Skyggernes Dronning (C.J. Redwine, 2016)

(Automatisk indlæg i min barselsperiode.)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

The Shadow Queen – Skyggernes dronning er en mørk fantasy-fortælling inspireret af eventyret om Snehvide. Lorelai Diederich, kronprinsesse på flugt, har en mission: at dræbe den onde dronning, der tog Ravenspire-tronen og slog hendes far ihjel. For at gøre dette, må Lorelai bruge det ene våben, hun og dronning Irina har til fælles: magi. Lorelai bliver nødt til at være stærkere, hurtigere og mere kraftfuld end Irina, den farligste troldkvinde, Ravenspire nogensinde har set.
I det nærliggende rige Eldr får den næstældste prins Kol pludselig ansvaret for at redde sit kongerige, da Kols far og storebror bliver dræbt af en invaderende hær af trolde.
Kong Kol får brug for magiens kræfter, og hans eneste mulighed er at lave en aftale med dronningen af Ravenspire. Han skal være dronningens personlige jæger og bringe hende Lorelais hjerte.
Men Lorelai er slet ikke, som Kol forventede – hun er smuk, hård og ustoppelig – og på trods af hans brug af mørk magi tiltrækkes Lorelai af den lidenskabelige og plagede konge. Mens Lorelai kæmper for at være et skridt foran dragejægeren – som hun fatter langt mere sympati for, end hun burde – gør hun alt i sin magt for at ødelægge den onde dronning. Men Irina vil ikke give op uden kamp, og hendes sidste skridt kan koste prinsessen den ene ting, hun stadig har tilbage til at miste …

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

En genfortælling af Snehvide der har drager med i historien på en eller anden måde; allerede der var jeg solgt på den her bog. Historien var dog ikke helt hvad jeg havde troet den ville være, men ikke desto mindre så var den let læst og jeg var positivt underholdt igennem den. Det er dog også klart at den muligvis er tiltænkt et noget yngre publikum end hvad jeg er, men skidt pyt. Jeg var især begejstret for prologen, måden den var skrevet på syntes jeg var rigtig fængende, for man kunne genkende det klassiske eventyr, men stadig se de nye elementer som Redwine havde tilføjet.

I rollen som Snehvid, eller hvordan man nu lige skal formulere det, var jeg lidt i tvivl om Lorelai engang imellem. For det er tydeligt at hun er en stærk karakter, men hun virkede også ret så let at knække i nogle aspekter. Forholdet mellem hende og broderen var stærkt og ubrydeligt fra starten af bogen, og jeg kunne sagtens se hvordan han var med til at forme hende som person, og derfor skuffede det mig også en smule da han pludselig ikke var i billedet længere. Det virkede en smule for let, og Lorelai blev måske også en smule overdramatisk på nogle punkter i den forstand, og hendes reaktioner efterfølgende kunne jeg ikke helt forene mig med.

”Lorelais hjerte hamrede i brystet, og magien brændte i hænderne. Hun kunne ikke blive i den brændende stald. Hun kunne ikke springe direkte ned på jorden. Hun måtte improvisere.”

I modstykke til Lorelai har vi Kol, og han var svær at greje. Han startede ud med at være en idiot, for at sige det lige ud, for så at ændre sig flere gange i løbet af bogen. Han var nok den der gennemgik flest forandringer, og hvor nogle gav mening for historien, var det tydeligt at andre bare var smidt ind for at skabe dramatik og spænding mellem ham og Lorelai. For selv inden man er begyndt på bogen, kan man godt forudse hvad der skal komme til at ske mellem ham og Lorelai, og det til trods for hvor meget den onde Irina forsøger at forpurre det for dem.

”Hun var den stærkeste. Hun kunne overvinde dronningen.  Erkendelsen ramte hende som et slag. Hvis hun kunne overvinde dronningen, betød det jo også, at hun kunne have reddet Leos liv. Hun stirrede på sine hænder, mens sorgen fik hendes hals til at snøre sig sammen, og skammen gennemsyrede hendes hjerte.”

Der var faktisk enkelte gange jeg havde lidt medlidenhed med Irina. Der var et par gange hvor jeg faktisk var mere interesseret i hendes historie, end den jeg var i færd med at læse. Personligt føler jeg at Irinas baggrundshistorie og familieforhold var alt for lidt udnyttet. Jeg syntes i hvert fald at der ville være til en helt bog for sig selv, som jeg godt kunne finde interessant. Men sådan er det jo tit med de onde; der skal skabes en solid baggrund for hvorfor de opfører sig som de gør, og det syntes jeg var gjort rigtig godt med den her bog.

Da det endelig kom til det store opgør, må jeg indrømme jeg blev en smule skuffet. Hele bogen igennem blev der lagt op til den store magtkamp mellem Lorelai og Irina som to kæmpe magtkæmpere, og da det så skulle ske, var det bare som om det var overstået alt for hurtigt. Der var blevet enorm megen energi på at forklare den slags magi de to hver især brugte, og der var en del spændende eksempler igennem bogen, og jeg følte bare ikke det blev udnyttet til fulde i den såkaldte store magtkamp. På forunderlig – og forudsigelig – vis sejrede Lorelai alt for hurtigt, og Irina bukkede under alt for let. Det var nok den største skuffelse for mit vedkommende, og halvdelen af grunden til den ikke får den sidste stjerne. Den anden halvdel af den grund hænger også sammen med at bogen, som sagt tidligere, tydeligvis er skrevet til et noget yngre publikum end jeg. Der var scener jeg klart kunne se var skrevet for at glæde de unge teenage-piger, og hvis jeg selv var 15-16 år, ville jeg da nok også være vanvittigt forelsket i Kol, men det er jeg nu ikke engang, og derfor må jeg holde den sidste stjerne tilbage.

You may also like

2 Comments

  1. “Skyggernes Dronning” er en helt fantastisk bog!! Den bedste bog, som jeg længe har læst:0) Jeg elske alle de intertekstuelle referencer til “Snehvide”!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *