Efterårs Wrap-Up

I morgen går vi ind i december, og efteråret er vist ved at være ovre. Det har det måske nok været i en måneds tid, men tiden flyver jo, som man siger, og jeg har først nu fået taget mig sammen til at se tilbage på hvad jeg har fået læst siden jeg sidst skrev et indlæg som dette. Dertil hvad der ellers er sket i løbet af den sidste tid. Barselslivet går stadig sin gang, men jeg tror det vil passe bedre i et separat indlæg med de ting vi har oplevet på den front. Hvilket nok også gør sig mere passende, som min barsel nærmer sig sin afslutning og jeg skal tilbage på arbejdsmarkedet igen, yikes! Så altså, tilbage til det det virkelig handler om i dag, nemlig bøger. I løbet af de sidste 3 måneder har jeg forbløffet mig selv lidt, ved at finde tid og mulighed til at læse hele 14 bøger! Som det ser ud lige nu, så tror jeg faktisk også at jeg når mit mål for i år, at læse 50 bøger, som er halvdelen af det jeg har formået de sidste par år. Det i sig selv syntes jeg selv er ret godt gået, med baby og alt muligt andet der nu har været at se til i år; hvis jeg selv skal sige det.

Tilbage i starten af september skrev jeg om hvilke bøger jeg godt kunne tænke mig at læse i løbet af efteråret, og jeg har fået læst 2 af de 7-8 bøger jeg havde listet. Suk, og så alligevel, for jeg er stadig i gang med Outlander, Dragonfly in Amber. Det er bare som om den er noget længere end den første bog, og der er mange andre bøger, som er er lidt lettere og hurtigere læst lige i øjeblikket. Så den læser jeg et kapitel i en gang imellem hist og her.

De bøger jeg har fået læst har to af dem været i forbindelse med min lille bogklub; her var det blandt andet Bonjour Tristesse og Skyggeporten. Bonjour Tristesse var en spøjs oplevelse, men det giver god mening at den blev meget populær i sin tid, med de emner den berører og den ungdom der bliver skildret. Skyggeporten var en genlæsning, hvor det viste sig at jeg intet kunne huske af den overhovedet, så det var meget sjovt at læse den igen. En anden genlæsning var de første 2 bøger i Spektrum serien, inden jeg kastede mig over den nye tredje bog i serien. Det kan kun anbefales at læse de bøger, og endnu mere at læse dem i så tæt sammenhæng, det giver en megafed sammenhæng og jeg kan nu kun sidde tilbage og vente anspændt på næste bog bliver skrevet færdig og udgivet (Nanna!).

En af de bøger jeg har læst færdig, er en jeg har været i gang med lige siden før Emily blev født (!); Faery Tales, som er en samling eventyr fortalt/genfortalt af digteren Carol Ann Duffy. Jeg var lidt skuffet over den, og måske var det også derfor det tog mig så lang tid at læse den, fordi eventyrerne var ikke just nye for mig. Jeg syntes ikke der var gjort noget nyt ved dem, og det ærgrede mig lidt. En anden bog jeg havde lidt blandede følelser for var Eleanor & Park. Den var rigtig god på nogle punkter, men også lidt blah på andre punkter, men det kan du læse mere om i min anmeldelse. Måske en dag blev efterårets romantiske højdepunkt, også selvom den var en smule forudsigelig.

Jeg har også fået læst nogle korte, eller i hvert fald hurtigt læste bøger, som mest af alt er til for at underholde. Her er den bedste nok Voksenlivet er en myte, som er en lille samling af striber med stor underholdningsværdi for dem, der skyr alt ved at være voksen. Du forstår ikke din egen mor er en fin samling af telefonsamtaler mellem et mindre funktionelt mor-datter-forhold, som bragte et par smil på læben – sammen med et par bekymringer om ikke at ende i et sådan forhold på den ene eller den anden side. Og ikke mindst Mads & Monopolet som er en rigtig fin samling af nogle af de bedste citater fra de forgangne år og alle de mennesker, der har været med i monopolet. Det blev også til en biografi/memoir i denne omgang. Spectacles om Sue Perkins var ganske underholdende, nok mest af alt fordi det er hende selv der læser den højt som lydbog. Men som alle biografier/memoirs er de lidt mærkelige at læse, for man kender kun selv til halvdelen og kan kun relatere til halvdelen. Alligvel formår Perkins at indsætte sin mærkelige humor og gøre den lidt underholdende alligevel, selvom man ikke aner et hak om hvad der egentlig foregår eller hvor i livet historien skal forestille at foregå. Sidst men ikke mindst, på den humoristiske front, læste jeg 40 uger efter, som kommer med sjove indspark i livet som nybagt mor. Den kan man nok bedst se det sjove i, hvis man selv er nybagt mor.

Indtil videre har årets bedste læseoplevelse været den seneste by fra Backman; Bjørneby. Min anmeldelse kom op på bloggen på den for et par dage siden, så jeg vil ikke gå i alt for mange ekstra detaljer, men det er uden tvivl den bedste bog jeg har læst i år, foruden Sarah J Maas, men hun er i en kategori for sig selv. Det var også på tide med en virkelig god bog, for dem har der ærlig talt ikke været mange af i år, udover de seriebøger jeg har læst, som jeg næsten vidste ville være fantastiske. Måske er det også derfor Bjørneby står så tydeligt ud blandt mængden, men om ikke andet, så kan jeg ikke sige det nok; læs den!

Hvordan har jeres efterår set ud? Og hvad planlægger I at læse i til jul?

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *