Carry On (Rainbow Rowell, 2015)

Simon Snow is the worst chosen one who’s ever been chosen. That’s what his roommate, Baz, says. And Baz might be evil and a vampire and a complete git, but he’s probably right.

Half the time, Simon can’t even make his wand work, and the other half, he sets something on fire. His mentor’s avoiding him, his girlfriend broke up with him, and there’s a magic-eating monster running around wearing Simon’s face. Baz would be having a field day with all this, if he were here—it’s their last year at the Watford School of Magicks, and Simon’s infuriating nemesis didn’t even bother to show up.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f1a

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Carry On er nok en af de bøger, der har fået utrolig god omtale, og det skal den da også have. Men det var også af den grund, at den var en smule frygtindgydende at gå i gang med. For tænk nu, tænk nu hvis den ikke levede op til al den hype den havde fået i sine mange anmeldelser? På den anden side, af de bøger jeg efterhånden har fået læst af Rainbow Rowell, så har hun endnu ikke skuffet. Carry On skulle da heller ikke være en undtagelse på det punkt.

Det er meget tydeligt fra starten af Carry On universet skal forestille at være stærkt inspireret af Rowlings Harry Potter univers. Magien er der, dog en smule anerledes, og jeg var især sjovt glad for den måde sproget var blevet inkarneret i Rowells magi. Jeg syntes det var sjovt hvordan sangtekster og faste ordsprog udgjorde de stærkeste besværgelser. Og alligevel brød vores helt, Simon Snow, med normen i at være ualmindelig magisk og ikke altid have behov for disse besværgelser. Hele ideen med at Snow er ved at springes – ret bogstavelig talt – af magi, fandt jeg især interessant, for det gav en anden vinkel på spørgsmålet om magien i Rowells univers. Snow som hovedperson fungerer på mange punkter rigtig godt. Han er lige dele helt og lige dele ikke-helt. Han er til tider ynkelig nok til at man ikke kommer til at idoliserer ham alt for meget, men også lige på grænsen til at han ikke bare bliver træls.

”I’ve never been attacked in my room before – this would be a first. I sit up and turn the lights on without trying. That happens sometimes, with small spells, when I’m stressed. It’s not supposed to. Penny thinks it might be like telepathy, skipping the words to get straight to the goal.”

Jeg havde ikke regnet med at bogen ville være fortalt fra flere synsvinkler, og lige de første par kapitler irriterede det mig faktisk. Men som bogen skred frem, blev jeg kun mere og mere glad for skiftet mellem de forskellige. Dog var der enkelte kapitler/synsvinkler som jeg syntes kunne have være gjort bedre. Kapitlerne fra the Mage var jeg for eksempel ikke synderligt fan af. Dem kunne jeg sagtens have været foruden. Til gengæld var vekslingen mellem Snow og Baz kapitlerne virkelig god! Skiftene gjorde virkelig noget ved den dynamik – eller mangel på samme – imellem de to.

fullsizeoutput_f1b

Jeg tror det er meningen at man skal ’hade’ Baz, men det kan jeg slet ikke forholde mig til. På mange punkter foretrak jeg faktisk ham frem for Snow, for af en eller anden grund så syntes jeg at der var mere karakter i Baz end der var i Snow. Det kan godt være vi kun har fået denne ene sammenhængende historie om de to drenge, men når jeg tænker tilbage på de bidder man også fik i Fangirl, så virker det bare til at Baz er en mere interessant karakter.

”Currently I’m pretending I don’t care that Snow left. I’m pretending I don’t even notice he’s gone. I’m not sure why it surprised me when he left – I’d been reminding him for the last twenty-four hours that we weren’t friends, kisses notwithstanding.”

Med de bidder fra Fangirl, og så denne sammenhængende historie, så forstår jeg godt at Rowell ikke kunne slippe hverken Snow eller Baz. Begge drenge har noget særligt, som man ikke kan lade være med at blive nysgerrig over. Samspillet mellem de to var også rigtig spændende, og selvom man vidste at der ville komme en del romantik i løbet af bogen, så tog det ikke overhånd. Det var underspillet uden at blive for sødsuppe-agtig, men jeg kunne personligt nok godt have brugt bare en snert mere. Alligevel var det lige tilpas akavet og ukendt at jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet over deres spøjse reaktioner i nogle situationer.

Men selvom jeg har været svært glad for bogen, så havde den også en lille fejl. For netop på grund af de forskellige synsvinkler, så fik jeg jo alle detaljer at vide, og sad med svaret ved sidste vendte side. Men det gjorde karakterene i bogen ikke! Hvilket irriterede mig, for jeg syntes også de fortjente at få tingene forklaret/opklaret så de kunne komme videre og få den forløsning som jeg sad med. Det er måske den eneste mangel jeg har ved bogen, men jeg syntes desværre også at det påvirkede slutningen i en sådan grad, at jeg ikke blev 100% tilfreds. Jeg er nok på 95% tilfreds med slutningen. En anden ting er nok også bare, at ligesom Rowell ikke var klar til at give slip på Snow og Baz efter hun havde skrevet Fangirl, så er jeg nok heller ikke helt klar til at give slip på dem nu.

Bogen er desuden oversat og udgivet på dansk hos Gyldendal.

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *