Me Before You (Jojo Moyes, 2012)

12649718

Lou Clark knows lots of things. She knows how many footsteps there are between the bus stop and home. She knows she likes working in The Buttered Bun tea shop and she knows she might not love her boyfriend Patrick.
What Lou doesn’t know is she’s about to lose her job or that knowing what’s coming is what keeps her sane.
Will Traynor knows his motorcycle accident took away his desire to live. He knows everything feels very small and rather joyless now and he knows exactly how he’s going to put a stop to that.
What Will doesn’t know is that Lou is about to burst into his world in a riot of colour. And neither of them knows they’re going to change the other for all time.

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Hold nu op det er lang tid siden jeg har grædt snot så meget som jeg gjorde til den her bog. Jeg tror sidste tårerne strømmede så frit fra mig var da jeg læste Harry Potter and the Deathly Hallows, og det er lige før jeg nåede op på siden af den, målt i tårer altså.

Jeg var egentlig godt klar over at jeg havde givet mig i kast med en rigtig chick-litt, men at den ville ramme mig så hårdt som den gjorde, havde jeg ikke forudset. Jeg har hørt mange gode anmeldelser fra flere der har læst den og også har sagt de græd i stride strømme, men jeg tror bare ikke at jeg troede nok på dem. Min skepsis sagde at der skal meget til – hvis man ikke hedder Rowling til efternavn – for at få mig til at græde over en bog. Her tog jeg så grueligt fejl.

Historien om Will Traynor der ender i kørestol efter en voldsom trafikulykke der skal have barnepige på i form af spøjse Louisa Clark spinder et net af kulørte livshistorier, hvad enten det er tidligere oplevelser fra Wills side eller ting Lou endnu ikke har oplevet, som Will insisterer på hun skal tage mod til sig at gøre en skønne dag. Netop fordi essensen i denne bog er at livet er for kort, og vi bliver nødt til at leve det fuldt ud.

Lige fra første introduktion af Lou var jeg utrolig glad for hende. Hun er så underlig, men elskelig at jeg bare ikke kunne lade være med at holde af hende. Samtidig er hun så kærlig overfor sin familie og villig til at opgive sit eget liv for at hjælpe dem i nødens stund, så meget at hun sætter sig eget liv på pause og helt glemmer at leve for sin egen skyld. Det kræver en idiot af en mand i kørestol før hun begynder at leve sit liv.
Og på trods af Will og hans dumdristige kommentarer gik der heller ikke mange kapitler før jeg blev rigtig glad for ham, og tanken om hvad han havde planlagt skar i mit hjerte. På den ene side kan jeg sagtens se det fra hans side, at han befinder sig et sted i sit liv som han aldrig havde planlagt eller for den sags skyld ønsker.

“I don’t want to go there in this – this thing.” He gestured at the chair, his voice dropping. “I want to be in Paris as me, the old me.”

Jeg kan se at livet må være en plage set fra hans perspektiv, men samtidig sidder jeg jo og læser det hele fra Lous synsvinkel, og hendes desperate forsøg på at ændre Wills mening gav også mig et spinkelt håb. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid ender med at læse den her slags bøger der tager den slags moralske valg op. Tidligere på året læste jeg min første af slagsen (se her hvis du er nærmere interesseret), og nu Me Before You. Spørgsmålet om folk skal have lov til at tage deres eget liv efter den slags ulykker eller voldsom uhelbredelig sygdom er et spørgsmål jeg ikke tør tage stilling til, men ligesom problematikken i bogen ligger op til, ser jeg da helst at folk vælger livet, på trods af mange nederlag.

“Believe me, Clark, my whole life has changed for the better since you came. But it’ not enough for me. It’s not the life I want.”

Slutningen gjorde bare hele historien så meget mere hjerteskærende. Jeg hadede at det skulle ende som det skulle, men set i bakspejlet er det den slutning der giver bedst mening. Havde den sluttet på anden vis ville den have brudt med genren og det dilemma der blev sat op fra start af. Samtidig blev jeg så glad på Lous vegne at jeg begyndte at græde endnu en gang.

Jeg vil anbefale at have en pak lommeletter klar til de sidste ca 10 kapitler af bogen hvis du giver dig i kast med den. Nu har jeg fået den anbefalet de sidste par år, siden den kom i første omgang, og det viser bare endnu en gang at jeg skal lytte lidt mere til de bøger folk anbefaler mig, for de har haft ret indtil videre.

For nu, har jeg dog brug for en tårepause, og venter lidt med min næste Jojo Moyes bog, i tilfælde af den skulle være lige så hjerteskærende som den første her. Hvad syntes I, hvor meget græd I da I læste den, hvis I altså har læst den?

6-star

You may also like

2 Comments

    1. Jeg var også glad for at jeg besluttede mig for at læse den færdig hjemme, for mig selv, fremfor i lægens venteværelse som jeg havde planlagt.
      Det havde ikke været noget kønt syn. 😉

Leave a Reply to Rikke Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *