Paris – December 2017 (#01)

I starten af december 2017 tog vores lille familie på en forsinket bryllupsrejse/baby-getaway/juletur til byernes by, Paris. Det var dels en praktisk tur i den forstand at manden skulle på kursus dernede i forbindelse med arbejde, og dels var det en lille familietur i et par dage inden hans kursus. Vi havde forberedt os til at E måske ville få det lidt ubehageligt på flyveturen derned, men hun klarede det over al forventning og sov hele flyveturen derned. Selve rejsen fra hjemmet i DK til hotellet i Paris tog næsten en halv dag, og vi nåede først frem på hotellet omkring kl 23 om aftenen. Det startede med roderi i lufthavnen for at få opbevaret en taske til at fragte vores klapvogn i, at vi skulle finde det rigtige tog ind til centrum og mest af alt den umulige bedrift at komme igennem Paris metro med baggage og klapvogn på slæb. Den Parisiske metro er overhovedet ikke børnevenligt til klapvogn/barnevogn, men der må man give franskmændene en stor ros, for de tog bare fat og hjalp op og ned af trapper uden at stille spørgsmål, og uden af jeg eller min man skulle spørge fremmede om hjælp (dette gjaldt dog kun i metroen, når man var med bussen var man på egen hånd, selv med en meter ind til kantstenen og to store trin ned til vejen, måtte jeg hive klapvognen ud af bussen på egen hånd flere gange). Det var derfor en træt lille familie der dejsede om på værelset, på et hotel der virkelig havde gjort en stor indsats for at være børnevenlig.

Lørdag blev vores store turisttur og vi kom forbi mange af de klassiske turist hotspots i byen, hvad enten vi bare gik forbi dem eller oplevede dem mere direkte. Vi startede med en bus ind til centrum, for som sagt var det bare tusind gange nemmere end metroen med klapvogn, hvor vi gik mod Notre Dame og herfra gik en formiddagstur på øerne i midten af byen. Her kom vi igennem nogle af de små gader, som man nok ikke ville have fundet i turistræset i byen ellers, hvilket er ærgerligt, for der var så mange søde, små butikker og gamle, flotte facader. Herefter gik vi ellers bare videre over broerne mod Louvre (som vi bare gik forbi) og herefter gennem parken tilstødende Louvre op mod Champs Élyses med alle julelysene, for dagen forsvandt ret hurtigt med lange gåture og cafestop for at E kunne få noget at spise med jævne mellemrum. Vi kom derfor også ret sent hjem den aften, dog ikke nær så sent som dagen før. Og på vej mod bussen hjem om aftenen kom vi også lige forbi Triumfbuen.

Jeg vil vente med at fortælle om de næste par dage til et indlæg mere, for der er mange dejlige billeder at se, og en del ting at fortælle om de næste par dage. Men nyd billederne indtil da.

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *