Barselslivet #02

I fredags var der præcis 2 uger til termin. Og jeg må indrømme at jeg begynder at se frem til at baby rent faktisk kommer. For hvis jeg skal være ærlig, så syntes jeg maven er ved at være godt og grundigt i vejen. De små ting, som man til dagligt tager for givet (som at rejse sig fra sofaen) er pludselig blevet store forhindringer. Det betyder også at huset har fået lov til at stå lidt for sig selv på nogle punkter, noget så simpelt som at støvsuge kan jeg nemlig heller ikke helt holde til længere – lægen har i hvert fald sagt at den slags opgaver skal jeg holde mig fra.

Hvilket er en anden ting jeg ser frem til vejs ende – ture ind til byen for at tage til lægen eller jordmoderen. Det er som sådan ikke fordi de besøg i sig selv er slemme, det er bare det faktum at jeg skal frem og tilbage hele tiden og så igen, når det hele bare bliver mere og mere besværligt med maven og at manøvre mig rundt omkring. I lang tid nu har min jordmoder (og læge for den sags skyld) nemlig ikke været tilfreds med mit blodtryk – hvilket også resulterede i at jeg startede min barsel en uge før planlagt – og derfor skal jeg ind en gang om ugen for at tjekke op på det. Og det er da klart at mit blodtryk er for højt, når jeg skal bruge energi og kræfter på at traske igennem byen og op af trapper, i modsætning til når jeg sidder hjemme i sofaen med fødderne oppe. Men på den anden side skal jeg nok også bare være glad for, at læge og jordmoder er opmærksomme og holder øje, for i værste tilfælde hedder det svangerskabsforgiftning. Det er ikke just noget jeg har sat mig alt for meget ind i, men hvis det skulle ske at det kom – hvilket det kan gøre fra den ene dag til den anden – så ville det betyde at baby skal ud, og det lige med det samme. Så med det i betragtning skal jeg vel bare være glad for at der bliver holdt øje med mig, det er bare mere og mere besværligt at skulle bevæge mig fra A til B igennem byen. Især når alle folk sender de samme blikke og griner den samme kluklatter hver gang man kommer vraltende med sin kæmpe gravide mave. Det er en ting jeg ikke helt forstår; hvorfor er det lige præcis den der kluklatter der skal følges med en stor gravid mave? Og især af ældre folk, deres blik drages nærmest magnetisk til maven, som om jeg slet ikke eksisterer. Men det er vel bare noget jeg må vænne mig til, for når først baby kommer, så er det der al opmærksom hed ryger hen.

Udover at huset får lov til at vente lidt med rengøring, så er vi så småt ved at være klar til baby på de praktiske punkter. Jeg har efterhånden fået vasket næsten alt tøj, tæpper og diverse så alt det er klart. Vuggen er gjort klar og venter bare på at baby skal sove, det samme er liften, som vi har valgt at bruge som seng de første måneder, når baby alligevel skal sove inde ved os i soveværelset. Puslebordet er pakket og klart med alverdens gratis ting vi har fået samlet ind fra de startpakker man kan hente rundt omkring i butikkerne. Vi/jeg har efterhånden fået fat på alle dem der er noget værd at få fat på, og det betyder at vi allerede nu har et lille lager at bleer i forskellige mærker, alverdens cremer og salver, vådservietter, sutter, små bamser og andre småting man kunne få brug for til de første par uger (måske måneder, alt efter hvor meget man bruger af tingene) med baby. På de praktiske områder er vi klar; spørgsmålet er bare om vi er klar mentalt.

Forleden morgen tror jeg faktisk vi blev enige om et navn. Vi snakkede om noget helt andet, da vi begge begynder at snakke om, at når vi tænker på baby og omtaler baby, så havde vi begge et navn i tankerne, som efterhånden sad fast, og blev brugt ved intern omtale. Vi kiggede lidt skævt på hinanden, og efter et par øjeblikke fik vi fremstammet om det så var det samme af de 4 vi havde tilbage fra listen. Det var det ikke helt, men alligevel var det. Det navn Kæresten havde i tankerne, havde jeg blot afskrevet af en årsag jeg troede han ikke ville vælge det, og derfor havde jeg tænkt et andet, men da jeg fandt ud af, at han var til det første navn, blev vi hurtigt enige om det da var hvad bettemusen skal hedde.

You may also like

2 Comments

  1. Åh ja, det famøse blodtryk. Det var også årsagen til at jeg blev sat i gang 14 dage før. For en sikkerhedsskyld. Jeg har døjet med forhøjet blodtryk siden jeg var barn, så for mig virkede det lidt voldsomt (var til ekstra undersøgelser ved to forskellige læger udover den normale), men samtidig rart at de virkelig tager det seriøs. Man føler at man er i gode hænder i hvert fald. Blev kun lidt nervøs fordi min mand var født under svangerskabsforgiftning – under stor drama, men det var dengang, i dag er de meget bedre til det, da man kan sænke blodtrykket med medicin. Så ja de holder bare øje for at være ekstra ekstra opmærksomme.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *