The Language of Dying (Sarah Pinborough, 2009)

A woman sits beside her father’s bedside as the night ticks away the final hours of his life. As she watches over her father, she relives the past week and the events that brought the family together . . . and she recalls all the weeks before that served to pull it apart.

There has never been anything normal about the lives raised in this house. It seems to her that sometimes her family is so colourful that the brightness hurts, and as they all join together in this time of impending loss she examines how they came to be the way they are and how it came to just be her, the drifter, that her father came home to die with.

But, the middle of five children, the woman has her own secrets . . . particularly the draw that pulled her back to the house when her own life looked set to crumble. And sitting through her lonely vigil, she remembers the thing she saw out in the fields all those years ago . . . the thing that they found her screaming for outside in the mud. As she peers through the familiar glass, she can’t help but hope and wonder if it will come again.

Because it’s one of those night, isn’t it dad? A special terrible night. A full night. And that’s always when it comes. If it comes at all.

(Tekst fra Goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Jeg ved godt man ikke skal dømme en bog på udseende, men det gjorde jeg altså med den her. Jeg havde læst nogle af Pinboroughs eventyr-genfortællinger og syntes faktisk de var ganske gode, så jeg tænkte at jeg skulle prøve noget andet hun havde skrevet. Da jeg søgte på hvad hun ellers havde lavet faldt den her mig mest i øjnene. Da jeg læste hvad den handlede om blev jeg også lidt mere interesseret, jeg læste det som en slags dyster fantasy og min næse var klar til at stikke ned i bogen.

Da jeg gav mig i kast med den i løbet af weekendens Read-a-Thon havde jeg ikke rigtig nogle konkrete forventninger til bogen. Men jeg fandt da hurtigt ud af at jeg havde fejltolket bogens beskrivelse. Dyster, jo det var den lidt, eftersom den har den kommende død af en aldrende far som drejepunkt for hele historien. Hans kommende død er hvad der bringer den skæve søskendeflok sammen og får hovedpersonen, den mellemste søster til at reflektere over livet, og mest af alt hendes liv. Det giver en historie om en utrolig voldelig ægtemand og et hvad jeg faktisk vil kalde et lettere sørgeligt liv for den mellemste søster. På den anden side lyder det ikke til at gå meget bedre for nogle af de andre søskende. Alle har lidt en eller anden last igennem livet, og er kun lige på vej til at komme oven på igen. Hver af søskende har en livshistorie som får læseren til at fundere lidt mere over tingene og hvilke valg man eventuelt skal eller ikke skal træffe her i livet.

Det var ikke som sådan fordi at jeg ikke syntes om bogen, men den fangede mig bare heller ikke på samme måde som så mange andre bøger har gjort. Jeg læste den mest af alt færdigt fordi der var Read-a-Thon, for det eneste der holdt mig ved lige var uvidenheden om hvor og hvordan faderen ville dø. På trods af at han var pænt syg af alderdom og muligvis også andet, viste det sig at hans død blev lidt af et plot-twist. I gennem bogen så jeg det ikke komme i det store hele, men i siderne op til faderens død blev det mere og mere tydeligt hvad der skulle ske. Spændingen blev klart bygget godt op, men slutningen blev efterladt lidt. Jeg sad i hvert fald med en lidt flad, manglende følelse til sidst.

Man faldt heller ikke rigtig for nogle af personerne, men det tror jeg er fordi de skal være lidt universelle. På den måde kan enhver sætte sig i deres sted og sætte tankerne godt i gang bagefter. Historien er lidt filosofisk på den måde; jeg sad da og tænkte lidt over tingene bagefter.

3 star

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *