Gravide tanker

Denne weekend får I et af de lidt mere personlige indlæg, for i den her weekend gik det op for mig (os) hvor lang tid der faktisk er gået, og hvor lang tid der egentlig er tilbage inden vores lille familie bliver udvidet. Det er stadig meget svært at forholde sig til nogle gange, men når jeg kigger ned, kan jeg jo godt se at maven er blevet noget større de sidste par måneder. Hvilket mit tøjskab også vidner på, eftersom jeg har måtte rydde gevaldigt ud og flytte nyt ind, som jeg rent faktisk kan være i! Det er især underligt at tænke på, at der vokser noget levende inden i mig som der gør.

Kalenderen siger nu 24 uger, hvorfor der er de 16 tilbage (plus, minus alt efter hvilket humør det viser sig at baby er i). Vi er altså over halvvejs, og jeg er begyndt at kunne mærke liv oftere og oftere. Især når jeg sidder stille, så er det som om der skal ske noget i maven, og der bliver møffet rundt hele tiden, og jeg får spark i blære og hvad der nu ellers kommer i vejen. At køre bil er også en dejlig ting har jeg fundet ud af. Der kan ikke gå mere end 10-15 minutter før jeg kan mærke de der herlige små skub, som jo så gør, at hvis jeg ikke skulle tisse før, så skal jeg da i hvert fald nu. Det er vildt underligt at kunne mærke noget levende i maven på den måde, men samtidig er jeg også allerede blevet meget vant til det, og hvis jeg ikke lige mærker noget i nogle timer, bliver jeg alt for hurtigt nervøs og begynder at panikke. Hvilket jeg godt ved er dumt, for alt er sikkert som det skal være, men jeg kan godt allerede mærke at jeg gerne vil have at alt er som det skal være for den lille.

At være gravid bringer også flere forskellige udfordringer med sig. Rent fysisk for mig har det sine udfordringer; bare det at binde sine sko bliver sværere og sværere for hver dag, og jeg tænker at velcro må være vejen frem. Visse madvarer, som jeg før i tiden elskede, kan jeg mærke jeg ikke kan spise i så store mængder. Jeg plejede altid at elske popcorn når vi var i biografen, men det er først for nylig at jeg er begyndt at kunne udholde duften af dem. Det er vildt hvor meget man pludselig ser sig villig til at ofre for sådan en lille person, som kræver så meget af en uden selv at være klar over det. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg jo stadig ’kun’ er gravid, ungen er jo ikke engang kommet til verden endnu!?

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *