Movie of the Month #04 – Valentins

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger.

Denne måneds filmfokus er lidt anerledes end sædvanligt. Jeg har ikke den store tid til over til at gå i biografen for tiden, ej heller koncentration til at se mange nye store film herhjemme. Men, men, derfor syntes jeg ikke I skal snydes for lidt filmmagi, eller i hvert fald inspiration til samme. Eftersom i morgen er Valentins dag (og hele verden skal gøre dette bemærket, ingen undtagelse her) og du måske ikke lige har overskud til at sætte dig med en hel bog af romantisk kvalitet, har jeg samlet 5 små filmperler af romantisk kvalitet, som du måske bedre finder overskud til at se. Hovedsagen er at de alle har rødder i bøgernes verden, og hvis man har modet kan man altid læse bogen bag filmen bagefter.

  1. Pride & Prejudice

Man kan næsten ikke lave en liste uden at have P&P derpå, især ikke når det kommer til romantik. Det kan godt være at Austen ikke arbejder med den flamboyante romantik som vi er vant til i dag, men den subtile og dybe romantik er nogle gange lige så god, hvis ikke bedre. Hvad enten man vælger den klassiske BBC version eller den nyere 2005 udgave, så er historien tidsløs og altid hver et gensyn. Det er lige meget om vi har besøgt Lizzie og Mr Darcy utallige af gange, man kan altid falde i svime over de dybtfølte kærlighedserklæringer imellem de to. Og hvis man vælger den klassiske BBC udgave kan man sætte sig til rette til 5 underholdende timer.

Mange siger at Austens bøger kan være svære at læse sig igennem, hvilket jeg sommetider godt kan se, og her kan diverse filmatiseringer være en hjælp, hvis man har modet på at læse bøgerne bagefter.

  1. The Notebook

Jeg tror efterhånden ikke man vil kunne finde en ung kvinde i dette 21 århundrede, som ikke har set The Notebook. Nicholas Sparks har efterhånden sat sig godt og grundigt fast på den plads der hedder ulykkelig kærlighed, men som vi alligevel ikke kan få nok af. Historien om Noah og Allie spænder sig over et helt liv, og man kan ikke lade være med at føle sammen med dem. Man skal blot huske at have lommetørklæder klar til denne romantiker.

Jeg har ikke selv læst bogen bag denne film, men har ladet mig fortælle at måden den bliver fortalt på er ganske anerledes end filmen, hvilket forandrer en del ved historien.

  1. Gone with the Wind

En anden klassiker vi næsten heller ikke kan komme udenom er Gone with the Wind. Historien om den viljestærke Scarlet og den standhaftige Rhett har trodset mange år, og står stadig stærk som en fortaler for tidernes romantik. Det er den klassiske fortælling om hvem der skal forestille at stå stærkest i forholdet, og hvem vedholder den plads, nogle gange på bekostning af kærligheden.

Bogen bag filmen skulle være noget lang, og jeg må indrømme at jeg aldrig selv har fået den læst. Igen er det nogle gange rart at kunne sætte sig til rette med filmen i stedet for, og så tænke sig til den dag man får tiden til at læse bogen.

  1. Me Before You

Hvor vi i de sidste 10-20 år havde Nicholas Sparks, har vi i de ca. seneste 5 år yderligere haft Jojo Moyes til at få os til at sukke efter kærligheden og græde i stride strømme. Det er ikke mindst hvad hun gør med Mig før dig og historien om Lou og Will, der er dømt til at mislykkedes fra start af. Alligevel sidder vi utålmodigt og venter på de berømte ord, og håber på en bedre slutning, selvom vi ved den aldrig kommer. Det er endnu en film hvor lommetørklæder vil være en rigtig god ide.

For en gangs skyld er det en af de film, der følger bogen rigtig flot, og begge dele er fantastiske, som du kan læse lidt mere om her.

  1. Bridget Jones

Som en sidste, måske lidt mere let romantisk film, har jeg valgt Bridget Jones. Det er den lidt ukonventionelle kærlighed, men måske også den mest realistiske af sin slags, som de fleste single kvinder vil kunne forholde sig til i dag. Hvad enten man ser den første, den anden eller den tredje film, så vil man holde med Bridget som formodet singlepige, men samtidig sidde og håbe på prinsen på den hvide hest kommer og redder hende til slut.

Dette er en af de sjældne gange hvor jeg foretrækker filmene over bøgerne, og det hænger muligvis sammen med at jeg har set filmene så mange gange før jeg nogensinde fik taget mig sammen til at læse bøgerne.

Jeg håber I føler I har fået lidt valgmuligheder til i morgen aften, hvis I skulle sidde alene. Eller hvis I sidder veninderne sammen, eller sammen med kæresten. Uanset hvad, så kan man næsten altid finde nogle man kan sidde sammen med i sofaen og nyde en god film.

Rigtig glædelig Valentinsdag til jer alle sammen i morgen.

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *