Half Bad (Sally Green, 2014)

Sixteen-year-old Nathan lives in a cage: beaten, shackled, trained to kill. In a modern-day England where two warring factions of witches live amongst humans, Nathan is an abomination, the illegitimate son of the world’s most terrifying and violent witch, Marcus. Nathan’s only hope for survival is to escape his captors, track down Marcus, and receive the three gifts that will bring him into his own magical powers—before it’s too late. But how can Nathan find his father when there is no one safe to trust, not even family, not even the girl he loves?

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f21

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Endnu en af de bøger jeg har haft stående på hylden, i hvad der ligner uendelig lang tid. Det er en af de bøger der tiltalte mig på heksekonceptet, og jeg ved faktisk ikke hvorfor det har taget mig så lang tid at få den læst; ikke andet end der har været så mange andre bøger der tog præcedens. Nu efter at have læst den, sidder jeg måske også lidt tilbage med en underlig følelse, for der er ting jeg var ret vild med, men også en del ting der irriterede mig.

Selve den verden der er bygget op i Greens hekseverden fungerer, for mit, vedkommende overraskende godt. Ideen med at der er sorte og hvide hekse er jo en meget gammel ide når det kommer til hekse, og Green har bare trukket den linje endnu mere tydelig. Vi følger historien fra Nathans synsvinkel, en teenage dreng, som desværre lever med det faktum at han er halvt af hvert, hvilket komplicerer livet en hel del for ham. Ikke nok med at hekserådet, eller hvad man nu lige skal kalde det, hele tiden vil holde mere og mere øje med ham, og næsten på en Big Brother facon overvåge hvert eneste bevægelse han foretager sig, så skal han også døje med doser af had fra dele af sin familie.

”After the fight I leave school at lunchtimes and hang out in the streets nearby, avoiding the O’Briens and everyone I can, but it’s a miserable existence and within two weeks I’ve had enough of hiding.”

fullsizeoutput_f20

Nathan er faktisk en ganske god hovedperson. Dog irriterede fortællestilen mig på nogle punkter. Bogen er delt ind i sektioner, og fortællestilen skifter henholdsvis mellem jeg-fortæller og en slags 2. Persons-fortæller. Jeg-fortælleren havde jeg intet imod, og den foretrak jeg hele vejen igennem, men 2. persons-fortælleren irriterede mig. Den passede ikke ind i mit hoved, og jeg kunne ikke forene de to personer på nogle punkter, og eftersom den startede med 2. persons-fortæller, gik der desværre lidt tid for mig, før jeg forbandt de to fortællere som den samme. Hvilket er ret ærgerligt, for Nathan var en ret herlig fortæller, hans måde at forholde sig til verden er måske en smule naiv og uskyldig, men han fortæller det godt.

”I’m not sure I should tell him what happened today. I’m not supposed to leave the apartment, but maybe if I tell him about the Hunters he’ll take me to Mercury. I decide to tell him. But when I open my eyes Gabriel has gone.”

Der er stadig en del plothuller der mangler at blive fyldt ud, men eftersom det jo er en trilogi, skal der vel være plads til den slags. Jeg syntes dog alligevel at forholdet med Nathan og Analiese kunne være udforsket noget mere. Jeg syntes på nogle punkter det var meget overfladisk, og det blev tydeligt fra tid til anden at det fra Nathans side især var fysisk tiltrækning, der vedligeholdt hans fascination hos hende. Hun er også utrolig fraværende i hele historien til at kærlighedsforholdet, i hvert fald efter min mening, endnu er andet end en forelskelse. Der mangler altså noget mere for at det kan blive den der nærmest udødelige romance for at redde hinanden fra verdens ondskab.

En yderst positiv ting ved den her, er den engelske lydbogsoplæser. Jeg kan ikke huske hvad han hedder, men uanset hvad, så har han den mest fascinerede og herlige nordbritiske accent, og den fangede mig fra start af. Nu hvor jeg er begyndt på bog to, er jeg yderst glad for at det er den samme oplæser. Man har nemlig før oplevet at oplæsere bliver skiftet ud fra bog til bog.

Selvom jeg havde en lidt flad oplevelse med den første bog om Nathan, læser jeg alligevel videre. Slutningen på den første bog var lidt cliff-hanger-agtig, og det gør automatisk at jeg bliver bare lidt nysgerrig. Så jeg kan kun håbe at historien bliver bedre bog for bog.

(EDIT: Jeg begyndte på bog 2, men indså halvvejs igennem den at jeg faktisk var ret ligeglad med hvad der skete for Nathan og de andre. Derfor er det endt med at jeg har droppet den her serie, og har i stedet ladet mig fortælle/spoile hvad den slutter med fra en der har læst hele serien, og var glad for den.)

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *