Cabaret

I går aftes var kæresten og jeg i teatret. Det er anden gang inden for 6 måneder, og jeg må sige at det faktisk er en kulturel oplevelser jeg har overset længe. Det er vildt anderledes at se et teaterstykke frem for ’bare’ at se en film. Man bliver underholdt på en helt anden måde, og det er imponerende at se folk optræde på de skrå brædder på den måde de nu gør, for hold da op det er der også forskel på.

cab

Første gang i var i Aalborg Teater var kort før jul, hvor vi var inde og se Snedronningen, og det var også en forestilling der var alle pengene værd. Den hang ved hukommelsen flere dage efter. Det virker også lidt til at Aalborg Teaters udgave af Cabaret gør det samme. Jeg har aldrig set Cabaret før, hverken en original version eller bare noget der ligner. Det er lidt skamfuldt at sige man ikke har set den helt gamle film med Elizabeth Taylor, som jo ellers skal siges at være en gammel klassiker, men nej, der må jeg krybe til korset.

Til gengæld er jeg faktisk ret glad for at jeg ikke havde noget at sammenligne denne forestilling med. Jeg har på fornemmelsen at hvis man har set utallige versioner af den originale Cabaret ville man ikke kunne se forestillingen uden at sidde og dømme den på flere forskellige kanter og geled. Det var jeg helt foruden, og jeg kunne derfor bare nyde forestillingen og den fest der udfoldede sig på scenen sammen med Kit Kat pigerne.

Cabaret-presse-3

Historien om natklubs-danserinden, Sally Bowles, der forelsker sig i den engelske forfatter, Clifford Bradshaw, midt i Berlin finder sted i årene lige op til anden verdenskrig. Samtidig hører vi om den ældre Fraulein Schneider der forelsker sig i den jødiske Herr Schultz, hvilket jo kun kan ende tragisk. De to historier udfolder sig på kryds og tværs af hinanden og berører flere sensuelle områder i forskellige slags parforhold. Det gør sig gældende i hvad enten det er overrækkelsen af en betydelig ananas fra Herr Schultz, eller idealistisk fremtidssnak om at blive forældre mellem Sally og Cliff.
Parforholdene virker i begyndelsen idylliske, men tingene tager langsomt deres egen drejning og politik begynder at få sin indflydelse, på flere end bare en måde. Det resulterer i en tragisk slutning hvor man som publikum næsten bliver nødt til at fælde en tårer over det faktum at Fraulein Schneider indfinder sig med at hun skal leve livet alene, sådan som hun altid har gjort det, og at Sally bare ikke kan slå sig til tåls om tanken om at slå sig ned og løsriver sig fra Cliff.

2014-05-12 22.24.19

2014-05-12 22.25.00

Opsætningen af stykket er gjort på sin fineste, men også mest simple måde. Jeg tror ikke det er scenografien der har sprunget budgettet, men det er i og for sig også fint. Den simple scenografi gør at næsten alle er på scenen hele tiden, og som publikum har man muligheden for at fortabe sig i baggrundsmimikken hvis man ikke kan overskue det dramatiske vendepunkt der foregår længere fremme på scenen. De sparsom klædte Kit Kat piger bliver da også udnyttet som andet end bare dansepiger. Deres kroppe agerer stand-in for såvel håndvask, spejl, tog-sæde, bord, ja selv pissoir igennem stykket. Det er denne simple scenografi som giver stykket sin charme. Man bliver ført lidt tilbage i siden til noget der er simplere end højteknologisk hurlumhej som vi er vant til fra så mange andre steder nu til dags. Der er aktivitet konstant på scenen og som publikum keder man sig bestemt ikke.

I hovedrollen som Sally Bowles ser vi Lise Baastrup, og hun gør et fremragende stykke arbejde. Hun formår at spille en rolle som både er kæk, fremad-busende, men også sårbar og bange. Hendes stemmeleje hele stykket igennem påtager sig den virkning at man ikke kan lade være med at lytte, hun indfanger publikum og man bliver draget til hende. Og det selv når scenen er fyldt med de vimsende Kit Kat piger, som i deres spinkle kostumer og eksplicitte bevægelser forsøger at indtage scenen som deres sted. Desværre, lever Martin Bo Lindsten ikke helt op til Lise Baastrups niveau, i hvert fald ikke når de er sammen på scenen. Her falder han en smule i baggrunden og man kommer lidt til at overse ham, selv hvis det blot er de to på scenen. Hans mimik er flot sammen med de andre på scenen, og hans stemme når også ind hvor den skal, men det er bare ligesom om der mangler den lille ekstra umpf, for at han når helt op ved siden af Lise Baastrup. Derimod gør Carsten Svendsen et imponerende stykke arbejde som The Emcee i hele stykket. Hans overdrevne fortolkning, og flirten med publikum, gør at man ikke kan lade være med at lade blikket flakke i hans retning. Selv som publikummer der ikke blev flirtet med direkte, blev jeg draget til hans tilstedeværelse flere gange på scenen, selvom jeg teknisk set burde følge med i hvad der foregik i den egentlige handling, alt sammen bare for at se hvilke løjer han nu fandt på. Det samlede ensemble i Kit Kat danserne gjorde også et rigtig flot stykke arbejde. Mest af alt var jeg imponeret over Merete Mærkedahl der præsterede at spille trompet igennem stykket samtidig med hun var Kit Kat danser.

Cabaret-presse-2

Cabaret-presse-5

Cabaret af Aalborg Teater er i al sin enhed en forrygende forestilling. Man er underholdt fra start til slut og scenen byder konstant på sjov og ballade for blikket. Der er ikke ro på i særlig lang tid af gangen før man bliver budt med videre i historien og pludselig indser man at forestillingen er slut og det er tid at gå hjem. Så er der ikke andet tilbage end at gå hjem i seng og drømme sig tilbage til sin egen Cabaret fantasi.

5-star

(Billederne er en blanding af egne (fra udleverede program, det er derfor de er så slørede) eller kopieret fra Aalborg Teaters hjemmeside.)

 

You may also like

2 Comments

  1. Hvor lyder den bare god! Kender godt til musicalen, men har aldrig rigtig vidst, hvad den egentlig handlede om – så også tak for resumeet! Gid man lige kunne tage en tur til Ålborg 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *