Min muse (Jessie Burton, 2018)

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget, mange tak.

På en varm julidag i 1967 besøger Odelle Bastien det fornemme Skelton-galleri i London med en viden om, at hendes liv om lidt vil ændre sig for altid. Siden sin ankomst fra Trinidad for fem år siden har hun kæmpet for at finde fodfæste i byen, men nu er hun endelig blevet tilbudt arbejde som stenograf under den glamourøse, enigmatiske gallerist Marjorie Quick. Men skønt Quick gør Odelle til sin fortrolige og hjælper hende med at forløse et potentiale, hun ikke anede at hun havde, forbliver hun et mysterium, hvilket kun understreges af et gådefuldt mesterværk, der pludselig dukker op på galleriet.

Sandheden om maleriet ligger skjult i fortiden, nærmere betegnet på et stort spansk landsted i 1936, hvor Olive Schloss, datter af en anerkendt kunsthandler, gemmer på egne ambitioner om at blive til noget. Dette sarte paradis forstyrres af den revolutionært anlagte kunstner Isaac Robles og hans halvsøster Teresa, og deres ankomst til Schloss-familiens landsted får altafgørende, ødelæggende konsekvenser.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg indrømmer som det første, at grunden til jeg faldt for denne bog i første omgang var det utroligt smukke omslag. Heldigvis levede selve indholdet op til den meget flotte bog, og imponerede mig med sin medrivende fortælling. Det er en historie på tværs af to tider, to kvinder, to kulturer, to kærligheder, men en forenet kærlighed og smag for kunst. Det er en historie om hemmeligheder, identiteter, nye bekendtskaber, venner og familie, loyalitet og det hele bliver sat på prøve igennem historiens udvikling.

Det er min første læseoplevelse af Jessie Burton, og det er med stor sikkerhed ikke den sidste, for hun formår at skrive en utrolig medrivende fortælling med gribende karakterer. Til at starte med var jeg dog ikke helt opslugt af Odelle som person, men som hun udviklede sig igennem bogen, blev jeg mere og mere fascineret af hende, og ikke mindst den næstekærlighed hun havde til sine venner og bekendte. Det var næsten synd for hende, den måde hun blev smidt ind i den fængslende og utrolige historie om et kunstværk, som havde en noget større historie med sig end først lige regnet med.

”Jeg elskede hende for at tro på, hvad jeg sagde, for ikke at sige, at jeg var skør, for at følge med i min fortælling. Det gav mig lov til at overveje seriøst, om Quick mon engang havde kaldt sig noget andet, havde levet et andet liv, som hun desperat forsøgte at huske – og fortælle mig om – før det var for sent.”

Mødet med Olive i den anden ende af historien var en noget mere dramatisk fortælling, ikke mindst bare på grund af Olive selv. For hvor Odelle er den stille, behjælpelige, og medmenneskelige karakter, så er Olive den frembrusende, egoistiske og til tider fandenivoldske karakter, der virkelig sætter skub i fortællingen. De to kvinder er stik modsætninger på mange punkter, som ikke bare adskiller dem af tiden. Ærlig talt, så begyndte jeg at syntes mindre og mindre om Olive, som hun blev ældre og begyndte at syntes hun havde fortjent mere end hun til tider havde. Hendes egoisme tog tit overhånd, og hendes handlinger havde konsekvenser deraf, uden omtanke for hendes venner og familie. Alligevel var der øjeblikke hvor en blid og venlig Olive stak hovedet frem, men det var i sidste ende ikke nok til at jeg foretrak Odelles karakter.

”Hun fandt det umuligt at forklare sine forældre, hvorfor hun havde ansøgt, hvorfor hun havde sat en port folio sammen og skrevet et essay om baggrundsfigurerne hos Bellini. Trods alt det, hun havde lært om kvinder som utilstrækkelige kunstnere. Og det var det hun ikke forstod: Hvorfra trangen til at ansøge alligevel var kommet.”

Hvad jeg troede ville være en historie om et maleri viste sig at være meget mere end det. Jeg kan godt forstå hvorfor folk har sagt så mange rosende ord om Jessie Burton, og jeg skal da også hoppe med på den vogn. For i Min Musehar hun skabt hele to historier, og alligevel formået at binde dem sammen, til trods for at de er noget så forskellige. Selvom det tog mig lidt tid at blive virkelig fanget af historien, så hang jeg til gengæld også fast da den havde fået fat på mig. Jeg var især vild med hvordan fortidens historie spillede ind i ’nutiden’ og satte sine fodspor, og hvordan den afsluttede historie alligevel skulle påvirke den endelig slutning. Mon ikke jeg skal have fingrene i hendes debutroman i den nære fremtid, for at se hvad hun har at byde på i den, for hvis den er lige så god som Min Muse, så kan det da kun være en positiv læseoplevelse.

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *