Winterspell (Claire Legrand, 2014)

New York City, 1899. Clara Stole, the mayor’s ever-proper daughter, leads a double life. Since her mother’s murder, she has secretly trained in self-defense with the mysterious Drosselmeyer.
Then, on Christmas Eve, disaster strikes.
Her home is destroyed, her father abducted—by beings distinctly not human. To find him, Clara journeys to the war-ravaged land of Cane. Her only companion is the dethroned prince Nicholas, bound by a wicked curse. If they’re to survive, Clara has no choice but to trust him, but his haunted eyes burn with secrets—and a need she can’t define. With the dangerous, seductive faery queen Anise hunting them, Clara soon realizes she won’t leave Cane unscathed—if she leaves at all.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Normalt er det primært eventyr jeg læser genfortællinger af, men der dukker også andre genfortællinger op engang imellem som fanger min opmærksomhed; som Winterspell der er en genfortælling af Nøddeknækkeren. Genfortællinger har det for det meste med enten at være helt vildt gode, eller ret så elendige. Winterspell var lidt af en mellemting og det var der flere årsager til. Nu er det godt nok ved at være et års tid siden jeg læste den rigtige Nøddeknækker, men jeg syntes der var elementer i den her historie som slet ikke passede ind i hvad jeg husker fra den originale. Det er lidt svært at forklare uden at afsløre for meget, men jeg skal gøre et forsøg. Historien følger Clara og de problemer hendes familie står overfor, ikke mindst efter moderens død har efterladt Clara, hendes far og søster med mange ubesvarede spørgsmål og huller af tomhed. Dertil kommer der de skumle typer, der gerne vil kontrollere så meget som muligt af Claras fars arbejde. Pludselig bliver vi introduceret for det parallelle univers, hvor det lader til at Clara er lidt af en anormalitet, men alligevel er hun særlig på den gode måde.

Claras historie er faktisk godt fortalt, og jeg var med på det eventyr hun blev udsat for. Hvad der desværre satte lidt af en dæmper på det hele var Clara selv. På den ene side er hun en bad-ass der ikke er bange for at bryde ind og stjæle vigtige dokumenter og kamptræne, på den anden side er hun desværre ret ynkelig og ikke lige hvad man kan kalde en heltinde. Det skal hun vokse en del for at kunne indtage den rolle, og selv i slutningen af bogen syntes jeg ikke helt hun formår at påtage sig den rolle fuldstændig. I mine øjne forbliver hun dog lidt af en heltinde i træning, der ikke når helt til tops på det punkt, og det gør desværre – for mit vedkommende – noget ved historien.

Jeg kunne mærke at jeg ikke levede mig nær så meget ind i historien fordi Clara flere gange irriterede mig. Hun er en meget vægelsindet person, og det gik mig på nerverne hele tiden. Hun tvivlede hele tiden på sig selv og træf dårlige beslutninger, som gjorde at historien tog nye drejninger. Som så mange andre YA genfortællinger er der jo også en romance i denne bog; Clara er selvfølgelig forelsket i den såkaldte nøddeknækker. Men det forhold virkede også bare forskruet hele tiden, og jeg syntes faktisk det var et alt for mærkeligt forhold.

Samlet set var der mange små detaljer ved bogen jeg godt kunne lide – hele forbandelsen og den måde magi er indarbejdet i fortællingen kunne jeg rigtig godt lide. Jeg var også meget fascineret af det parallelle univers med flere forskellige grader af feer og deres forskellige indbyrdes forhold. Det der bare blev ved med at trække historien ned var karaktererne, og når det er tilfældet er der ikke så meget andet at gøre.

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *