Barselslivet #06

For snart 3 uger siden havde vi barnedåb, og vi kunne dele navnet på vores datter med venner og familie. Vi havde med vilje holdt navnet hemmeligt frem til dåben; det var nok mest mit valg, men jeg syntes der er noget ganske særligt over det faktum at vi har tænkt og grublet over hendes navn, og ville gerne gøre det til noget særligt når det skulle deles med andre end hendes familie. Derfor ville vi gøre forsøget på at holde det hemmeligt frem til dåben, der kom dog et par enkelte undtagelser. Manden kom til at tale over sig en enkelt gang, og navnet skulle jo også på dåbskagen så der måtte vi også afsløre det lidt før selve dåbsdagen. Men for de fleste var det først i kirken, da præsten spurgte, at vi med store smil kunne afsløre lillepigens navn; Emily.

Den weekend hvor Emily blev døbt var en meget begivenhedsrig weekend, for dagen før havde vi besluttet at overraske den nærmeste familie med en tur på rådhuset for at blive gift. Vi har snakket om det en del gange, og i første omgang ville vi faktisk gerne have gjort det som en overraskelse i kirken i forbindelse med dåben, men det var der bare ikke plads til i gudstjenesten den dag vores dåb skulle være. Derfor begyndte vi at tænke i andre baner, og en frokost for nærmeste familie startede derfor på rådhuset først. Hver vores forældre blev så overrasket og glade, endda rørt til tårer og det var bare en rigtig god dag, efterfulgt af endnu en god dag med flere venner og familie til Emilys dåb. Efter sådan en vild weekend er det nu tilbage til hverdagen, og nu er Manden også gået på barsel henover sommeren! J

Men livet som mor er ingen dans på roser. Sådan lyder talemåden vist, og hold da op hvor har den ret. For selv om dagene med smil og latter fra den lille pige er i overtal, så er det som om dagene med tårer fylder mest i hovedet efterfølgende. Tingene er bare ikke nemme nogle gange, og de bliver ikke mindre nemme af at man er magtesløs overfor at kunne gøre noget ved, hvad end man rigtig gerne ville. Som I ved fra mine tidligere barselsfortællinger har vi længe kæmpet med amning herhjemme og Emilys vægt (så lækkert at jeg bare kan skrive navnet!), og det har vi gjort lige siden hun blev født, for hun har aldrig taget det på hun skulle for at lægerne var tilfredse. Hele processen har og er så hård for os alle sammen, at jeg flere gange har været overbevist om at jeg er på vej i en fødselsdepression i en eller anden grad. Jeg er dog ikke nået det punkt helt endnu – 7-9-13 – og når det forhåbentligt heller aldrig. Men nu har vi ramt endnu et vejbump der vil sætte en stopper for alt det hårde arbejde vi har kæmpet med for at amningen skulle øges og bare fungere for Emilys skyld.

På kun 3 uger har Emily kun taget ca. 150g på i vægt, og det går bare ikke. Det skærer mig så dybt i hjertet at måtte indse det, men selvom jeg har masser af mælk til hende, så er der bare ikke nok næring i det til hende. Om hun lå ved brystet 24/7 og åd og åd, så ville der stadig ikke være nok næring til at hun tog det på hun gerne skulle. Det er fandeme et hårdt slag i maven at få at vide, at man ikke kan gøre noget ved det, og at ens krop bare modarbejder til de ønsker man har for sit barn som mor. Jeg ville så gerne have ammet Emily så meget som overhovedet muligt indtil hun kunne begynde på andet mad, og selv der gerne blive ved så længe det kunne lade sig gøre. Men af uforklarlige årsager er der bare ikke nok fedtstof i min mælk til at Emily får det næring hun skal til at vokse. Det piner mig utroligt meget at skulle smide håndklædet i ringen, så at sige, taget i betragtning alt hvad vi har været igennem for at amningen bare skulle fungere. Når man finder ud af at det har været en nyttelys kamp gør det bare tingene værre endnu. Jeg har derfor måtte mig se slået ud, og kampen med amning har slået mig helt af banen.

Jeg har altid troet at det kun var et spørgsmål om man havde for lidt eller for meget mælk. Jeg var ikke klar over det også kunne være fordi at mælken ikke var fed nok. I snart 4 måneder har vi kæmpet og grædt os igennem samtaler med læger og børnelæger, for at finde ud af vi intet kunne have gjort. Når jeg tænker tilbage på alle de test Emily har været igennem for at finde ud af om der var noget galt med hende fordi hun ikke tog nok på i vægt; det kom aldrig på tale at teste om der ’var noget galt’ med mig. Jeg tænker hvor meget lettere det hele ville have været for os, hvis blot vi havde vidst det for 1 eller 2 måneder siden. Alle de tårer vi kunne have været foruden, og alle de læger vi kunne have undgået.

For mig er det som et slag i maven at måtte give op på amning på den måde, og den del af at være mor til Emily. Og jeg kan også mærke at Emily ikke er klar til at slippe brystet, for selvom hun også gerne vil spise af flaske, så er der enkelte gange hvor hun hellere vil have bryst. Og der har jeg altså besluttet at det skal hun have lov til! Det kan godt være det ikke længere er der hun får sin primære næring, men det skal ikke tage hyggen og nærheden ved amningen fra os! Med den bagage vi har med os fra de sidste 4 måneder, så kan jeg mærke vi begge har brug for at holde ved lidt hyggeamning fra tid til anden.

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *