Livet med E #01

Det er efterhånden ved at være et godt stykke tid siden jeg har lavet en update på livet i det lille hjem, og hvordan det går med at være forældre, og da jeg ikke længere er på barsel, kan det jo ikke rigtig hedde barselslivet mere. Meget er sket i de sidste 3 måneder siden jeg er startet på arbejde og E er startet i privat dagpleje. I januar vendte jeg tilbage til arbejdet og pædagogikum, og jeg var bange for hvor hårdt det ville blive med arbejde og at tilvænne E i dagplejen, men det gik over al forventning. E har accepteret dagplejen hurtigere end jeg havde regnet med, og man skulle næsten tro hun har været der hele sit liv. Vi har tit fået at vide hvilket nemt barn vi har, og hvor glad hun er, og efter at hun er startet i dagpleje, kan vi virkelig se hvor sandt det er. Som en af de andre forældre spurgte forleden; kan hun overhovedet blive sur? Det er faktisk først for nylig hun er begyndt at pibe lidt når jeg afleverer hende, men det er heldigvis hurtigt overstået og hun leger glad hele dagen, mens jeg passer mit arbejde.

I marts fyldte E også et år, et helt år, og jeg kan næsten ikke fatte hvor tiden er forsvundet! Det er ikke til at tro at den lille klump jeg holdt i mine arme for et år siden, er blevet et rigtig lille menneske, som er godt i gang med at udvikle en personlighed. Vi holdte hendes fødselsdag samme weekend som hun fyldte år, og selvom hun ikke havde nogen ide om hvad der foregik om hovedet på hende, så er jeg ikke i tvivl om at hun nød opmærksomheden fra hele sin familie. Hun er bestemt også glad for de gaver hun fik, især sin gynge, som (indtil far får bygget et gyngestativ i haven) hænger i stuen. Hun elsker er få vilde snurreture i den, og jeg elsker at høre hende grine højlydt på den måde.

Sammen med sin første fødselsdag, skulle E også til lægen – igen! – og stikkes, og måles, og vejes og alt hvad der følger med. Endnu engang var lægen ikke tilfreds med Es mål, og vi blev sendt videre afsted til børneafdelingen. Mens vi ventede derhjemme på at skulle ind til børneafdelingen undrede vi os over hvad det var lægerne hele tiden kunne se skulle være galt med vores barn. For når vi kigger på hende så fejler hun jo ikke noget! Hun er lige som hun skal være. Heldigvis viste det sig at vores egen læge er noget mere emsig end lægerne på børneafdelingen. Lægerne på børneafdelingen gad ikke engang tage blodprøver, for at se om der var noget galt. Efter vi havde genfortalt en minutiøs madplan for hvad E spiser, konkluderede de heldigvis at hun er som hun er, hun er bare lille. Rådet vi fik med hjem var blot at skrue op for kalorierne i hendes kost àderfor stopfodrer vi hende nu med mayonaise. Ej, det gør vi selvfølgelig ikke, men hun får lov til at spise alt hvad hun vil hvornår hun vil – næsten.

Nu venter vi på at komme til en fysioterapeut med hende, som vi håber kan hjælpe hende lidt til at komme videre og blive meget stærkere til at kravle. Vi har efterhånden erfaret at hun er hypermobil, og hvad der kaldes et blødt barn. Det betyder blot at tingene tager lidt længere tid for hende motorisk, og selvom hun har gjort store fremskridt over de sidste par uger, så håber vi at en fys kan hjælpe hende endnu mere. For ellers er hun jo lige som hun skal være, og vi nyder vores lille familieliv – også selvom hun nogle gange nægter at sove, eller hænger mig i armene fordi hun er morsyg, eller er pylret fordi der er nye tænder på vej (hun har pt 10 tænder!).

UPDATE – Der er nu flere tænder på vej, og vi har sådan set allerede været ved fysioterapeuten, og kan nu se frem til at begynde et kort træningsprogram med E, for at træne hendes arme, som ikke er nær så stærke som hendes ben er.

På arbejdet går det hele som det skal, lige med en ændring. Januar blev en mindeværdig måned på flere måder, for ikke nok med at det var måneden hvor jeg vendte tilbage til arbejdet efter endt barsel, så blev det også måneden hvor jeg mistede mit job. Gymnasiet har åbenbart været så sløv til at tiltrække nok elever, at en god håndfuld af lærerne til sommer står uden job, og jeg er en af dem. Så velkommen tilbage Michelle, og tak for denne gang. Det er noget af en bitter pille at sluge, må jeg indrømme. Der er dage hvor jeg fuldt har accepteret det, for jeg kan jo ikke gøre noget ved det, jeg kan ikke trylle flere elever frem til skolen for at beholde mit job, men så er der også andre dage, hvor jeg bliver helt vildt deprimeret ved tanken om at skulle være jobløs fra sommeren af, eller jeg bliver skide sur over den situation jeg er blevet sat i. Ærlig talt, så svinger det meget. Heldigvis er jeg ikke uden midler og kontakter, og jeg har da også planer og agter ikke at stå uden noget som helst til sommer. Tiden må bare vise hvor jeg ender efter sommerferien.

You may also like

1 Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *