Everything, Everything (Nicola Yoon, 2016)

(Automatisk barselsindlæg.)

My disease is as rare as it is famous. Basically, I’m allergic to the world. I don’t leave my house, have not left my house in seventeen years. The only people I ever see are my mom and my nurse, Carla.

But then one day, a moving truck arrives next door. I look out my window, and I see him. He’s tall, lean and wearing all black—black T-shirt, black jeans, black sneakers, and a black knit cap that covers his hair completely. He catches me looking and stares at me. I stare right back. His name is Olly.

Maybe we can’t predict the future, but we can predict some things. For example, I am certainly going to fall in love with Olly. It’s almost certainly going to be a disaster.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg må sige at der efterhånden findes en del bøger, især ungdomsbøger, der behandler den her ukendte/meget sjældne sygdom, der gør at vores protagonist skal leve i en såkaldt plastikboble. Det er godt nok ved at være nogle år siden jeg sidst har læst en, men ikke desto mindre bliver det ved med at være et emne som forfattere finder interessant at skrive om. For mit vedkommende betyder det bare, at de bliver nødt til at tilføje noget nyt til det her emne, som er blevet fortalt et par gange efterhånden. Everything, Everything formår dette på nogle punkter, mens den på andre punkter desværre ligger i samme kategori med de andre.

En af de forfriskende ting jeg især godt kunne lide ved den her bog, er det simple faktum at det denne gang er en pige vi følger med hendes såkaldte sygdom. De fleste andre bøger jeg kender til er det for det meste altid en dreng (som i sidste ende bliver fristet af nabopigen til at stikke af og sætte livet på spil), og derfor var det rart at få rollerne vendt om på den her måde. Måden hvorpå Madeline fortæller sin historie var også et friskt pust. Fremfor den sædvanlige lange historie er bogen spækket med små bidder af sjove informationer eller ting som Maddie, som hun senere kalder sig, finder interessante. Lige fra spoilers over de bøger hun læser, til transskriberede chatsamtaler med hendes nye ven.

”We stare at each other in a kind of shocked standoff for a few seconds. I’m shocked because I’m an idiot and I can’t believe that I said that. Carla’s shocked because I’m an idiot and she can’t believe that I said that.”

Taget i betragtning at Maddie skal forstille at have levet hele sit liv i sin metaforiske boble, så har hun et meget sundt syn på livet, også det hun ikke nødvendigvis kender noget til udenfor hendes boble. Det syntes jeg også var rart, at hun trods alt var i stand til at se tingene i et større perspektiv, at der ikke skulle sættes gang i den store uddannelse i livet. Maddie var ikke ignorant eller blødsøden på de punkter, men hun manglede bare lige det sidste skub for at sætte hende i direkte kontakt med omverdenen, og her træder Olly ind i historien.

”We slip into quiet. Above us the fan whirs softly, coaxing warm air around the room. Through the doors I hear the ding of the elevators and the low murmur of passing voices. A few days ago just a single day outside seemed like it would be enough, but now that I’ve had one, I want more. I’m not sure if forever would do.”

Jeg føler at Ollys rolle/historie havde en alt for lille rolle i den samlede historie, for med de brudstykker vi får fra Maddie, er det tydeligt at hans familie også har en del at kæmpe med. Der var faktisk tidspunkter hvor det irriterede mig at Maddie ikke tog kontakten til Olly op, fordi jeg egentlig gerne ville vide hvad der også skete med Ollys familie. Han gled for nemt ind og ud af historien, og han burde have haft en lille smule større rolle i det overordnede; mest af alt hans familie taget i betragtning.

For mit vedkommende var slutningen forudsigelig og så alligevel ikke. De store bidder af slutningen havde jeg forudset, men de små detaljer overraskede mig, hvilket var rart. Hvis de store detaljer havde formået at overraske mig, havde bogen nok også fået den sidste stjerne med, men sådan skulle det ikke være. Og det er her jeg bliver nødt til at smide den i føromtalte kategori af ungdomshistorier i bobler. For selvom den her var god på mange punkter, og forfriskende med en piges synsvinkel på hele historien for engangsskyld, så er det altså ikke min favorit i den her genre. Hvis man er interesseret i flere af den her type fortællinger kan jeg anbefale Going Out af Scarlett Thomas, der handler om en dreng der er allergisk overfor solen, eller The Boy in the Bubble af Ian Strachan, som er min absolutte favorit i den her kategori. Begge to er gode på hver deres måde, men jeg vil også tilføje at du bør have lidt lommetørklæder med til den ene af dem – jeg siger ikke hvilken, da det vil spoile lidt for meget.

 

You may also like

1 Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *