Juni Wrap-Up

Juni har været lidt af en blanding af dejlig afslapning og hektiske eksamensdage. Eleverne gik på sommerferie i slutningen af maj, læseferien gik i gang og jeg fik et lidt mere åbent skema, lige med undtagelse af en uges tid og et par ekstra dage. I sidste uge var der også den årlige farvelfest, hvor vi siger farvel til årets studenter og fester (næsten hele) natten lang. Igen i år var jeg med i lærerrevyen, hvilket lyder helt vildt nørdet, men det er også helt vildt sjovt. Især på selve aftenen hvor vi opfører revyen for eleverne, for den er skrevet med dem i tankerne, og i år gik de fuldstændig amok (jeg tror en del alkohol var røget igennem blodet allerede inden forretten kom på bordet den aften), og når det sker, så bliver det hele bare lidt sjovere. Jeg håber at jeg kan være med næste år også.

Med en del dage uden et normalt skema betød det også en del fritid til mig selv, og en del ekstra læsetid. Jeg har måtte ty lidt til lydbøger i denne måned, mest af alt fordi at selv en måned efter at have læst A Court of Mist and Fury, har jeg stadig en lille smule bookhangover. Af samme grund har jeg også bevidst gået efter lette, romantiske og fluffy bøger. Måske er det fordi jeg har holdt mig til små, søde romantiske bøger at jeg har formået at få læst hele 11 bøger, inklusiv lydbøger.

IMG_5046

I starten af måneden gik jeg ombord i børnebøger, fordi jeg tænkte de var lette og der var ikke så meget i den dybe ende, så at sige. Jeg fik tilsendt Brødrene Løvehjerte, som en del af Simones rejsende bog, og selvom jeg kan huske at få den læst højt som barn, så var det desværre ikke helt det samme da jeg selv læste den. Jeg blev ikke rørt nær så meget som jeg havde regnet med. En anden børnebog, som jeg nok nød lidt mere, var den fjerde bog i The Guardians serien, denne gang om Sandman. Måske er det fordi jeg i løbet af den sidste måned har læst de andre bøger i den serie, at jeg syntes bedre om den. Jeg læste også en kort digtsamling, for at komme i en helt anden genre, jeg har nemlig fået tilsendt Pulsens Koordinater af forfatteren selv. Digte har aldrig rigtig været mig, men jeg tænkte at de skulle have en chance mere. Desværre må jeg nok bare holde ved at digte aldrig rigtig bliver noget for mig.

Da børnebøger blev lidt for lette i det, havde jeg behov for en god omgang YA og gerne med masser af akavet kærlighed. På lige præcis det sidste punkt var det en fantastisk start jeg fik med Simon vs. The Homo Sapiens Agenda, som ramte plet med den akavede kærlighedsdel. Den har været ret populær i bloggersamfundet et stykke tid, og jeg er rigtig glad for endelige også at kunne være med på bølgen af at være glad for Simon Spear. Jeg fortsatte i den søde ende af YA bøger med Things We Know by Heart, som var en noget anerledes ungdomsbog. Den var forudsigelig på mange punkter, men emnet organdoner og de efterladte, syntes jeg blev fortalt rigtig flot og hjertevarmt. Månedens sidste lydbog, og sidste ungdomsbog også, var Emmy & Oliver, der handler om at blive revet fra hinanden, kun for at finde hinanden med flere års mellemrum, og en kriminel far, der kan finde på at rive jer fra hinanden igen hvornår det skal være. Endnu en rigtig sød historie, som jeg måske nok foretrak lidt mere fremfor Things We Know by Heart, måske af den simple grund at jeg i den her kunne se bort fra forudsigeligheden.

Som I ved, så læser Louise og jeg i disse måneder Philip Pullmans His Dark Materials, og i juni fik jeg derfor læst Northern Lights, som er den første bog om Lyra. Alt hvad jeg vil sige om de bøger, er at de bare bliver bedre og bedre for hver gang jeg læser dem. Jeg besluttede dog også at gå i gang med en større fantasy bog; Uprooted, som jeg har haft stående på hylden alt for længe, for hold nu op hvor var den fantastisk! Den hjalp en smule på min vedvarende bookhangover, og jeg har genlæst flere passager derfra siden jeg blev færdig med den. Plus, det er ovenikøbet også en eventyrgenfortælling; af Skønheden og Udyret. En Rainbow Rowell bog blev der også plads til, og den var ligeså god som de få andre bøger jeg kender fra hende. Attachments handler om kærlighed ved første email, og den var simpelthen så gribende at jeg var lige så nervøs som karaktererne i bogen var til tider. Jeg nåede også lige at klemme en enkelt fantasybog mere ind i løbet af den sidste weekend. For at lade op til Sarah J Maas næste bog om Celeana Sardothien fik jeg endelig læst den lille novellesamling i The Assassin’s Blade, for er en slags forhistorie til hvordan Celeana endte hvor hun gjorde da man møder hende første gang. Det var meget rart at få det indblik, og nu glæder jeg mig bare endnu mere til Empire of Storms.

IMG_5048

Jeg ved godt jeg siger det hver måned – næste -, men når jeg ser tilbage kan jeg ikke forstå hvor jeg finder tiden til at læse så mange bøger. Jo jo, godt nok er en del af dem, lydbøger, men det er altså også helt vildt praktisk til en rask gåtur i solen, fremfor blot at sidde stille og blive alt for solskoldet. Selvom jeg godt ved der ikke er kæmpe risiko for solskoldning i den danske sommer, men derfor er det stadig praktisk med en lydbog i ørerne til en tur i skoven, når jeg kan finde rundt der. Ellers vil min sommerferie bestå af rigtig meget afslapning og læsning, for at slappe helt og holdent af og lade op til næste skoleår, hvor jeg ved jeg får enormt travlt, men mere om det en anden gang. Jeg håber at få læst en del videre i mange af de serier jeg stadig er i gang med, og så ser jeg frem til at dele flere #KæreWonders med jer alle. Til sidst vil jeg komme med månedens anbefaling, som er en ny feature jeg vil introducere i min månedlige wrap up fremover.

Månedens anbefaling: Til de af jer der, ligesom mig, har haft brug for en gang sød YA, vil jeg anbefale Emmy & Oliver fordi den tager fat på et ret delikat emne, når en forældre beslutter at tage forældreretten fra den anden, og når det hele så skal forsøge at vende tilbage til normalen, og de kvaler der følger med det. Hvis man har behov for lidt fantasy vil jeg helt klart anbefale Uprooted, jeg kan simpelthen ikke rose den bog nok; den har karakterkonflikter, en ukendt skurk, og en lille smule kærlighed; det er en perfekt kombination.

Hvordan har jeres juni måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i juli måned?

You may also like

4 Comments

  1. Eksamensperioden er altid så pressende – det forestiller jeg mig også den er for underviserne.
    Northern Lights er sedan en vidunderlig fin bog. Attachments vil jeg frygtelig gerne læse e´på et tidspunkt. Jeg har endnu forfatteren af den til gode.

    1. Det kan jeg love for den kan være.
      Jeg har endnu kun læst et par stykker af Rainbow Rowell, men de bliver kun bedre og bedre for hver af dem jeg læser, så dem kan du se frem til. 🙂

  2. Fedt at du kan lide Uprooted! Den har jeg planer om at læse (har i forvejen læst det meste af forfatterens 9-bøger lange fantasy-serie).

    Min juni måned har ikke været så imponerende læsemæssigt, men ‘The Ocean at the End of the Lane’ samt ‘Moving Pictures’ var ganske gode bøger.

    1. Uprooted er den første jeg har læst af forfatteren, men den er også helt igennem fantastisk!
      The Ocean at the End of the Lane husker jeg også som spændende.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *