Barselslivet #05

Der går ikke en dag hvor jeg ikke bliver rørt til tårer i livet som mor – om det er fordi baby smiler til mig når hun hører min stemme, eller fordi hun ikke vil sove og skriver i vilden sky og jeg selv er i søvnunderskud eller fordi hun ikke vil spise og bliver ved med at afvise brystet det er vildt forskelligt. Under alle omstændigheder har vi vores gode dage og vores dårlige dage; det er bare lidt som om baby presser 7 af hver ind på et af mine døgn. Hun udvikler sig så enormt hurtigt og der sker nye ting næsten hver dag, men jeg elsker at se hvordan hun ændrer sig fra dag til dag, og især nu hvor hun er begyndt at finde nye lyde.

Da vi kom ind til lægerne for snart en måned siden var jeg fuldt ud parat til at sende dem et langt stykke af hekkenfeldt til. Jeg var næsten allerede oppe i det røde felt og klar til at give dem ordentlig besked, men…. Heldigvis havde baby været så dygtig at tage nok på (ikke mindst fordi vi havde stopfodret hende ekstra med flaske hele tiden), så lægerne var tilfredse og de så ikke mere behov for at se os. Jeg siger dig jeg var ovenud lykkelig da de sagde det. Men det ændrer ikke på den kamp vi har været igennem, og stadig sidder i. For hele oplevelsen sidder stadig i mig kan jeg mærke. Amningen går lettere, men det er faktisk ikke takket være sundhedsvæsenet.

Sygehuset kan mange ting, men når jeg sidder og tænker tilbage er der en meget stor ting jeg er utrolig skuffet over fra deres side: Amning! Som førstegangsforældre ved man intet, og jeg mener intet. Man ved ikke bedre og man tager til takke med hvad sygeplejerskerne siger til en, fordi man jo går ud fra at de ved hvad de snakker om. Det er desværre bare ikke altid tilfældet har jeg efterfølgende fundet ud af. Da jeg skal starte med at amme mit lille barn tænker jeg at det kommer til at gå helt vildt nemt, og det kan baby da sagtens finde ud af, men det var ikke tilfældet. Da baby har gulsot er det som om hun har for svært ved at tage fat ved brystet og at vorterne er for bløde til at hun kan tage ved. Sygeplejerskerne giver mig straks ret, men i stedet for at hjælpe mig til at komme godt i gang på korrekt vis, stikker de mig de såkaldte ammebrikker i hånden som eneste hjælp. Og jo jo, det hjalp da også i den første tid, men som ugerne gik blev lægerne ved med at påstå at de var en del af problemet til at baby ikke tog nok på i vægt – fordi hun brugte for mange kræfter på at sutte, og blev træt inden hun blev mæt. Her er det jeg bliver lidt sur; for hvis ammebrikker bliver betragtet så negativt, hvorfor udleverer de dem så i stedet for at hjælpe en på bedste vis til at starte amning korrekt? Fordi de ikke er uddannet nok til det, eller har tiden, er desværre svaret. Jeg har læst så mange artikler på nettet og snakket med veninder og amme-eksperter, der alle bander de ammebrikker væk, og jeg forstår slet ikke hvorfor man ikke får den rette hjælp i stedet for den nemme.

Heldigvis har baby været dygtig og pludselig fandt hun selv ud af at spise uden de fordømte brikker og det hele er blevet meget nemmere siden da. Hvordan vi slap af med dem er svært at sige, det skete bare lige en aften hvor Kæresten nærmest skubbede hende ind til brystet og siden da har vi ikke haft brug for ammebrikkerne længere. Baby får stadig flasker med erstatning nogle gange i døgnet, for ved efterfølgende kontrolvejninger viser det sig at hun stadig ikke tager nok på, til trods for at vi er sluppet for ammebrikkerne. Somme tider bliver hun også så hysterisk overtræt at hun hverken vil det ene eller det andet, og så for at hun får noget at spise må det blive på flasken. For selvom vi er sluppet af med lægerne hængende over nakken, så føler jeg stadig de er der, bare usynlige. Hver gang baby nægter brystet bliver jeg så ked af det, fordi jeg straks tænker ’åh nej, mit barn spiser ikke nok! Nu kommer lægerne efter os igen!’ og så begynder jeg at græde igen, og igen da jeg giver hende en flaske fordi hun ikke vil ligges til brystet.

Der findes ingen logisk forklaring hvorfor jeg har det så svært ved at skulle opgive amning. Før fødsel var jeg ikke så berørt af det, dengang tænkte jeg at så længe hun bare fik noget at spise så var det lige meget om det var hos mig eller en flaske. Efter fødsel er det som om der er noget i min krop, der bare ikke vil give slip på den ene ting, men det kan ikke forklares. For logisk og rationelt kan jeg godt se at der intet er i vejen for at mit barn bliver et flaskebarn, men emotionelt er det noget helt andet. Især når jeg begynder at sammenligne det med andre mødre, hvor amning og vægtstigning bare går som det skal og der er ingen problemer overhovedet. Jeg kan som sagt ikke forklare det, men jeg tror at jeg sagtens kan sige at det hænger sammen med alt det vi har været igennem med lægerne og de mange undersøgelser mit barn har været igennem for at se om de kunne finde noget galt med hende – hvilket de selvfølgelig ikke kunne, for hun fejler intet – som har stresset mig og taget ammeglæden fra mig på mange punkter. Vi kæmper videre herhjemme, nu er baby 3 måneder og om ikke så længe har vi barnedåb hvor vi vil afsløre navnet for familie og venner. Jeg håber blot frem til næste kontrolvejning at mit barn snart kan opfylde de forventninger og kurver som sundhedspersonalet så gerne vil proppe hende ind i.

You may also like

2 Comments

  1. Et stort kram til dig. Og gud hvor har du ret med de ammebrikker. Jeg fik også meget hurtigt stukket et par i hånden og ikke ret mange andre råd. Vi kom af med dem efter ca 3 måneder, men hvis jeg havde fået lidt mere hjælp og vejledning i at lægge hende ordentligt til i starten var det måske slet ikke nødvendigt. Nøj hvor jeg hadede de brikker.

    1. Jeg er godt nok også usandsynligt glad for at være sluppet af med dem.
      Det er dog ikke ensbetydende med at alt er blevet en let leg alligevel, vi kæmper videre, men har mere ro på 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *