A Bloody Chamber and Other Stories (Angela Carter, 1979)

Angela Carter had recently finished translating Charles Perrault’s works when she began her own virtuoso retellings of classic fairy tales. In this astonishing collection, first published in 1979, familiar stories become seductive, enchanting and terrifying. In the title story, Bluebeard is a sado-masochist who lures his inexperienced bride to his castle on the coast of Brittany – but is defeated by a most unexpected adversary. Subversive twists abound: in ‘The Werewolf’, a retelling of ‘Little Red Riding Hood’, a girl hacks off a wolf’s paw, only to find it turning into a warty, withered old hand that she recognises as her grandmother’s. Carter’s women are more likely to outwit their attackers than fall prey to them – as the heroine of ‘The Company of Wolves’ puts it, ‘she knew she was nobody’s meat’.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4999

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

For et par år siden læste jeg et par af novellerne fra Angela Carters Bloody Chamber, men det var kun dem der var baseret på Skønheden og Udyret, fordi det var det eventyr jeg skulle skrive opgave om. Men jeg huskede dem som interessante i deres måde at tackle det gamle eventyr i mere dramatiske settings og mere komplekse karakterer. Nu til dags findes der utallige eventyrgenfortællinger, men det er få der er skrevet som noveller, hvilket, hvis vi skal være tekstnære, vel egentlig passer bedst til det korte format som eventyr ellers har.

Selv i novelle form formår Carter at skabe en større indsigt i de ikoniske karakterer, og give liv på ny til gamle eventyr. Titelhistorien er baseret på eventyret om Blåskæg, som for mange er et ukendt eventyr. Som eventyr har det ellers mange lærerige elementer, hvoraf det tydeligste er at nysgerrighed kan være farligt – og især for kvinder. Således er det at Blåskæg bliver til den morderiske greve, med et dystert torturkammer, men alligevel lever vores heltinde lykkeligt til sine dages ende, fordi hun bliver reddet af sin mor. Allerede i det første eventyr ses det at Carter twister sine genfortællinger med et snert af feminisme. På sin vis er det vel en del af hvad der gør dem interessante stadig nu til dags, til trods for at samlingen er over 30 år gammel. Herefter kommer de par genfortællinger af Skønheden og Udyret, som begge er noget mere modne i deres form, og den lykkelige slutning er måske ikke lige som forventet. Jeg er også fan af hvordan Carter formår at beskrive de – til tider – meget negative sider af eventyrdelen, det er ikke alt sammen en dans på roser.

”My father lost me to The Beast at cards.”

En lille portion af genfortællingerne er ikke koblet konkret på egentlig eventyr, i hvert fald måske ikke som vi kender dem, men de er mere forbundet til eventyrmyter. Det gjorde også, for mit vedkommende i hvert fald, at jeg sad tilbage med en lidt mærkelig følelse i at forsøge at finde ud af hvilke eventyr de var relateret til. For de var mærkværdige og der er stadig detaljer der sidder fast i hukommelsen, selv flere uger efter at have læst den. The Snow Child for eksempel var højst mærkværdig og brutal i sin vildskab, men måske det også er derfor en enkelt scene derfra står så tydeligt i hukommelsen. Den sidste portion af novellerne er alle baseret på Rødhætte, som jeg ved mange flere har psykoanalyseret til hudløshed, og vendt op og ned for at finde skjulte budskaber deri.

”Children do not stay young for long in this savage country. There are no toys for them to play with so they work hard and grow wise but thi sone, so pretty and the youngest of her family, a little late-comer, had been indulged by her mother and the grandmother who’d knotted her the red shawl that, today has the ominous if brilliant look of blood on snow. Her breasts have begun to swell; her hair is like lint, so fair t hardly makes a shadow on her pale forehead; her cheeks are an emblematic scarlet and white and she has just started her woman’s bleeding, the clock inside her that will strike, henceforward, once a month.”

Der er ingen tvivl om at Carter har skrevet nogle særlige genfortællinger, og en jeg helt har glemt at nævne er hendes udgave af den Bestøvlede kat, for den var så interessant. Her fungerer den bestøvlede kat næsten som en Kirsten-giftekniv, og hjælper med at begå mord for at sin herre kan få den skønne dame, han har forelsket sig i. Den er skrevet fra kattens synsvinkel, hvilket jeg syntes var ret underholdende, og i det hele taget kunne jeg rigtig godt lide den drejning. De sidste tre, der som sagt, tager udgangspunkt i den lille rødhætte, er alle sammen vidt forskellige, fordi de belyser næsten forskellige begærlige sider af sagen. Den der nok var min favorit, var A Company of Wolves, fordi her er det den unge pige, der sjovt nok får overtaget i sidste ende alligevel, til trods for at hun stadig er tæt på at blive spist af varulven – ikke bare en almindelig ulv, men en varulv, som også har både dyriske og menneskelige lyster.

IMG_4996

Man kan heller ikke komme udenom at en anden måde Carter formår at modne sine genfortællinger er igennem erotik, som alligevel ikke spiller en stor rolle, men der bliver heller ikke lagt skjul på den del af følelsesregistret. Det kan godt være det er en åbenlys måde at modne eventyr, ved at tilføje sex, men jeg syntes alligevel at Carter har ramt en rigtig fin grænse, for det bliver på intet tidspunkt gjort til noget negativt. Det er der bare, som den reelle del af virkeligheden det nu, og derfor er det også naturligt at det vil være en del af den måde Carter fortæller sine eventyr.

Efter at have læst alle novellerne i A Bloody Chamber og i det hele taget lidt mere af Angela Carter, er jeg nu mere spændt på at læse hendes egen eventyrsamling, for at se hvordan hun selv skaber eventyr – både med den barnlige side af tingene, men også hvordan den voksne side af sagen bliver flettet ind i det hele. Uanset hvad, så begynder jeg at sætte mere og mere pris på Angela Carter, og jeg kan godt forstå hvorfor hun stadig er så populær den dag i dag. Jeg har i hvert fald i sinde at læse en del mere af hendes værker. Har du læst noget af hende, og hvad syntes du i så fald om det?

You may also like

2 Comments

  1. Åh, den læste jeg også for et par måneder siden, og jeg synes bare, den var helt genial! Den er virkelig god, sensuel og så levende. Hun kan virkelig noget med ord og stemninger, Carter!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *