Bjørneby (Fredrik Backman, 2017)

Peter er flyttet hjem for at støtte sin lokale ishockeyklub efter at have slået igennem som professionel ishockeyspiller. Mira står over for valget mellem en advokatkarriere og et stille og roligt liv som hjemmegående husmor. Begge kommer fra Bjørneby.

“Bjørneby” er en fortælling om femtenårige pigers ubrydelige venskaber med syttenårige drenge, der spiller ishockey med byens stolthed på skuldrene. Det er en fortælling om sport, lidenskab, familiens bånd og holdånd, men også om hvor let et helt samfund kan vende det blinde øje til, når katastrofen slår ned, og hvor langt vi er villige til at gå for vores børn i kærlighedens navn.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Jeg syntes efterhånden at man ikke kan gå meget galt i byen med Fredrik Backman og hans bøger, spørgsmålet er bare på hvilken måde de vil ramme dig i hjertet; med hjertevarme, harme eller bryde det i tusind stykker. For på en eller anden måde så formår han at kunne alle dele, nogle gange flere gange igennem sine bøger. Og det er ikke nogen undtagelse med Bjørneby. Selvom den ikke lige lyder til det til at starte med; en bog der har sit fokus på en by, der ikke kan leve uden ishockey. Det lyder ikke umiddelbart som nogen pageturner af en bestseller. Der er det man tager fejl, for Backman formår at gøre det til en bog, som ikke kun handler om ishockey. Jovist, den fylder da en hel del, men der er så meget mere at komme efter.

Jeg var måske også en smule skeptisk da jeg begyndte på bogen, ishockey, come on mand, det fløj mig hen over hovedet når der blev snakket alt for meget hockey, hvilket gjorde at jeg ikke fik det hele med. Det tog mig derfor en god portion af bogen at finde rundt i de mange personer, for der er mange at holde styr på! Nu begyndte jeg også på den som lydbog til at starte med, hvilket nok også gjorde det lidt mere besværligt at holde styr på dem alle sammen. Det gjorde det lidt lettere da jeg skiftede til e-bog, og endnu lettere da jeg skiftede til fysisk bog. Da først jeg kunne begynde at skelne mellem dem alle sammen, stod det hurtigt klart hvem der ville ende med at blive mine favoritter. Der er mange rigtig gode, men et par stykker stak alligevel ud og ramte mig lige i hjertet.

”Der er en hårfin grænse mellem at leve og overleve, men der er en positiv bivirkning ved at være både romantiker og konkurrencemenneske. Man giver aldrig op. Mira henter mælken i bilen, bliver stående og smiler for sig selv, indser, at det hun har lært at gøre stadig oftere.”

Moderen Mira satte sig enormt fast hos mig, hun beskrives selv som en ulvemor af sine børn, men jeg syntes mest af alt hun er en bjørnemor. Måske er det fordi jeg selv er blevet mor, men jeg kunne relatere rigtig godt til Mira. Der var flere af scenerne med hende, hvor jeg sad med en klump i halsen, og havde lyst til at skrige sammen med hende, langt ude i skoven hvor ingen kan høre dig. Den baggrundshistorie man får at høre, gør bare Mira som person endnu stærkere at læse om, og derfor at det kun endnu mere hjerteskærende at hun føler sig så magtesløs flere steder igennem bogen. Det hele lyder lidt kryptisk, men hvis jeg går for meget i detaljer, ender jeg med at afsløre den store handling i bogen, og der er virkelig en jeg syntes man skal opleve i bogens fulde kræfter.

En anden person fra bogen, der stadig sidder fast hos mig, er selvfølgelig Benji. Jeg tror han vil sidde fast hos mange, der har læst denne bog, for han er virkelig en person med hjerte med stort H. Og J og E of R og T og E. Han er den sødeste dreng/unge mand jeg længe har læst om, og han er det bare fordi det er sådan han er, der er ingen bagtanker med Benji. Benji er den slags dreng, man gerne vil være bedste venner med, fordi han altid vil være der for en. Selv når man gør noget virkelig dumt, vil han stadig prøve at være din ven, indtil hans moral siger fra fordi han er den slags menneske. Jeg havde mine mistanker om Benji igennem bogen, og en eller to af de andre drenge man hører om, men der kom alligevel et par overraskelser, som jeg ikke havde set komme. Det er det gode ved Backman, han kan efterlade små spor, men alligevel overraske i det små og gøre det på en måde at man sidder med et lille smil på læben, og ikke er sur over om man fik ret eller ej i sine mistanker.

”Benji tørrer øjnene. Hun har stadig hånden på hans kind. Klapper ham og ler. ”Du er ikke Guds bedste barn, Benji, det ved jeg godt. Men du har ved gud aldrig manglet en mandlig rollemodel. Alle dine bedste karaktertræk har du fået, fordi du er opfostret i et hjem fyldt med kvinder.””

Hvis man har læst bare en af Backmans bøger, så ved man lidt hvad man går ind til, også selvom man bare tror det er en bog om ishockey. Jeg troede jeg skulle læse en middelmådig og hurtig glemt historie om sport, i stedet sidder jeg tilbage med så mange tanker og følelser, selv flere dage efter at have vendt de sidste sider. For det er det Backman kan; han kan tage en så mundæn ting som ishockey og en by, der elsker sport og give dig en historie om familie, kærlighed, venskab, loyalitet og ikke mindst moral. Jeg kan kun afslutte med at sige du skal læse den! Jeg har grint, jeg har grædt, jeg har været harm, jeg har været hjertevarm, jeg har haft lyst til at kyle den gennem rummet over enkelte personers handling, men mest af alt har jeg bare haft lyst til at læse den for at finde ud af hvad resultatet ville blive.

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *