December Wrap-Up

Det føles som om december er kommet og gået alt for hurtigt, jeg føler jeg har haft ufattelig travlt og alligevel formået at slappe af gevaldigt, og trække stikket ud og bare nyde dagene i godt selskab. December er jo måneden for sammenkomster på kryds og tværs, og jeg har da også været til 3 sæt julefrokoster heldigvis fordelt over hver deres weekend, så de ikke klumpede sig helt sammen og jeg ikke kunne holde til meget andet. Alligevel er weekenderne forsvundet i en tåge af julehygge, julebag og familie og venner. På arbejde har der heldigvis været skruet lidt ned, hvilket jeg har været meget taknemmelig for, eftersom bettemusen begynder at gøre sig mere og mere bemærket i mit maveskind og jeg bliver forpustet af de mest irriterende ting.

Udover julefrokoster har december måned også budt på flere dage med babyforberedelser, det vil jeg komme mere ind på i et kommende indlæg, en tur i biografen for at se den nye Star Wars film, som var en del af Kærestens gave da han også fyldte år denne måned – rundt endda! Weekenden før jul var derfor afsat til at fejre Kæresten med hele familien, inden vi nogle dage senere drog sydpå til hans familie for at fejre jul hos dem. I år var en ganske stille og rolig jul, hvilket var rigtig rart taget i betragtning hvad vi sikkert kan forvente os næste år.

fullsizeoutput_f6b

Jeg ved ikke om det har været lidt december-blues, eller hvad der har hængt over hovedet på mig (eller om det bare har været ren og skær udmattelse), men mit energiniveau til at læse i denne måned var meget lav. Heldigvis findes der små korte bøger, man kan finde julestemning i udover de store lidt tungere bøger jeg også har haft fat i. I det hele kom jeg da op på 7 bøger, heri også et par lydbøger og nogle hængepartier fra sidste måned, der tog lidt længere tid at komme igennem end jeg havde regnet med – mest af alt fordi jeg ikke kunne finde tiden til at få dem læst, for de var rigtig gode.

Af julebøger fik jeg læst to; The Night Before Christmas og A Merry Christmas and Other Christmas Stories. Begge har jeg allerede skrevet anmeldelser af, som I kan læse her og her. The Doctor kom også på julevisit, i lydbogen The Twelve Doctors of Christmas, som var en novellesamling med 12 historier fra de 12 forskellige Doctors, alle med jul som tema. Den var meget sjov at høre, især fordi man tydeligt kunne høre hvornår det var den ene Doctor frem for den anden, der var klare personligheder at bemærke. En bog som måske ikke var så meget julet, men blot havde et vintertema var The Snow Child, som jeg blev færdig med på juleaften sjovt nok. Jeg havde lidt svært ved at komme i gang med den til at starte med, men som siderne vendte sig selv, blev den bedre og bedre, og jeg blev mere og mere fanget af de personer og deres forhold i bogen.

Ellers måtte jeg næsten tvinge mig selv til at færdiglæse den lille bitte Black Penguin Classic The Night is Darkening Round Me, en lille digtsamling af Emily Brontë, og jeg må nok desværre bare indse at digte slet ikke er mig. For selvom jeg da godt kunne se mange af dem var smukke, så blev jeg slet ikke rørt på samme måde, som jeg ved mange andre mennesker kan blive at digte. En bog der til gengæld rørte mig stort var den sidste bog i Justin Cronins trilogi, Spejlbyen. Det var en ordentlig moppedreng at komme igennem, men hold op den var værd at vente på! Jeg er stadig lidt i tvivl om hvordan jeg skal have det med epilogen, men det må I vente på min anmeldelse for at høre mere om. Derudover fik jeg også endelig slutningen på Claudia Grays Firebird trilogi med A Million Worlds With You, som også var værd at vente på. Det er to vidt forskellige trilogier og jeg er vild med dem hver især for hver deres specielle historie. Cronins overvejer jeg at genlæse på et eller andet tidspunkt, men de er simpelthen så tykke at det bliver et større projekt. Firebird trilogien kunne jeg nok godt genlæse på en uge eller 2, hvilket jeg også stærkt overvejer, for der er virkelig nogle personer der har sat sig fast hos mig.

fullsizeoutput_f6d

Månedens anbefaling: Det kommer nok derfor heller ikke som nogen overraskelse at jeg vil anbefale Firebird trilogien. Den har så mange ting, og jeg har i sinde at skrive et indlæg om hele trilogien for sig selv, for at gøre den retfærdighed. Så i mellemtiden syntes jeg bare du bør få fingrene i den og læse den, så du kan hoppe med på bølgen.

Januar tror jeg bliver svær at spå hvordan den kommer til at se ud. Jeg har 2 ½ uge tilbage på arbejde inden jeg går på barsel, og der er en del ting jeg gerne skal nå inden jeg går på barsel. På hjemmefronten er der en del ting der skal ses til; vores kontor ligner jeg ved ikke hvad, og det er mit personlige oprydningsprojekt til når jeg går på barsel. Det inkluderer blandt andet også mine bogreoler, som efterhånden har ladet stå til i alt for lang tid. De er stadig godt fyldte med ulæste bøger, så på den front har jeg masser at se til. Problemet er bare snart at kunne finde rundt i de mange ekstra stakke der har sneget sig ind på hylderne fordi der ikke rigtig er plads til dem ellers.

Hvordan har jeres december måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i januar måned?

You may also like

4 Comments

  1. Glædelig jul til dig! 🙂

    Åh, The Snow Child – havde det som dig, skulle lige ind i den, men så kunne jeg heller ikke stoppe igen. Den er simpelthen så fin, så fin.

  2. Jeg fik slet ikke læst vinter- eller julebøger i december.. The Snow Child er en bog som jeg har ønsket mig i lang tid, jeg tror næsten du har overbevist mig om at købe den når vi når til december 2017!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *