#LøvebrødreneRejser

IMG_5008

Jeg har i den sidste tid haft besøg herhjemme af to søde brødre. Brødrene Løvehjerte lagde nemlig turen forbi min bogreol for en kort stund, og i solens stråler åbnede jeg bogen til de første par sider og begav mig på eventyr med dem til Nangijala for at kæmpe mod den store farlige Tengil. Det er Simone der har sendt dem afsted rundt i Danmark, og det har nu været meget hyggeligt at have besøg af dem, men det er også tid til at de skal rejse videre.

Jeg mener at kunne mindes at min mor har læst den højt for mig, da min bror og jeg var barn, men der var faktisk meget jeg ikke kunne huske, og en del jeg kun kunne huske baseret på Aalborg Teaters opsætning før jul. Så et par småting blev nærlæst, mens et par andre bare var hyggelæsning.

På den ene side syntes jeg bogen om Jonatan og Tvebak Løvehjerte er sød og rørende, og vigtig på det punkt at den handler om døden på en eventyrlig måde. Jeg vil tro den kan hjælpe børn med at håndtere et alvorligt emne som døden. På den anden side har jeg svært ved slutningen, som i bund og grund ender ud i at være en fællesflugt mere i døden. Det er på samme tid både hjerterørende og hjerteskærende. Det er jo synd for Tvebak at han skal skilles fra sin bror hele tiden, men Jonatan er da også lidt af en tumpe at få sig selv slået ihjel så mange gange. Undskyld, men nu har jeg sagt det. De skulle måske bare passe lidt bedre på sig selv og hinanden nu de er kommet til Nangilima.

IMG_5006

Ikke desto mindre var det enormt hyggeligt at have besøg af dem, og ikke mindst at læse om dem i en bog der bærer præg af alle de andre der har læst den og sat mærker hist og her. Normalt bryder jeg mig ikke om at læse bøger hvor folk har skrevet i dem, men den her oplevelse var ganske speciel, netop fordi folk er blevet opfordret til at skrive i bogen, og farvelægge illustrationerne.

Men nu er det altså tid for brødrene at rejse videre, og mon ikke de nok skal finde et nyt hjem hvor de kan tage på eventyr igen.

You may also like

4 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *