The Wizard’s Promise (Cassandra Rose Clark, 2014)

17790234All Hanna Euli wants is to become a proper witch – but unfortunately, she’s stuck as an apprentice to a grumpy fisherman. When their boat gets caught up in a mysterious storm and blown wildly off course, Hanna finds herself further away from home than she’s ever been before.

As she tries to get back, she learns there may be more to her apprentice master than she realized, especially when a mysterious, beautiful, and very non-human boy begins following her through the ocean, claiming that he needs Hanna’s help.

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Jeg er så splittet med hensyn til den her bog. På den ene side vil jeg virkelig gerne kunne lide den, men på den anden kan jeg bare ikke helt forlige mig med det. Jeg er altid frisk på en god fantasy bog, og da jeg læste beskrivelsen af denne her tænkte jeg at det vel ikke kunne være så slemt. Hmm, jeg tog desværre lidt fejl. Jeg er også klar over at jeg sikkert træder på nogle tæer med den her anmeldelse, så vidt jeg har læst mig frem til har Cassandra Rose Clark lidt af en kult fanskare, som sikkert ikke bliver helt tilfredse med hvad jeg kommer til at sige.

Først noget positivt, som det jo skal være; historien går i gang stort set lige fra kapitel et, og det syntes jeg var rigtig godt. Der blev ikke brugt alt for meget tid på at introducere personer i alt for stor grad, de blev udviklet i takt med at historien udfoldede sig, og det syntes jeg var rigtig godt. Det gjorde det også rart at man faldt direkte ind i en historie uden al for meget bagom viden, men at der var aktion stort set lige fra begyndelsen. Desværre var det så også herfra det begyndte at gå lidt ned af bakke.

På trods af at historien gik i gang meget hurtigt skete der ikke så meget mere. Hanna bliver pludselig bedt om at tage med på en fisketur, med sin læremester, Kolur, som ellers er ganske normalt, men så sker der alle mulige ting som gør at man som læser sidder tilbage med en lidt fortabt fornemmelse. Der dukker en gut op fra havet som siger han har brug for Hannas hjælp, men vil ikke rigtig fortælle mere, hvilket irriterer Hanna, men også mig. Herefter er der ikke rigtig megen mere sammenhæng i historien, udover at der selvfølgelig er nogle skurke et eller andet sted. Hanna og resten af den lille besætning hun er en del af strander, men i arrigskab forlader Hanna Kolur for at tage arbejde på en anden fiskerbåd i håb om at tjene til føden så hun kan komme hjem til sine forældre igen. Alt imens Kolur bruger ufattelig lang tid på at reparere sin egen båd, sejler Hanna bare på flere og flere fisketure uden der rigtig sker nogen fremskridt i historien.

Jeg sad hele tiden og ventede på det store opgør som man næsten altid venter på i en god fantasy fortælling, men den kom bare aldrig. Skurken der skulle være så frygtelig viste sig en gang, men selv der sidder man tilbage med en fornemmelse af ’var det, det?’. Jeg går ud fra at det er fordi det store opgør skal komme i bog nummer to, men jeg er desværre ikke sikker på at jeg blev fanget nok af den første bog til at ville læse bog nummer to.

Alt i alt skete der alt for meget i denne bog, uden at der rent faktisk skete noget.

2 star

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *