The Upside of Unrequited /Fordelen ved hemmelige forelskelser (Becky Albertalli, 2017)

Tak til forlaget CarlsenPuls for anmeldereksemplaret.

Seventeen-year-old Molly Peskin-Suso knows all about unrequited love—she’s lived through it twenty-six times. She crushes hard and crushes often, but always in secret. Because no matter how many times her twin sister, Cassie, tells her to woman up, Molly can’t stomach the idea of rejection. So she’s careful. Fat girls always have to be careful.

Then a cute new girl enters Cassie’s orbit, and for the first time ever, Molly’s cynical twin is a lovesick mess. Meanwhile, Molly’s totally not dying of loneliness—except for the part where she is. Luckily, Cassie’s new girlfriend comes with a cute hipster-boy sidekick. Will is funny and flirtatious and just might be perfect crush material. Maybe more than crush material. And if Molly can win him over, she’ll get her first kiss and she’ll get her twin back.

There’s only one problem: Molly’s coworker Reid. He’s an awkward Tolkien superfan with a season pass to the Ren Faire, and there’s absolutely no way Molly could fall for him. Right?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg kan huske hvor god Simons historie var, og derfor var jeg ikke i tvivl om at jeg ville læse Mollys historie også, og se hvilken magi Albertalli kunne fremtrylle med hendes liv. Endnu engang formår Albertalli at skabe en teenageverden som ingen anden, og jeg syntes hendes tilgang til Molly var rigtig god, og Molly er en virkelig interessant karakter at følge, ikke mindst med den familie hun har.

I starten var jeg faktisk lidt forvirret, og jeg troede det var Molly, som var homoseksuel, men det blev heldigvis hurtigt fastslået at det var søsteren, Cassie og seneres deres mødre. Til at starte med syntes jeg det var lige lovlig mange homoseksuelle for en historie, men så tog jeg mig selv i at tænke det, og rynkede lidt på næsen af mig selv for at tænke det. For hvorfor rynker jeg på næsen over en bog med for mange homoseksuelle, når jeg ikke gør det med en bog med for mange heteroseksuelle? Her formår Albertalli at skabe en familie, som virker som den mest naturlige familie i hele verden, og man tænker ikke mere over at det er to mødre, for det passer bare sammen, og de har hver deres rolle. Det blev nærmest som om at Molly var den underlige, fordi hun er heteroseksuel.

”Så måske skulle jeg bare lade mit hjerte blive knust bare for at bevise, at mit hjerte godt kan holde til det. Eller måske skulle jeg i det mindste holde op med at være så fucking forsigtig.”

Der var en lille ting som dog blev ved med at irritere mig hele bogen igennem; den konstante fokus på det faktum at Molly bliver betragtet som tyk. Jeg er helt med på at vi ikke skal gøre det til et tabu at være tyk, og at bare fordi man er tyk kan man også godt få en kæreste. Det jeg ikke er fan af, er hvordan det bliver ved med at blive gjort et stort nummer ud af. Måden Mollys bedstemor bliver ved med at fokusere på at Molly er for tyk (godt nok får man en grund for bedstemorens holdning til sidst i bogen, but still…). De tanker som Molly bliver ved med at have om sig selv og sin krop, hendes selvtillid forsvinder for hver negativ tanke hun har om sin vægt, og netop det er jeg ikke fan af. Jeg har altid selv været hende den lidt for buttede, og jeg kender godt til manglende selvtillid. Så når jeg læser bøger hvor kropsidealer bliver sat til side, og tabuet bliver negligeret bliver jeg glad, men måden det er gjort i den her bog ramte mig alligevel negativt. Det er svært at forklare, men det gik mig bare på hvordan Molly hele tiden skulle nedgøres i små kommentarer over sin kropsstørrelse, både fra sit eget hoved, men også fra samfundet. Jeg syntes bare det er så forkert hvorfor der skal være så meget fokus på ens krop i forhold til hvem man er som person.

”Den måde, han så på mig på under uvejret. Den måde, han sidder lidt tættere på mig for tiden. Den måde, han så på mig på, mens jeg snakkede med Will. Jeg var så sikker. Jeg var så uforsigtig. Og nu ved jeg, hvordan det føles at blive afvist. Som at blive revet ned i en hvirvelstrøm af lort.”

Heldigvis spiller det ikke en synderlig stor rolle for Mollys personlighed hvilken størrelse tøj hun har – jeg syntes til gengæld det var et godt træk fra Albertallis side at man aldrig konkret fik at vise hvad størrelse Molly er. Mollys personlighed er bare herlig, det er nok det bedste ord til at beskrive hende. Det er nok Albertallis styrke, at skrive en karakter så medtagende som Molly (og Simon), at man kun kan holde af hende, selvom hun ikke altid selv gør. Jeg blev så betaget af hendes ny fundne mod til at prøve nye ting, og med en så udadvendt familie som hun kommer fra, var det faktisk underligt at hun ikke selv var så udadvendt, men det gør hun op for i løbet af bogen.

Selvom jeg havde lidt negative vibes om et par småting, så blev jeg utrolig rørt af Mollys historie og hendes gåpåmod. Jeg blev utrolig rørt af hendes følelser og hvordan de fløj fra den ene rederlighed til den anden, præcis som enhver anden teenager. På en eller anden måde formår Albertalli at skabe en teenageverden man kan spejle sig fuldstændig i, og det er klart den største styrke ved historien. Nu er det bare spændende om hendes tredje bog er lige så god som de første to.

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *