About/Contact

Velkommen til min blog.

Jeg hedder Michelle, og jeg er vist lidt af en fagnørd, hvilket har resulteret i denne blog. Jeg elsker nemlig at læse, og derfor syntes jeg også det er rart at kunne dele denne glæde med andre. Dette er det primære formål med mit virtuelle fristed, for som gymnasielærer har jeg til tider brug for at tage på eventyr til en fremmed verden, og hvis det ender godt, deler jeg det gerne med jer.

The Small Wonders of Life kom til verden en kold vinterdag i 2014 og siden hen har den været igennem et par ændringer. Litteratur og bøger har indtaget en fast plads i mit liv, og derfor også her. Jeg læser både dansk og engelsk, selvom engelsk tager præcedens, og mine fortrukne genrer er fantasy, eventyrgenfortællinger, klassikere og romantik. Dog er jeg frisk på at udfordre min læselyst.

Til daglig bor jeg i Nordjylland med min Kæreste i vores nye hus. Det er et større projekt med renovering, som har gjort det muligt for mig snart at kunne indrette mit eget bibliotek, som stille og roligt vokser dag for dag. Bøger har fået en fast plads i vores hjem, og smukke indbindinger begynder at overtage mængden af lette paperbacks. Når jeg ikke bruger min tid på at læse, underviser jeg en flok (til tider uregerlige) nordjyske elever i gymnasiet. I mit arbejde som engelsklærer elsker jeg at inddrage litteratur, og jeg tager mig selv flere gange i at udtænke måder hvorpå jeg kan bruge den seneste bog jeg har læst.

Når det kommer til anmeldelrserne er alle holdninger absolut mine egne, medmindre andet er angivet. Jeg vil derfor også være hudløs ærlig om jeg kan lide hvad jeg læser, om jeg kan lide det eller ej. Bogomtaler generelt vil være angivet hvor de er fra (størstedelen nok fra goodreads) og det ses ved at det står i kursiv. Jeg beder derfor også om at hvis I vil kopiere noget herfra, at I spørger om tilladelse eller som det mindste henviser i form af links eller lign.

Til daglig sidder jeg i det nordjyske og skriver mine anmeldelser og skulle man have lyst til at kontakte mig på anden vis end igennem kommentarer her på siden, kan dette ske gennem mail på adressen; mhlind87@gmail.com

/ Michelle