Skyggernes Spil (Mette Bundgaard Laursen, 2014)

21922915Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet

Kate tager med Noah til Caldera. Ifølge Profetien er det kun hende, der har kraften til at fordrive den onde Naphal og skabe fred i galaksen. Hun går derfor i gang med at træne, så hun kan blive den superhelt, de alle sammen håber, hun er. Superkræfterne er dog ikke sådan lige at lokke frem, og Kate er på nippet til at opgive det hele. Men så bliver hun kidnappet af Naphal.

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

I bog nummer to kommer vi lidt ud i rummet; Kate tager med Noah med den plan at hun skal være hende fra Profetien der skal redde universet fra den inkarnerede ondskab som er Naphal. Tingene går bare lidt skævt lige fra start og man venter bare på at Kate skal blive udsat for den kidnapning som bogens beskrivelse lover. Optakten dertil er en smule tam og består mest af alt i en slags overdådig rundvisning af alt det prætentiøse Noah kan diske op med.

Jeg vil være ærlig at sige at min mening har vendt sig stort set helt på en tallerken. Hvor jeg i først bog knuselskede Noah for hans manglende fornemmelse for sarkasme og opofrelse overfor Kate og den måde han forgudede hende og bare var helt igennem sød, gik han mig forfærdeligt på nerverne i den her bog. Jeg brød mig slet og ret ikke særlig meget om ham. I den her omgang er Noah så forhippet på at få sin Profeti til at gå i opløsning at alt andet bliver tilsidesat og han fremstår desværre som utrolig egoistisk.

Som stik modsætning til ham kommer lige pludselig den her inkarnerede ondskab som skal forestille at være det mest brutale væsen i universet, og i stedet vil han bare gerne underholdes lidt fordi han keder sig midt i al sin galaksebesættelse. Naphal som den inkarnerede skurk gav mig fnidder til at starte med. Det var mest af alt fordi han jo var blevet blæst op til at skulle være den her superskurk, så da han kidnapper Kate og beder hende underholde ham med ordlege som en del af deres aftale sad jeg godt nok med noget af en opgivende følelse ved den her bog. Alligevel er jeg glad for at jeg læste videre for den Naphal der udfolder sig i resten af bogen viser sig at være et rigtigt menneske med oprigtige følelser, der bare gerne vil anerkendes for hvem han rent faktisk er.

Noah og Naphal er så konsekvente modsætninger at det ikke kan undgås at der skabes en vis form for ’Edward vs. Jacob’ stemning. Det var sjovt nok den her problematik jeg blev ved med at tænke tilbage på hele bogen igennem som Kate oplever mere af Naphals menneskelig og mere af Noahs egentlige personlighed. Det faktum at det tager Kate en hel bog som denne at indse de ting hun gør, kan jeg ikke helt forholde mig til. På den ene side har jeg den holdning at sådan er det jo ikke i virkeligheden, men på den anden side tænker jeg at den er imaginært og det lige præcis er den slags følelsesforvirringer teenage pigerne er helt tossede med.

Igen vil jeg mene at den her bog er fejlkategoriseret. Mette Bundgaard Laursen formår på fantastisk vis at indkapsle mange af de hormonelle frustrationer som jeg er sikker på en hel del unge piger går rundt og kæmper med. Den evindelige indre kamp med sig selv om hvem man er og hvad man skal gøre med sig selv kan mange helt sikkert genkende. Så selvom den her sammen med resten af serien er blevet markedsført som en science fiction trilogi, vil jeg mene at den stadig ’bare’ skal katalogiseres sammen med resten af de følelsesladede ungdomsromaner der har spørgsmålet om den store kærlighed i centrum.

Plot-mæssigt kan jeg ikke lade være med at forudsige lidt hvordan det hele ender. En genfortolkning af den så omtalte Profeti kan jo læses på mange måder. Her hjælper det heller ikke at der var en del ting i bog nummer to her, der var så åbenlyse at det ikke overraskede mig det mindste på trods af det tydelige forsøg på at lave et dramatisk plot-twist. Det er derfor også med blandede meninger at jeg håber mine gisninger bliver modbevist samtidig med jeg også gerne vil se mine gisninger blive indfriet.

3 star

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *