Ønskemageren (CJ Redwine, 2017)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

The world has turned upside down for Thad and Ari Glavan, the bastard twins of Súndraille’s king. Their mother was murdered. The royal family died mysteriously. And now Thad sits on the throne of a kingdom whose streets are suddenly overrun with violence he can’t stop.
Growing up ignored by the nobility, Ari never wanted to be a proper princess. And when Thad suddenly starts training Ari to take his place, she realizes that her brother’s ascension to the throne wasn’t fate. It was the work of a Wish Granter named Alistair Teague who tricked Thad into wishing away both the safety of his people and his soul in exchange for the crown.

So Ari recruits the help of Thad’s enigmatic new weapons master, Sebastian Vaughn, to teach her how to fight Teague. With secret ties to Teague’s criminal empire, Sebastian might just hold the key to discovering Alistair’s weaknesses, saving Ari’s brother—and herself.
But Teague is ruthless and more than ready to destroy anyone who dares stand in his way—and now he has his sights set on the princess. And if Ari can’t outwit him, she’ll lose Sebastian, her brother…and her soul.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Endnu en eventyrgenfortælling som jeg faldt for, og den skuffede ikke nær så meget som den første i serien gjorde. Eller i det mindste syntes jeg der var mere dybde i denne historie, og det var fint at der var et par små referencer til den første bog i løbet af historien. Denne bog tager fat i historien om Rumleskaft, men det var faktisk først i den sidste halvdel af bogen at det blev helt tydeligt, at det lige var det eventyr, som bogen byggede på. Hvilket jeg syntes var rigtig godt, for det skabte en anerledes form for spænding i bogen. Når man kender til hele eventyret som historien bygger på, så har den allerede afsløret meget af handlingen, men det var ikke helt tilfældet her.

Historien er primært fortalt fra Ariannas (Ari) synspunkt, med et par kapitler fra Teague og Sebastian. Fordelingen virkede forbløffende godt, og jeg begyndte faktisk at se frem til kapitler fra Sebastians synsvinkel fordi han var en utrolig kompleks karakter, som var lidt ulig de andre. Teague gik mig lidt på nerverne i starten, mest af alt fordi han er så arrogant som han er, men det ligger jo i hans karakter. Ari var heldigvis ikke den typiske prinsesse, men mere en pige, som tilfældigvis blev prinsesse og blev nødt til at tilpasse sig den rolle.

”Første trin i Aris plan om at besejre Teague var at lære at bruge et våben uden at stikke øjet ud på sig selv. Hun stod i våbenhallen og betragtede den lille samling jerndolke, pilespidser og kastestjerner, som våbenmesteren havde fremstillet. Samtidig skævede hun diskret til ham.”

Samspillet mellem Ari og Sebastian fungerede også rigtig godt. Det lå jo lidt i kortene at de måtte ende med at forelske sig, den slags sker jo i den her slags bøger, men jeg kunne rigtig godt lide vejen dertil. Den var lidt atypisk for den normal hovedkuldsforelskelse ved første øjesyn. Sebastians fortid gav et ekstra lag til historien og hans karakter, som jeg godt kunne lide, mest af alt fordi han brød med sin fortid, og det mærkedes hvordan han kæmpede med den hele bog igennem. Den slags karakterudvikling er noget af det bedste, for det skinner igennem og påvirker karakteren, og enten ender man med at hade vedkommende, eller også hæfter man sig ved vedkommende som en hæderlig person, og det sidste skete for mit vedkommende i forhold til Sebastian.

”En hemmelighed var jo i sagens natur noget, som ingen andre end de, der kendte den, kunne navngive. Det bragte hende ikke meget videre. Ari bed frustreret tænderne sammen og gennemgik langsomt de forskellige dele igen. En hemmelighed, som ingen kunne navngive. En hemmelighed, som barnet blev tildelt ved fødslen.”

Plottet bag Ønskemageren udformede sig i et tempo som både kan beskrives hurtigt og langsomt. Det lyder lidt mystisk, men lad mig forsøge at forklare. Det hurtige tempo kommer sig lidt af de til tider korte kapitler, som er med til at øge tempoet, hvilket fungerede godt for den her historie, for der var tidspunkter hvor de korte kapitler gjorde netop hvad de skulle; de satte fokus på et vigtigt element, uden at stjæle fokus fra den overordnede historie, så man blev fanget og ville læse mere hurtigt. Det langsomme tempo kommer sig af den lange vej Ari skal gennemgå for at finde den tilsyneladende meget simple løsning på problemet med Teague. Det er som om hun skal igennem en ufatteligt mange dumme ting, for at finde frem til løsningen, som pludselig næsten dumper ned i skødet på hende som lyn fra en blå himmel. Godt nok skal ting ikke løses fra første kapitel, men det føltes lidt som om problemet med Teague skulle trækkes i langdrag et par gange, for at gøre plads til at forholdet mellem både Ari og Teague og Ari og Sebastian kunne få sider til at udfolde sig.

Samlet set er det her en af de bedre eventyrgenfortællinger, og måske er det netop fordi det er af et eventyr man ikke får genfortalt så ofte; Rumleskaft. Jeg har på en eller anden måde fået lyst til at høre mere om Teagues baggrundshistorie for hvordan han er blevet som han er i denne bog, for selvom der løftes et lille slør for det i bogen, så er jeg sikker på der ligger meget mere bag, hvilket jeg syntes kunne være interessant at læse.

Der er på nuværende tidspunkt endnu en bog i Ravenspire-serien, og den har jeg også i sinde at give mig i kast med på et eller andet tidspunkt, for at se om den kan leve videre på magien i Ravenspire fra denne og den første bog.

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *