Spejlbyen (Justin Cronin, 2016)

Tak til Lindhardt & Ringhof for anmeldereksemplar.

Afslutningen på DEN FØRSTE og DE TOLV – en international og forrygende anmeldt bestsellertriologi, hvori Justin Cronin tegner et skræmmende billede af civilisationens sammenbrud og menneskehedens desperate kamp for overlevelse. Vampyrlignende væsner smittet med en særdeles smitsom virus har overtaget verden. Små kolonier af overlevende mennesker må leve side om side med disse overnaturlige væsner, der konstant er på jagt efter nyt blod. Nu er alt stille, men varsler stilheden enden på mareridtet eller evig mærke? Kan de overlevende genopbygge samfundet og skabe en håbefuld fremtid? Forude venter den absolut sidste kamp mellem lys og mærke.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

For godt og vel 6-7 år siden faldt jeg over den første bog fra Cronin, ganske godt tituleret med den danske titel Den Første. Jeg kan huske at jeg intet havde hørt om den, men den så flot ud og den var tyk. Tykkelsen kan jeg huske var vigtig for jeg havde brug for bøger der kunne holde i længere tid end den hastighed jeg havde med at sluge bøger. Det viste sig bare at Den Første var en af den slags bøger der holdte mig vågen til langt ud på natten, med spænding til de sene nattetimer. Det skulle jo vise sig at være den første bog i en trilogi, og af en eller anden grund skulle der gå næsten 6 år før vi fik slutningen på de mange historier der flettes sammen.

Man kan vist kun kalde det en multiplot-bog, hvilket jeg personligt syntes er et sats. Jeg har det lidt med multiplot-bøger, som jeg har det med multiplot-film; de skal kunne noget særligt med deres mange plots, ellers er det bare unødigt fyld. Heldigvis er der noget at komme efter ved hver enkelt karakter i Cronins univers, og jeg er vild med at de alle sammen spiller deres betydelige rolle på et eller andet tidspunkt i løbet af den lange historie. Der er dog et par enkelte som træder mere i kraft end andre, og man kan vel kalde Peter Jaxon for en slags hovedkarakter; hans rolle er i hvert fald vigtig i hver enkelt bog. Alt imens alle de andre historier udspiller sig omkring ham, men det har ikke gjort mig noget. For som sagt så spiller hver karakters historie en rolle i det store billede. Alle lige fra Sara til den nye generation der præsenteres i denne bog.

En anden ting Cronin ikke ligger skjul på er grusomheden ved verden. Givet vis udspiller hans historie sig i en postapokalyptisk verden, hvor menneskeheden trues af en fatal virus, men samtidig fremhæves det menneskelige også i den del af hverdagen der portrætteres.

”Der var dukket flere overlevende op, siden dagen gryede, men det var ikke mange. Synet af så mange lig var hjerteskærende og kvalmende. Gribbene havde kastet sig over dem og hakkede i kødet. Det var ikke et syn for børn. I løbet af natten havde Sara talt hoveder. Der var 654 personer i nødrummet, mest kvinder og børn.”

En lille ulempe ved at bøgerne er så lange, med så mange karakterer og at der er gået så lang tid mellem udgivelserne, var den tid det tog mig at komme tilbage til historien. Jeg tror jeg skulle godt og vel over 100 sider ind i bogen før den virkelig fangede mig. En stor del af det var det faktum at jeg simpelthen havde glemt en god portion af hvad der var sket i de forrige to bøger, og hvor hver enkelt karakter var endt. Men efter de første ca. 100 sider så kom der også noget mere gang i historien og tingene tog til i spændingskurven.

Jeg kunne også godt lide det faktum at vi blev præsenteret for et mindre hold nye karakterer, som også fik en betydelige rolle i historien. Nogle gange kan nye personer på den måde alt for nemt komme til at være for overfladiske, men det gjorde de ikke her. Tværtimod, på nogle punkter var det lidt som der var mere liv i de nye personer end dem man har læst rigtig meget om.

”Et liv havde forladt dem, og nu var to kommet til dem. Pims ansigt skinnede af lettelse, og hun havde allerede sin datter i favnen. Sara skar navlestrengen over, vaskede den lille dreng med et fugtigt håndklæde og viklede ham ind i et tæppe. Så gav hun ham igen til Caleb. En uventet længsel skyllede ind over ham. Hvor ville han dog have ønsket, at hans far havde været her. Han havde holdt den følelse stangen i ugevis. Men da han stod med sin søn i armene, kunne han ikke gøre det længere. Tårerne strømmede fra hans øjne.”

En enkelt ting som jeg har svært ved at forene mig med, det er slutningen. Eller jeg skal måske nærmere sige epilogen. For selve slutningen på historien var jeg rigtig godt tilfreds med, og da jeg opdagede at der var en epilog blev jeg først glad. I første omgang tænkte jeg, at jeg ikke behøvede at sige farvel helt endnu til de karakterer som jeg havde fulgt så længe; sådan skulle det bare ikke være. Epilogen er nærmest som en separat historie, der lige ganske let til sidst bliver bundet på den enorme historie man har læst om indtil da. For at være ærlig irriterede det mig en smule. På den ene side kan jeg godt se funktionen i epilogen, men jeg kunne også godt have været foruden den. Historien er stærk nok til at stå alene uden den.

Uanset hvad, så har Justin Cronin virkelige fået skrevet en stabil og stærk trilogi. Den er barsk, men også livsbekræftende på så mange andre områder. Han har fanget det skrækkelige ved menneskeheden, men også det blide og menneskelige. Det lyder måske paradoksalt, men historien kan altså noget på de punkter. Det er en dystopisk fremstilling af hvor galt det kan gå, men også en håbefuld fortælling set fra de få synspunkter som altid vil blive ved med at kæmpe for overlevelse. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den på det kraftigste, og jeg tror selv jeg skal læse den forfra på et eller andet tidspunkt igen.

You may also like

2 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *