Den usynlige Ivan Isaenko (Scott Stambach, 2017)

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar.

På Hospitalet For Alvorligt Syge Børn i Mazyr i Hviderusland afleveres de uhelbredeligt syge og misdannede børn, der stadig fødes efter katastrofen i Tjernobyl. Derved bliver de usynlige for en verden, der helst vil glemme dem. Her har Ivan Isaenko henslæbt alle sine sytten år. Hans krop er ødelagt, men hans hjerne fejler ingenting; den er skarp som en ragekniv. Ivan Isaenko aflæser alting omkring sig med en skræmmende klar indsigt. Han kaster sig over alle de bøger, han kan få sine tre fingre i og gennemfører de besværlige daglige rutiner med snilde og overmenneskelig udholdenhed.

Lige indtil Polina ankommer. Hun har leukæmi, hun er irriterende, hun stjæler hans bøger og forstyrrer hans rutiner. Men det værste er, at hun får ham til at føle noget. Han har holdt ud, fordi han aldrig har ønsket sig noget. Nu ønsker han sig brændende, at Polina skal leve.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

En bog om børn skadet på grund af stråling og andre kemiske årsager; det lyder ikke lige umiddelbart som en dans på roser eller en bog man vil blive i godt humør af. Men det bliver man alligevel lidt og det er mest af alt på grund af bogens hovedperson; Ivan. Da jeg faldt over beskrivelsen til denne bog indrømmer jeg at jeg i første omgang afskrev den lidt, for jeg syntes den lød alt for barsk. Efter at flere andre anmeldte den med positive og rørende ord bukkede jeg under og måtte også få fingeren i at læse den, og det er jeg enormt glad for at jeg gjorde.

Historien om Ivan er ikke den sædvanlige historie om at finde sig selv, for det er en historie om at Ivan skal finde ud af hvem han er, ikke bare som person, men rent konkret også for han blev efterladt af en mor han intet ved om. Dertil er Ivan så skadet at hans krop næsten ikke er en krop, men trods det så er Ivan meget mere i live end så mange andre, og ikke mindst har han en livsglæde som mange vil være misundelig på. Jeg sad i hvert fald flere gange og var imponeret over hvor ihærdig Ivan er på livet, og jeg fik flere gange et smil på læben over hans syn på livet.

”Jeg har talt med direktøren to gange på sytten år: en gang om min penis, og en gang, hvor jeg havde drukket mig fuld i hans vodka.”

Man vil måske ikke tro det, men historien er også sjov og det selvom det også er en bog der handler om døden og at acceptere den. For når man bor på et hjem hvor syge børn kommer og går, så vil mange måske have et noget andet syn på livet, men ikke Ivan, og hold nu op hvor der kommer nogle sjove situationer ud af den måde Ivan har besluttet at leve sit liv. Der var flere gange hvor jeg bogstaveligt talt skrald grinede højlydt, eller måtte læse passager op fra bogen for Kæresten, fordi de var for sjove til ikke at dele med andre. Og det er i virkeligheden denne bogs styrke.

”Men mens jeg ser fjernsyn eller stirrer ud gennem de tremmevinduer, der er drysset ud her og der i institutionen, er min yndlingsbeskæftigelse at lade, som om jeg er i koma, og lytte til lægernes og sygeplejerskernes samtaler. Denne forstilte mangel på tilstedeværelse afvæbner de voksne, så der kommer længere ucensurerede talestrømme; det er den eneste måde, hvorpå jeg kan få adgang til præcise nyheder og information.”

Jeg syntes faktisk den her bog er meget bedre end jeg havde troet den ville være, og den skal klart læses igen på et tidspunkt, og det havde jeg slet ikke regnet med. Jeg blev meget betaget af Ivan som person, og jeg syntes hans livshistorie var gribende, og det selvom han jo er en fiktiv person i modsætning til hvad bogen forsøger at lade os tro. Hvilket jeg syntes var endnu en fin detalje, for jeg er (desværre) ikke i tvivl om at der sikkert findes, eller har været, denne slags hjem med den slags børn, og at læse en historie om et bud på sådan et barn, gør at man måske ikke mister hele troen på os som mennesker og vores livsglæde. Grunden til jeg ikke giver den topkarakter er nok det faktum at jeg ikke brød mig om slutningen, mere vil jeg ikke sige om det, for det vil afsløre for meget. I sidste ende må jeg nok også indrømme at den lå så tæt på virkeligheden at det skræmte mig, hvilket nok også gør at jeg ikke kan give den topkarakter. Det lyder måske underligt, men jeg kan ikke forklare det anderledes end det.

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *