Harry Potter and the Cursed Child (Jack Thornton, 2016)

It was always difficult being Harry Potter and it isn’t much easier now that he is an overworked employee of the Ministry of Magic, a husband and father of three school-age children.

While Harry grapples with a past that refuses to stay where it belongs, his youngest son Albus must struggle with the weight of a family legacy he never wanted. As past and present fuse ominously, both father and son learn the uncomfortable truth: sometimes, darkness comes from unexpected places.

(Tekst fra goodreads)

img_5364

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

**ADVARSEL** Kan indeholde spoilers

Hvis man bevægede sig bare lidt rundt i cyberspace omkring den første august, eller i engelske gader, så ville man ikke kunne undgå at se det ene eller det andet der havde med Harry Potter at gøre. Hele verden har nærmest ventet i spænding på at få lov til at læse manuskriptet til teaterstykket der er blevet sat op i West End, London, og jeg selv var da ingen undtagelse. Så da jeg dagen efter midnatsudgivelsen, befandt mig i Oxford sneg jeg gennem de mange fanatiske unge mennesker der stod i flok omkring kassen, for også at få min kopi med hjem i tasken. Der gik dog lige en dag mere før jeg vendte de første sider, men derefter gik der heller ikke lang tid før den sidste side var vendt, og jeg endte med at sidde tilbage med en utrolig blandet oplevelse.

De første sider tager os tilbage til hvad vi kan huske, det er 19 år senere og Harry skal sende sin børn afsted til Hogwarts, hvilket vi alle kan huske fra epilogen, hvad enten vi syntes om epilogen eller ej. Og efter den første følelse af nostalgi, svandt den desværre lige så stille ind. Mange af de velkendte karaktere var der, Harry, Ron, Hermione og Ginny var stort set som man husker dem, Ron især. Allerede nu kan jeg med lethed sige at Ron altid vil være en af mine favoritter, og det blev kun slået fast i denne historie også, på trods af mange andre små detaljer der ikke stemmede overens hos mig. For når man er kommet over den første følelse af nostalgi, så går det hurtigt op for en af det er en helt anden historie. Hvilket i sig selv er helt i orden, men hvis man sad og forventede en historie som de første oprindelig 7, så vil man automatisk blive lidt skuffet.

Allerede stilen af bogen er anerledes, fordi det netop er et manuskript til et teaterstykke. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis man ser den her historie på scenen, så vil man blive blæst omkuld. Der var flere gange jeg sad og læste scene direktioner og tænkte på hvor vanvittigt det lød, men hvor absolut fantastisk det ville se ud på scenen. Der er klart dele, der er skabt for scenens skyld mere end historiens skyld, og det er helt i orden, desværre taber det bare lidt af magien på den skrevne side. Og der vil teaterstykket komme til sin fulde ret, men efter jeg havde vendt de sidste sider, må jeg indrømme at jeg ikke længere var så forhippet på at ville ind og se stykket.

”Harry; I thought for a long time I wasn’t a good enough dad for you because you didn’t like me. It’s only now I realise that I don’t need you to like me, I need you to obey me because I’m your dad and I do know better. I’m sorry Albus. It has to be this way.”

Det bliver klart at der på sin vis er to historier at fortælle; Harrys og hans søn, Albus. Umiddelbart ville mange være mest interesseret i Harrys, for det er ham vi kender bedst til, hvor Albus bare er den nye Harry, på godt og ondt. Harrys historie blev desværre også lidt for gentagen hen af vejen. Det gode ved Harrys side af sagen er hans evige venskab til Ron og Hermione, som mit hjerte blev varmt af endnu engang selv da de var blevet voksne. For selvom deres kærlighed virker usandsynlig hos mange, så virker det bare så rigtig hos mig, og det blev slået endnu mere fast i den her historie.

Albus og hans nye bedste ven, Scorpius, som (surprise, surprise *sarkasme) er Dracos søn beslutter at tage på en ordentlig omgang tidrejser, og selvfølgelig laver de ged i den, så Harry endnu engang må redde dagen, med hjælp fra venner og familie. Den første halvdel, Part One, virkede fint for mig, historien fangede mig ikke som Harrys oprindelig historier gjorde, men det var lidt en selvfølge. Da det så kom til Part Two stod jeg desværre lidt af. Overordnet set er det en rigtig god historie. Tidsrejseaspektet fungerer som det skal, og karakterene lærer det de skal lære af deres fejl. Hvis det havde været ethvert andet univers havde jeg ikke haft noget problem. Der hvor problemet opstår hos mig, er den måde Voldemort bliver inddraget igen.

Det faktum at Voldemort rent faktisk skulle have fået et barn, er for mig helt og aldeles hen i vejret. Det ville aldrig kunne ske! Ja, undskyld, men det billede Rowling fremsatte af Voldemort, som et barn der ikke kan forstå noget som helst ved kærligheden, vil i mine øjne på ingen måde kunne få et barn, på den ene eller den anden måde. Da det kom til det punkt skred historien fra at hænge sammen som den skulle, til at det pludselig virkede som fanfiction. Selvom jeg ved det er Rowlings egen ide, så kan jeg ikke indfinde mig med det, det går stik imod min opfattelse af den evige skurk som Rowling skabte i sin tid.

Altså, på mange måder var det en rigtig god historie, og jeg nød at være tilbage i hele Potter universet, men på andre måder sprang kæden desværre. Jeg er stadig glad for at have læst den, for mit behov for at se teaterstykket faldt en smule, og jeg har derfor ikke været helt så deprimeret over at billetterne er udsolgt til langt ud i fremtiden. I starten havde jeg faktisk også givet den 4 stjerner, men efter lidt overvejelse har jeg måtte fjerne den ene, netop på grund af de ting jeg har skrevet her.

You may also like

2 Comments

  1. Jeg er meget enig i meget at det du skriver (og har tilladt mig også lige at linke til dig anmeldelse i den jeg har skrevet til på tirsdag 😉

    Specielt det med Voldemort og hans afkom. No fucking way.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *