The Princess & the Goblin (George Macdonald, 1872)

Princess Irene lives in a large house, ‘half castle, half farmhouse’, on the side of a mountain. She is cossetted and loved by the whole household, who look after her while her ‘king-papa’ is away travelling his kingdom. Little do they know that an army of goblins far below the ground is planning to storm the castle. To defeat them, Irene must rely for help on the miner boy, Curdie, and on her beautiful, mysterious great-great-grandmother, who secretly inhabits the castle tower.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f7b

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

The Princess & the Goblin bliver lidt præsenteret som et eventyr, og jeg kan sagtens se nogle elementer af eventyr i den, men i det store hele er jeg ikke helt enig i at det er et eventyr som man normalt kender det. Det ændrer da ikke på at det er en rigtig sød historie, på trods af en prinsesse som kan være lidt irriterende fra tid til anden. Det er også lidt som om der er to historier i bogen; historien om Irene og hendes familie og historien om troldene og deres onde plan om at få hævn over kongen, Irenes far.

Af de to historier var det nok historien om drengen Curdie og hans eventyr i minerne der interesserede mig mest. Det hænger sammen med hans snigen omkring og udspionering af troldene under jorden, for det er her den virkelig plan udvikler sig. Det vil altså sige planen fra troldenes side, om at få hævn over Kongen. Curdies historie havde lidt mere drama over sig, hvorimod Irenes historie mest af alt var en smule barnlig og naiv fra hendes synsvinkel.

”Her failure to find the old lady not only disappointed her, but made her very thoughtful. Sometimes she came almost to the nurse’s opinion that she had dreamed all about her; but that fancy never lasted very long.”

fullsizeoutput_f7c

Det er da klart, at når nu det er en historie for børn så skal den også tilpasses til den alder, hvilket også kan mærkes på Irenes del af historien. Og på nogle punkter er der også noget sødt ved en pige, der opdager en magisk bedstemor, som ingen andre må vide noget om. Aspektet med at have en hemmelighed som ingen andre må vide noget om, i frygt for at det skal forsvinde tilhører netop den del af barndommen. Det ændrer dog ikke på det faktum at jeg fandt Irene som barn/karakter en smule irriterende. Hun var for mit vedkommende mere irriterende og bedrevidende end sød og bedårende.

”Irene clung round his neck, and he ran with her like a deer. When he entered the gate into the court, there sat the king on his horse, with all the people of the house about him, weeping and hanging their heads. The king was not weeping, but his face was white as a dead man’s, and he looked as if the life had gone out of him.”

Alt i alt var det en ganske sød historie, men det var desværre heller ikke en der satte sig synderligt stærkt fast i hukommelsen. Jeg har senere fundet ud af, at der faktisk er mindst en bog mere i om Irene og Curdie, men om jeg vil læse den, må jeg indrømme jeg ikke har taget stilling til. Som sagt var det en ganske sød historie, men den gjorde heller ikke rigtig mere end det. Den rørte ikke som sådan noget hos mig, som mange andre børnebøger har gjort før i tiden. Og det mener jeg er vigtigt især med børnebøger til de yngre. For hvis de kan røre voksne når de læser den, så kan de kun ramme endnu mere plet hos børnene, hvilket denne her desværre ikke gjorde helt og aldeles for mit vedkommende.

You may also like

2 Comments

Leave a Reply to Rikke Møller Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *