The Ocean at the End of the Lane (Neil Gaiman, 2013)

18695294

A middle-aged man returns to his childhood home to attend a funeral. Although the house he lived in is long gone, he is drawn to the farm at the end of the road, where, when he was seven, he encountered a most remarkable girl, Lettie Hempstock, and her mother and grandmother. He hasn’t thought of Lettie in decades, and yet as he sits by the pond (a pond that she’d claimed was an ocean) behind the ramshackle old farmhouse where she once lived, the unremembered past comes flooding back. And it is a past too strange, too frightening, too dangerous to have happened to anyone, let alone a small boy.

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – –

Da jeg fik den her bog tilsendt af Rikke som en del af sommerens bogpakkeprojekt blev jeg glædeligt overrasket. Mest af alt fordi jeg selv længe havde overvejet at købe den, det faktum at jeg få dage før den ankom med posten rent faktisk havde købt den er et sjovt tilfælde.

Før denne Gaiman bog har jeg kun læst to andre af hans værker. Hvor jeg elskede Stardust og kan blive ved med at genlæse den, var jeg dog ikke nær så begejstret for Neverwhere. The Occean at the End of the Lane vil jeg placere et sted imellem de to. Jeg knuselsker den ikke, men jeg syntes stadig den er bedre end Nevewhere – hvis man sådan skal rangsplacere dem.

Da jeg begyndte bogen troede jeg først at jeg skulle læse en helt almindelig mindehistorie og en glemt barndom, men som altid vil Gaiman lege med vores virkelighedsfornemmelse og tingene er aldrig som de bare ser ud. Mødet med Lettie Hempstock er som sådan ethvert andet møde, men herefter er intet som det burde. Alt taget i betragtning, med en 1 personsfortæller som burde være den man kommer til at føle nærmest hold til, så var det faktisk Lettie Hempstock der fangede min interesse. Mystikken bag hende og resten af hendes familie og de ting de kunne gøre, gjorde at det var hende jeg gerne ville læse mere om. Så da fortælleren tager hjem til sin familie, sad jeg bare og ventede på at han skulle slippe væk fra det monster der var fulgt ham med hjem, for at han kunne komme tilbage til Hempstock gården.

”I lay on the bed and lost myself in the stories. I liked that. Books were safer than other people anyway.”

En ting jeg efterhånden har erfaret både fra egen og andres erfaring er den underholdning man vil opleve ved at læse Gaimans værker. Foruden en altid original historie, så formår han også at indarbejde let humor og en form for mening med historien. Humoren lå dog godt gemt i denne bog, med sit lettere alvorligere emne, men derfor var det også mere interessant at læse slutningen – som jeg selvfølgelig ikke vil afsløre. Historien, på trods af sine mærkværdigheder, er simpel i sin udfoldelse og jeg nød at læse hvert kapitel selvom de var hurtigt overståede. Der var fart på fra start til slut og jeg blev ved med at være nysgerrig for hvad der nu ville ske, netop fordi historien er spækket med så megen unormalheder.

Selvom jeg endnu ikke er blevet kæmpe Gaiman fan er det ikke udelukket af jeg i fremtiden skal læse flere af hans forunderlige værker, og jeg holder da også øje med hvad han fortsat finder på.

4-star1

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *