September Wrap-Up

September har virkelig været en hektisk måned, og jeg har flere gange været overbevist om at jeg ikke havde nok timer i døgnet til at nå alt hvad jeg skulle. Nu er september ved at være slut, og jeg kan godt mærke jeg er meget udmattet nogle dage. Der har været 3 store ting i måneden som har absolut slugt min tid; først var der et bryllup på Sjælland for svoger og svigerinde, hernæst kom årets boglige højdepunkt for mange, nemlig vores nordjyske bogbloggertræf og til sidst i måneden havde mine forældre sølvbryllup, som der også gik en del planlægning til.

Et bryllup i hver ende af måneden tog tid, for selvom det ikke var mig/os der var i centrum, så var der pludselig mange ting, vi skulle være med til at sørge for. Ikke mindst for mine forældres sølvbryllup, hvor jeg som deres ældste barn lidt per automatik måtte tage styringen til mig. September har været en meget romantisk måned på mange måder, men jeg er godt nok også glad for at det hele er overstået. For bogbloggertræf tog også rigtig meget tid. Det vil jeg ikke skrive for meget om, for det har jeg allerede skrevet en del indlæg om, som I kan læse om her, her og her. Alt jeg vil sige om det, er at jeg glæder mig allerede til næste år igen.

img_5743

På trods af at jeg føler jeg har rendt rundt som en hovedløs kylling med alt det jeg har skulle lave + arbejde begynder at tage til, så har jeg overraskende nok formået at læse 10 bøger. Jeg overrasker mig selv stort set hver måned, men især ovenpå hvor lidt læselyst jeg havde i august måned, så er jeg godt nok kommet efter det igen i september. Det har også været en måned med mange gode bøger, så på det punkt har det været meget heldigt, og har forøget min læselyst. Jeg startede måneden med at gøre et par hængepartier færdige, først Howl’s Moving Castle, som jeg har haft stående på hylden længe. Animationsfilmen deraf er en af de bedste japanske, efter min mening, så jeg har længe ville læse bogen. Selvom bogen var en helt anden oplevelse og en god bog, så vil jeg nok altid foretrække filmen. Trigger Warning er endnu en novellesamling fra Neil Gaiman, denne gang med et lidt uhyggetema, og det var også en meget blandet oplevelse. Der var gode og knap så gode noveller, der var også nogle hvor jeg næsten ikke kunne genkende temaet.

I løbet af måneden var der også behov for et par lette bøger, og det blev i form af et par børnebøger i serien om vogterne; The Sandman; The Story of Sanderson Mansnoozie og The Man in the Moon. Begge to er en slags bag-om fortællinger til serien, og de er fyldt med mange utroligt smukke billeder. De er lige den slags bøger jeg vil forestille mig at læse sammen med den bette, når den på et eller andet tidspunkt vil være klar til at sidde stille nok til det. September blev også måneden hvor jeg også (endelig!) fik læst Carry On, den meget omtalte følgebog til Rainbow Rowells Fangirl. Forventningerne hertil var store, ikke mindst på grund af alle de gode ting jeg har hørt om den, og den var da også rigtig, rigtig god, men jeg manglede alligevel stadig en lille smule. Mine forventninger var nok blevet bygget lidt for meget op fra veninderne. En anden meget omtalt bog er The Rest of us Just Live Here af Patrick Ness, som jeg hørte dels som lydbog og dels læste i fysisk form. Det var en meget anerledes bog, og selv her nogle uger senere ved jeg ikke helt hvad jeg skal syntes om den. Den var god, men der var også en del ting jeg gerne ville vide mere om.

Månedens andre lydbøger var Dumplin’ som var en sød og sjov bog. Historien om den lidt overvægtige pige, der melder sig til byens mest omtalte skønhedskonkurrence tiltalte mig på mange måder, men den havde også sine fejl og mangler. Alligevel gav den mig mange smil på læben, med dens skildring af pigevenskaber og den drama der fulgte med. Biografien Yes, Please fra Amy Poehler var en sjov og til tider lidt mærkelig biografi. Den fungerede rigtig godt som en let bog, jeg ikke skulle tænke for meget over efter en kæmpe bookhangover.

For endnu engang har Sarah J Maas efterladt mig med en kæmpe bookhangover efter at have læst hendes Empire of Storms. Ord kan næsten ikke beskrive min iver og entusiastiske skrålen i fangirl stadie over den bog. Jeg kan efterhånden godt fastslå at Sarah J Maas har indtaget en fast plads som favoritforfatter hos mig, hvilket Kæresten også har indset, idet han bare skrev Sarah J Maas på juleønskesedlen. Sådan en bookhangover er svær at komme sig over, og jeg måtte ty lidt til en genlæsning, som var det eneste der kunne få mig videre. Old Magic, for mig, er en bog jeg kan læse igen og igen, og denne gang var det bogklubbens valg. Heldigvis, har bogen hjulpet en lille smule på bookhangover, men jeg kan stadig mærke den er der lidt endnu.

img_5745

Nu lurer oktober måned, og med det også det internationale Readathon, som jeg håber jeg kan deltage i. Jeg havde ikke mulighed for at deltage i forårets omgang, så jeg håber jeg kan være med denne gang. Jeg ved flere allerede har udvalgt deres læsestak, men så langt er jeg overhovedet ikke. Rent faktisk har jeg ikke gjort mig nogle tanker om hvad jeg vil læse i den kommende måned; det må derfor blive ren lystlæsning.

Månedens anbefaling: Der har jo været rigtig mange gode bøger den her måned, og det vil derfor være lidt svært at vælge. Hvis jeg skal vælge en ungdomsbog må jeg holde mig til min absolut yndlings; Old Magic. Som sagt så er det en bog jeg læser næsten årligt, og jeg elsker den hver gang. Jeg bliver også nødt til at anbefale Sarah J Maas, og der vil jeg sige at du bare skal tage at gå i gang med en hvilken som helst af hendes bøger. Det vil selvfølgelig være mest praktisk at begynde med den første bog i en af hendes serier, men jeg er ikke kræsen.

Hvordan har jeres september måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i oktober måned?

You may also like

10 Comments

  1. Tænk, jeg har det på fuldstændig samme måde med Old Magic. Jeg elsker simpelthen den bog. Til gengæld har jeg det lige omvendt med Howl´s Moving Castle, hvilket sikkert hænger sammen med at jeg læste bogen først, og bog og film er meget forskellige. Mine læseplaner for oktober er, at få læst en del af de anmeldereksemplarer jeg har modtaget, og så er True Blood-serien månedens læsetema.

    1. Jeg kan læse Old Magic hvert år, og jeg tror jeg vil elske den lige meget hvert år. Men det hænger nok også sammen med at jeg faldt for den som teenager, og det er meget af det den spiller på.

  2. Fedt mht. Read-a-thon! Jeg deltager igen i år i oktober-udgaven, og ligesom de foregående år er mit tema horror/gys/zombier – for hey, det er jo snart Halloween 😉

    Glæder mig til at se, hvad du kaster af over under eventen.

  3. Min september har også været ret travl, hvilket til dels også skyldes Bogbloggertræf. Det er så fed en begivenhed, og jeg elsker at være arrangør, men det er virkelig også hårdt – og det tager tid! Desuden var studiestarten en smule hårdere, end jeg lige havde forventet. Men sådan er det nok egentlig altid her i efteråret. Alligevel nåede jeg dog også at få læst en del bøger, hvilket er så rart – måske har september bare været en perfekt måned til at læse i? Jeg har i hvert fald hørt fra flere, at de har læst en del mere, end de forventede i løbet af måneden.

    Oktober byder forhåbentlig på en mindre anmelderstak (nu skal jeg altså virkelig snart igennem de sidste!), lidt uhygge og en masse skønne bøger til readathon. Jeg tror, det bliver godt 🙂

    1. Jeg tror også september bare har været en revanche læsemåned for mange, ovenpå en sommer med rigtig meget menneskesjov.

      Jeg glæder mig virkelig også til readathon. 😀

  4. Dejligt du også er med til readathon denne gang. Det bliver så stjernehyggeligt!

    Og hvor er det en god idé med lidt genlæsning efter en book hangover. Jeg er også bare i genlæsningshumør.

    1. Jeg glæder mig også meget til readathon, jeg savnede virkelig at være med i foråret, og bare kunne følge med på nettet i al den hygge folk havde rundt i landet.

  5. Åh jeg har også læst Trigger Warning i september og er glad for at høre jeg ikke er alene i at have lidt splittede følelser.
    Ønsker dig et rigtig godt efterår og håber at “se” dig til readathonet 🙂

    1. Det er du bestemt ikke.
      Nogle af novellerne kunne jeg slet ikke se horror/gys-temaet, som skulle være der.

      Og tak i lige måde, ser meget frem til hyggen ved readathon. 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *