Februar Wrap-Up

Jeg havde faktisk ikke satset synderlig stort på at få læst enormt meget i februar, så derfor overrasker det mig hvor meget jeg rent faktisk har fået læst mig igennem. Med en fødselstermin om 3 dage, har der været en del andre ting, der har været en smule vigtigere i denne måned, for at få gjort en masse ting klar til den lille. Men jeg har da også haft tid til en del venindehygge hist og her, så vidt jeg har kunne holde til det, for som tiden skrider frem er det faktisk ret hårdt bare at gå rundt. Når baby ligger så lavt i mit bækken, bliver det pludselig en bedrift at stå at lave aftensmad. Måske er det også derfor jeg har fundet mere tid til at sidde stille og læse i den her måned, i forhold til sidste måned, hvor jeg var måske en smule mere mobil end jeg er nu.

Det er da også ret imponerende, syntes jeg i hvert fald selv, at jeg derfor har formået at få læst hele 8 bøger, så det er altså 4 mere end jeg havde planlagt/håbet på. Dertil har jeg fået læst de 4 jeg havde sat på min februar-liste, så alt i alt er jeg ret godt tilfreds. Jeg startede med at læse, hvad der viste sig at være den første bog i en duologi, The Girl from Everywhere, som var ganske underholdende, men med en bagsidetekst der lover tidsrejser, så følte jeg ikke der var helt nok af den slags. Men slutningen leder da hen på at jeg skal have fat i den efterfølgende bog, når den engang kommer. Til bogklubben i denne måned skulle vi læse Løgnens træ, som jeg havde det lidt blandet med. Jeg følte lidt den var ca. 150 sider for lang tid om at komme i gang, og herefter var der så mange ting der gik mig på, i forhold til hvordan hovedpersonen blev opfattet/behandlet. Den gik meget imod mit kvindesynspunkt, hvis man skal sige det sådan. Selve mysteriet i bogen var faktisk ganske godt, men der var en del småting der gik mig på, og ødelagde det en smule for mig.

Jeg opdagede pludselig at The Little Book of Hygge lå som lydbog på Mofibi, og tænkte at den ville jeg da give et forsøg. Det viste sig midlertidig at den bog ikke ligefrem egner sig som lydbog. Bogen i sig selv er jo meget fin og når man står med den fysisk i hånden, kan man næsten mærke hvordan der er lagt hygge ind mellem siderne, men som lydbog falder meget af det hygge fra. Det var derfor også lidt en blandet oplevelse, og på mange punkter følte jeg lidt jeg sad og lyttede til en lang reklame for danskhed og danske produkter, desværre. En anden lydbog jeg havde fat i var Cruel Beauty, som jeg også samtidig læste lidt løbende i min fysiske udgave. Det var en genfortælling af Skønheden og Udyret, men der var en hel del græsk mytologi inde over den også, som jeg havde svært ved at forlige mig med, og det gjorde det derfor til en lidt underlig historie, som jeg ikke helt kunne sætte op på siden af Skønheden & Udyret.

Et løbende projekt af mine, er at få færdiglæst diverse serier, og denne måned blev jeg færdig med Waterfire Sagaen, med sidste bind Havets Magi. Personligt syntes jeg det var en lidt for sukkersød slutning, men det må I læse mere om når min anmeldelse kommer i nærmeste fremtid. En anden bog jeg fik læst var knap så sukkersød, og en del mere skræmmende på flere punkter; The Handmaid’s Tale. Den dystopiske fortælling om en fremtid hvor kvinder bogstaveligt talt kun bruges til næsten en ting; at reproducere, og det på mærkværdigste vis. Det tog mig lidt tid at komme ind i historien, men så blev jeg også grebet, hele vejen frem til den meget åbne slutning, som efterlader en med en hel del spørgsmål og lidt skræmmende tanker.

Tilbage i efteråret sendte Turbine mig bogen Alting begynder med efterår, som jeg nu fik taget mig sammen til at læse. Desværre var det endnu en af den slags bøger, jeg syntes tog for lang tid om rent faktisk at komme i gang. Den blev fortalt fra flere synsvinkler, lidt for mange nogle gange, og det gjorde desværre at historien havde for lidt fart på. En ungdomshistorie fra krigstiden kunne ellers have været mere end hvad den var i den her bog, syntes jeg i hvert fald. Som den sidste bog den her måned valgte jeg noget let, i tilfælde af at baby besluttede at dukke op. Den smukke udgave af The Beauty & the Beast var en fornøjelse at læse, og jeg havde helt glemt hvor lang nogle udgaver af den fortælling var, hvor der var en del i den her udgave jeg havde glemt, så det var meget rart at få det opfrisket inden filmen kommer i næste måned (hvor jeg håber på at babybio tillader mig at komme ind og se den!).

Som sagt er min termin på fredag, altså om 3 dage, så hvis jeg pludselig forsvinder herfra bloggen, så er der altså en grund til det. Jeg håber dog lige på at kunne forberede at par indlæg til jer i de kommende par dage, ikke mindst med en fælleslæsning for den kommende måned, som jeg har fornemmet positiv respons på. Af samme grund har jeg også valgt at forlænge min konkurrence på ACOTAR til på mandag, så hvis du endnu ikke har deltaget, kan du nå det endnu. Ellers har jeg også planer om at vise hvad jeg har udvalgt som månedens udvalgte til marts inden weekenden. Nu vil jeg sætte mig tilbage i sofaen, slå mave oven på hjemmelavede pandekager, og mærke baby sparke tilbage fra tid til anden.

Hvordan har jeres februar måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i marts måned?

You may also like

3 Comments

  1. The Handmaids tale er en fantastisk bog. Jeg fandt en gammel filmatisering af den på youtube, som var virkelig dårlig. Men der er vist noget med at der en nyfilmatisering på vej? Eller er det noget, jeg har drømt? 😉

    1. Nej, det har du ikke. Jeg har i hvert fald hørt om at det amerikanske HULU vil filmatisere den som serie, med Alexis Bledel i hovedrolle, så vidt jeg også husker! 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *