mit barn har været igennem for at se om de kunne finde noget galt med hende – hvilket de selvfølgelig ikke kunne, for hun fejler intet – som har stresset mig og taget ammeglæden fra mig på mange punkter. Vi kæmper videre herhjemme, nu er baby 3 måneder og om ikke så længe har vi barnedåb hvor vi vil afsløre navnet for familie og venner. Jeg håber blot frem til næste kontrolvejning at mit barn snart kan opfylde de forventninger og kurver som sundhedspersonalet så gerne vil proppe hende ind i.

Continue Reading

Winterspell (Claire Legrand, 2014)

New York City, 1899. Clara Stole, the mayor’s ever-proper daughter, leads a double life. Since her mother’s murder, she has secretly trained in self-defense with the mysterious Drosselmeyer.
Then, on Christmas Eve, disaster strikes.
Her home is destroyed, her father abducted—by beings distinctly not human. To find him, Clara journeys to the war-ravaged land of Cane. Her only companion is the dethroned prince Nicholas, bound by a wicked curse. If they’re to survive, Clara has no choice but to trust him, but his haunted eyes burn with secrets—and a need she can’t define. With the dangerous, seductive faery queen Anise hunting them, Clara soon realizes she won’t leave Cane unscathed—if she leaves at all.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Normalt er det primært eventyr jeg læser genfortællinger af, men der dukker også andre genfortællinger op engang imellem som fanger min opmærksomhed; som Winterspell der er en genfortælling af Nøddeknækkeren. Genfortællinger har det for det meste med enten at være helt vildt gode, eller ret så elendige. Winterspell var lidt af en mellemting og det var der flere årsager til. Nu er det godt nok ved at være et års tid siden jeg læste den rigtige Nøddeknækker, men jeg syntes der var elementer i den her historie som slet ikke passede ind i hvad jeg husker fra den originale. Det er lidt svært at forklare uden at afsløre for meget, men jeg skal gøre et forsøg. Historien følger Clara og de problemer hendes familie står overfor, ikke mindst efter moderens død har efterladt Clara, hendes far og søster med mange ubesvarede spørgsmål og huller af tomhed. Dertil kommer der de skumle typer, der gerne vil kontrollere så meget som muligt af Claras fars arbejde. Pludselig bliver vi introduceret for det parallelle univers, hvor det lader til at Clara er lidt af en anormalitet, men alligevel er hun særlig på den gode måde.

Claras historie er faktisk godt fortalt, og jeg var med på det eventyr hun blev udsat for. Hvad der desværre satte lidt af en dæmper på det hele var Clara selv. På den ene side er hun en bad-ass der ikke er bange for at bryde ind og stjæle vigtige dokumenter og kamptræne, på den anden side er hun desværre ret ynkelig og ikke lige hvad man kan kalde en heltinde. Det skal hun vokse en del for at kunne indtage den rolle, og selv i slutningen af bogen syntes jeg ikke helt hun formår at påtage sig den rolle fuldstændig. I mine øjne forbliver hun dog lidt af en heltinde i træning, der ikke når helt til tops på det punkt, og det gør desværre – for mit vedkommende – noget ved historien.

Jeg kunne mærke at jeg ikke levede mig nær så meget ind i historien fordi Clara flere gange irriterede mig. Hun er en meget vægelsindet person, og det gik mig på nerverne hele tiden. Hun tvivlede hele tiden på sig selv og træf dårlige beslutninger, som gjorde at historien tog nye drejninger. Som så mange andre YA genfortællinger er der jo også en romance i denne bog; Clara er selvfølgelig forelsket i den såkaldte nøddeknækker. Men det forhold virkede også bare forskruet hele tiden, og jeg syntes faktisk det var et alt for mærkeligt forhold.

Samlet set var der mange små detaljer ved bogen jeg godt kunne lide – hele forbandelsen og den måde magi er indarbejdet i fortællingen kunne jeg rigtig godt lide. Jeg var også meget fascineret af det parallelle univers med flere forskellige grader af feer og deres forskellige indbyrdes forhold. Det der bare blev ved med at trække historien ned var karaktererne, og når det er tilfældet er der ikke så meget andet at gøre.

Continue Reading