2016 – Top 5 Reads So Far

Vi er ved at være halvvejs igennem året – faktisk så er vi over halvvejs igennem året! – og jeg tænkte, at det var tid til at kigge lidt tilbage på nogle af de bedste bøger jeg har læst i år. Jeg har læst rigtig mange gode bøger i det her år, mine stjerner er pænt fordelt, men der er alligevel enkelte bøger der skiller sig ud fra de andre, og stadig spøger i hukommelsen. Og når jeg ser på den lille stak af min Top 5 indtil nu, så er de faktisk også pænt fordelt i deres forskellige genrer. Der er både lidt YA, lidt fantasy, lidt chick-lit, lidt humor, lidt eventyr, lidt romance og et par diverse andre ting. Alt i alt burde der være lidt til enhver.

IMG_5155

To af disse bøger har jeg hørt som lydbøger, og det er derfor de ikke er med på billederne. Det er først Jojo Moyes One Plus One og Fredrick Backmans Min mormor hilser og siger undskyld. One Plus One er en rørende historie om at finde sig selv igen, trods hele verdens modgang, og at man samtidig finder en der ser alle de gode ting i dig, på trods af verdens modgang. Jeg elskede simpelthen denne historie om Jess og hendes børns prøvelser, og hvordan det hele bare ser ud til at gå ned af bakke, kun for at vende i sidste øjeblik, som kun Moyes kan skrive det. Min mormor hilser og siger undskyld var en sådan bog, der fik mig til at tænke lidt over hvor ondskabsfulde børn rent faktisk kan være, men også hvor fantastisk andre børn kan være. Det kræver bare at man tager sig tiden til at kende disse børn, for når man konstant render rundt med et Gryffindor halstørklæde, kan man kun være det værd at lære at kende. Hver bog har lidt feel-good-stemning over sig, jeg blev i hvert fald i rigtig godt humør af at læse/høre dem. Det er bøger jeg forestiller mig også ville passe rigtig godt sammen med en kold drink ved pool eller strandkanten.

En af de bedste YA bøger jeg har læst i år, må helt klart være Fangirl af Rainbow Rowell. Det var sågar også mit første møde med Rowell, og det imponerede mig kun til at ville læse mere. Det er endnu en typisk find-dig-selv YA, men kombinationen med fanfiction universet var en finurlig tilføjelse, der gjorde at bogen næsten havde en ekstra historie, ud over Caths. Ikke at Caths historie ikke også var helt igennem herlig, der var overraskende, skræmmende mange punkter i Caths liv jeg kunne genkende mig selv i, og det gjorde at jeg blev des mere glad for bogen. Det er helt klart en bog man skal læse, hvis man har behov for noget let og ikke alt for livstungt til en dag på terrassen.

IMG_5161

IMG_5165

Når det kommer til fantasy har jeg læst en del, men der er to inden for de seneste par måneder, jeg stadig ikke kan glemme. Begge to hører også lidt ind under genren eventyrgenfortællinger, om end de er spinkle i den ende. Det er selvfølgelig A Court of Mist and Fury af Sarah J Maas og Uprooted af Naomi Novik. ACOMAF er godt nok en to’er i en serie, og derfor vil det nok være fordelagtigt at læse den første bog i serien, men dertil skal man bare vide at serien bliver så meget bedre i bog to.  Uprooted bygger løst på eventyret om Skønheden & Udyret, og da jeg først var kommet godt i gang med den, faldt jeg pladask for personerne deri og havde slet ikke lyst til at skulle slip på dem. Det kan godt være det er en lidt ’tungere’ fantasy bog, men når først man er hooked, bliver det svært at ligge den fra sig. Jeg forstiller mig at den vil passe perfekt til de regnfulde sommerdage vi har for tiden.

Det var et kort indblik i mine Top 5 for året indtil nu. Der har selvfølgelig, som sagt, været mange andre rigtig gode historier. Jeg er også sikker på at der kommer til at være ligeså mange i den sidste halvdel af året, det håber jeg i hvert fald. Har I læst mange gode bøger i år indtil nu, og hvilke er så med i jeres Top 5?

You may also like

5 Comments

  1. Spændende at læse om. Uprooted skal jeg også have læst på et tidspunkt.

    Hvis jeg skulle lave en top-fem-liste over årets indtil videre bedste bøger, så ville det være en kamp mellem ‘Perlen’, Fables Book 3′, ‘Saga 4+5’, ‘The Princess and the Goblin’ og ‘Vindens skygge’ 🙂

  2. Dejligt med gode bøger, der nærmest suger læseren ind i bogen. Det er ved at være længe siden, at jeg har haft en sådan læseoplevelse, og trænger virkelig snart til at genopleve denne følelse.Jeg har købt “A Court of Mist and Fury”, og håber meget på, at den er så god som mange siger :0)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *