A Court of Frost and Starlight (Sarah J Maas, 2018)

Feyre, Rhys, and their close-knit circle of friends are still busy rebuilding the Night Court and the vastly-changed world beyond. But Winter Solstice is finally near, and with it, a hard-earned reprieve.
Yet even the festive atmosphere can’t keep the shadows of the past from looming. As Feyre navigates her first Winter Solstice as High Lady, she finds that those dearest to her have more wounds than she anticipated–scars that will have far-reaching impact on the future of their Court.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Vi ved jo godt, at når der står Sarah J Maas på bogen, så er der ingen tvivl om at jeg vil elske den, og det var også tilfældet med A Court of Frost and Starlight, selvfølgelig. Det er næsten unfair at skrive en anmeldelse, fordi jeg er så meget fan af alt hvad Maas har skrevet, at det virkelig skal gå grueligt galt for hende for at jeg ikke vil kunne syntes om det. Da det først blev annonceret at hun ikke kunne give slip på Feyre og hendes verden, indrømmer jeg at jeg var en smule skeptisk. For afslutningen i trilogien var faktisk lige som den skulle være, om end en lille smule sukkersød på nogle punkter. Heldigvis vælger Maas at dreje historien en smule væk fra Feyre, så fokusset ikke kun ligger på hendes karakter.

Bogen skal fungere som bro mellem den oprindelige trilogi og den hun planlægger at skrive efterfølgende, og det mærkes tydeligt, for selvom bogen er herlig i sin karakterudvikling, så sker der ikke konkret noget plotudviklende. Heldigvis har Maas så stærke karakterer at bogen bæres hele vejen af dem, og de ting de hver især kæmper med. Udover Feyre og Rhys, hvis synspunkt nu også inddrages i bogen, får vi også historien fortalt fra Cassian og Mors synsvinkel, og det giver et helt andet billede af den verden som vi før kun har fået fortalt fra Feyre. Dog ville jeg virkelig ønske at man fik historien fra Nestas synsvinkel også, men som bogens afsluttende teaser ligger op til, så kommer der vist i den næste trilogi.

”I stared and stared at the black fabric that was like peering into a pit of hell. And then stared at the irridescent, living silver thread that cut through it, bright despite the darkness that devoured all other light and color. It could have been me. And Rhys. Had very nearly gone that way.”

Bogen her gør det klart hvor meget arbejde Maas har lagt i de her personer, og hvor meget de har udviklet sig og stadig har arbejde med at udvikle sig. Den viser også hvor stærk Maas er i at skrive solide karakterer med følelser der ikke er til at tage fejl af. Man bliver virkelig grebet af de her karakterer, og jeg er vild med dem hver og en på hver deres måde – måske lige med undtagelse af Tamlin, som vi også får et kort indblik til i denne omgang, om end det er et noget sørgeligt et af slagsen.

Selvom der ikke er noget konkret plot i bogen, så er omdrejningspunktet vintersolhverv, som feerne fejrer som en slags juleaften, og for Feyre handler det lige så meget om at finde den perfekte gave til Rhys, som det handler om at finde ud af hvem hun selv er, nu hvor hun pludselig skal finde sig til rette som High Lady, og det kræver noget soul searching. Det er tydeligt at mærke i bogen her, hvorfor Maas ikke kan give slip på Feyre og de andre endnu. De har klart mere at fortælle, og jeg ser virkelig frem til at læse mere fra alle de andre i karaktergalleriet, især Nesta! Nu er spørgsmålet bare hvor lang tid vi skal vente på den efterfølgende trilogi.

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *