The Boy who Lost Fairyland (Catherynne M Valente, 2015)

When a young troll named Hawthorn is stolen from Fairyland by the Golden Wind, he becomes a changeling – a human boy — in the strange city of Chicago, a place no less bizarre and magical than Fairyland when seen through trollish eyes. Left with a human family, Hawthorn struggles with his troll nature and his changeling fate. But when he turns twelve, he stumbles upon a way back home, to a Fairyland much changed from the one he remembers. Hawthorn finds himself at the center of a changeling revolution–until he comes face to face with a beautiful young Scientiste with very big, very red assistant.

(Tekst fra goodreads)

img_5384

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg har det lidt blandet med den her bog. På den ene side var det som at læse en helt anden bog end hvad jeg havde forventet mig af serien om Fairyland, men samtidig var det også et let frisk pust på en måske til tider gentagende historie. Det her er den fjerde bog i serien om Fairyland, men hvor vi indtil videre har fulgt September på eventyr igennem diverse kroge af Fairyland, så starter denne bog i vores ’normale’ verden hos en dreng som ikke kan huske hans rigtige navn, Hawthorn, men i stedet kalder sig Thomas, som hans forældre kalder ham. Det bliver starten på en anerledes fortælling om magien og den form for ondskab der er at finde i vores egen verden, og hvor utilgivende børn kan være. For hvis man som Thomas er bare en lille smule anerledes, så kræver det alverden for at passe ind og blive accepteret af de andre børn i skolegården, noget han lærer alt for tidligt.

På trods af den skiftende fortælling med en anden hovedperson, så er stilen heldigvis stadig den samme. Valente skriver stadig lige underholdende og lige finurligt, at man ikke lægger voldsomt mærke til at vi rent faktisk ikke befinder os i Fairyland, i hvert fald ikke til at starte med. Det er som om hun får lagt et lag meget tynd magi henover vores kedelige hverdag, så historien stadig er lige så spændende, hvad enten vi tager med Thomas afsted til sin første skoledag, eller jagter yeti på månen med September.

”Certain benefits are granted to narrators as part of the hiring package, to compensate for our irregular hours and unsafe working condition. As clear as waking, I remember your hands on the cover of the book, your bright eyes moving swiftly over the pages, the light of your reading lamp, your small laughs and occasional puzzlements.”

img_5385

Noget jeg også syntes fint om ved den her bog, var den anden side af historien som den bidrog med. For selvom vi bedst syntes om September, og stadig vil på eventyr med hende, så glemmer vi hvad der ellers sker tilbage når hun er taget afsted. Det skildrede den her bog rigtig fint, i sine små interludes, og selvom det aldrig blev klargjort helt konkret, så fik man straks en fornemmelse af hvem der var tale om, og linket til September var sat op.

Jeg kunne egentlig godt lide Hawthorn og de venner han fik sig på sin tur, men jeg sad alligevel hele vejen igennem bogen og ventede på at September ville dukke op. For Fairyland bøgerne handler jo mest af alt om hende, og det virkede bare forkert at hun ikke var med. Uden, forhåbentligt at afsløre for meget, så kan jeg sige at mine forventninger blev indfriet, om end ganske kort.

”A peal of indigo fire exploded through the air above them all, boiling and popping a trail through the sky. Something hurtled toward them at breakneck speed, something huge and bright and winged. A colossal red Wyvern beat his wings against a hundred rum-barrels moons. A man all of blue and black clung to his long crimson neck.”

Nu hvor der kun er en bog tilbage er jeg spændt på at se hvad den vil bringe af sig. For selvom jeg glæder mig til at læse mere om September, så er jeg nok alligevel ikke helt klar til at give slip på Hawthorn. Han satte alligevel sit præg på mig, og han må gerne vise sin i den sidste historie også. For på mange måder repræsenterer han de håb og drømme vi alle sammen har som børn. Den der usagte drøm/fantasi om at vi ikke hører til her, men at vores hjem er at finde i en anden verden. Måske fordi vi ikke lige passer ind sammen med de andre ’normale’ børn, men står i udkanten af legepladsen og ser til, mens vi forsøger at gennemskue hvordan verden hænger sammen, alt imens vi længes efter en anden. For mange af os, må vi nøjes med at rejse dertil igennem bøgernes verden, og på det punkt er det heldigt at Valente skriver så forførende som hun gør, for ofte føles det næsten som om vi er med Hawthorn eller September selv.

You may also like

2 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *