Fantasy med stort F

I går var jeg til fantasy bogevent, det første bogevent jeg har været til i lang tid, og det var i det hele taget bare enormt hyggeligt at komme ud og snakke bøger med lidt mennesker. Arrangementet blev afholdt af The Fantasy Fellowship, som også til dels er folkene bag Esbjerg Fantasy Festival. Det er en gruppe mennesker, fra 18 år og opefter, som arbejder på at gøre fantasygenren cool og hip. For af en eller anden grund er det som om at fantasy bliver forbundet med børnebøger, men der er altså overraskende mange voksne der også læser fantasy, faktisk rigtig mange endda.

Eventet i går startede med et oplæg fra Line Lybecker, forfatter og grundlægger af forlaget Ulven og Uglen, som arbejder på kun af udgive fantasy til voksne. Hun fortalte lidt om hendes kærlighed til fantasy, og hvordan hendes forlag kom til, netop fordi flere og flere forlag blev ved med at afvise bøger ”fordi de ikke passede til målgruppen” – altså børn, selvom historierne faktisk var skrevet med voksne i tankerne som målgruppe. Line fortalte en del fakta og teori omkring fantasy genren igennem hendes oplæg også, og kom med en rigtig god pointe til hvorfor voksne læser fantasy. Vi er den generation der er vokset op med Harry Potter, og her er nøgleordene ’vokset op’ – for nu er vi jo voksne mennesker, der gerne vil blive ved med at læse fantasy, men nu rækker det bare ikke altid med børnefantasy, som det bliver kaldt hos mange.

Simone fra Boghjørnet holdt også et kort oplæg med debat fra os deltagere om hvad der gør en til en fantasylæser, og om man selv betragter sig som en fantasylæser. Jeg fik ikke selv deltaget særlig meget i denne debat, fordi E – som jo selvfølgelig var med – valgte at skulle udforske sin stemme på det tidspunkt, og det meget højlydt. Men efter at have lidt tid til at tænke over det, så kan jeg kun sætte label på mig selv som Fantasylæser med stort F. Som så mange andre var det Harry Potter der fandt læseglæden ved mig, og imellem de bøger måtte jeg jo finde andet fantasy at udfylde tiden med. Og sidenhen har det været min fortrukne genre, og den jeg altid tyr tilbage til, og den hylde jeg altid stiler mod først i boghandlen eller på biblioteket.

Aalborg bibliotekerne havde også et kort oplæg om hvordan man som bogklub kan udnytte deres hjælp, hvilket jeg ærlig talt aldrig rigtig har tænkt over. Jeg vidste godt de gjorde den slags, men eftersom jeg ikke selv har udnyttet det før, så tænker man bare ikke over det. Det er nok også bare fordi at lige netop fantasybøger har jeg altid købt eftersom jeg har en stor forventning om at ville læse dem mere end en gang.

Efter de forskellige oplæg satte de fleste af os sammen for at snakke lidt om hvad vi gerne vil fremover. Målet/håbet fra folkene bag The Fantasy Fellowship er nemlig at skabe små læsegrupper omkring fantasygenren. Eftersom der var en del af de folk der viste interesse for eventet i dag, som ikke dukkede op, blev vi enige om at tage første skridt stille og roligt. Vi har alle meldt os ind i facebook-gruppen (som du også er velkommen til at melde dig ind i – der er både en DK og tre lokale til henholdsvis Esbjerg, Odense, København, Roskilde og Aalborg), og så tager vi den derfra. Håbet fra alles vedkommende er at komme til at læse en masse fantasy og finde folk at snakke med det om, og sammen arbejde mod at gøre op med den stereotyp at man kun læser fantasy hvis man er barn eller kæmpe rollespilsnørd – for det er vi altså ikke.

Ingen bogevent uden en lille goodiebag, som vi også var så heldige at få. Udover en masse flotte bogmærker og et lille gavekort til en kop kaffe fra Frk Rønne, fik vi to flotte bøger, selvfølgelig i fantasygenren. Tidevandet af Nick Clausen og Kongelig Snigmorder af Robin Hobb. Jeg kender ikke rigtig noget til nogen af dem, men jeg syntes det er så fint at det er en dansk bog og en oversat fra engelsk – for engelske fantasybøger findes der nemlig flest af til os ’voksne’ fantasylæsere, endnu en ting vi håber på at få sat lidt skub i.

Så du har hermed fået en opfordring fra mig til at slå dig til fællesskabet om fantasy og tage del i læseglæden sammen med os andre.

Come and join the Fellowship.

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *