Cruel Beauty (Rosamund Hodge, 2014)

Betrothed to the evil ruler of her kingdom, Nyx has always known that her fate was to marry him, kill him, and free her people from his tyranny. But on her seventeenth birthday when she moves into his castle high on the kingdom’s mountaintop, nothing is what she expected—particularly her charming and beguiling new husband. Nyx knows she must save her homeland at all costs, yet she can’t resist the pull of her sworn enemy—who’s gotten in her way by stealing her heart.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Som I sikkert godt ved, så elsker jeg en god genfortælling af de klassiske eventyr. Cruel Beuaty er en genfortælling af Skønheden og & Udyret, som er et af mine absolut favorit eventyr. Måske var det også derfor at jeg havde ret store forventninger til historien. Der skete bare det, at de forventninger desværre ikke blev indfriet som jeg havde håbet på. Dertil skal det også siges, at jeg personligt syntes der blev blandet en genre eller to for meget ind i historien, hvilket gjorde at der var dele jeg ikke rigtig brød mig om.

Vores hovedperson, Nyx, er lovet væk til den ædle herre, men udover at hun skal være hans kommende ægtemand er det også meningen hun skal forsøge at slå ham ihjel, eftersom han er frygtet af hele byen/landet. Det er hvad Nyx er blevet opdraget til hele sit liv, og på mange punkter er det godt at hun kommer væk fra en familie, som i bund og grund ikke rigtig ser hende som en del af familien, men i stedet som et redskab for at opnå et mål.

”I dropped into my chair with a thump, my throat tight. Against all odds, I had found an ally. Someone who called me his hope and kissed my hand.”

Efter for nylig også at have genlæst den originale fortælling af Skønheden & Udyret, må jeg indrømme at jeg bryder mig endnu mindre om den her genfortælling. Der bliver blandet en del mytologi fra gammel græsk tro ind i historien også, og som sådan er der ikke noget galt i det, men jeg syntes det blev for meget og alt for forvirrende til den her historie. Pludselig er det ikke længere en historie om skønheden skal redde udyret, jo jo, det skal hun stadig, men nu bliver det i forlængelse også resten af verden hun skal redde fra de her mega sure guder. Det stemmer ikke helt overens i mit hoved, og det var en smule irriterende at komme på de her sidespor i historien på en eller anden måde.

Dertil er Nyx også lidt af en… ja, hvad er det pæne ord man kan bruge? For at sige det pænt, så er hun ikke just jomfruelig, og hendes valg på de punkter undrede mig en smule. Det startede ud med at hun næsten smider sig i armene på sin nye mand, selvom hun ikke har spor lyst, men fordi det er det hun er blevet opdraget til. Senere deler hun så sin opmærksomhed mellem to ’mænd’, og der går ret lang tid før hun begynder at føle skyld ved det faktum. Den såkaldte kærlighed hun udvikler til sin mand, kommer også meget underlig ind i historien, og den er alligevel ikke nok til at hun stadig vil gøre alt som hendes familie beder hende om.

”I forced myself forward. He was the enemy. I had to stop him.”

For at sige det lige ud, så har jeg læst en del genfortællinger efterhånden, og den her er desværre ikke en af de bedre, og jeg tvivler på at jeg vil mindes den om nogle måneder. Hvilket er synd, for da jeg læste bagsideteksten syntes jeg den lød rigtig spændende. Desværre udformede historien sig til noget helt andet end hvad jeg havde forventet, sådan er det bare nogle gange. Øv bøv, bedre held næste gang med at finde en ny genfortælling.

 

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *