På Kant med Livet (Jennifer Niven, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplaret.

17-årige Libby kæmper med sin fortid som ”USA’s tykkeste teenager”. Men hun har tabt sig og er mere end klar til at kaste sig ud i alt, hvad livet har at byde på: high school, venner og kærester. Alligevel har folk omkring hende svært ved at se, hvem der egentlig gemmer sig bag de mange kilo.
Jack er cool og sjov. Men i virkeligheden dækker den smarte facade over en ulykkelig hemmelighed: Jack kan ikke genkende ansigter – selv hans egne brødre er fremmede for ham. Så selv om alle tror, at de kender ham, kender han ingen. Og ingen får lov at komme tæt på ham.
Ikke før han møder Libby i en gruppe hos skolepsykologen. Lidt efter lidt finder de ud af at lægge deres vrede og sårede følelser til side og i stedet se – virkelig se – den chance for kærlighed, som ligger lige foran dem.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg kan huske da jeg færdiglæste den første af Nivens bøger, der var jeg grædefærdig og jeg låste mig næsten inde på toilettet i et kvarters tid for at få styr på mig selv. Det skete dog ikke med hendes anden bog. Jeg blev ikke nær så rørt, men dermed ikke sagt at bogen var dårlig. Den var skam stadig ganske god, og jeg blev bare rørt på andre niveauer. For bogen tackler stadig nogle livsbekræftende emner, og måske endda også spørgsmål omkring livet og ens plads deri.

Bogen skifter synsvinkel fra henholdsvis Jack og Libby, hvis liv på mystisk vis bliver viklet ind i hinanden, og der opstår et usandsynligt venskab imellem de to, som (lidt) forudsigeligt selvfølgelig også udvikler sig til lidt andet. Skolelivet der bliver fortalt og skildret fandt jeg ganske realistisk, så meget endda at jeg begyndte at finde nogle af Jacks kammerater gevaldigt irriterende. De var nogle ordentlige idioter for at sige det lige ud. Til gengæld kunne jeg rigtig godt lide den københavnske udvekslingsstudent som Libby stifter bekendtskab med. Hans rolle i historien er ikke særlig stor, men jeg syntes nu han var rigtig fin.

”Men den eneste, der skiller sig ud fra den stirrende, skræppende flok, er hverken min bror eller kvinden, som har ødelagt mine forældres ægteskab. Det er en pige, jeg ikke engang kender, den største pige i rummet.”

Af de to hovedpersoner Jack og Libby, foretrak jeg nok mest Jack. Hans problem virkede for mig mere hjerteskærende end Libbys vægtproblem. Hermed ikke sagt at jeg ikke godt kunne spejle mig lidt i Libbys problem fra tid til anden, men Jacks problem virkede bare mere sørgeligt og alvorligt. Det lyder måske en smule hårdt at sige, men det var sådan jeg havde det igennem bogen. Det bunder måske også ud i, at jeg fra tid til anden havde svært ved at forene mig med de handlinger som Libby gjorde. Jeg forstår udmærket at hun har en stor selvtillid og ikke er flov over sin størrelse, men den kæmpe store mængde selvtillid hun udviste stort set hele tiden, ja, ærlig talt så fandt jeg den en smule falsk og påtaget fra Nivens siden.

”Men jeg har det fint her. Det kan godt være, jeg taber mig. Eller også gør jeg ikke. Men hvorfor kommer min vægt andre mennesker ved? Jeg mener, medmindre jeg ligefrem sidder på dem, kan de så ikke bare være ligeglade?”

Bortset fra det så syntes jeg i det hele taget at det var en god bog. Jeg kunne godt lide at Niven tog fat på alvorlige problemer, uden at de skulle være nær så alvorlige som i hendes første bog. Det gjorde den en smule lettere, hvis det giver mening. Jeg er stadig lidt i tvivl om hvad jeg syntes om slutningen. På den ene side syntes jeg den var super fin, på den anden side faldt den også lidt ind under den forudsigelige del af bogen. Alt i alt er På kant med livet en rigtig fin bog. Den tager fat i nogle seriøse emner, uden at det bliver for tungt eller tekstbog-agtigt, og den gør det igennem nogle personer man kan relatere til på den ene eller den anden måde.

Jeg vil måske endda gå så langt at sige, at man faktisk bør starte med den her bog, og først bagefter læse Som stjerner på himlen, bare fordi den her kan lade op til hendes første bog. Det er selvfølgelig taget i betragtning af emnerne og måden de bliver behandlet på, for derudover har de to bøger intet med hinanden at gøre.

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *