Smoke & Mirrors (Neil Gaiman, 1998)

“The distinctive storytelling genius of Neil Gaiman has been acclaimed by writers as diverse as Norman Mailer and Stephen King. Now in this new collection of stories–several of which have never before appeared in print and more than half that have never been collected–that will dazzle the senses and haunt the imagination.

Miraculous inventions and unforgettable characters inhabit these pages: an elderly widow who finds the Holy Grail in a second-hand store…a frightened little boy who bargains for his life with a troll living under a bridge by the railroad tracks…a stray cat who battles nightly against a recurring evil that threatens his unsuspecting adoptive family. In these stories, Gaiman displays the power, wit, insight and outrageous originality that has made him one of the most unique literary artists of our day.”

(Tekst fra goodreads)

IMG_4418

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Dette er den første samling noveller jeg har læst af Neil Gaiman, jeg har læst en del af hans romaner og enkelte noveller her og der i forskellige andre antologier. Umiddelbart virker det ikke til at der er noget tema i Smoke & Mirrors, men efter at have læst de forskellige noveller, er der alligevel et par ting jeg i hvert fald syntes går igen. Død, sex og brutalitet i en eller anden form optræder flere gange på tværs af de forskellige noveller.

Novellerne er så forskellige både i form og indhold og det gør også at nogle af dem stadig sidder fast i hukommelsen, mens andre blev glemt kort efter at have vendt den sidste side i den pågældende novelle. På forunderlig vis er den første og den sidste novelle dem jeg bedst kan huske.

”He slept in the day. Nobody cared. He stood alone in the night and shivered, in the cold. It came to him then that he was standing on the edge of a precipice. The voice came from the night all around him, in his head and out of it.”

Selvom novellerne ikke decideret er overnaturlige i deres indhold, så sniger det sig alligevel ind blandt siderne. Det er som om Gaiman ikke kan holde sig fra det fantastiske element på den ene eller den anden måde. Det kan både være et mysterium der pludselig giver mening på forunderlig vis, eller en genstand der fordrejer historien på magisk vis. Den første historie, som en af dem jeg husker bedst, handler for eksempel om en ældre dame der finder den hellige gral, uden helt at være klar over hvad hun har fundet. En ridder kommer forbi og vil købe den af hende, men det vil hun ikke gå med til. Ikke fordi hun er klar over hvad hun har fundet, men fordi hun er en stædig gammel kone.

”I do not know what manner of thing she is. None of us do. She killed her mother in the birthing, but that’s never enough to account for it. They call me wise, but I am far from wise, for all that I foresaw fragments of it, frozen moments caught in pools of water or in the cold glass of my mirror.”

Enkelte noveller må jeg indrømme var deciderede frastødende, og det er nok også grunden til at jeg var hurtig til at glemme dem. Andre historier var simpelthen for mærkværdige til at finde hoved og hale i, at de gik i glemslen af den grund. Men så var der også de historier som var så specielle at de stadig hjemsøger mig en smule. Der var for eksempel den bagvendte historie om Snehvide, som er langt fra den historie man kender. Den bevidner blot om Gaimans evne til at genfortolke klassiske eventyr, og de få stykker jeg har læst af ham giver mig bare mere lyst til at læse flere af ham.

Eller historien om et mord på en engel, der skal løses af detektivenglen. En historie der vender religionen på hovedet og sætter engle op mod hinanden, med menneskeligt begær. Selv de unaturlige elementer får tilføjet en grad af menneskelighed, og omvendt. Gaiman formår at skabe små verdner der ikke nødvendigvis hænger sammen, men alligevel kan der skabes en sammenhæng mellem dem i deres tilgang til emnet, som efter min mening måske kun kan snævres ind til brutalitet i enhver udformning.

Min grund til at give bogen middel bedømmelse bunder nok også i at historierne var så forskellige i karakter. Nogle kunne jeg rigtig godt lide, mens andre blev jeg lettere frastødt af.  Ikke desto mindre bliver Gaiman ved med at forundre og jeg er bestemt ikke færdig med ham og hans arbejde.

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *